Hvad ligger der i ordsproget?

„DEN retfærdige føler med sit kvæg, gudløses hjerte er grumt,“ siger ordsproget. — Ordsp. 12:10.

Den retfærdige nærer respekt for alt hvad Gud har skabt. Han ved at dyrene er skabt til glæde og gavn for mennesket, og at de derfor skal behandles som venner. Menneskenes syndighed og grusomhed og deres indgreb i naturens balance har bevirket at en lille del af dyrene er blevet det man kalder skadedyr. Men en retfærdig mand viser forståelse for dyrene, navnlig for sine husdyr. Han søger at sætte sig ind i hvordan de har det og hvad de har brug for, og han drager omsorg for deres liv som værdifuld ejendom. Det vil ikke sige at han tror at dyrene kan føle og tænke som mennesker, men han ved at de fortjener at blive behandlet hensynsfuldt.

Under Moseloven nød dyrene beskyttelse mod grusomhed. Endog i sabbatslovene blev der taget hensyn til dyrene, idet de havde lov til at æde hvad der voksede af sig selv på markerne i sabbatsåret. (3 Mos. 25:6, 7) Man måtte ikke binde munden til på en okse så den ikke kunne spise noget af det korn den selv brugte kræfter på at tærske. (5 Mos. 25:4) En mand som fandt en fuglerede måtte tage æggene eller ungerne, men han måtte ikke tage moderen sammen med dem, så han udslettede hele familien. (5 Mos. 22:6, 7) Endnu et vidnesbyrd om at Jehova ikke glemmer dyrene, er at han specielt nævnte husdyrene da Nineve var i fare for at blive ødelagt. Han sagde til profeten Jonas: „Og jeg skulle ikke ynkes over Nineve, den store stad med mer end tolv gange 10000 mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget kvæg.“ — Jon. 4:11.

I den reviderede danske bibeloversættelse af 1871 gengives ordsproget på denne måde: „Den retfærdige har Omsorg for sit Kvægs Liv; men de ugudeliges Barmhjertighed er Grusomhed.“ I Septuaginta-oversættelsen lyder den sidste sætning således: „De ugudeliges indre er ubarmhjertigt.“ Den gudløses „indre“, det vil sige sædet for hans dybeste sympati og medfølelse, er i virkeligheden ufølsomt eller grusomt. Hans ’barmhjertighed’ er blottet for barmhjertige følelser, hvilket man ofte ser eksempler på blandt mennesker som ikke virkelig mener noget med det de siger og gør. Den største medfølelse eller barmhjertighed den onde kan udvise er faktisk en grusomhed, idet hans handlinger bygger på selviske principper eller udspringer af selviske motiver. Man har for eksempel set diktatorer ofre deres bedste venner eller tilhængere, ene og alene for at bevare eller øge deres egen magt. Eller under foregivende af at ville beskytte folkets eller statens sikkerhed har de rettet angreb mod nogle af landets mest lovlydige borgere (sande kristne, der er fredelige og neutrale), enten for at kunne have en „syndebuk“ eller for at behage visse indflydelsesrige religiøse eller politiske elementer eller blot deres eget jeg. Og dette til trods for at de udmærket ved at disse kristne ikke udgør nogen trussel mod freden eller statens sikkerhed. Det var en sådan ubarmhjertig indstilling farisæerne havde til Jesus og det jævne folk. — Joh. 11:47-50; 12:9, 10; 7:49.

Værdifulde aktiver spildes

„Hvad hjælper penge i tåbens hånd til at købe ham visdom, når viddet mangler?“ — Ordsp. 17:16.

Med ’tåben’ menes ikke en der er ulærd eller uvidende, men en der ikke indser eller erkender sit åndelige behov. For at opnå visdom må man have det rette motiv, der her betegnes som „viddet“ eller ’hjertet’ (NW). Man må elske sand visdom, ivrigt søge den rette forståelse. Alle har i en vis forstand de „penge“ eller værdier hvormed de kan købe sig visdom, for Gud er gavmild over for alle. „Han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ (Matt. 5:45) Der er ikke tale om bogstavelige penge, men værdier eller aktiver som Gud har udrustet alle med eller givet alle del i — en hjerne at tænke med, sanser at opfatte med, og adgangen til sand visdom. Som noget grundlæggende er der også skaberværket man kan betragte — alt det skabte, som vidner om Guds usynlige egenskaber. (Rom. 1:18-20) Desuden har man måske gode forældre, sande venner eller andre som kan henlede ens opmærksomhed på visdommen fra Gud.

Men tåben har ikke ’vid’ til at forstå dette. Han tænker kun på sit eget, på noget som ikke har virkelig betydning. Samme tanke udtrykkes i Ordsprogene 17:24, hvor vi læser: „Visdom står den forstandige for øje, tåbens blik er ved jordens ende.“ Tåbens tanker flagrer ustadigt hid og did, og det er altid det uvæsentlige der fanger hans interesse. De „penge“ han råder over — de evner, anlæg og muligheder han har, og som i nogle tilfælde kan være bedre end den forstandiges — spilder han, øder han bort.

Den retfærdige lever kun i kraft af Guds ufortjente godhed

„Se, den retfærdige faar Betaling paa Jorden, hvor meget mere den ugudelige og Synderen“ — Ordsp. 11:31, overs. af 1871

Her henledes opmærksomheden på en vigtig sandhed vi ikke må glemme. Som Salomon erklærer i Prædikeren 7:20: „Intet menneske er så retfærdigt på jorden, at han kun gør gode gerninger og aldrig synder.“ Ingen er i egen kraft værdig til livet, men de der oprigtigt tjener Gud, kan opnå hans ufortjente godhed. (1 Pet. 3:12) Den retfærdige bestræber sig for at gøre det der er rigtigt, men af og til træder han forkert, og da gælder princippet at „hvad et menneske end sår, dette skal han også høste“. (Gal. 6:7) Den retfærdige får „betaling“ for sine fejl i form af tugt, hvorved han hjælpes på fode igen så han kan blive på livets vej. Når den retfærdige „faar Betaling“ på denne måde for sine uforsætlige synder og fejltrin, må den ugudelige, den der med fuldt overlæg vælger den onde vej og som hverken angrer eller gør noget forsøg på at komme ind på retfærdighedens vej, afgjort fortjene en strengere straf, og han vil få den velfortjente løn for sin ondskab. Med støtte i Septuaginta-oversættelsen gengiver den autoriserede oversættelse af 1931 ordsproget på denne måde: „En retfærdig reddes med nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder.“ I sit første brev, kapitel 4, versene 17 og 18, citerede apostelen Peter åbenbart ordsproget fra Septuaginta-oversættelsen. Han taler her om at Guds dom begynder med Guds hus, og siger derefter: „Og hvis den begynder med os først, hvad vil enden så blive for dem som ikke er lydige mod Guds gode nyhed?’ ’Og hvis den retfærdige bliver frelst med besvær, hvor vil den ugudelige og synderen så vise sig?’“