Retfærdighed for alle — hvordan? hvornår?
HVEM vil benægte at „retfærdighed for alle“ er et godt og rigtigt princip? Men hvis vi skal være realistiske, må vi erkende at dette princip ikke følges i dag.
I tidens løb har mange rettænkende mænd og kvinder kæmpet for at mindske uretfærdigheden og skabe større retfærdighed. Men selv om reformprogrammer har ændret de politiske strukturer og man har revideret og reorganiseret retsvæsenet, er der dog stadig megen uretfærdighed.
Denne omstændighed har fået nogle til at mene at der aldrig vil blive „retfærdighed for alle“; nogle er endog blevet kyniske og oprøres kun over uretfærdigheden når den går ud over dem selv. Alligevel er der grund til at være optimistisk. Retfærdighed for alle både kan og vil blive indført. Men hvordan og hvornår? Det vil vi bedre kunne forstå hvis vi først betragter nogle af de ting der er årsag til uretfærdighed og som i øjeblikket er en hindring for retfærdighed. Derved vil vi også opdage hvor kompliceret et problem det er at tilvejebringe fuldstændig retfærdighed.
Må begynde fra oven
En fremtrædende jurist ved navn Marvin E. Frankel har påpeget følgende:
„. . . vi kan ikke ignorere omfanget af den indflydelse som samfundets ledende mænd med deres adfærd øver på befolkningens indstilling til lov og orden. Vi lever i en tid hvor oprigtigheden og integriteten hos vore højtstående embedsmænd — dommere ikke undtaget, men heller ikke først og fremmest dommere — er blevet draget stærkt i tvivl.“
Det siger sig selv at korruption blandt ledende personer inden for stat, kommune, politi og retsvæsen udgør en væsentlig hindring for at skabe fuldstændig retfærdighed. Hvordan kan der nogen sinde opnås retfærdighed for alle, så længe de der har fået myndighed til at håndhæve loven er modtagelige for bestikkelse eller favoriserer indflydelsesrige personer? Med rette har Bibelen for længe siden sagt: „Når den onde hersker, sukker folket. Ved ret får en konge et land til at bestå, men en mand der er ude efter bestikkelse river det ned.“ — Ordsp. 29:2, 4, NW.
Hvis retfærdighed for alle skal blive en realitet, må vi altså have hæderlige og retskafne ledere.
Samme lov for alle
En anden hindring for retfærdighed er at man i dag ofte bliver behandlet efter hvem man er eller hvad man ejer.
Nogle steder kan „retfærdighed“ afhænge af om man er i stand til at betale en dyr sagfører. Det vil sige at en storforbryder eller en uærlig forretningsmand som har råd til en forsvarer der er godt inde i alle tekniske finesser, kan „købe“ sig „retfærdighed“.
En amerikansk sagfører som stod i spidsen for et hold på 175 sagførere der skulle forsvare én person, gjorde engang følgende afslørende iagttagelse:
„Det man først og fremmest må gøre sig klart er at retfærdighedens beskaffenhed her i landet [U.S.A.] direkte er forbundet med tegnebogen. . . . Det er de fattige der kommer i fængsel, for de fattige kan ikke opnå retfærdighed gennem det retssystem vi har. I den første uge jeg praktiserede som sagfører tog jeg i retten for at overvære en retssag, og jeg så fire fattige blive idømt strenge straffe for spil. Derefter tog jeg til et møde i sagførernes forening, og dér sad de alle med spilleautomater.“
Selv i de tilfælde hvor en lovovertræder bliver kendt skyldig, kan straffen til dels afhænge af hans økonomiske eller sociale status. I nogle tilfælde hvor embedsmænd eller funktionærer i U.S.A. har bedraget for flere millioner dollars, er de pågældende blevet idømt forholdsvis milde straffe med den begrundelse at de i forvejen er blevet straffet med det prestigetab de har lidt. I en lederartikel i en avis hed det imidlertid:
„En hvilken som helst fremtrædende person der indstævnes for retten, kan med en vis rimelighed hævde at afsløringen og den offentlige skandale er en tilstrækkelig stor straf. Efter denne målestok er det de mindst begunstigede medlemmer af samfundet der vil blive idømt de strengeste straffe, idet de ikke kan hævde at de lider et prestigetab. Det er lettere at tale om ’lige retfærdighed’ end det er at praktisere det.“
Hvis der nogen sinde skal blive retfærdighed for alle, må samme lov gælde for alle mennesker, uanset hvem de er eller hvad de ejer. Bibelen henleder opmærksomheden på dette vigtige princip, idet Moseloven sagde: „En og samme ret skal gælde for eder, for den fremmede såvel som for den indfødte; thi jeg er [Jehova] eders Gud!“ — 3 Mos. 24:22; 19:34; 4 Mos. 9:14; 15:16.
Retfærdige domme
Men selv om loven er klart formuleret og den gælder alle, kan det alligevel være et problem at få afsagt retfærdige domme.
I dagbladet New York Post for 5. Maj 1976 kunne man læse:
„Justitsminister Levi kritiserede landets [U.S.A.s] måde at dømme lovovertrædere på og sagde at den var langsom, usikker, uretfærdig og ’mindede om et lotterispil’. . . . I én retskreds kommer 71 procent af alle der kendes skyldige, i fængsel, mens det i en anden retskreds kun drejer sig om 16 procent af dem der kendes skyldige i tilsvarende overtrædelser, sagde han.“
En sådan uensartethed forekommer mange steder. Hvad kan der gøres ved den? Nogle foreslår at der skal fastsættes en fast straf for hver forbrydelse. Enhver der stjæler en bil skal for eksempel idømmes en bestemt bøde eller fængselsstraf; en der kendes skyldig i brandstiftelse skal afsone et fastsat antal år i fængsel, og så videre. Et sådant retssystem lyder måske enkelt og rigtigt, men ville det virkelig være retfærdigt? Skal den der overtræder loven for første gang og som oprigtigt fortryder det, for eksempel idømmes samme straf som en forhærdet forbryder?
Ved en konference for kriminologer og dommere der blev afholdt i Berlin, beskrev Richard Sturm fra det vesttyske justitsministerium et forsøg man havde gjort på at løse problemet. Man havde stillet „sociale prognoser“, det vil sige analyseret den anklagedes fortid og de forhold han havde levet under, og taget dette i betragtning ved strafudmålingen. Men W. Buikhuisen fra Holland spurgte om dette ikke ville medføre at „nogle lovovertrædere blev straffet to gange“. Han drog den slutning at hvis de „allerede levede under ugunstige forhold, ville faren for tilbagefald sandsynligvis være større, og de ville blive idømt længere straffe“.
Alene det at problemet er så indviklet, understreger at der må vise og retfærdige dommere til hvis der skal opnås retfærdighed for alle. Det blev der også lagt vægt på i den lovsamling som israelitterne fik. Heri fastslog Gud: „Du må ikke bøje din fattige landsmands ret i hans retssag. Hold dig fra en uretfærdig sag; . . . Tag ikke mod bestikkelse, thi bestikkelse gør den seende blind.“ (2 Mos. 23:6-8) Gud sagde endvidere: „I må ikke øve uret, når I holder rettergang; du må ikke begunstige den ringe, ej heller tage parti for den store, men du skal dømme din næste med retfærdighed.“ — 3 Mos. 19:15; 5 Mos. 1:15-17.
Hvad ville hjælpe disse hebraiske dommere til ikke at blive uretfærdige? Ærefrygt for Gud. Der blev sagt til dem: „Det er ikke for mennesker, men for [Jehova], I fælder dom, og han er hos eder, når I afsiger kendelser. Derfor være [Jehovas] frygt over eder! Vær varsomme med, hvad I foretager eder, thi hos [Jehova] vor Gud er der hverken uret eller personsanseelse, ej heller tager han imod bestikkelse!“ — 2 Krøn. 19:6, 7.
Nye måder at gribe problemet an på?
I tidens løb er der sket mange ændringer i de forskellige landes retssystemer. Disse ændringer er ofte blevet foretaget som følge af nye teorier vedrørende behandlingen af lovovertrædere.
Inden for de sidste hundrede år har man for eksempel gjort sig store bestræbelser for at „resocialisere“ lovovertræderne. I stedet for først og fremmest at straffe dem, har man søgt at hjælpe dem til at tilpasse sig det samfund de lever i. Denne holdning har også medvirket til en mildere strafudmåling.
Denne fremgangsmåde må i teorien siges at være udmærket, men hvordan fungerer den i praksis? Alan Dershowitz, der er professor i retsvidenskab og koordinator for en ekspertgruppe der beskæftiger sig med afstraffelse af lovovertrædere, har udtalt:
„Resocialiseringen har simpelt hen ikke virket. En nylig undersøgelse omfattende over 200 lovovertrædere som er under resocialisering, har givet det nedslående resultat at vi har ’meget ringe grund’ til at tro at de stadige tilbagefald til kriminalitet kan reduceres ved hjælp af nogen som helst af de metoder til resocialisering der bruges for øjeblikket.“
Denne liberale, „humane“ holdning har meget ofte resulteret i at vaneforbrydere hurtigt er kommet på fri fod igen. I bogen Thinking About Crime siger professor James Q. Wilson ved Harvard-universitetet: „Der findes onde mennesker. Det eneste vi kan gøre er at holde dem adskilt fra uskyldige mennesker. . . . Vi har taget let på forbryderne, gjort nar af de uskyldige og opmuntret de beregnende. Retfærdigheden lider under det, og det gør vi alle.“ Hvor er det sandt, for nu har mange mistet håbet om at der nogen sinde vil blive retfærdighed for alle.
Mange af dem der stadig arbejder på at forbedre retsplejen, er nu ved at ændre holdning. Nogle hælder nu igen til det synspunkt at straf kan virke som et afskrækkende middel mod forbrydelser. Professor Isaac Ehrlich ved Chicagos universitet har for nylig fuldført en undersøgelse som viser at „visheden om en streng straf i det store og hele virker afskrækkende på folk“. Hvis dette synspunkt bliver fulgt op, er der måske håb om at folk vil få større tillid til den retfærdighed der udøves i retssalene.
Et andet synspunkt som vinder stadig mere frem, går ud på at offeret skal have erstatning. I Toronto-avisen Star kunne man den 22. juli 1976 læse:
„En lovovertræder bør direkte betale offeret for den skade eller det tab han har forvoldt, hed det i går i et oplæg fra kommissionen for lovreformer. . . . ’Man har valgt at behandle spørgsmålet om erstatning først, fordi det retter større opmærksomhed mod offeret for forbrydelsen og understreger det ansvar lovovertræderen og staten har for i videst muligt omfang at råde bod på den forvoldte skade.’“
Avisen berettede også om en forsøgsordning man havde indført i den canadiske by Edmonton, hvor lovovertrædere måtte „arbejde bøder af i stedet for at komme i fængsel“.
Men er dette virkelig en ny måde at behandle lovovertrædelser på? Nej, for erstatning var allerede et krav i Guds lov til fortidens Israel. En mand der stjal en okse måtte for eksempel give dobbelt erstatning eller mere, alt afhængigt af tilfældet. Hvis han ikke kunne det, måtte han tjene som daglejer indtil han havde betalt hvad der tilkom offeret. (2 Mos. 22:1-9) Der skulle også ydes erstatning for bagvaskelse og for skader på legeme og ejendom. (2 Mos. 21:35, 36; 5 Mos. 22:13-19) Vi kan se at denne ordning beskyttede offeret, gav lovovertræderen en gavnlig lærestreg og fritog samfundet for den økonomiske byrde det er at opretholde fængsler.
Men selv om vi udmærket kan indse visdommen i den retsordning der gjaldt i det gamle Israel, vil vi måske indvende at dette skete i fortiden, og at der ikke er nogen der kan skabe retfærdighed for alle i vor tids komplicerede samfund.
Et løfte om forandring — retfærdighed!
Hvor indviklede og nedslående vor tids problemer end kan være, er der dog grund til håb. Har De tænkt på at mange af de ting der står i vejen for retfærdighed, kunne overvindes hvis man fulgte Guds vejledning i Bibelen? Den samme Gud som står bag denne vejledning, har lovet at der snart vil blive indført retfærdighed for alle.
Sådanne velsignede forhold er ikke afhængige af om vi ændrer de nuværende styreformer og retssystemer og bringer dem i overensstemmelse med den lov der gjaldt i fortidens Israel. Det er naturligvis rigtigt at vi kan bidrage til mere retfærdige tilstande ved personligt at gøre hvad der er retfærdigt og rigtigt. Og det bør vi gøre, for Skaberen opfordrer os til at „øve ret, gerne vise kærlighed og vandre ydmygt med . . . [vor] Gud“. (Mika 6:8) Men den virkelige grund til at der snart vil blive indført fuldstændig retfærdighed overalt på jorden, er at Gud selv vil gribe ind.
I den foregående artikel behandlede vi Jesu lignelse i Lukas-evangeliet, kapitel 18, som understreger at vi altid må bede til Gud, der vil „sørge for at der ydes retfærdighed over for hans udvalgte, som råber til ham dag og nat“. Men de bønner der bedes, drejer sig ikke blot om retfærdighed. Jesus opfordrede også sine disciple til at bede om den endelige afslutning på hele den onde tingenes ordning, som han omtalte i det foregående kapitel. (Luk. 17:20-30) Denne forandring til det bedre vil ske ved at Guds himmelske rigsregering fjerner alle de jordiske regeringer med al deres uretfærdighed. Enkelthederne i Jesu profeti sammenholdt med de historiske kendsgerninger viser at det er den nuværende generation der vil opleve denne forandring fra et jordisk til et himmelsk styre. (Dan. 2:44; Matt. 24:3-14) Men hvorfor skulle det betyde retfærdighed for alle?
Først og fremmest fordi retfærdigheden vil begynde fra oven. Vi forsikres om at den himmelske konge vil ’grunde og fæstne sit herredømme ved ret og retfærd’. (Es. 9:6, 7) Hvordan forholder det sig med andre som vil få overdraget myndighed? Esajas 32:1 viser at „fyrster [skal] styre med ret“. Under Rigets herredømme vil der, ligesom i fortidens Israel, være én lov eller ét sæt retskendelser for alle.
Men vil der ikke også til den tid blive begået mange uretfærdige handlinger? Svaret er nej, hvilket fremgår af Esajas 26:9, hvor der siges: „Når dine [Jehovas] domme rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd.“
’Udmærket,’ vil nogle måske sige, ’men hvad med dem der nægter at „lære retfærd“?’ For, som professor Wilson sagde, „der findes onde mennesker“. Gud, der „dømmer hele jorden“, har lovet at sørge for at det kun er dem der er villige til at lære og at praktisere ret og retfærdighed der vil forblive i live. — 1 Mos. 18:25; Es. 26:10; Sl. 37:9-11.
To læger som studerer „den kriminelle personlighed“, konkluderer:
„Det der er nødvendigt for at standse lovløsheden, . . . er ikke så meget bedre boligforhold eller traditionelle behandlingsmetoder; nej, overtræderen må ’omvendes’ til en helt ny livsform og have en streng moralsk oplæring. . . . Resocialisering, sluttede de, kræver . . . ’en fuldstændig tilintetgørelse af forbryderens personlighed . . .’“
Dette er nøjagtig hvad der kræves af tidligere lovovertrædere hvis de vil opnå liv i Guds nye orden — de må iføre sig „den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet“. (Ef. 4:24) Dette vil afgjort høre med til det uddannelsesprogram der vil foregå under Guds rige for at alle som gerne vil, kan lære at følge hans retfærdige normer. (Es. 2:3, 4) Der vil altså blive indført retfærdighed for alle!