Fejringen af mindet om Kristi død
Hvorfor? Hvornår? Hvordan? Hvem? Hvor?
EN AF de mange betydningsfulde og virkelig gribende beretninger i De hebraiske Skrifter er den der handler om patriarken Abraham som tog af sted for at ofre sin søn Isak.
Det må have været en hård prøve for Abraham da han hørte Gud sige: „Tag din søn Isak, din eneste, ham, du elsker, . . . og bring ham . . . som brændoffer på et af bjergene, som jeg vil vise dig!“ (1 Mos. 22:2, 3) På grund af sin stærke tro bestod Abraham prøven, i tillid til at Gud kunne oprejse Isak fra de døde og derved opfylde sit løfte om at han skulle få mange efterkommere. (1 Mos. 12:2, 3; 21:12; Hebr. 11:17-19) Ved denne handling tegnede Abraham et glimrende billede af hvordan Jehova Gud en dag ville ofre sin enestefødte søn, Jesus Kristus, der ligeledes var højt elsket. — Joh. 3:16; Gal. 3:16.
Imidlertid bestod også Isak en prøve ved den lejlighed. På det tidspunkt var han sandsynligvis en stærk ung mand. Havde han villet, kunne han nemt have overmandet sin fader eller være løbet sin vej. Men han gjorde lydigt som hans fader bad ham om. Derved skildrede Isak på udmærket måde hvordan Jesus Kristus ville underlægge sig sin himmelske Faders vilje lige til døden på marterpælen, idet han sagde: „Ikke som jeg vil, men som du vil.“ — Matt. 26:39; Fil. 2:5-8.
Der blev i sandhed udrettet meget ved at Jesus lydigt underkastede sig sin himmelske Faders vilje! Som det ses af Jobs bog, kapitlerne 1 og 2, havde Satan Djævelen hånende sagt til Jehova Gud at han ikke kunne sætte mennesker på jorden der ville bevare deres integritet over for ham. Trofaste mennesker som Job beviste at Djævelen var en løgner. Men kunne et fuldkomment menneske, svarende til den fuldkomne Adam i Eden, bevare sin integritet ubrudt, når Adam ikke havde været i stand til det? Hvis fejl var det at Adam svigtede? Guds, eller hans egen? Ved at Jesus som et fuldkomment menneske bevarede sin integritet til fuldkommenhed, beviste han at Jehova Gud havde handlet ret og retfærdigt da han stillede fuldkommen lydighed op som en betingelse for Adams evige liv. Jesus beviste at det ikke var Guds fejl at Adam syndede, men hans egen. Jesus fastslog derved at hans himmelske Fader er den retmæssige Suveræn. Det var dét han udrettede for sin Fader ved at bevare sin integritet indtil døden.
Hvad udrettede han så for menneskene? Ved sin død bragte han et sonoffer der tager verdens synd bort og giver grundlag for at menneskeheden kan blive ført tilbage til det fuldkomne stade. (1 Joh. 2:2) Dette vil ske i kraft af Guds rige i et jordisk paradis. (Matt. 6:10; 20:28) Som den store Lærer gjorde Jesus også sin Faders vilje kendt for os, blandt andet i sin berømmelige bjergprædiken. (Matt. 5:1 til 7:28) Desuden satte han et fuldkomment eksempel for sine disciple: „Kristus led for jer, idet han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ — 1 Pet. 2:21.
Hvorfor fejre mindet?
Der er ingen tvivl om at Jesus gennemgik store lidelser. Ved en lejlighed sagde han: „Ja, jeg har en dåb jeg skal døbes med, og hvor jeg knuges indtil den er tilendebragt!“ Nu og da bad han endog til Gud „med stærke råb og tårer“. (Luk. 12:50; Hebr. 5:7) Og hvilken byrde hvilede der ikke på hans skuldre den sidste nat han levede på jorden som menneske! Han vidste hvad hans himmelske Fader havde i beredskab til ham, men han vidste også at han måtte vise sig trofast under prøve. Han kunne have svigtet. Hvilken skændsel ville dette ikke have betydet for hans Fader, og hvilket tab for menneskeheden! Men Jesus bevarede sin fuldkomne integritet. På grund af alt hvad han derved udrettede, både for Jehova Gud og for menneskeheden, er det afgjort på sin plads at mindet om hans død fejres.
Hvor ofte? Hvornår?
Nogle kirker og trossamfund i kristenheden fejrer mindet om Kristi død hver dag, andre en gang om ugen og andre igen en gang i kvartalet. Men er det ikke mest almindeligt at store og betydningsfulde begivenheder fejres en gang om året? Den jødiske påske, til minde om israelitternes udfrielse fra trældommen i Ægypten, blev netop fejret en gang om året — på årsdagen for begivenheden, nemlig den fjortende dag i den bibelske måned nisan. Og det var den 14. nisan i år 33 e.v.t. at Jesus indstiftede højtiden til minde om sin død, der indtraf senere samme dag. Det er derfor logisk og på sin plads at mindet om hans død fejres en gang om året på denne dato. I år begynder den 14. nisan søndag den 3. april ved solnedgang. Hvorfor ved solnedgang? Fordi man på Bibelens tid regnede døgnet fra solnedgang til solnedgang. Selv om solen går senere ned på vore nordlige breddegrader, bør mindehøjtidens symboler, brødet og vinen, alligevel først bydes rundt efter solnedgang.
Hvordan foregår det?
Da Jesus indstiftede højtiden til minde om sin død, tog han et brød (et stort, fladt, cirkelrundt brød), brækkede det i stykker og sagde: „Tag, spis. Dette er ensbetydende med mit legeme.“ (Matt. 26:26) Hvilket legeme sigtede Jesus her til? Til sit eget legeme af kød og blod, for det var sit kødelige legeme han gav til liv for verden. Brødet var usyret, hvilket skildrede at Jesus var uden synd. Altså skal det brød man i dag benytter ved mindehøjtiden være usyret, bagt uden gær, og det må ikke bestå af andre ingredienser end mel og vand. — Joh. 6:51; 1 Kor. 5:7, 8; 1 Pet. 2:22.
Derefter tog Jesus bægeret med vinen, og efter at have takket Gud gav han det til disciplene og sagde: „Drik alle af det, for dette er ensbetydende med mit blod, ’pagtens blod’, der skal udgydes for mange til synders tilgivelse.“ (Matt. 26:27, 28) Af disse ord forstår vi at Jesu udgydte blod tjente en dobbelt hensigt. For det første tjente det til at rense mennesker for synd. (1 Joh. 1:7) Og for det andet tjente det til at gyldiggøre eller stadfæste den nye pagt mellem Gud og den kristne menighed, ligesom den gamle pagt, Lovpagten mellem Gud og Israels nation, blev sat i kraft ved at Moses stænkede offerdyrs blod på lovbogen og hele folket. (Hebr. 9:19, 20) Ligesom Jesus benyttede ren, gæret rød vin som et symbol på sit fuldkomne livsblod, sådan bør den vin der i dag benyttes ved mindehøjtiden være ren rødvin som hverken er forskåret (blandet med anden vin eller alkohol), krydret eller tilsat sukker.
Hvem deltager?
Hvem kan med rette nyde disse symboler? Da Jesus indstiftede mindehøjtiden var det kun hans elleve trofaste apostle der var til stede. Bagefter sagde han til dem at han ville tage bort for at berede dem en plads i himmelen. (Joh. 14:1-3) Han sagde også at han indgik en pagt med dem om et rige. (Luk. 22:28-30) Det er derfor kun dem der venter at få del i det himmelske rige sammen med Jesus, og som også er med i den nye pagt, der har ret til at deltage i dette måltid, der også kaldes Herrens aftensmåltid. — Luk. 12:32; Hebr. 8:10-13; 1 Kor. 11:20.
Om dem der gør dette, siges der endvidere: „Ånden selv aflægger sammen med vor ånd vidnesbyrd om at vi er Guds børn. Og når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger, forudsat vi lider sammen med ham, for at vi også kan blive herliggjort sammen med ham.“ (Rom. 8:16, 17) I et brev til sådanne kristne gav Paulus instruktioner om den rette måde at fejre mindehøjtiden på. Og han skrev videre om dem at de i opstandelsen ville blive iklædt uforgængelighed og udødelighed. (1 Kor. 11:20-34; 15:50-54) Vi forstår derfor at kun de der har dette himmelske håb, med rette kan nyde brødet og vinen ved denne lejlighed.
Hvem får også gavn heraf?
Jesu Kristi disciple kan inddeles i to kategorier med hver sin fremtid. Et vidnesbyrd herom er at Bibelen stiller både himmelsk herlighed og et jordisk paradis i udsigt for Guds folk. (Åb. 20:4, 6; 21:3, 4) Jesus omtalte de to kategorier som får fra to folde der til sidst ville blive én hjord. (Joh. 10:16) Desuden læser vi at „skabningen“, det vil sige menneskeheden, spændt venter på at „Guds sønner skal åbenbares“. (Rom. 8:19-21) At disse sønner også omtales som „en førstegrøde for Gud og for Lammet“, antyder at der desuden er andre, som indhøstes senere. (Åb. 14:1, 4) Endnu et fingerpeg i denne retning er de inspirerede ord om at Jesus Kristus „er sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore men også for hele verdens“. (1 Joh. 2:2) Den samme sondren mellem to kategorier ses dér hvor Rigets arvinger sammenlignes med Abrahams „sæd der skal velsigne alle jordens slægter“. — 1 Mos. 22:17, 18; Gal. 3:29.
Det er derfor tydeligt at de der har et jordisk håb — den store skare „andre får“ som ikke er med i den nye pagt — ikke skal nyde brødet og vinen ved mindemåltidet. Er der da nogen grund til at de er til stede? Ja, det er der! Vi kan til en vis grad sammenligne det med den årlige fejring af en bryllupsdag. Selv om begivenheden i første række angår ægteparret, kan de udmærket invitere venner og slægtninge til at få del i glæden sammen med dem. (Jævnfør Åbenbaringen 19:6, 7.) De der har det jordiske håb nærer dyb interesse for det der angår dem som har det himmelske håb; de er glade for at kunne overvære begivenheden sammen med dem.
Alle, uanset hvilket håb de har, kan få gavn af at være til stede. Lejligheden benyttes altid til at mindes den storslåede kærlighed Jehova Gud viste ved at give sin søn som vor genløser. Der lægges også vægt på den dybe kærlighed Jesus viste ved at give sit liv for os, og på det glimrende eksempel han satte for sine disciple. (Joh. 15:12, 13; 1 Kor. 15:3) Bibelen viser endvidere at Herrens aftensmåltid er en anledning til selvransagelse for alle som overværer det. Navnlig kan de ransage deres kærlighed til hinanden, for Jesus sagde ved denne lejlighed: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ Denne egenskab, kærlighed, der på så ypperlig en måde blev lagt for dagen af Jehova Gud og Jesus Kristus, er afgjort en egenskab der bør kendetegne alle kristne, uanset hvilket håb de har. — Joh. 13:34, 35.
Hvor fejres det?
Højtiden til minde om Kristi død er en anledning til glæde, for ved dette mindeværdige aftensmåltid kunne Jesus sige til sine apostle: „Jeg har besejret verden.“ (Joh. 16:33) Ved at bevare sin integritet viste Jesus at Djævelen var en løgner og at Gud var sandfærdig, hvilket i høj grad er en grund til glæde. Om kort tid vil Jehovas vidner i godt og vel 40.000 menigheder over hele jorden med glæde fejre mindet om Jesu død. Hører du til dem der påskønner alt hvad Jehova Gud og Jesus Kristus har gjort for dig, eller til dem der gerne vil vide mere om dette? Da er du velkommen til at komme i en af Jehovas Vidners rigssale efter solnedgang søndag den 3. april 1977 for at overvære fejringen af mindet om Kristi død, til pris for Jehova Gud og til åndelig gavn for dig selv.