Hvad mente vismanden?

„For at de selv kan se, at de er dyr“

Mennesker kan være stolte over deres evner og viden. Men hvad angår den måde livet når til sin afslutning på, er mennesker ikke bedre stillet end fornuftløse dyr. Den vise kong Salomon pegede på dette idet han sagde: „Jeg sagde ved mig selv: ’Det er for menneskenes skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er dyr.’ Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. Alle går sammesteds hen, alle blev til af muld, og alle vender tiltage til mulden.“ — Præd. 3:18-20.

Umiddelbart før Salomon fremsatte denne tanke, skrev han: „Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en ting og hver en idræt har han fastsat en tid.“ (Præd. 3:17) Når han i vers 18 siger at Gud ’prøver’ menneskene, mener han derfor sikkert at de muligheder Gud giver menneskene, samt de ting han tillader at de udsættes for, herunder også problemer og livets uberegnelighed, med tiden vil åbenbare om de er retfærdige eller gudløse. Det forhold at livet er fyldt med vanskeligheder og uforudsete ting og til sidst ender med døden, skulle lære menneskene at de, hvad deres egen formåen angår, er stillet som dyrene. Både mennesker og dyr lever ved den samme ånd eller livskraft, som opretholdes når de trækker vejret. Og ved døden vender både mennesker og dyr tilbage til mulden. — Præd. 9:4-6.

Udelukkende baseret på menneskers iagttagelser kan ingen svare på det spørgsmål Salomon dernæst stiller: „Hvo ved, om menneskenes ånd stiger opad, og om dyrenes ånd farer nedad til jorden?“ — Præd. 3:21.

Da døden gør ende på såvel menneskers som dyrs virke, slutter Salomon: „Således indså jeg, at intet er bedre for mennesket end at glæde sig ved sin gerning, thi det er hans del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans død?“ (Præd. 3:22) Sund fornuft taler for at man inden for rimelighedens grænser bør nyde gavn af sit flittige arbejde. Når først man er død har man ikke længere nogen andel i menneskers virke. I den livløse tilstand har man heller ikke nogen mulighed for at se hvad der videre sker blandt menneskene. — Præd. 9:5, 10.

Bevidstheden om at døden kan indhente os ligesom den indhenter fornuftløse dyr og gøre os til intet, bør mane os til besindighed. Denne erkendelse bør minde os om hvor vigtigt det er at vi, trods problemer og uforudsete omstændigheder, altid bruger livet på en god måde. Den bør også bevirke at vi vender os til Gud og anerkender at ethvert håb om fremtidigt liv afhænger af ham.