Døm med retfærdighed, visdom og barmhjertighed
Det anbefales at man læser denne artikel før man studerer de to næste artikler.
VI MENNESKER tager ofte fejl i vor bedømmelse af hinanden. Det skyldes hovedsagelig vor ufuldkommenhed. Er der nogen sinde nogen der har fejlbedømt dine motiver, eller har fordømt dig på grundlag af fejlagtige oplysninger? Følte du i disse tilfælde at der ikke blev vist barmhjertighed? Men har du ikke også selv nu og da bedømt en sag ensidigt, fordi du ikke upartisk overvejede alle kendsgerninger? Har du ikke selv undladt at vise barmhjertighed? Hvis vi skal være ærlige, må vi alle indrømme at vi kommer til kort i denne henseende.
Hvis man skal dømme med retfærdighed, visdom og barmhjertighed, må man følge en norm der er højere end menneskers, nemlig Guds norm. Vi bør ikke alene være interesseret i hans norm, men også lade os lede af den. Hvorfor? Fordi Jehova Gud, „alles dommer“, vil bruge denne norm når vi skal træde frem for hans dommersæde. (Hebr. 12:23; Rom. 14:10) Derfor bør vi lade os lede af det han anser for ret. Gør vi det, handler vi viist og kærligt. Kun hvis vi lader os præge af Guds måde at dømme på, kan vore handlinger og beslutninger være til varig gavn.
Hvor i dag dømmes der konsekvent i overensstemmelse med Guds retfærdige normer? Der findes naturligvis stadig mennesker som er i stand til at dømme upartisk, enten i retssalen eller i det private liv. Imidlertid er de der er kendt med Guds ord og de faktiske forhold, overbevist om at verden som et hele ikke ledes af retfærdige normer. Den er i den ondes magt; ja, den vildledes af ham. (1 Joh. 5:19; Åb. 12:9) Det samme gælder Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, der i Bibelen beskrives som en uren kvinde. (Åb. 17:3-5; 18:2-4) Guds tjenere, som har forladt det store Babylon, er taknemmelige for at de ikke længere ligger under for dets fordærvede bedømmelser i spørgsmål om tro og moral. De nærer tillid til den ordning som Jehova Gud har genindført i den sande kristne menighed — hvor trofaste, udnævnte ældste fungerer som dommere, som forudsagt i Esajas 1:26: „Jeg giver dig dommere som fordum, rådsherrer som før; så kaldes du retfærdigheds by, den trofaste stad.“
I Guds folk i fortiden blev der første gang udnævnt dommere i større målestok kort efter Israels udgang af Ægypten i 1513 f.v.t. Ved selv at prøve at behandle alle de sager der krævede en afgørelse fra den sande Gud i overensstemmelse med hans love, var Moses i fare for at slide sig selv op. Hans svigerfader, Jetro, foreslog at noget af ansvaret blev fordelt på andre, så han bedre kunne tage sig af det store folk der var ført ud i ørkenen. Tusinder af dygtige mænd blev udvalgt til at hjælpe Moses. De skulle tage sig af de almindelige problemer eller spørgsmål der opstod, mens Moses fortsat skulle have hovedansvaret for at indskærpe israelitterne Guds anordninger og love og lære dem hvilken vej de skulle vandre og hvad de havde at gøre. Følgende blev foreslået: „Men du skal af hele folket udvælge dig dygtige mænd, som frygter Gud, mænd som er til at lide på og hader uretfærdig vinding, og dem skal du sætte over dem som forstandere, nogle over tusinde, andre over hundrede, andre over halvtredsindstyve, andre over ti; lad dem til stadighed holde ret for folket. Alle vigtigere sager skal de forebringe dig, men alle mindre sager skal de selv afgøre. Let dig således arbejdet og lad dem komme til at bære byrden med dig. Dersom du handler således, og Gud vil det så, kan du holde ud, og alt folket der kan gå tilfreds hjem.“ — 2 Mos. 18:13-23.
Senere, efter at folket havde bosat sig i Kana’ans land, lod Jehova dommere fremstå som ikke blot skulle behandle sager hvor loven var blevet overtrådt, men også udfri folket fra dets fjenders hånd. (Dom. 2:18) Disse dommere blev udnævnt som ledere, og de hjalp folket til at kende og følge Guds lov. Blandt dem var der mænd som Gideon, Barak, Samson, Jefta og Samuel, som udførte bemærkelsesværdige bedrifter og også „øvede retfærdighed“, ifølge beretningen i Hebræerbrevet 11:32, 33. Andre dommere i det gamle Israel var mænd der tjente som ældste i samfundet, og de behandlede ikke blot retssager men havde også administrative pligter. — 1 Krøn. 26:29; 2 Krøn. 19:4-7.
Selv af Israels konger blev det krævet at de læste lovbogen så de kunne lære at frygte Jehova og holde hans ord. (5 Mos. 17:19, 20) Skulle de modtage Guds gunst og skulle det gå dem godt, måtte de dømme i overensstemmelse med loven. — 2 Krøn. 1:9-12.
Ældste som dommere i dag
Hvilken ordning for behandling af retssager findes der blandt Guds folk i dag? Jehova har sørget for ældste der er i stand til at tjene som dommere og rådgivere. Disse mænd må kunne stå mål med de guddommelige krav der findes i Første Timoteusbrev 3:1-7 og i Titusbrevet 1:5-9. Deres ansvar består ikke blot i at tage sig af retssager. De underviser også og gør opmærksom på hvad Gud kræver og opmuntrer enhver til at tjene Gud med hele sin sjæl og til at være trofast og lydig mod hans retfærdige principper. — Kol. 3:23; 1 Tess. 5:21; 1 Pet. 1:22.
Hvordan ser vi på denne ordning i den lokale menighed som vi kommer i? Vi ønsker ikke at være som nogle var i Korintermenigheden i det første århundrede. De førte retssager imod hinanden og lod ikke-troende dømme imellem dem. Apostelen Paulus irettesatte dem med ordene: „Jeg siger det for at få jer til at føle skam. Er det sandt at der ikke er en eneste viis iblandt jer som vil kunne dømme mellem sine brødre, men broder fører sag mod broder, og det for ikke-troende?“ (1 Kor. 6:5, 6) Ved at søge til verdslige domstole for at få afgjort sager som kunne have været ordnet inden for den kristne menighed, røbede de en alvorlig åndelig svaghed. Ingen af os ønsker at blive til skamme eller at måtte fortryde noget fordi vi ikke har det rette syn på den ordning hvorved der i dag kan dømmes i harmoni med den bibelske fremgangsmåde. Vi bør snarere føle os tilskyndet til at udtrykke dyb værdsættelse af disse teokratiske foranstaltninger. Ved at følge de råd og de gode afgørelser der kommer fra dem som ’har talt Guds ord til os’, viser vi at vi ønsker at arbejde nært sammen med „den trofaste og kloge træl“ under Kristi ledelse. — Hebr. 13:7, 17; Ef. 5:24; Matt. 24:45-47.
Ved at Jehovas domme nu gøres kendt for os, lærer vi at forstå de høje normer som vi bør leve efter. Vi lærer også at afgøre sager som berører os, enten personligt eller som menighed betragtet, selv om vi stadig er ufuldkomne. Vi drages nærmere til Jehova og får en forsmag på hans retfærdige nye ordning. Mens vi venter på denne herlige tid kan vi tillidsfuldt sige til Jehova: „Når dine domme rammer jorden, lærer de, som bor på jorderig, retfærd.“ — Es. 26:9.