Hvordan man holder ægteskabet i ære over for Gud og mennesker

’Vi anbefaler os til ethvert menneskes samvittighed for Guds øjne.’ — 2 Kor. 4:2.

1. (a) Hvad bør en kristen være interesseret i med hensyn til sit ægteskab? (b) Hvilke spørgsmål kunne man stille med hensyn til de borgerlige myndigheders ægteskabsbestemmelser? (Mark. 12:17)

FOR at bevare Guds gunst må hans folk eller menighed holde ægteskabet i ære. (Hebr. 13:4) Det bør ligge hver enkelt gift kristen alvorligt på sinde at hans eller hendes ægteskab holdes i ære i både Guds og menneskers øjne. I denne forbindelse kunne man spørge: Hvor meget har de jordiske øvrigheder, specielt de borgerlige myndigheder, at sige? Afhænger et ægteskabs gyldighed udelukkende af de borgerlige myndigheders anerkendelse, og er det deres anerkendelse der afgør hvordan Jehova Gud, ægteskabets Indstifter, ser på forholdet?

2. Hvilke juridiske formaliteter i forbindelse med indgåelse af ægteskab krævede Guds lov til Israel ikke?

² I den foregående artikel har vi set at ægteskab blandt de mennesker der levede på De hebraiske Skrifters tid, i begyndelsen var et familie- eller stammeanliggende. Da Israels nation blev dannet fik den Guds lov, som indeholdt talrige bestemmelser vedrørende ægteskab, heriblandt forbud mod blodskam, regler om ægteskabelige pligter og lignende bestemmelser. (3 Mosebog, kap. 18 og 20) Der var imidlertid ikke noget krav om at man skulle have et dokument eller en bevilling fra præsteskabet for at kunne gifte sig, eller at en af præsterne skulle overvære vielsen for at erklære ægteskabet gyldigt. Den borgerlige øvrighed skulle heller ikke være repræsenteret ved ægteskabets indgåelse. Men så længe parterne overholdt Guds lov, blev ægteskabet accepteret som gyldigt og ærefuldt i det lokale samfund hvor ægteparret levede.

3. Blev ægteskabsordningen i Israel berørt af at landet kom under fremmed herredømme?

³ Med tiden blev Israels nation underlagt fremmede magter — Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Rom. I hvilken udstrækning berørte dette ægteskabsordningen blandt israelitterne? Ud fra de oplysninger historien giver, lader det til at ordningen fortsatte stort set som før. Selv om folket var underlagt fremmed herredømme, ser det ud til at spørgsmål og selv direkte problemer, som for eksempel skilsmissesager, hovedsagelig blev behandlet af de jødiske ældste og deres domstole. Men hvis en israelit forelagde en ægteskabssag for den fremmede magts domstole, kunne han naturligvis regne med at de ville pådømme sagen på grundlag af deres egne ægteskabslove.

4. Hvilket formål tjente det da øvrigheden begyndte at registrere ægteskaber?

⁴ Det menes at man senere i de bibelske tider begyndte at lade ægteskaber registrere, men vidnesbyrdene herom synes ikke at være helt klare. I hvert fald ser det ud til at man først lod ægteskabet registrere efter at det var indgået. Øvrighedens funktion var altså at registrere at ægteskabet var en kendsgerning, og ikke at bedømme det moralske aspekt.

5. (a) Skulle man have øvrighedens tilladelse til at indgå ægteskab i den kristne menigheds første århundreder? Forklar nærmere. (b) Hvornår begyndte de borgerlige myndigheder at bekymre sig om ægteskabelige anliggender?

⁵ Hvordan var situationen så i den kristne menighed i de første århundreder? Som i Israel synes ægteskabets indgåelse stort set at have været et familieanliggende. Og ligesom i Edens have og blandt israelitterne (og faktisk de fleste folkeslag dengang), var der ikke noget krav om at en religiøs eller borgerlig myndighed skulle give tilladelse til ægteskabet eller være til stede for at erklære det gyldigt og ærefuldt.a De borgerlige myndigheder synes først at have bekymret sig om ægteskabelige forbindelser hvis den ene eller begge parter henvendte sig til dem for at få en juridisk afgørelse på problemer eller uoverensstemmelser. Da ville de enten anerkende eller nægte at anerkende ægteskabets gyldighed, afhængigt af om det var i overensstemmelse med lovene. (Den romerske lov anerkendte for eksempel ikke ægteskaber mellem brødre og søstre.)

6. (a) Hvilken norm var i første række bestemmende for ægteskaber i den kristne menighed? (b) Har den almindelige indstilling i samfundet nogen betydning for de kristnes syn på ægteskabet?

⁶ Hvis ægteskabet skulle anses for ærefuldt inden for den kristne menighed, måtte det imidlertid være i overensstemmelse med Guds lov. Da apostelen Paulus hørte at der i Korintermenigheden var en mand der levede sammen med „sin faders hustru“, tøvede han således ikke med at fordømme dette forhold som utugtigt. Han viste også at menighedens medlemmer måtte tænke på normerne i det samfund de levede i, for han påpegede at en sådan utugt end ikke fandtes „blandt folk fra nationerne“. — 1 Kor. 5:1, 2.

7, 8. (a) Hvorfor er den kristne menighed med rette interesseret i de ægteskaber der indgås mellem menighedens medlemmer? (b) Hvad viser historien angående de første kristne i denne henseende?

⁷ Den kristne menighed betragtede sig selv som et ’samfund af brødre’ der alle var medlemmer af „Guds husstand“ (det vil sige familie, i henhold til en sammenligning af skriftsteder som Mattæus 10:35, 36; Apostelgerninger 16:30-34 og Første Timoteusbrev 3:4, 5; 5:4, 8). Som en familie ville menigheden derfor interessere sig for de ægteskaber der blev indgået mellem dens medlemmer.

⁸ Angående de første kristnes syn på ægteskabet oplyser Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics (bind VIII, side 435): „Ægteskabet er i første række et familieanliggende. I den tidligste periode betragtede menigheden sig som en åndelig familie, og de enkelte medlemmers liv og anliggender var genstand for hele menighedens dybe interesse. . . . Kirkefædrenes vidnesbyrd fra midten af det tredje århundrede og fremefter viser at det vi i dag ville betegne som borgerlige vielser ikke var ukendte, og måske heller ikke ualmindelige, men at kirken samtidig tog stærkt afstand fra dem.“

9. (a) Hvilken rolle spillede den borgerlige myndighed for ægteskabets gyldighed, ifølge de bibelske og historiske vidnesbyrd? (b) Hvoraf afhang det om et ægteskab ansås for at være ærefuldt?

⁹ De bibelske og historiske vidnesbyrd vi har adgang til, tyder således på at borgerlig vielse eller borgerlig gyldiggørelse af ægteskabet ikke spillede nogen særlig stor rolle i menighedens første tid. Den synes ikke at have haft nogen afgørende betydning for ægteskabets gyldighed i de kristnes øjne. Om et ægteskab blev betragtet som ærefuldt, afhang tilsyneladende i første række af om det i menighedens øjne stod mål med Guds normer, og man tog også et vist hensyn til den indstilling og de normer der var gældende i samfundet. Ligesom apostelen Paulus, søgte alle kristne at ’anbefale sig til ethvert menneskes samvittighed for Guds øjne’ og at „undgå at blive årsag til snublen og fald både for jøder og for grækere og for Guds menighed“ ved at ’gøre alt til Guds herlighed’. — 2 Kor. 4:2; 1 Kor. 10:31, 32.

10, 11. (a) Hvordan gik det til at de borgerlige myndigheder efterhånden begyndte at beskæftige sig med ægteskabet? (b) Hvilket synspunkt er udbredt i stærkt protestantiske lande?

¹⁰ Mange steder har øvrighedens forhold til ægteskabet imidlertid efterhånden fået større betydning for dets gyldighed. Det er noget de kristne må tage i betragtning når de søger at ’holde deres ægteskab i ære blandt alle’. (Hebr. 13:4) For at vi kan bedømme sagen rigtigt, vil det være en hjælp for os at se hvordan denne forandring er foregået. I Encyclopædia of Religion and Ethics (side 437; vor kursivering) læser vi: „Fra øvrighedens side betragtes ægteskabet som en juridisk aftale der af praktiske grunde må være underlagt borgerlig ret. Fra det kristne synspunkt er ægteskabet en hellig stand som man i religionens og moralens interesse kan kræve bør være underlagt kirkelig ret. Erfaringen viser at der altid er mulighed for en konflikt mellem de to myndigheder, og at der som følge heraf ofte kan opstå vanskeligheder i praksis. . . . Det er i nyere tid, siden reformationen, at spørgsmålet om de to myndigheder og deres rette indbyrdes forhold er rykket i forgrunden. . . .“b

¹¹ Det lader således til at den borgerlige myndighed i nyere tid har fået mere at sige end før med hensyn til at erklære ægteskaber gyldige. I hvert fald har der i stærkt protestantiske lande været en mere og mere udbredt tendens til at betragte ægteskabers (og dermed også skilsmissers) gyldighed som et spørgsmål der næsten udelukkende afhænger af den borgerlige myndigheds afgørelse. Menighedens stillingtagen i forbindelse med ægteskabers (og skilsmissers) gyldighed har følgelig fået mindre betydning i manges øjne.

På hvilket grundlag ægteskabets gyldighed afgøres

12. Hvilke spørgsmål opstår for den der tjener Gud, eftersom den borgerlige myndighed har fået noget at sige i forbindelse med ægteskabet?

¹² Hvordan bør den kristne stille sig, i betragtning af dette? Hvis han vil holde sit ægteskab i ære „blandt alle“, kan han ikke ignorere de eksisterende forhold. Han kan ikke skrue tiden tilbage til dengang da den borgerlige myndighed ikke blev betragtet som en vigtig faktor for ægteskabets gyldighed. Imidlertid må man spørge: Skal den borgerlige myndigheds afgørelse — enten ved ægteskabets indgåelse eller når det måske opløses ved skilsmisse — betragtes som endelig og absolut? I hvor høj grad er Gud berørt af denne afgørelse?

13. Hvorfor kan den borgerlige myndigheds syn på ægteskabet ikke betragtes som fuldstændig afgørende? (Apg. 5:29)

¹³ Med andre ord: Er det den borgerlige myndighed der bestemmer om Gud anerkender gyldigheden af et ægteskab (eller en skilsmisse)? Hvis dette var tilfældet, kunne kravene for at opnå Guds velsignelse i ægteskabet blive temmelig uensartede. Hvorfor? Fordi den borgerlige myndigheds holdning varierer meget fra sted til sted. Ofte er kravene i ét land i direkte modstrid med kravene i et andet land, og undertiden er de endda i strid med de normer Bibelen indeholder.

14. Hvad er det bibelske syn på polygami, uanset om det er tilladt ved lov i nogle lande?

¹⁴ I nogle lande er polygami for eksempel tilladt, og hver hustru betragtes som lovformelig og er ifølge loven ligestillet med mandens øvrige hustruer. Kristus Jesus og den inspirerede apostel Paulus viste imidlertid at en mand ifølge Guds norm kun måtte have én hustru. — Matt. 19:4, 5; 1 Kor. 7:2; 1 Tim. 3:2.

15. Hvordan adskiller menneskers love angående skilsmisse sig i nogle lande fra Guds lov?

¹⁵ I nogle lande er det muligt at blive skilt af næsten en hvilken som helst grund — undertiden de rene petitesser. Andre lande tillader ikke skilsmisse, ikke engang på grund af kønslig umoralitet. Bibelen siger dog at der findes en gyldig grund til skilsmisse, men kun én, nemlig utugt, og den viser at de der lader sig skille af denne grund, bliver fri til at gifte sig igen. (Matt. 5:32; 19:3-9) Hvad der nogle steder billiges af staten, misbilliges altså af Gud, og hvad der andre steder forbydes af staten, tillades af Gud.

16. Hvordan skal man se på statens myndighed i forbindelse med at afgøre om et ægteskab er gyldigt? (Rom. 13:1; 1 Pet. 2:13, 14)

¹⁶ Vidnesbyrdene peger således på at statens myndighed til at afgøre et ægteskabs (eller en skilsmisses) gyldighed kun er relativ, mens Guds myndighed er absolut. For at få et ligevægtigt syn på den relative myndighed som staten (i Bibelen kaldet „kejseren“) har på dette område, gør vi bedst i at undersøge hvilken interesse øvrigheden har i ægteskabet, hvad den især bekymrer sig om, og på hvilken måde den kristne kan blive forpligtet over for øvrigheden i denne henseende.

Hvad „kejseren“ interesserer sig for i forbindelse med ægteskabet

17, 18. Hvad har de borgerlige myndigheder i første række bekymret sig om i forbindelse med ægteskabet, og hvorfor?

¹⁷ Bekymrer den borgerlige øvrighed sig først og fremmest om ægteskabets moralske og religiøse aspekter, eller er det mere noget andet der ligger den på sinde? Vi husker måske at det før citerede opslagsværk oplyste at „fra øvrighedens side betragtes ægteskabet som en juridisk aftale der af praktiske grunde må være underlagt borgerlig ret“. Denne udtalelse bekræftes af de verdslige love der i tidens løb er blevet indført angående ægteskab og skilsmisse. Historien viser at øvrighedens interesse for ægteskabet skyldes at den må beskæftige sig med sådanne ting som arve- og ejendomsrettigheder, navnlig i tilfælde hvor disse rettigheder drages i tvivl ved et ægteskabs ophør (enten ved skilsmisse eller død). At det forholder sig sådan i dag, bekræftes i Encyclopædia Britannica (Macropædia, 1976, bind 7, siderne 166, 167):

„Loven . . . beskæftiger sig hovedsagelig med mandens og hustruens og forældrenes og børnenes rettigheder og pligter, især hvor det drejer sig om økonomisk underhold.“ „I de fleste lande i dag . . . er den lovmæssige dokumentation af et ægteskab hovedsagelig en registrering af begivenheden. I juridisk forstand er indgåelsen af et ægteskab altså i grunden en opnåelse af visse rettigheder eller en vedtagelse af visse forpligtelser, som for eksempel forsørgerpligt, ejendomsret, arveret og retten til forældremyndighed over mindreårige børn i ægteskabet.“

¹⁸ „Kejseren“ eller staten beskæftiger sig altså i første række med ægteskabet fordi domstolene får forelagt stridsspørgsmål i forbindelse med ovennævnte pligter og rettigheder, og ikke på grund af ægteskabets religiøse eller moralske aspekter. Staten vil også gerne hindre spredningen af sygdomme, især kønssygdomme, og af genetiske defekter (for eksempel hos børn af nært beslægtede). Også dette er „af praktiske grunde“. Det er grunden til at selv antireligiøse, ateistiske regeringer har opstillet visse krav for at et ægteskab kan anerkendes som gyldigt.

19. Hvilket spørgsmål kunne man rejse angående ægteskab og skilsmisse, i betragtning af Jesu vejledning om at man skal ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens’?

¹⁹ Hvordan skal man da betragte Jesu påbud om at ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens’? Skal den kristne menighed, for at efterkomme denne befaling, betragte kejserens syn på et ægteskab eller en skilsmisse som den endelige, afgørende og bindende faktor for om forholdet kan regnes for at være gyldigt og moralsk rigtigt? — Matt. 22:21.

20. (a) Hvad var baggrunden for Jesu udtalelse om at ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens’? (b) Hvor meget betyder dette princip for den kristne i forbindelse med ægteskabet?

²⁰ Lad os først huske at det spørgsmål der fik Jesus til at udtale disse ord, drejede sig om betaling af skat. Kejseren sørger for mange tjenester og har krav på betaling for dem. (Matt. 22:17-21) Men kejseren er ikke ophav til retten til at indgå ægteskab. Denne ret kommer i virkeligheden fra Gud, ægteskabets Indstifter. (1 Mos. 1:27, 28; 2:18, 22-24; 9:1; jævnfør Første Timoteusbrev 4:1-3.) Kejseren har altså ikke den endelige myndighed til at afgøre hvad der er moralsk rigtigt eller moralsk forkert i forbindelse med ægteskab (eller skilsmisse). Hvad kejseren kan yde, er juridisk anerkendelse og tilhørende beskyttelse af de ægteskabelige rettigheder ved domstolene. Den kristne der gerne vi holde sit ægteskab „i ære blandt alle“, ønsker med rette at opnå denne beskyttelse af sin families interesser og rettigheder. Til gengæld for denne anerkendelse og beskyttelse bør han ’tilbagebetale kejseren det der er kejserens’ ved at rette sig efter de regulativer kejseren har opstillet i denne forbindelse. Der kan være tale om at han må betale en bestemt afgift, underkaste sig en lægeundersøgelse eller lignende.

21. Hvordan bør den kristne forholde sig til kejserens myndighed i forbindelse med ægteskabet, og hvorfor?

²¹ Når den kristne således ’betaler’ kejseren for de fordele der følger med den juridiske anerkendelse, glemmer han dog ikke at kejserens myndighed i forbindelse med ægteskabet kun er relativ. Gud er ikke bundet af kejserens afgørelser og kan misbillige noget som kejseren billiger, eller anerkende noget som kejseren ikke anerkender. Den kristne bør overholde kejserens ægteskabs- og skilsmisselove så godt han kan med god samvittighed, men han må altid tage det største hensyn til den øverste Myndighed, Jehova Gud. (Apg. 4:19; Rom. 13:1, 5) Derved opnår han Guds godkendelse og velsignelse.

22, 23. Hvorfor bør den kristne søge juridisk anerkendelse af sit ægteskab?

²² Selv om det ikke er kejserens bestemmelser der i sidste ende afgør om et ægteskab er gyldigt i Guds øjne, forstår den kristne altså at han ikke er fritaget for at følge det bibelske påbud: „Lad ægteskabet blive holdt i ære blandt alle.“ (Hebr. 13:4) Han er forpligtet til samvittighedsfuldt at gøre alt hvad han kan for at hans ægteskab bliver holdt i ære blandt alle. Ganske vist vil offentligheden i visse lande hvor en bestemt race eller religion er dominerende, måske aldrig billige et ægteskab hvor den ene part ikke tilhører den dominerende race eller religion. Ikke desto mindre bør den kristne søge den juridiske anerkendelse han har mulighed for at opnå, for ikke at udsætte sit ægteskab for kritik eller trække det ned på et lavere plan i andres øjne. (2 Kor. 6:3; 1 Pet. 2:12, 15, 16; 3:16) Han ønsker at hans ægteskab skal bringe ægteskabets Indstifter ære.

²³ De der ønsker at blive døbt som medlemmer af den kristne menighed og som ikke har fået deres ægteskab juridisk anerkendt, ventes at gøre alt hvad de kan for at opnå en sådan anerkendelse og at få deres ægteskab registreret. Det vil medvirke til at fjerne en eventuel tvivl om ærefuldheden af deres ægteskab hos folk i almindelighed. Men er det i alle tilfælde muligt at få ægteskabet registreret? Hvis ikke, hvad kan man da gøre?

Hvis det ikke er muligt at opnå kejserens anerkendelse

24. Hvilket problem kunne man komme ud for i et land hvor skilsmisse ikke er tilladt?

²⁴ Her er det gavnligt at vi forstår at kejserens myndighed i forbindelse med ægteskab kun er relativ. Lad os for eksempel tage de lande hvor loven, enten på grund af en dominerende religion eller af andre årsager, ikke tillader skilsmisse overhovedet, heller ikke af den bibelske grund, „utugt“ (porneiʹa). En mand har måske forladt sin kone på grund af hendes utroskab og er derefter flyttet sammen med en anden kvinde, og han har måske endda børn med hende. Derefter lærer han Guds ords sandheder at kende, og i lydighed mod dette ord ønsker han at lade sig døbe som en discipel af Guds søn. Fordi landets lov ikke stemmer med Guds lov vedrørende skilsmisse og indgåelse af nyt ægteskab, kan han ikke blive skilt og legalisere sit nuværende forhold. Hvad kan han gøre?

25. Hvordan kan en mand der er skilt i Guds øjne men som ikke kan opnå juridisk anerkendelse af dette i sit eget land, godtgøre at han ikke lever i hor?

²⁵ Hvis han har mulighed for det, kan han måske rejse til et naboland som tillader skilsmisse og dér blive skilt og bagefter gifte sig igen i overensstemmelse med dette lands love. Dette kan måske forlene hans forhold med en vis ære, også selv om ægteskabet ikke bliver anerkendt af „kejseren“ i hans eget land når han vender tilbage. Hvis han ikke med rimelighed kan gøre dette, bør han søge separation fra sin forstødte, lovformelige ægtefælle, eller hvad loven nu giver mulighed for. Derefter bør han udfærdige en skriftlig erklæring til den lokale menighed hvori han lover sin nuværende ægtefælle troskab, og erklærer sig villig til at legalisere sit nuværende ægteskab hvis hans tidligere hustru skulle dø eller hvis andre omstændigheder skulle gøre en sådan registrering af det nye ægteskab mulig. Hvis hans nuværende ægtefælle også vil døbes, må hun ligeledes underskrive en sådan erklæring.

26. Hvad kan en mand gøre hvis de borgerlige myndigheders ligegyldighed gør det umuligt for ham at legalisere sit ægteskab?

²⁶ I et land i Sydamerika hvor loven giver mulighed for annullering af et ægteskab i tilfælde af bigami, bliver ansøgninger om dette ofte simpelt hen ignoreret af „kejseren“. Lad os da forestille os at en gift mand i dette land rejser fra sin hustru og flytter sammen med en anden kvinde og falskeligt får papir på det nye forhold, og altså bliver bigamist. Hvis han nu lærer Bibelens sandheder at kende og søger at blive døbt, opdager han måske at hans bestræbelser for at bringe de juridiske forhold i forbindelse med sit nuværende ægteskab i orden, strander på myndighedernes ligegyldighed. Hvis det ikke er muligt for ham ved kejserens domstole eller instanser at gøre sit nuværende ægteskab ærefuldt, hvad skal han da gøre? Han kan, ligesom i førnævnte tilfælde, underskrive en troskabserklæring og lade den opbevare i menighedens arkiv. Derefter kan han blive døbt, og det samme kan hans ægtefælle hvis hun afgiver en tilsvarende erklæring.

27. Behøver man at udsætte sin dåb hvis man ikke kan få sin ægteskabelige stilling juridisk anerkendt inden der er gået henved ti år? Begrund svaret.

²⁷ I et land i Vestafrika kan det tage op til ti år at få en skilsmisse igennem. Er en person der gerne vil døbes, men som er nødt til at blive skilt fra sin tidligere ægtefælle for at få sit nuværende forhold legaliseret, da tvunget til at udsætte sin dåb i så mange år? Det synes ikke rigtigt at kejserens manglende anerkendelse i en sådan situation skulle kunne hindre den pågældende i at vise sin tro på Kristi offers sonende kraft ved at tage det vigtige skridt som dåben er, og dermed opnå et godt forhold til Gud. (Jævnfør apostelens erklæring i Apostelgerninger 11:17 om at det ikke stod i menneskers magt at „hindre“ Gud i at godkende nogen.) Bibelske eksempler viser at det ikke er tilrådeligt at udsætte dåben unødigt. (Apg. 2:37-41; 8:34-38; 16:30-34; 22:16) Efter at den pågældende har indledt skilsmisseprocessen kan han derfor afgive en troskabserklæring til menigheden og dermed vise at han er besluttet på at holde sit nuværende ægteskab i ære mens han fortsætter sine bestræbelser for også at opnå kejserens juridiske anerkendelse.

28. Er en mand og en kvinde nødt til at flytte fra hinanden for at blive døbt, hvis de ikke kan få deres ægteskabelige forhold legaliseret før den ene part har opnået en skilsmisse som det er umuligt at opnå i det land de bor i?

²⁸ Det kan ske at nogle flytter til et andet land, og mens de opholder sig der, lærer de sandheden at kende og vil gerne døbes. For at få deres nuværende ægteskab anerkendt skal de måske først skilles fra en tidligere ægtefælle. Men selv om det er muligt at opnå skilsmisse i det land de er flyttet til, står mulighederne måske ikke åbne for dem som udlændinge. Mange borgere fra forskellige europæiske lande er for eksempel flyttet til Tyskland for at få arbejde. Selv om det er muligt at opnå skilsmisse i Tyskland, gælder det stort set kun landets egne borgere. Også i et sådant tilfælde kan de der ønsker at blive døbt og som søger at få deres nuværende ægteskab anerkendt som ærefuldt og varigt, afgive en skriftlig troskabserklæring til menigheden.

29. Hvordan kan en kristen godtgøre at han er bibelsk fri til at gifte sig igen, hvis han bor i et land hvor det ikke er muligt at opnå skilsmisse?

²⁹ De samme principper gælder for en døbt kristen som finder at „kejserens“ love ikke giver ham tilladelse til at gøre brug af sin gudgivne ret til at lade sig skille og at gifte sig igen. I lande som ikke anerkender borgernes gudgivne ret til at lade sig skille fra en troløs ægtefælle og at gifte sig igen, kan en mand hvis hustru viser sig at være troløs (og som han derfor vælger at bryde med, idet han ikke kan tilgive hende), forelægge menighedens ældste klare beviser på at der er begået ægteskabsbrud. Hvis han så engang i fremtiden beslutter sig til at tage sig en anden ægtefælle, kan han gøre dette på en ærefuld måde, og parterne vil da hver især underskrive en erklæring hvori de lover ægtefællen troskab og giver udtryk for at de er besluttede på at opnå juridisk anerkendelse af forholdet hvis det en dag skulle blive muligt.

30. Hvordan skal menigheden betragte en troskabserklæring i lande hvor et bibelsk ægteskab under visse omstændigheder ikke kan anerkendes juridisk?

³⁰ At man underskriver en sådan skriftlig troskabserklæring opfattes af menigheden som en erklæring over for Gud og mennesker af at man vil være lige så trofast i sit ægteskab som hvis det var blevet legaliseret hos de borgerlige myndigheder. Erklæringen anses for lige så bindende som en erklæring man afgiver over for en vielsesmyndighed der repræsenterer „kejseren“ eller staten. Det der i første række bekræfter forholdet og gør det bindende, er i virkeligheden ikke dokumentets art, men den kendsgerning at erklæringen afgives over for Gud.

31, 32. Hvilke punkter kan en troskabserklæring omfatte, og hvad skal der gøres med den?

³¹ Hvordan kan en sådan erklæring udformes? Den kan lyde som følger:

„Jeg, __________, erklærer hermed at jeg har taget _____________ til ægte, at jeg har gjort alt hvad der står i min magt for at få forholdet juridisk anerkendt hos den rette offentlige myndighed, og at det er fordi dette ikke har været muligt for mig at jeg nu afgiver denne erklæring på at jeg vil forblive trofast i dette ægteskab. Jeg erkender at dette forhold er bindende over for Jehova Gud og alle mennesker, at det må bevares og holdes i ære i nøje overensstemmelse med Guds ords principper. Jeg vil fortsat søge at få forholdet anerkendt hos den borgerlige myndighed, og hvis det på noget tidspunkt i fremtiden skulle blive muligt, lover jeg at legalisere forholdet.

³² Som vist, skal dokumentet underskrives af den der afgiver erklæringen, og ligeledes af to andre der fungerer som vidner, og datoen for underskrivningen skal også angives. Det er tilrådeligt at hver af de implicerede parter, og ligeledes den menighed de er tilsluttet, får en kopi af troskabserklæringen, og der skal også sendes en kopi til det lokale afdelingskontor for Vagttårnets selskab. Drejer det sig om døbte kristne, vil det desuden være gavnligt at menigheden underrettes om at erklæringen er afgivet, så alle kan vide at parterne har taget dette samvittighedsfulde skridt for at holde deres ægteskab i ære.

33. Hvilket ansvar må den enkelte selv bære i forbindelse med en sådan troskabserklæring?

³³ Den der ikke er i stand til at opnå „kejserens“ anerkendelse af sit ægteskab men tager de fornødne skridt til at få det godkendt af menigheden, må imidlertid indse at han selv er ansvarlig for eventuelle konsekvenser fra verden udenfor, og han må være parat til at tage disse konsekvenser. Hvis der for eksempel opstår juridiske problemer i forbindelse med ejendoms- eller arverettigheder som har at gøre med hans tidligere ægteskab, kan han ikke gøre krav på „kejserens“ juridiske beskyttelse hvad angår hans nye forhold, der ikke anerkendes af loven.

De grundlæggende principper må holdes klart for øje

34. Hvad betragter den kristne som den endelige myndighed angående ægteskab og skilsmisse?

³⁴ Ægteskabs- og skilsmisselovgivningen varierer meget fra land til land og frembyder et utal af forskellige aspekter og synsvinkler. I stedet for at lade sig indvikle i en forvirring af tekniske detaljer, kan den kristne, eller den der ønsker at blive en discipel af Guds søn, lade sig lede af de grundlæggende bibelske principper, der altid står ved magt.

35. Hvordan er det bibelske syn på at mænd plejer samliv med flere kvinder, og på blodskam?

³⁵ Hovedsagen er hvordan Gud ser på tingene. Derfor må man først og fremmest overveje om det forhold man lever i, eller det forhold man tænker på at træde ind i, er et forhold som Gud kan godkende, eller om det i sig selv strider mod de normer der findes i Guds ord. Lad os for eksempel tage et tilfælde hvor en mand bor sammen med sin hustru, men nu og da også lever sammen med en anden kvinde i et fast forhold. Så længe manden plejer samliv med begge kvinder kan hans forhold til den anden kvinde aldrig bringes i harmoni med de kristne principper, heller ikke ved en troskabserklæring fra nogen af parterne. Det eneste rigtige er at bringe forholdet til ophør. Det samme gælder et forhold hvor nært beslægtede lever i blodskam, et homoseksuelt forhold eller andre forhold som fordømmes i Guds ord. (Matt. 19:5, 6; 1 Tim. 3:2; 1 Kor. 5:1) Det er ikke mangelen på juridisk anerkendelse der gør sådanne forhold uacceptable; de er i sig selv ubibelske og derfor umoralske. Den der lever i et sådant forhold kan derfor ikke bringe sagen i orden med en troskabserklæring, for den ville ikke have nogen gyldighed i Guds øjne.

36. Hvad kræves der af en som, før han lærte sandheden at kende, ikke viste den rette respekt for ægteskabet?

³⁶ Hvis forholdet er af en sådan art at Gud kan godkende det, er det næste princip at man skal gøre alt hvad man kan for at ens ægteskab kan blive ærefuldt i alles øjne. (Hebr. 13:4) Den der søger at blive døbt har måske engang brudt forbindelsen med sin lovformelige ægtefælle, og uden at have opnået skilsmisse er han begyndt at leve sammen i et ægteskabeligt forhold med en anden. Der er muligvis gået lang tid, og måske har de fået børn sammen. Når han derefter lærer sandheden at kende, vil det ikke være rimeligt at vente at han tager tilbage til sin første ægtefælle og prøver at genoprette de forhold han tidligere levede under. Men for at ’høre op med synder’ må han være besluttet på at han for fremtiden vil leve efter Guds vilje. — 1 Pet. 4:1-3; jævnfør Første Korinterbrev 7:17-24.

37. Hvilke skridt må man muligvis tage for at få et eksisterende ægteskabeligt forhold anerkendt af myndighederne?

³⁷ Hvad skal han gøre? Hvis skilsmisse er mulig, bør han nu tage dette skridt så han, efter at han er blevet skilt (på det juridiske grundlag der nu er mulighed for), kan få sit nuværende forhold anerkendt af myndighederne som et ægteskab. Det samme gælder hvis en, før han lærte sandheden at kende, har gjort sig skyldig i bigami. Han må tage de nødvendige skridt for at få sagen bragt i orden (ved at få det ene ægteskab annulleret eller opløst ved skilsmisse), så han kun har én lovformelig ægtefælle.

38. Hvordan kan man vise at man ønsker at holde sit ægteskab i ære, selv om man ikke har mulighed for at få sit forhold juridisk anerkendt?

³⁸ Hvis det forhold man lever i ikke er i strid med Guds ords principper, og hvis man har gjort alt hvad man med rimelighed kan gøre for at få det anerkendt af de borgerlige myndigheder, men uden resultat, kan man endelig afgive en erklæring hvori man lover ægtefællen troskab. Som nævnt kan myndighedernes langsommelighed i nogle tilfælde bevirke at det tager mange, mange år at få de juridiske forhold bragt i orden. Eller det kan være at omkostningerne er så tårnhøje at den pågældende vil være flere år om at skaffe pengene. I sådanne tilfælde vil en troskabserklæring være tilstrækkelig til at menigheden kan betragte det nuværende ægteskab som ærefuldt, mens den pågældende stadig samvittighedsfuldt søger at bringe de juridiske forhold i orden så godt han kan. Det er værd at bemærke at folk mange steder, endda i hele lande, ikke tillægger de juridiske faktorer i forbindelse med ægteskabet særlig stor betydning men i langt højere grad berøres af de synlige vidnesbyrd om trofasthed i det ægteskabelige forhold. Men selv her bør den kristne oprigtigt bestræbe sig for at tage de skridt der er mulige, eller som han har adgang til, for at godtgøre ud over enhver tvivl at det er et ærefuldt forhold han lever i.

39. Hvad kan kristne have tillid til når de søger at holde ægteskabet i ære?

³⁹ Ved at holde sig disse grundlæggende principper for øje skulle den kristne kunne gribe sagen an på en ligevægtig måde, idet han hverken undervurderer eller overvurderer den juridiske anerkendelse staten giver. Man bør altid lægge hovedvægten på hvordan Gud betragter forholdet. Samtidig må man gøre alt hvad man kan for at sætte et godt eksempel i troskab og hengivenhed over for sin ægtefælle, så man holder ægteskabet „i ære blandt alle“. En sådan handlemåde vil medføre Guds velsignelse og være til pris og ære for ægteskabets Indstifter, Jehova Gud. — 1 Kor. 10:31-33.

[Fodnoter]