Spørgsmål fra læserne

● Jeg kender en mand som snart er rede til at blive døbt som kristen, men han er udlænding og hans visum er udløbet. Hvad skal jeg råde ham til?

Du bør afgjort rose ham for hans ønske om at kende Gud og at følge hans vejledning. Bibelen opfordrer de kristne til at være lovlydige og at give kejseren det der tilkommer ham. (Matt. 22:21) Du gør derfor vel i at tilskynde manden til at gøre hvad han kan for at bringe sit forhold i orden, idet han i øjeblikket kan anses for at opholde sig illegalt i landet.

Vi antager at han hverken stjæler, lyver, lever umoralsk eller på anden måde overtræder Guds morallove, som fremgår tydeligt af Bibelen. Vi nævner dette fordi et menneske der overtræder Guds love, først må ændre sind og vende om før han opfylder kravene for at kunne blive døbt som kristen. (1 Kor. 6:9, 10; Apg. 26:20; 2:38) Men denne mand spørger altså: Skal man også rette sig efter landets love i et tilfælde som dette?

Bibelen råder de kristne til at overholde landets love på alle punkter hvor det ikke strider imod Guds lov. (Rom. 13:1; Apg. 5:29) Apostelen forklarede at når vi gør dette, behøver vi ikke at frygte nogen straf fra myndighederne, som jo straffer lovovertrædere. Det vil også betyde at vi kan have en ren samvittighed. — Rom. 13:3-5.

Men Guds ord kræver ikke at den kristne menighed, repræsenteret ved dens tilsynsmænd, sætter sig ind i alle lovens bestemmelser for at håndhæve dem. Det ser vi af eksemplet med Paulus og Onesimus.

Onesimus var træl for en kristen ved navn Filemon, der boede i byen Kolossæ. Af en eller anden selvisk grund flygtede Onesimus til Rom for at kunne forsvinde i mængden dér; muligvis stjal han endog fra sin herre før han flygtede. Mens Onesimus befandt sig i Rom som en bortløben træl kom han i kontakt med Paulus, blev kristen og begyndte at gå Paulus til hånde. Efterhånden tilskyndede apostelen ham til at vende tilbage til sin retmæssige herre, og Paulus skrev endda til Filemon og opfordrede ham til at tage imod Onesimus som en broder og at behandle ham venligt. — Filem. 8-22.

Læg mærke til at apostelen Paulus ikke overgav Onesimus til de romerske myndigheder for af de kunne straffe ham fordi han var løbet bort og muligvis også havde begået tyveri. Fra Paulus’ egne skrifter ved vi at han gik ind for at en kristen skulle adlyde landets lov, men åbenbart anså han det ikke for at være menighedens pligt at tjene som en ’lovens arm’ der skulle holde kontrol med enkeltpersoners gøren og laden. Vi lægger også mærke til at Onesimus’ forhold ikke blev betragtet som en hindring for at han kunne blive døbt. Til sidst valgte Onesimus, åbenbart tilskyndet af en vejledning som den der tidligere var givet i Romerbrevet 13:1-5 og af Paulus’ personlige opfordringer, at vende tilbage til sin retmæssige ejer.

Den kristne menighed i dag handler i overensstemmelse med dette bibelske fortilfælde. Før et menneske får lov til at lade sig døbe eller at forblive i menigheden, foretager den ikke en kontrol for at sikre for eksempel at vedkommendes hus opfylder alle byggevedtægter eller at alle krav er opfyldt med hensyn til hans retslige stilling i landet.

Dette vil på ingen måde sige at Guds folk ikke bekymrer sig om kejserens love. Tværtimod er vi kendt som et folk der stræber efter at være lovlydigt; mange øvrighedspersoner har udtalt sig anerkendende om Jehovas Vidner med hensyn til dette. Det er som Paulus skrev i forbindelse med at adlyde øvrigheden: „Gør til stadighed det gode, og du vil få ros af den.“ — Rom. 13:3.

Især de mænd der fører an i menigheden bør være eksempler i denne henseende. Bibelen siger at ældste og menighedstjenere skal være ’ulastelige’, „have et godt vidnesbyrd fra udenforstående“ og være „uangribelige“. (1 Tim. 3:2, 7, 10) En kristen der med vidende og vilje ignorerer nogle af „kejserens“ love kan derfor næppe anbefales til at varetage sådanne hverv i menigheden. De der anbefales til at tage sig af sådanne opgaver skal være mænd der „holder sig til det troværdige ord“, ikke alene med hensyn til det de siger, men også med hensyn til den måde de lever på, hvilket indbefatter at de må yde „kejseren det der er kejserens“. — Tit. 1:7-9.

Selv om hvert enkelt menneske, hvad enten det er kristent eller ej, naturligvis må bære sit eget personlige ansvar for om det overholder landets love, vil det være venligt af dig at dele disse bibelske oplysninger med den mand du kender og som ønsker at lade sig døbe. Bibelens vejledning om at vi bør adlyde landets love er afgjort fornuftig og til vort bedste. Ved at følge denne vejledning kan vi som kristne undgå besværlige problemer og have en ren samvittighed mens vi tjener Gud.