Hvorfor vise andre tillid?

TILLID til andre er i virkeligheden et udtryk for kærlighed. Bibelen siger at kærligheden „tror alt“. (1 Kor. 13:7) Det vil ikke sige at kærligheden er godtroende; men nærer vi kærlighed til vore kristne brødre, vil vi ikke være unødigt mistænksomme over for dem og straks tro det værste om dem. Ja, medmindre der er klare beviser på at man ikke kan stole på en person, tilskynder kærligheden os til at vise vedkommende tillid. Selv hvis nogle af vore medtroende skuffer os på en eller anden måde, skal vi ikke være hurtige til at drage den slutning at deres motiver er dårlige.

Men nærer selv Gud ikke til tider mistillid til sine tjenere? Det er rigtigt at temanitten Elifaz tillagde Skaberen en mistroisk indstilling da han sagde: „End ikke sine tjenere tror han, hos sine engle finder han fejl.“ (Job 4:18) Elifaz forklarede at denne udtalelse stammede fra en „ånd“. (Job 4:15, NW) Det forhold at Jehova Gud senere irettesatte Elifaz og hans venner fordi de havde talt usandt, viser imidlertid at denne „ånd“ var ond, dæmonisk. Elifaz genfortalte altså blot en dæmoninspireret løgn. — Job 42:7.

Sagen er at Jehova, som kærlighedens Gud, er det ypperste eksempel med hensyn til at vise andre tillid. (1 Joh. 4:8) Han giver sine åndesønner betydelig frihed med hensyn til den måde hvorpå de udfører deres opgaver. Til tider lader han dem give udtryk for deres mening om hvordan en bestemt sag skal gribes an, og lader dem derpå gøre som de har foreslået. Et eksempel herpå finder vi i beretningen i Første Kongebog 22:20-22, hvor vi læser: „[Jehova] sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu et, en anden et andet; men så trådte en ånd [en af Guds åndesønner] frem og stillede sig foran [Jehova] og sagde: Jeg vil dåre ham! [Jehova] spurgte ham: Hvorledes? Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en løgnens ånd i alle hans profeters mund! Da sagde [Jehova]: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det!“ Denne ånd eller engel lod derpå sin kraft virke på Akabs profeter så de ikke sagde sandheden, men hvad der boede i deres hjerter — det de selv ønskede at sige og som Akab gerne ville høre.

Særlig enestående er den tillid Jehova lagde for dagen over for sin enbårne søn. Han gav sin førstefødte den forret at være med til sammen med ham at skabe alt, både det åndelige og det materielle. Jehova Gud var ikke bange for at dette skulle gøre hans egen stilling som Skaber ringere. Han lod oven i købet med glæde sin søns rolle blive kendt for menneskeheden, til stor ære for Sønnen. (Kol. 1:15-17) Da Sønnen som mennesket Jesus Kristus beviste sin trofasthed til døden, oprejste Faderen ham og gav ham en stilling som var endnu højere end den han havde haft før han kom til jorden. Bibelen siger at Gud ophøjede ham „til en højere stilling“ og at han i sin godhed „gav ham . . . navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, . . . og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen“. (Fil. 2:9-11) Fordi Jehova Gud har fuldstændig tillid til sin søn, er han sikker på at Jesus Kristus aldrig vil misbruge denne ophøjede stilling.

Jehova Gud har også vist ufuldkomne mennesker en enestående tillid. I løbet af de sidste nitten hundrede år har han udvalgt 144.000 mænd og kvinder til at herske sammen med sin søn. Når han oprejser dem til himmelsk liv, skænker han dem udødelighed og uforgængelighed. (1 Kor. 15:42-54; Åb. 5:9, 10; 14:1-4; 20:6) Skønt han ophøjer dem til en stilling der er højere end englenes, har han tillid til at de aldrig vil misbruge deres stilling. — 1 Kor. 6:3.

Eftersom Jehova Gud lægger en sådan tillid for dagen over for sine tjenere, bør vi da ikke vise vore medkristne en tilsvarende tillid? Hvis det er dit ønske, vil du have den indstilling at dine medtroende virkelig ønsker at tjene Jehova Gud. Ganske vist kan det somme tider ske at nogle skuffer os. Men hvis de nærer inderlig hengivenhed for Jehova Gud, ønsker de ikke med vilje at såre nogen. De er oprigtigt kede af det når deres svagheder og ufuldkommenheder giver anledning til problemer.

Især må ældste i den kristne menighed være meget opmærksomme på at bevare den rette indstilling til deres medtroende. Når de holder sig for øje at deres brødre virkelig ønsker at gøre det rette, vil de ikke være hastige til at gå i rette med dem for en eller anden mindre forseelse. De vil også undgå at give deres brødre det indtryk at de ikke tror at arbejdet vil blive gjort ordentligt hvis de ikke selv omhyggeligt kontrollerer det hele. Når nogle er trofaste i deres arbejde, fortjener de også at blive vist tillid.

De ældste bør desuden søge råd hos dem der på forskellige områder har bedre evner, større færdigheder eller mere indsigt end de. (Ordsp. 15:22) Man har bestemt ingen grund til at være stolt af at have iværksat en plan der senere viser sig at være dårlig. Men den der drager nytte af andres viden, evner og erfaring, er viis. Hans ydmyge indstilling bevirker at andre gerne vil samarbejde med ham, og resultatet bliver at flere får del i glæden ved et veludført arbejde.

På samme måde kan det at en ægtemand viser sin kone tillid, være medvirkende til et lykkeligt ægteskab. En husmoder der ikke har ret stor frihed til selv at afgøre hvordan hun vil klare sine pligter, vil snart miste glæden ved sit arbejde. Hun vil føle at hun bliver holdt nede, at hun ikke får lov til at bruge sin viden og sine evner og færdigheder, og det gør hende nedslået. Hvis hendes mand på den anden side overlader visse vigtige anliggender til hendes gode dømmekraft, vil det være en fornøjelse for hende at klare opgaverne på en måde der vil glæde hendes mand.

Det vil også være klogt at forældre viser deres børn at de stoler på dem. Det kan de blandt andet gøre ved at lade børnene forstå at de rettigheder og pligter de får betroet, er et udtryk for deres forældres tillid. Når børnene indser dette, vil de føle sig tilskyndet til at vise at de er forældrenes tillid værdige.

Det kan virkelig føre til noget godt at vise andre tillid. Vi har derfor god grund til at følge Jehova Guds eksempel i denne henseende. Desuden bør vi selv stræbe efter ikke at skuffe dem der viser os tillid. Når vi således viser andre tillid og viser at vi også fortjener deres tillid, bidrager vi til at bevare et godt forhold til vore medmennesker.