Værdien af selvtugt

HVEM har ikke set en politibetjent notere en bilist der har overtrådt en eller anden færdselsregel, for eksempel overskredet fartbegrænsningen? Denne situation kan være opstået fordi bilisten har undladt at vise selvtugt. Han kan have givet efter for en pludselig indskydelse eller for fristelsen til at ignorere færdselsreglerne, og måtte derfor tugtes.

Selve loven om årsag og virkning, der gør sig gældende i vort legeme, vil tugte os hvis vi ikke tugter os selv. Den der blev inspireret til at skrive Ordsprogenes bog siger: „Hvem har ak, og hvem har ve, . . . hvem har sår uden grund . . .? De, som sidder sent over vinen, som kommer for at smage den stærke drik.“ Et af de vigtigste temaer i Ordsprogenes bog er uden tvivl værdien af selvtugt. — Ordsp. 23:29-35.

Det der gælder enkeltpersoner kan også møntes på hele nationer. En kendt engelsk statsmand fra det attende århundrede sagde engang: „Menneskenes evne til at administrere borgerlig frihed står i nøje forhold til deres evne til at lægge moralske bånd på deres eget begær.“ Han udtalte meget træffende at „samfundet ikke kan eksistere medmindre der et eller andet sted placeres en myndighed der kontrollerer vilje og begær, og jo mindre der er af den indvendig, jo mere må der være af den udvendig“. Med andre ord, jo mindre mennesker lægger bånd på sig selv, jo mere må deres regeringer gøre det, af hensyn til fred og sikkerhed. Man har set slående eksempler på dette når folk der lever under en demokratisk styreform er blevet så lovløse at de har banet vej for et diktatur. Hvor meget klogere er det ikke at vise selvbeherskelse fremfor at være årsag til at dyrebare friheder går tabt!

Lad os tage et eksempel fra vor tid: I foråret 1974 truede visse regeringsinstanser i De forenede Stater med at gennemtvinge rationering og priskontrol, hvis befolkningen og erhvervslivet ikke viste tilbageholdenhed. Der er ingen tvivl om at det er klogt at lægge bånd på sig selv på sådanne områder, så man undgår at regeringen griber ind med stramme forholdsregler.

Hvorfor vi alle har brug for tugt

Hvad mener vi med ordet tugt? Navneordet „tugt“ defineres som „oplæring, især af sindet eller karakteren; . . . straf; revselse“. Og udsagnsordet „at tugte“ betyder „at oplære; at bringe i en tilstand af orden og lydighed; at bringe under kontrol“.

Gang på gang oplyser Bibelen os om grunden til at vi alle har behov for at blive tugtet fra tid til anden. Det skyldes alt sammen vore første forældres forsætlige ulydighed. Det er grunden til at „menneskehjertets higen er ond fra ungdommen af“. (1 Mos. 8:21) Det er også grunden til at kong David, da han blev overrasket af en alvorlig synd, kunne bede således til Jehova: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ — Sl. 51:7.

Det er derfor på sin plads at Guds ord giver denne vejledning: „Dårskab er knyttet til ynglingens hjerte, tugtens ris skal fjerne den fra ham.“ „Spar ej drengen for tugt; når du slår ham med riset, undgår han døden; du slår ham vel med riset, men redder hans liv fra Dødsriget.“ — Ordsp. 22:15; 23:13, 14.

På grund af deres nedarvede ufuldkommenhed, deres mangel på kundskab og erfaring, bliver de kristne vejledt om villigt at lade sig tugte af deres himmelske Fader: „’Forklejn ikke tugten fra Jehova, giv heller ikke tabt når du retledes af ham; for den Jehova elsker, tugter han; ja, han svinger svøben over enhver som han tager imod som søn.’ . . . vi [har] haft fædre som [plejede] at tugte os efter hvad de syntes var godt, men han [Jehova] gør det til vort gavn, for at vi kan få del i hans hellighed. Sandt nok synes ingen tugt i øjeblikket at være til glæde, men til sorg; men bagefter skænker den dem som er blevet opøvet ved den, en frugt som stifter fred, nemlig retfærdighed.“ — Hebr. 12:5-11.

Hvorfor selvtugt er værdifuld

Selvtugt er værdifuld fordi den sætter en i stand til at have en ren samvittighed. Den der tugter sig selv ved at være samvittighedsfuld og grundig med sit arbejde, uanset om chefen er til stede og kan se det eller ej — ja, uanset om nogen anden end han selv og Gud nogen sinde vil vide at han udfører sit arbejde lige så godt når ingen ser det — vil have den tilfredsstillelse at eje en god samvittighed. — Kol. 3:23.

Det samme gør sig gældende i forbindelse med vort forhold til andre. Den der modstår fristelsen til at fortælle selv små usandheder, vil have en bedre samvittighed end den der uden skrupler fortæller en løgn for at slippe om ved et problem. — Ef. 4:25.

Det samme gælder afgjort også med hensyn til kønsmoral. Det kræver selvtugt ikke at lade sindet dvæle ved noget urent, at sky pornografisk læsestof og at modstå fristelsen til at flirte eller at lege med kønslig umoralitet. Men derved følger man visdommens vej, og man vil kunne sige som apostelen Paulus: „Jeg har levet mit liv for Gud med en fuldstændig ren samvittighed indtil denne dag.“ — Apg. 23:1.

Jesus anbefalede selvtugtens vej da han sagde: „Hvis din hånd nogen sinde bringer dig til snublen og fald, så hug den af; det er bedre for dig at gå invalid ind til livet end at have de to hænder og gå til Gehenna.“ „Hvis din fod bringer dig til snublen og fald,“ og „hvis dit øje bringer dig til snublen og fald,“ så gør det samme med foden og øjet. — Mark. 9:43-48.

Vi kender hver især vore personlige svagheder. Andre forstår måske ikke hvorfor vi står fast i et eller andet spørgsmål, men vi ved hver især hvor vi må tugte os selv for at behage Gud. Apostelen Paulus har sat os et glimrende eksempel, for han ’bankede løs på sit legeme og behandlede det som en træl, for at han, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skulle blive forkastet’. — 1 Kor. 9:27.