Mit liv fik sand mening
FORTALT AF MASAKAZU NAKAMURA
MINE gode og kærlige forældre nærede et stærkt ønske om at give deres børn en god start i livet. Min fader var buddhist som de fleste japanere, men alligevel opfordrede han mig som dreng til at gå i den protestantiske kirke i nærheden af vores hjem. Dér hørte jeg „Det nye Testamente“ blive oplæst, og jeg blev interesseret i dets budskab. Jeg fik lyst til at fortælle andre om det og drøftede det derfor med mine skolekammerater. Jeg kunne faktisk godt tænke mig at blive præst; men da min fader så hvor ivrig jeg var, satte han sig imod det.
Mit mål i livet var dog stadig at tjene andre. Jeg besluttede at blive læge. Dette greb betydeligt ind i mine religiøse aktiviteter. Da min adgangseksamen til universitetet krævede intensiv forberedelse holdt jeg op med at gå i kirke. Men da jeg havde indledt lægestudiet ved universitetet i Tokyo begyndte jeg igen at komme i kirken.
Omkring ved dette tidspunkt begyndte der at dukke tvivl op i mit sind angående religion. Det man hørte i kirken var en idelig gentagelse af de samme ting. Nu døde min bedstefader, og mens jeg hjalp til med begravelsesforberedelserne fik jeg betænkeligheder ved kirkens lære om helvede og de dødes tilstand. Derfor forlod jeg kirken.
På universitetet fik jeg ingen åndelig støtte af nogen art, og min tankegang blev ateistisk. Jeg følte mig ensom og kastede mig over sporten for at udfylde det tomrum der syntes at være i min tilværelse. Ridning blev et regelmæssigt tidsfordriv for mig.
En uventet forandring
Da jeg var halvvejs gennem mit andet år ved det medicinske fakultet skete der noget vigtigt. En dag ved middagstid kom en gråhåret dame til vores bopæl og begyndte at tale med mig om Bibelen. Hendes navn var Kinuko Sakato. Nogle år tidligere var hun blevet undervist i Bibelen af en australsk missionær, Melba Barry, og nu brugte hun al sin tid til at dele Bibelens sandheder med andre som et af Jehovas vidner. Ganske vist troede jeg ikke straks på alt hvad hun sagde, men hendes nidkærhed og overbevisning gjorde et dybt indtryk på mig. Jeg spurgte om hvad Bibelen lærte om helvede. Hun ordnede det sådan at hun kunne studere Bibelen regelmæssigt med mig hver uge i mit hjem.
Det første emne vi studerede, var Guds løfte om at genoprette Paradiset på jorden. (Matt. 6:9, 10; Luk. 23:43; Åb. 21:1-5) Jeg lærte at Gud ville gennemføre dette ved hjælp af sin himmelske rigsregering. — Dan. 2:44; 7:13, 14, 18; Åb. 5:10.
Kinuko Sakato indbød mig til at overvære Jehovas vidners møder. Men jeg ville hellere til ridning om søndagen. En dag henledte hun så min opmærksomhed på hvad der stod i Første Timoteusbrev 4:8: „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ Da vi havde studeret Bibelen i cirka tre måneder begyndte jeg at overvære alle møderne i Jehovas Vidners rigssal.
På et tidspunkt da jeg havde studeret Bibelen i omkring ti måneder, hørte jeg om et arrangement der gik ud på at menighedens medlemmer skulle ud i omegnen for at dele Bibelens sandheder med deres naboer. „Jeg vil også gerne med,“ sagde jeg. Den lørdag fulgtes jeg med en gruppe ud i „tjenesten på arbejdsmarken“, som Jehovas vidner kalder deres vidnegerning blandt befolkningen. Det gik op for mig at dette var en levende tro; og jeg nød at dele den med andre. Den 24. august 1963, ved Jehovas Vidners internationale stævne i Kyoto, symboliserede jeg min indvielse til Jehova Gud ved vanddåben.
Det blev muligt at gøre begge dele
Den kvinde der kom og talte med mig om Bibelen første gang, var det man kalder „pioner“. Som sådan brugte hun al sin tid i den kristne vidnegerning. Det samme ville jeg gerne gøre; men hvad så med min karriere som læge?
Jeg talte med min fader om at holde op på universitetet. Han var en erfaren mand; han beklædte på det tidspunkt posten som øverste leder af de japanske selv-forsvarsstyrker. Han fremførte at jeg stadig var meget ung og at jeg som ældste søn havde et ansvar over for familien. Det endte med at vi blev enige om at jeg skulle fortsætte mine universitetsstudier til jeg var færdig og fik ret til at praktisere som læge; derefter kunne jeg frit vælge hvad jeg ville.
Det medicinske studium blev en udfordring til mig på flere måder. Først var der fristelsen til at lade sig opsluge af lægemiljøet og at skabe sig et navn som læge. Det krævede beslutsomhed at fastholde ønsket om at blive pioner. Så var der problemet omkring blodtransfusion, der er en intravenøs madning med blod. Bibelen befaler kristne at „afholde sig . . . fra blod“. (Apg. 15:19, 20, 28, 29; 21:25) Eftersom jeg ønskede at leve i overensstemmelse med denne vejledning fra Gud, valgte jeg medicinske områder hvor dette ikke frembød noget problem.
Gennem hele min studietid sørgede jeg for at mit ønske om at blive pioner fik næring. Efter skoletid ledede jeg bibelstudier med folk i deres hjem. Mine forårs-, sommer- og vinterferier tilbragte jeg i heltidstjenesten med at dele Bibelens sandheder med andre. På denne måde kunne jeg samarbejde med andre pionerer til gensidig opmuntring.
Der blev yderligere lejlighed til midlertidigt at være pioner da der opstod studenteruroligheder ved Tokyos universitet. Da al undervisning blev suspenderet i adskillige måneder, kunne jeg bruge tiden i pionertjenesten, En fast beslutning og omhyggelig planlægning, samt Jehovas velsignelse, gjorde det muligt for mig at fuldføre begge mine mål i livet. Måneden efter at jeg havde fået min embedseksamen som læge påbegyndte jeg heltidspionertjenesten.
Velsignelser ved at dele Bibelens sandheder med andre
Selv da jeg gik på universitetet nød jeg mange velsignelser når jeg søgte lejlighed til at tale med mine medstuderende om sandheden. En af mine venner hed Mitsuharu Tominaga. Han havde gået på et katolsk gymnasium og havde observeret meget hykleri ved den katolske lære. Jeg studerede Bibelen med ham så meget vi kunne nå i frokostpauserne; vort studium foregik på universitetets græsplæne. Han var interesseret, men på det tidspunkt havde vi meget travlt med vore lægestudier. Derfor gjorde han kun langsomt fremskridt. Han tegnede dog abonnement på bladene Vagttårnet og Vågn op! og blev glad for at læse dem. Efter eksamen skiltes vore veje, men vi korresponderede af og til.
Dr. Tominaga begyndte at arbejde på et førende hospital i Tokyo. En dag erfarede han at en ældre missionær var blevet indlagt på hospitalet, og han gjorde det til en vane at besøge hende. Hun hed Mabel Haslett. Dr. Tominaga blev glad for at høre at hun var et af Jehovas vidner. Han besøgte hende hver dag på hendes stue og stillede hende bibelske spørgsmål. Alt hvad han hørte, gjorde et dybt indtryk på ham. I sin taknemmelighed tog han ofte frugt og blomster med til Mabel.
Tiden kom da missionæren skulle gennemgå en større operation. Da spørgsmålet om blodtransfusion var aktuelt, forklarede dr. Tominaga sine lægekolleger hvorfor Jehovas vidner nægter at modtage blodtransfusion. Han overværede også personligt operationen for at sikre sig at man ikke anvendte blod. Mabel overraskede lægerne og alle andre på hospitalet fordi hun kom sig så hurtigt. Hun vandt sig hospitalspersonalets kærlighed og respekt. Faktisk var man fra hospitalets side så velvillig over for hende at hun fik samtlige behandlinger og medikamenter gratis lige til sin død den 23. oktober 1974.
Tilskyndet af det han havde lært fra Bibelen søgte dr. Tominaga forflyttelse til en afdeling på Tokyo Universitetshospital hvor han ikke skulle give blodtransfusioner. Han studerede flittigt Bibelen sammen med en ældste fra Yokohama Yamate menighed; studiet foregik i dr. Tominagas hjem. Nu arbejder dr. Tominaga kun på hospitalet én dag om ugen. På andre tidspunkter assisterer han sin fader i dennes lægepraksis i Yokohama. Efter kort tid begyndte hele familien at studere Guds ord; nu er begge læger — fader og søn — og deres hustruer nidkære, døbte vidner for Jehova; sønnen tjener som ældste i den stedlige menighed.
Glæden over pionertjenesten
I løbet af de fjorten år der er gået siden min dåb, har jeg haft den glæde at studere med og hjælpe nitten mennesker til at indvi sig til den sande Gud, Jehova. Det var en særlig oplevelse for mig at lede et bibelstudium med min yngre søster.
Da jeg påbegyndte dette studium var min søster forlovet med en protestant, der var formand for den lokale bloddonorforening. Jeg talte taktfuldt med ham om sandheden. Han var meget interesseret og begyndte at studere. Han og min søster anmodede Jehovas Vidners bytilsynsmand i Kyoto om at holde deres bryllupsforedrag, og det blev arrangeret. De fortsatte begge deres bibelstudium i Kyoto og blev døbt samtidig.
Denne særlige glæde var dog ikke slut med det. Min svoger er farmaceut. Han lærte et andet Jehovas vidne at kende som arbejdede for det samme firma. Denne mands søster var også et af Jehovas vidner; hun arbejdede som ernæringsfysiolog. Hun er nu min hustru og har støttet mig godt som partner i pionertjenesten. To dage om ugen arbejder jeg som læge på et nærliggende hospital. Ellers går vores tid med at dele Bibelens gode nyhed med vore medmennesker. (Matt. 24:14) Desuden tjener jeg som ældste i Igusa-menigheden, og nu også som bytilsynsmand for de halvtreds menigheder i Tokyo.
Når jeg tænker tilbage på den dag da Kinuko Sakato første gang besøgte mig i mit hjem, vælder glæden stadig op i mig. Som følge af det besøg fik jeg en anden indstilling. Befriet for en ateistisk tankegang kunne jeg tilegne mig nøjagtig kundskab og en urokkelig tro på universets Skaber, Jehova. Heltidstjenesten for Gud er virkelig en dejlig beskæftigelse, og samtidig har den givet mit liv sand mening.