Hvad Kongen gør for os
„Hans navn skal være: Underfuld Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste.“ — Es. 9:6.
1, 2. Hvilke modstridende følelser rører sig i folk når de betragter de dårlige forhold i verden?
UFULDKOMNE mennesker har svært ved at forstå hvorfor Gud har tilladt de samme ufuldkomne forhold at fortsætte i over 1900 år siden Jesus Kristus var på jorden. De siger: ’Hvorfor sker der ikke snart noget?’ Og når de betragter de komplicerede problemer verden har at kæmpe med, siger de ofte: ’Jeg kan ikke se at de nogen sinde skal kunne løses.’ Men når vi undersøger det program der er lagt for kongen i Guds regering, vil vi forstå denne tilsyneladende langsommelighed, og vi vil sikkert forbavses over det som Riget vil udrette om forholdsvis kort tid.
2 I den foregående artikel har vi set at Jesus blev overført fra livet i himmelen til livet som menneske for at kunne bringe sit menneskeliv som et offer og derved blive i stand til at tjene som ypperstepræst for menneskeheden. Ved sin lydighed på jorden blev han også kvalificeret til at være konge. Hvordan vil han bestride disse embeder til gavn for menneskeslægten?
3. Hvilket forhold opnåede Jesus Kristus til menneskeslægten i kraft af sit offer? (1 Tim. 2:5, 6; 1 Joh. 2:1, 2)
3 Ved at betale Jehova, alle tings Ejer, en løsesum i kraft af sit offer, er Jesus Kristus blevet ejer af menneskeslægten for at han skal hjælpe hver enkelt i overensstemmelse med Guds retfærdige hensigt indtil han til sidst har bragt alle de lydige på fode igen og forligt dem fuldstændigt med Gud. (Joh. 5:22) Det var Guds vilje at dette skulle ske, for at menneskeslægten kunne blive udfriet fra synden og blive ført tilbage til hans retfærdige familie. På denne måde bevarede Gud sin absolutte retfærdighed mens han samtidig kom menneskeheden til undsætning. — Rom. 3:23-26.
4. (a) Hvad gjorde Kristus efter sin opstandelse, og hvad bliver han for de lydige? (b) Hvordan viser forfatteren af Hebræerbrevet at Jesu prøvelse sikrer os den mest omsorgsfulde og nænsomme hjælp?
4 Efter sin opstandelse steg Kristus op til himmelen for at frembære værdien af sit offer for Gud, ligesom Israels ypperstepræst hvert år på forsoningsdagen havde stænket lidt af dyreblodet i templets Allerhelligste, hvor Gud boede repræsentativt. For dem der er lydige mod „den sidste Adam“ bliver Kristus ’evighedsfaderen’ der kan gengive dem livet. (1 Kor. 15:45; Es. 9:6) De prøvelser han gennemgik på jorden forsikrer os om at han vil yde os den mest forstående, omsorgsfulde og nænsomme hjælp; som der står skrevet:
„Da vi altså har en stor ypperstepræst, som er gået gennem himlene, Jesus, Guds søn, så lad os holde fast ved vor bekendelse af ham. For vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder, men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd. Lad os derfor med frimodighed i tale træde frem for den ufortjente godheds trone, for at vi kan opnå barmhjertighed og finde ufortjent godhed til hjælp i rette tid.“ — Hebr. 4:14-16.
Kan mennesker opnå fuldkommenhed?
5. (a) Hvad er Kristi fuldkomne, syndfri livsførelse et bevis på for os? (b) Hvad udvirker hans offer og præstetjeneste for hans 144.000 medhjælpere?
5 Ved sin retfærdige livsførelse opnåede Kristus det gunstige vidnesbyrd fra Gud at han havde bevaret lydigheden til fuldkommenhed og at han var fuldstændig fri for synd, ja end ikke nærede en uret tanke. Dette beviser at enhver, med Guds hjælp, vil kunne bevare sin integritet og opnå hans godkendelse. (Rom. 5:18, 19) På det fuldkomne stade kan et menneske bevare den samme fuldkomne lydighed uden synd. Hvilket storslået resultat Kristi liv, offer og præstetjeneste medfører! Han sætter 144.000 andre i stand til at være konger og præster sammen med ham så de kan velsigne menneskeheden gennem den tjeneste de udfører under hans ledelse, idet de lader resultatet af hans sonoffer komme menneskeheden til gode.
6. (a) Hvilken død er det der skal gøres til intet som den sidste fjende? (b) Hvordan og hvornår vil døden blive tilintetgjort?
6 Til sidst vil Riget med dets præsteskab gøre ende på døden, den død som har hjemsøgt hele menneskeheden og som alle mennesker har arvet på grund af deres fader Adams synd. (Rom. 5:12) Ved slutningen af Rigets tusindårige herredømme, når alle de lydige har opnået fuldkomment liv i hele dets fylde, vil denne død fra Adam blive erklæret for tilintetgjort. Bibelen siger nemlig at alle andre hindringer for menneskenes lykke — onde regeringer, alle som modsætter sig Guds retfærdige suverænitet, alt som hindrer menneskenes velfærd — vil blive tilintetgjort, og derefter skal døden som den sidste fjende „gøres til intet“. — 1 Kor. 15:25, 26.
Hvorfor Gud har tilladt det onde
7. Hvad er løfterne i forbindelse med Riget en garanti for, og hvilket spørgsmål i denne forbindelse må vi have svar på?
7 Disse løfter med hensyn til hvad Riget vil gøre for menneskene er en garanti for at Gud ikke billiger synd, ondskab, ufuldkommenhed og resultatet heraf, nemlig døden, og at han vil afskaffe disse ting for evigt. Spørgsmålet om hvorfor Gud har tilladt det onde så længe, har gjort mange ærlige mennesker rådvilde. Og det er virkelig et betydningsfuldt spørgsmål for hele skabningen. For at forstå hvad Gud har i sinde og hvad Riget vil udrette, er det nødvendigt at man forstår dette spørgsmål.
8. Hvori består det store stridsspørgsmål hele universet er stillet over for?
8 Spørgsmålet drejer sig om suverænitet — Guds suverænitet eller herredømme. Der er ingen tvivl om at Gud er den suveræne; det står fast. (Sl. 90:2; Apg. 4:24) Men der er rejst tvivl om hvorvidt han udøver sin suverænitet med rette, på retmæssig vis og på en retfærdig måde. Det er på grund af dette stridsspørgsmål at Gud har tilladt det onde at fortsætte i en begrænset tidsperiode.
9. Hvilken egenskab udrustede Gud de første menneskeskabninger med, og hvorfor var dette ikke et ufuldkomment træk hos dem?
9 At Gud har tilladt det onde hænger direkte sammen med at han skabte de første mennesker i sit billede så de lignede ham. (1 Mos. 1:26, 27) Menneskene er frit stillet i moralsk henseende. De kan frit vælge at gøre enten det gode eller det onde. De er ikke robotter der er „programmeret“ til kun at gøre det gode. Adam og Eva var fornuftbegavede skabninger, og de var fuldkomne i denne henseende. Hvis de var blevet skabt uden evnen til at træffe moralske afgørelser, ville de ikke have været fuldstændige. De ville have manglet noget. Gud ville ikke forholde en fornuftbegavet skabning der var dannet i hans eget billede, friheden til at vælge mellem rigtigt og forkert. Af netop denne grund gav han menneskene en samvittighed. — Rom. 2:15.
10. Hvordan rettede Adam og Eva med deres adfærd en udfordring mod Guds suverænitet?
10 Adams og Evas beslutning om at overtræde Guds bud var en udfordring rettet mod Guds suverænitet. Eva ønskede selv at „kende“, det vil sige afgøre, hvad der var godt og ondt, ja hun ønskede at ’blive som Gud’. Stolt gjorde hun krav på fuldstændig uafhængighed og selvstændighed, og Adam gjorde hende følgeskab. (1 Mos. 3:5, 6, 22) I virkeligheden nægtede de begge at anerkende deres stilling som skabninger. De viste ingen kærlighed eller værdsættelse til gengæld for det Gud havde gjort for dem, og de tiltog sig rettigheder som kun tilkom Gud, jordens Skaber og Ejer, livets Opretholder og universets Suveræn.
11. Hvem stod i virkeligheden bag Adam og Eva da de udfordrede Guds suverænitet, og hvordan fremgår dette af Jobs bog?
11 Adam og Eva blev tilskyndet til denne hovmodige handling af en af Guds åndesønner, en engel der havde gjort oprør. (1 Mos. 3:1-5; Joh. 8:44) Denne engel rettede en udfordring mod Jehovas styre, idet han påstod at Jehovas herredømme og hans skabningers lydighed byggede på selviskhed og frygt, ikke på kærlighed. Senere, i forbindelse med en trofast Guds tjener ved navn Job, blev udfordringen klart formuleret. Den inspirerede skribent (Moses) drager sløret til side så vi kan se hvad der foregik på det usynlige plan:
„Nu hændte det en dag, at Guds sønner kom og trådte frem for [Jehova], og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham. . . . [Jehova] spurgte da Satan: ’Har du lagt mærke til min tjener Job? . . .’ Men Satan svarede [Jehova]: ’Hud for hud! En mand giver alt, hvad han ejer, for sit liv! Men ræk engang din hånd ud og rør ved hans ben og kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt!’“ — Job 2:1-5.
12. (a) Hvordan blev der også sat spørgsmålstegn ved menneskets integritet, og hvorfor tillod Gud Satan at fortsætte sit virke et stykke tid? (b) Hvad vil Kristus gøre med Satan og hans gerninger, ifølge Hebræerbrevets forfatter?
12 Satan (der betyder „modstander“) rejste altså det spørgsmål om Gud udøvede sin suverænitet på retmæssig vis, og desuden et underordnet spørgsmål om menneskets integritet over for Gud. Gud hersker ikke som en egenrådig diktator. For menneskenes skyld, for at give dem lejlighed til at vise deres trofasthed, og ligeledes for sine utallige engles skyld, sådan at dette stridsspørgsmål kunne blive afgjort for evigt og aldrig mere rejse tvivl i deres sind, tillod Gud Satan at fortsætte sin lovløse færd et begrænset stykke tid. Adams syndige efterkommere kunne påvirkes af denne onde oprører, med det resultat at Satan blev „denne tingenes ordnings gud“. (2 Kor. 4:4) Men Gud har allerede dømt ham til døden, og snart vil han blive udslettet og alle hans gerninger gjort til intet. (1 Mos. 3:15) Han skal udslettes af Jesus Kristus, om hvem vi læser:
„Derfor, da ’børnene’ [Kristi disciple] har del i blod og kød, fik også han på lignende måde del i de samme ting, for at han ved sin død kunne gøre ham til intet som har magt til at forårsage død, det er Djævelen [hvilket betyder „bagvasker“], og frigøre alle dem som af frygt for døden har været holdt i trældom hele deres liv.“ — Hebr. 2:14, 15.
Og der siges: „Derfor blev Guds søn gjort kendt, nemlig for at nedbryde Djævelens gerninger.“ — 1 Joh. 3:8.
13. Hvordan viste Jesus at han med sit livsløb på jorden havde afgjort stridsspørgsmålet om menneskets integritet? (Joh. 12:31)
13 Jesu fuldkomne lydighed mod Gud afgjorde spørgsmålet om integritet én gang for alle, uden at andre mennesker behøver at træde til. Før sin død sagde Jesus: „Verdens hersker kommer. Og han har ikke noget tag i mig.“ (Joh. 14:30) Jesus besejrede den verden Satan er gud for. Både før og siden har andre trofaste, med Guds og hans søns hjælp, taget det rette standpunkt i forbindelse med dette stridsspørgsmål. De vil af Kristus blive brugt til at hjælpe andre under hans tusindårige herredømme over jorden. — Joh. 16:33.
14, 15. Hvordan viser apostelen Peters ord i Andet Petersbrev 3:9 at Gud ikke er langsom eller ligeglad?
14 Nogle vil måske regne Gud for at være „eftergivende“ eller sendrægtig og ligeglad. Men apostelen Peter afviser denne tanke idet han siger: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Pet. 3:9.
15 Af Peters ord ser vi at Gud ikke er ligeglad. Hans tålmodighed giver os alle mulighed for at høre sandheden. Hver måned fødes der imidlertid millioner af mennesker, og mange afgår ved døden. Peters ord påpeger derfor at Gud ved hvad der er bedst, ikke blot for den nuværende generation, men for alle, både for de levende og for dem der skal oprejses fra de døde. Og han ved nøjagtig hvornår han skal gribe ind i menneskenes anliggender og bringe den nuværende tingenes ordning til ophør for at bane vej for Kristi tusindårige herredømme, under hvilket hele verden vil blive dømt „med retfærdighed“. (Apg. 17:31; Åb. 20:11-15) På denne måde kan det største antal mennesker — ja, i virkeligheden alle som ønsker at gøre det der er ret — opnå frelse og evigt liv. — Åb. 20:7-10, 15.
Hvad følger efter Rigets tusindårige herredømme?
16. Hvilket stade vil Riget føre menneskeheden frem til? (Åb. 21:3)
16 Rigets tusindårige herredømme over alle jordens anliggender vil i sandhed blive en lykkelig tid for menneskeslægten. Derefter, ved udløbet af de tusind år, vil Riget nå til sin afslutning, idet det har gennemført Guds vilje „som i himmelen, således også på jorden“. (Matt. 6:10) Den adamitiske synd og dens konsekvens, døden, er da blevet fjernet, og alle mennesker vil være fuldkomne og ikke længere have brug for Rigets præstetjeneste. Gud kan da fuldt ud modtage dem i sin rene og fuldkomne familie som ’Guds børn’. — Rom. 8:21.
17. Hvad vil Jesus Kristus gøre ved udløbet af de tusind år, og af hvilken grund?
17 Ved udløbet af de tusind år vil Kristus, der i kærlighed og loyalitet over for sin Fader, Jehova, „er den samme i går og i dag og for evigt“, over for hele skabningen anerkende Jehova Guds evige suverænitet, sådan som Bibelen viser: „Derpå kommer enden, når han overgiver riget til sin Gud og Fader, når han har gjort al regering og al myndighed og magt til intet. . . . Men når alt er blevet ham underlagt, så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle.“ Guds suverænitet vil da være fastslået og hævdet, og Jehova vil selv udøve sit herredømme direkte over hele sit skaberværk. — Hebr. 13:8; 1 Kor. 15:24-28.
18. Har Jehova flere storslåede ting i beredskab til Kristus og hans 144.000 medarvinger efter at det tusindårige herredømme er afsluttet?
18 Kristus vil naturligvis altid nyde anerkendelse og ære for sit store værk, og han vil med ære bære titlerne ypperstepræst og konge. Det forhold der fra da af vil bestå mellem Jehova, den store Belønner, og Kristus og hans 144.000 himmelske medarvinger, og de opgaver Jehova vil tildele dem, vil vidne om Jehovas store kærlighed til dem. (Hebr. 6:10) Bibelen åbenbarer ikke hvad han har i vente til dem, men alt hvad han hidtil har gjort, har været storslået.
„Gud, som er rig på barmhjertighed, har på grund af sin store kærlighed hvormed han elskede os, gjort os levende sammen med Messias, . . . og han har oprejst os sammen med ham og givet os sæde sammen med ham i det himmelske, i samhørighed med Kristus Jesus, for at han i de kommende tingenes ordninger kunne vise sin ufortjente godheds overvældende rigdom i venlighed mod os i samhørighed med Kristus Jesus.“ — Ef. 2:4-7.
19. Hvorfor er det nødvendigt at vi forstår de ting vi lige har gennemgået?
19 Alt dette hører med til den gode nyhed, og det er nødvendigt at vi forstår og værdsætter dette hvis vi ønsker at yde Gud en antagelig tjeneste og at forkynde den gode nyhed for andre.