Vredes ikke på Jehova

Hvis tingene går skævt for en, enten på grund af ens egen manglende visdom eller på grund af en andens fejl, er man måske tilbøjelig til at bebrejde Gud det.

DER er en tendens blandt mennesker til, når tingene ikke går helt som de skulle, at give en anden eller noget andet skylden for det. Og ofte bliver Gud tillagt vanskelighederne. Hvis der er fødevaremangel et sted, siger folk måske anklagende at Gud lader dem sulte. Eller når arbejdsløshed er årsag til besværligheder spørger nogle: ’Hvorfor bringer Gud lidelser over os?’ Men kan man virkelig give Gud skylden for det?

I virkeligheden bringer Gud ikke sådanne vanskeligheder over mennesker, og Gud er ikke partisk; „han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode“. (Matt. 5:45) De genvordigheder folk kommer ud for i dag skyldes at vi alle er ufuldkomne, at vi lever i en ufuldkommen, menneskeskabt verdensordning der for det meste ledes af selviske principper. Endvidere kan man komme i vanskeligheder udelukkende på grund af sin egen ukloge handlemåde.

I de fleste tilfælde er mennesker utilbøjelige til at indrømme at fejlen er deres egen, eller endda til at anerkende at den menneskegjorte tingenes ordning som et hele er fordrejet og kan dadles for den ulykkelige tilstand verden befinder sig i. (2 Kor. 4:4; Ef. 2:2, 3) Det er som Bibelen siger: „Et menneskes dårskab øder hans vej, men på [Jehova] vredes hans hjerte.“ (Ordsp. 19:3) Eller som det gengives i New World Translation: „Det er dårskaben hos et jordisk menneske der fordrejer dets vej, og mod Jehova raser dets hjerte så.“

Det er en farlig kurs at slå ind på. Vor første forfader Adam satte os et advarende eksempel. Oprindelig havde han det materielt godt og nød stor fred, han havde et fuldkomment legeme og boede i smukke, parklignende omgivelser. (1 Mos. 2:7-9) Han var glad for det Gud gav ham, men han undlod at værdsætte og ære Gud for de ting han havde fået i overflod. Da det gik skævt var han parat til at give Gud skylden for det. For at retfærdiggøre sin ulydighed sagde han til Gud: „Kvinden, som du satte ved min side, gav mig af træet, og så spiste jeg.“ I virkeligheden undskyldte han sig selv for at have undladt at vise loyalitet mod Gud, og for at have undladt at udøve myndighed i sin egen familie, idet han beskyldte Gud for at have givet ham en dårlig kone. — 1 Mos. 3:12.

Adams selviske tankegang og handlemåde fordrejede således hans vej. Hans hjertes hengivenhed vendte sig bort fra Jehova. Han slog ind på sin egen uafhængige vej idet han blev en fjende af Gud, og dermed ødelagde han sin og sin families vej. (Ordsp. 19:3) Ja, når synd og ufuldkommenhed er fremherskende, og når hver går sin egen uafhængige vej, er der ingen der ved hvad de kommer ud for, da ’alle er bundne af tid og tilfælde’. — Præd. 9:11.

De der mener at de uønskede forhold skyldes Gud, kunne derfor spørge sig selv: Har jeg givet Gud æren for de gode ting jeg har? Har jeg i gode tider tilskrevet ham den medgang jeg har haft, eller har jeg givet mig selv æren? Takker jeg ham for det liv jeg har fået som en af hans skabninger? Og har jeg fortjent hans gunst eller hjælp, idet jeg har givet agt på de principper han har nedfældet i Bibelen?

Blandt dem der hævder at tjene Gud

De jødiske religiøse ledere i det første århundrede er et eksempel på hvad der sker når mennesker der hævder at tjene Gud, tilsidesætter hans sandhedsord og støtter sig til deres egen forståelse. (Matt. 15:8, 9) Deres vej blev fordrejet og de ’rasede’ i virkeligheden mod Jehova. (Jævnfør Apostelgerninger 5:34, 38, 39.) Fordi det Jesus sagde afslørede deres forkerte tankegang, henrettede de ham. Senere rasede de i høj grad mod Jesu disciple fordi disse fortalte dem sandheden fra Guds ord. — Apg. 7:54-60.

Sørgeligt nok kan det også ske at nogle i den kristne menighed udvikler en forkert holdning og giver Gud ansvaret for de vanskeligheder de kommer ud for. Ting som går skævt på grund af et menneskes egen manglende visdom, eller på grund af en andens ufuldkommenhed eller fejltagelser, tillægges måske Gud. For eksempel tager én måske anstød af noget en broder i menigheden siger eller gør. Den krænkede siger da måske: ’Så længe han er i menigheden, kommer jeg ikke til møderne.’ Eller: ’Hvis Gud tillader at sådan noget sker, vil jeg ikke være i menigheden.’ Eller måske: ’Hvis det er sådan sandheden virker på et menneske, er den ikke noget for mig.’

Genspejler dette en sund og nøgtern tankegang? Er det ikke selvmodsigende at sige at sandheden får et menneske til at være dårligt? Og hvis det er en selv der er blevet krænket, hvorfor så lade det gå ud over menigheden og dermed ud over Gud? Hvorfor skulle en der hævder at være kristen lade et andet menneske, eller visse omstændigheder, ødelægge hans gode forhold til Gud?

Den der drager sådanne forhastede slutninger raser i virkeligheden mod Jehova. Er det fornuftigt? Selv om det er en anden eller noget der sker i menigheden der mishager eller alvorligt støder ham, fordrejer han selv sin vej, fordi han ikke bruger sine opfattelsesevner rigtigt. (Hebr. 5:14) Ellers ville han ikke anlægge en ufornuftig, uloyal holdning over for Jehova, den sande kristne menigheds Ejer. — Sl. 119:165.

Faren for en kristen består i at en sådan indstilling kan slå rod dybt i hans indre. Den påvirker HJERTET. En kristen vil sjældent direkte anklage Jehova. Men i hjertet kan han være utålmodig med Gud og føle at han har ret til at være vred; hans eget hjerte forleder ham til at rase mod Jehova.

Alle kommer til tider ud for irriterende omstændigheder. Og man bliver måske meget modfalden og skuffet, eller endda vred. Men man bør være vågen over for disse advarselssignaler og ordne problemet i overensstemmelse med Bibelen. (Ef. 4:26) Man bør bestræbe sig for at få problemet bragt ud af verden med det samme, om nødvendigt med hjælp fra de ældste i menigheden. Selv om det måske ikke ordnes helt til ens tilfredshed, bør man ikke lade sine følelser få en til at handle dåragtigt. Man bør tage sig i agt for at ens vandring på sandhedens vej ikke bliver fordrejet. Ellers vil ens forhold til Gud blive ødelagt, ens syn blive uklart og ens hjerte ’vredes på Jehova’.

I betragtning af denne fare giver Bibelen følgende råd: „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet.“ (Ordsp. 4:23) Hvis vi er åndeligt ædru og ikke fordrejer vor vej ved en uklog handlemåde eller en tåbelig tankegang, vil vi kunne bevare vor ligevægt. (1 Pet. 1:13) Fremfor at give Jehova skylden vil vi påkalde ham som en kærlig Gud der har omsorg for os. Han vil give os dømmekraft og lede os på den lige, sikre vej. — Ordsp. 3:5, 6.