„De skal kæmpe imod dig“
1. Hvordan ville man måske reagere hvis ens ægtefælle var utro?
HVORDAN ville man føle det hvis man var gift og ens lovformelige ægtefælle viste sig at være utro og åbenlyst begik utugt? Lad os for eksempel sige at det drejede sig om en hustru der har været gift med sin mand fra ungdommen af, og at hun så brød sit løfte, forlod ham og gav sig hen til mænd der levede et umoralsk og udsvævende liv. Ville hendes mand ikke føle sig dybt såret, hvis han selv havde været en trofast ægtemand? Efter at alle forhåbninger om forsoning var bristet, ville han måske sende hende bort og lade sig skille. Den situation der var opstået, var måske så ubehagelig at han ikke ville bryde sig om at få hende tilbage igen.
2. Hvilken utroskab for et helt folks vedkommende omtales i Jeremias 3:1, 2?
2 For seksogtyve hundrede år siden, på profeten Jeremias’ tid, var der opstået en lignende situation, idet et helt folk var blevet utro. Denne situation finder sit sidestykke i vor tid, og berører derfor os. Den fortjener at vi undersøger den for at se hvordan den angår os. I den skildring som Jeremias giver af denne situation, hedder det: „Når en mand forstøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en anden, kan hun så gå tilbage til ham? . . . Og du, som boled med mange elskere, vil tilbage til mig! så lyder det fra [Jehova]. Se til de nøgne høje: hvor mon du ej lod dig skænde? Ved vejene vogted du på dem som araber i ørk. Du vanæred landet både ved din utugt og ondskab.“ — Jer. 3:1, 2.
3. Hvad siger Jehova at det troløse Israel som han her taler til, skal gøre, og hvorfor?
3 Det er Israels folk der her tales til. Vi læser videre: „Omvend dig, troløse Israel, lyder det fra [Jehova]; jeg vil ikke vredes på eder, thi nådig er jeg, lyder det fra [Jehova]; jeg gemmer ej evigt på vrede; men vedgå din uret, at du forbrød dig mod [Jehova] din Gud; . . . Vend om, I frafaldne sønner, lyder det fra [Jehova]; thi jeg er eders Herre [jeg selv er som ægtemand blevet ejer af jer, NW]; jeg tager eder . . . og bringer eder til Zion.“ — Jer. 3:12-14.
4. Hvem er i dag ligesom det troløse Israel, og hvilket spørgsmål opstår der?
4 I vor tid er det kristenheden der ligner det troløse Israel. Der findes mere end 900.000.000 som endnu er tilsluttet kristenheden, idet de står som kirkemedlemmer i dens mange sekter og trossamfund. Har Jehova Gud nogen sinde været kristenhedens „ægtemand“ og „ejer“? I dag lader kristenheden hånt om Jehovas navn og bruger næsten udelukkende Jehovas søns, Jesu, navn. Mere end atten hundrede år før kristenheden så dagens lys blev Jehova imidlertid en „ægtemand“ og „ejer“. Hvis? Israels folks. Han blev dets ejer, især efter at have udfriet det fra trældommen i fortidens Ægypten og efter at have ført det ind i et pagtsforhold til sig selv ved Sinaj bjerg, hvor profeten Moses blev brugt som mellemmand mellem Gud og mennesker. (2 Mos. 19:1 til 24:8) Men hvordan med kristenheden?
5. (a) Hvorfra udgik kristenheden oprindelig? (b) Med hvem indgik Jehova som en ægtemand et pagtsforhold i år 33, og hvordan?
5 Her er noget som nutidens salvede Jeremias-skare må gøre kristenheden opmærksom på, og det gør den. Kristenheden udgik oprindelig fra det første århundredes kristendom. Den sande kristne menighed blev dannet på pinsedagen i år 33. Den blev „en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom“, for Jehova Gud. (1 Pet. 2:9) Det betød at hans ægteskab med det kødelige, omskårne Israel blev annulleret, ophævet. Han lod sig skille fra det! Jehova påtog sig nu rollen som „ægtemand“ og „ejer“ i forhold til den nyfødte ’hellige nation’, det åndelige Israel. Denne ’hellige nation’ havde han købt med det dyrebare blod af sin søn Jesus Kristus, den større Moses. Han førte denne „nation“ ind i „den nye pagt“ som Jeremias havde sagt skulle komme. (Jer. 31:31-34) Jesus var mellemmanden for denne nye pagt. I efteråret 36 e.v.t. fik troende ikke-jøder adgang til at blive døbt og blive en del af det åndelige Israel.
6. Hvad førte det religiøse frafald blandt såkaldte kristne til i det fjerde århundrede?
6 Hvad skete der så? Ved slutningen det første århundrede, efter at Kristi udvalgte apostle var døde, begyndte nogle i det åndelige Israels menighed at gøre oprør mod dens „ægtemand“ og „ejer“, Jehova Gud. (Matt. 13:24-28, 36-39) Dette frafald blandt såkaldte kristne voksede, indtil den romerske kejser Konstantin i det fjerde århundrede blev påvirket til at udnytte situationen. Selv om han ikke var døbt og stadig var pontifex maximus for romerrigets hedenske religion, erklærede han at datidens navnkristendom skulle være romerrigets statsreligion. Dette førte til en ægteskabelig forbindelse mellem den frafaldne kristendom og den politiske stat.
7. Hvilket fordærv må Jehovas kristne vidner, ifølge Jeremias 2:20, 21, henlede kristenhedens opmærksomhed på?
7 Ligesom Jeremias talte til det frafaldne Israels folk i det syvende århundrede før vor tidsregning, er det Jehovas kristne vidners pligt at tale til kristenheden i dag. Hvilket budskab overbragte Jeremias fra Jehova Gud? Dette: „Skøgeleje har du på hver en høj, under alle de grønne træer. Som en ædelranke planted jeg dig, en fuldgod stikling; hvor kunne du da blive vildskud, en uægte ranke?“ — Jer. 2:20, 21.
8. Hvordan fremgår det af Jeremias 2:2, 3 at Israel faldt fra et ærefuldt, åndeligt stade?
8 Jehova beskriver videre det åndelige stade som hans pagtsfolk Israel faldt fra, og hvorfra navnkristendommen nu er faldet. Han gør det med følgende ord ved Jeremias: „Jeg mindes din kærlighed som ung, din elskov som brud, at du fulgte mig i ørkenen, et land, hvor der ikke sås; Israel var helliget [Jehova], hans førstegrøde.“ (Jer. 2:2, 3) Bortset fra en trofast rest der indbefattede Jeremias, tabte det kødelige Israel den hellighed af syne som var knyttet til dette pagtsforhold med Jehova som Gud. I lighed hermed har kristenheden ikke forstået at den må vise Jehova Gud udelt hengivenhed. Den har ikke levet efter den nye pagt.
9, 10. Hvorfor sætter kristenheden spørgsmålstegn ved om det er på sin plads at Jehovas kristne vidner handler ligesom Jeremias?
9 Hvem er da Jehovas kristne vidner i dag, at de tør påtage sig at handle ligesom Jeremias og anklage kristenheden for ikke at have levet op til de krav Gud har opstillet for de åndelige israelitter i den nye pagt? Hvem er de, at de tør anklage kristenheden for at have gjort sig skyldig i åndelig utroskab over for den nye pagts Gud? (Jak. 4:4) Det er sådan kristenheden ser på Jehovas Vidners arbejde. Regnet fra Konstantin den Stores tid er kristenheden mere end 1600 år gammel og har millioner af menigheder!
10 I modsætning hertil er nutidens menighed af Jehovas kristne vidner kun hundrede år, regnet fra oprettelsen af menigheden af usekteriske bibelstudenter i Allegheny (Pennsylvanien). Kristenheden betragter den blot som en ung opkomling uden den teologiske uddannelse som kristenheden kan prale af. Men hvordan forholdt det sig med Jeremias’ alder dengang Jehova bemyndigede ham til at tjene som profet?
11. Betød det, ifølge Jeremias 1:4-6, noget for Jehova at Jeremias var ung?
11 Jeremias’ ungdom betød ikke noget for Jehova. De egenskaber der betød noget for Jehova var Jeremias’ gudhengivenhed og villighed til at tjene under ugunstige omstændigheder. Det fremgår af Bibelens beretning: „[Jehovas] ord kom til mig således: Før jeg danned dig i moderskød, kendte jeg dig; før du kom ud af moderliv, helliged jeg dig, til profet for folkene satte jeg dig. Men jeg svarede: ’Ak Herre, [Jehova], jeg kan jo ikke tale, thi jeg er ung [for jeg er kun en dreng, NW].’“ — Jer. 1:4-6.
„Kun en dreng“
12. Hvorfor var Jeremias ikke for ung i 647 f.v.t. til at Jehova kunne udvælge ham som „profet for folkene“?
12 Men var denne søn af præsten Hilkija for ung i 647 f.v.t. til at Jehova kunne udvælge ham som „profet for folkene“? Nej, for endog før Jeremias blev undfanget i sin moders skød, altså længe før hans fødsel, så Jehova at en søn af Hilkija ville være egnet til denne ansvarsfulde opgave — netop når det rette tidspunkt var inde. Hvis Jehova kunne hellige en sådan søn endnu før Hilkija avlede ham, kunne han naturligvis også pålægge denne søn det hellige hverv, lad os sige tyve år efter hans fødsel, eller, endnu bedre, femogtyve år efter hans fødsel, hvor han ville være kvalificeret til at påtage sig de første opgaver i forbindelse med præstetjenesten i templet i Jerusalem. Jeremias’ fødsel fandt altså sted i rette tid, for Jehova ønskede at denne profetpræst skulle være en ung mand når han begyndte sin løbebane.
13. Under hvis herredømme kom Jehovas ord til Jeremias, og hvorfor følte han sig for ung til at tale som profet?
13 Det var Jehovas hensigt at Jeremias skulle tjene som profet i lang tid, i mere end 40 år, eller til han nåede en høj alder. Det var derfor ikke tilfældigt at Jehovas profetiske ord begyndte at komme til Jeremias i det trettende år kong Josias herskede i Jerusalem. (Jer. 1:1, 2) Men Jeremias selv følte at han var for ung til at påtage sig det profetiske arbejde der krævede at han stod frem og talte offentligt. Da dette også indebar at han talte til folkets ældste, mænd der var oppe i årene, følte han at han selv kun var „en dreng“.
14. Hvordan var Jehovas indstilling til Jeremias’ ungdom, i modsætning til den der rådede blandt landets fremtrædende folk?
14 Kongerne, fyrsterne, præsterne og folket i landet så ned på Jeremias’ ungdom, og dette minder os om at den kristne apostel Paulus formanede sin medarbejder Timoteus til ikke at lade nogen se ned på hans ungdom, når han fulgte de anvisninger Paulus gav ham. (1 Tim. 4:12) Jehova så ikke ned på Jeremias. Han talte ikke til Jeremias på en barnlig måde, og han inspirerede ikke Jeremias til at fremsætte sin første profeti i et barnligt sprog. Den var henvendt til voksne og blev fremført i et værdigt sprog der passede til dem.
15. Hvordan har kristenheden hele tiden betragtet Jeremias-skaren, og hvordan har denne skare vist et mod der ligner det David lagde for dagen?
15 Kristenhedens gamle kirker og trossamfund har hele tiden betragtet Jehovas kristne vidner som „en dreng“, i sammenligning med dem selv. Det er sandt at C. T. Russell blot var 27 år gammel da han begyndte at udgive Zion’s Watch Tower, men han fortsatte med at udgive det i 37 år, indtil han døde i en alder af 64 år. Han tjente som præsident for Watch Tower Bible and Tract Society i næsten 32 år (1884-1916). Eftersom dette Selskab blev indregistreret i december 1884, har det arbejde som nutidens kristne vidner for Jehova har udført i forbindelse med det, kun gået for sig i cirka 100 år. Ja, de udgjorde blot en ung organisation da de trådte ind på vor tids religiøse skueplads, men de var fyldt med mod. De var ligesom den unge hyrdedreng David, da han udfordrede den svært bevæbnede filisterkæmpe Goliat. (1 Sam. 17:23-54) Ligesom David, vidste de at de drog ud i Jehovas navn og at „[Jehova] råder for kampen“. — 1 Sam. 17:47.
16. Hvad gjorde Jehova, selv om Jeremias indvendte at han ’kun var en dreng’?
16 Uanset menneskers alder er Jehova i stand til at gøre dem han udvælger til sin tjeneste, egnede til det arbejde de skal udføre. Jeremias’ erfaring som et førkristent vidne for Jehova viser at det forholder sig således, og det tjener som en opmuntring for os i dag. Jeremias’ egen beretning lyder: „Så sagde [Jehova] til mig: ’Sig ikke: Jeg er ung [jeg er kun en dreng, NW]! men gå, hvorhen jeg end sender dig, og tal alt, hvad jeg byder dig; frygt ikke for dem, thi jeg er med dig for at frelse dig, lyder det fra [Jehova].’ Og [Jehova] udrakte sin hånd, rørte ved min mund og sagde til mig: ’Nu lægger jeg mine ord i din mund. Se, jeg giver dig i dag myndighed over folk og riger til at oprykke og nedbryde, til at ødelægge og nedrive, til at opbygge og plante.’“ — Jer. 1:7-10.
17. Hvad giver den myndighed Jehova har skænket Jeremias-skaren ikke dens medlemmer ret til at gøre?
17 Medlemmerne af vor tids Jeremias-skare ved hvad Jehova har bemyndiget dem til at gøre. De ved at de ikke er blevet bemyndiget til at blande sig i verdens politik, til at fremme eller tage aktiv del i politiske omvæltninger eller deltage i nihilistiske, anarkistiske bevægelser. Det er ikke på den måde Gud ønsker at de skal ’oprykke og nedbryde, ødelægge og nedrive’. Den myndighed de har fået „over folk og riger“ består ikke i at de kan diktere folkene og rigerne hvad de skal gøre, eller fuldstændig beherske dem. Det var ikke på den måde Jeremias udførte den opgave han havde fået fra den højeste Gud. De der i dag tilhører den salvede Jeremias-skare giver sig heller ikke af med den slags ting. De er fredelige, retskafne, lovlydige borgere i de lande de bor i.
18. I hvilken forstand har Jeremias-skaren fået myndighed over folk og riger, og hvad er den blevet bemyndiget til?
18 I hvilken forstand har de da fået myndighed „over folk og riger“? Hvordan udfører de det arbejde som Jehova, i hvis navn de er blevet udsendt, har bemyndiget dem til at gøre, på tværs af alle nationale landegrænser? Jo, den stilling eller det hverv de har fået, hidrører fra en kilde der er højere end verdens folk og riger. Af den grund er de på behørig måde blevet bemyndiget til overalt i verden at fremsætte udtalelser som disse folk og riger ikke ville give dem bemyndigelse til at fremsætte uden om det verdslige diplomati. Bemyndiget af den højeste Gud og med Bibelens ord, forkynder Jeremias-skaren blot at disse folk og riger vil blive oprykket fra deres befæstede steder, nedbrudt, nedrevet og ødelagt, når Guds tid er inde og ved hjælp af de midler han vælger at benytte. (Jævnfør Ezekiel 43:3; Første Mosebog 41:11-13.) Alligevel er det som var det Jeremias-skaren der oprykkede, nedbrød, nedrev og ødelagde, for dét som Guds ord befaler denne skare at forkynde, vil Gud selv opfylde. — Jer. 18:7-10.
19. Hvad viser Jehova således at han er?
19 På denne måde viser Gud at han er „folkenes konge“, at han står over dem alle. Ingen af deres konger og herskere har hans lige. — Jer. 10:7; Åb. 15:3, da. aut.
20. Hvilke reaktioner rundt omkring i verden viser at det kræver mod af Jeremias-skaren at udføre sit gudgivne hverv?
20 Det kræver mod af dem der tilhører Jeremias-skaren at fuldføre denne opgave, for deres budskab er upopulært overalt i verden. Ligesom fortidens Jeremias må de forkynde at alle verdens nationer vil blive tilintetgjort. (Jer. 25:15-30) De kan derfor ikke tage del i disse dømte nationers fanatiske patriotisme. De kan ikke inddrikke vor tids nationalistiske ånd. Vor tids konger og herskere betragter Jeremias-skarens budskab som oprørsk, illoyalt, skadeligt for deres undersåtters moral og nedbrydende for deres landes forsvarsstyrker. Derfor truer de disse forkyndere af Jehovas profetiske budskab til verden i dag. I mange tilfælde nøjes de ikke med at true, men undertrykker direkte Jeremias-skaren og søger ved hjælp af forskellige straffemetoder at hindre dens arbejde. Den må derfor efterligne Jeremias og adlyde Jehova som „folkenes konge“ og ikke mennesker. Det var det Kristi apostle i det første århundrede gjorde. — Apg. 4:19, 20; 5:29.
[Illustration på side 14]
Den unge Jeremias-skare (som skildret på en ældre kalender fra Watch Tower Society) har fået myndighed „over folk og riger“, idet Gud har givet den et arbejde