Et godt styre — bliver det nogen sinde en realitet?

Har du nogen sinde hørt nogen sige: „Hvis min gruppe var ved magten i landet, skulle vi nok forbedre forholdene“? Har du nogen sinde kendt en der styrtede en regering og blev sit lands regent? Følgende beretning er fortalt af en mand der gjorde dette. Men som du vil se, lærte han at det ikke er så ligetil at indføre et godt styre.

DET var den 25. oktober 1960. I El Salvador i Mellemamerika var et nyt styre på vej. Vor revolte begyndte klokken 22.

En militærstyrke omringede præsident José María Lemus’ privatbolig og fortalte ham at vi havde taget magten. Han rakte ud efter telefonen, men opdagede at den var død — vore folk havde overtaget kontrollen med det nationale kommunikationscenter.

Nogle få kilometer borte, i mit kontor i El Zapote-fortet, der lå over for casa presidencial (præsidentens officielle residens), underrettede jeg hurtigt officererne under min kommando om vor aktion. Fra kommandorummet ringede jeg derefter i hast til cheferne for hver af de militære enheder i landet. Jeg forklarede hvem der allerede havde stillet sig på vores side, og spurgte: „Er De også med?“ Kun én betydningsfuld oberst var imod os. Jeg mindede ham om at vi kunne gøre det af med ham. Så han havde intet andet valg end at acceptere det vi gjorde.

Jeg var på det tidspunkt næstkommanderende på El Zapote-fortet. Min chef, der heller ikke var for magtovertagelsen, vendte tilbage ved midnat. Men en af mine mænd, der stod vagt ved indgangen, rådede ham til at gå hjem. Det gjorde han klogeligt, og han vendte ikke tilbage.

Klokken 6 næste morgen samledes militærcheferne og medlemmerne af vores nye regering i mit hovedkvarter på fortet. Vort statskup var lykkedes uden blodsudgydelse. Magtovertagelsen blev fejret med en kanonsalut, og radioen meddelte folket at der var indsat en ny seksmandsregering, som vi kaldte juntaen. Det var en spændende tid!

Hvorfor vi styrtede regeringen

El Salvador er det mindste og tættest befolkede land i Mellemamerika. En avis dengang betegnede det også som „den mest industrialiserede og fremgangsrige af de mellemamerikanske republikker“. Vi mente at landet trængte til en radikal forandring, et bedre styre, og andre var enige med os. Kort efter at vi var kommet til magten stod der i New York Times for 5. november 1960:

„Selv de der frygter for hvad præsident Lemus’ fald kan føre med sig, vedgår at hans regime var blevet stadig mere autoritært og brutalt, og at det havde lagt sig for had både hos moderate og liberale“.

I overensstemmelse med dette hed det i den erklæring vi udsendte, at Lemus „havde styret uden for lovens rammer, trådt forfatningen og borgerrettighederne under fod, begået ulovlige handlinger og skabt et klima af almindelig utilfredshed“.

Under hans styre var demonstrerende studenter blevet skudt ned i gaderne. Andre var blevet underkastet tortur. Aviserne fortalte om at kvinder blev voldtaget i fængslerne. Våben fra mit regiment var blevet brugt som falske beviser mod en mand der var blevet arresteret og anklaget for at have for mange våben. Lemus havde erklæret landet i en slags belejringstilstand, en mildere form for militær undtagelsestilstand.

Jeg følte at en militæraktion kunne løse disse problemer og gøre forholdene bedre. Måske vil man bedre forstå hvorfor jeg så sådan på det, hvis man kender lidt til min baggrund.

Min militære baggrund

Jeg blev født i 1925 som den tredje i en søskendeflok på syv, og min fader drev landbrug i Paraíso de Osorio, El Salvador. Da jeg var 15 påbegyndte jeg en fireogethalvtårig uddannelse på Escuela Militar, landets militærakademi, hvorfra jeg tog afsluttende eksamen i juli 1945. Jeg lærte den strenge disciplin der er traditionen i de latinamerikanske væbnede styrker.

I en alder af 19 blev jeg officer, som 21-årig premierløjtnant og som 25-årig kaptajn. Jeg kom til Mexico og læste i tre år ved landets generalstabsskole Escuela Superior de Guerra. Dér lærte jeg at organisere og forestå militær undervisning.

Ved min hjemkomst til El Salvador sagde man til mig: „Vi trænger til en infanteriskole.“ Med den fornødne bemyndigelse var jeg så med til at oprette Escuela de Armas, El Salvadors infanteriskole, i 1954. Senere, i 1958, grundlagde jeg Escuela de Artillería, El Salvadors artilleriskole.

Jeg var også observatør ved De forenede Staters 504. feltartilleribataljon i kanalzonen i Panama. Som militær adjudant for El Salvadors forsvarsminister rejste jeg til Argentina, Brasilien, Chile og Panama.

Som man kan se, gjorde jeg en god militær karriere. Derfor var det kun naturligt at jeg på det tidspunkt mente at en militær omvæltning kunne give vort land et bedre styre.

Vort nye styre

Flere venner havde henvendt sig til mig — politiske ledere der gerne ville styrte Lemus-regimet. Jeg var ikke selv politiker, men udsigten til politisk magt tiltalte mig. Jeg havde høje idealer og følte at jeg var ærlig nok til at være med til at ændre en situation der trængte til at blive ændret. Da jeg gik ind på at blive medlem af den nye regering, var det på den betingelse at jeg fik frie hænder til at planlægge og gennemføre den militære side af kuppet.

Vores regering skulle bestå af seks personer: tre civile, to oberster og mig selv. Jeg var kaptajn-major, en rang lavere end oberst, men min stilling på El Zapote-fortet gav mig en strategisk vigtig placering. I otte måneder planlagde vi detaljerne, og om aftenen den 25. oktober 1960 gik vi i aktion.

Det var vores offentligt erklærede hensigt at anerkende alle politiske partier, at følge et demokratisk program, at forblive i Vestblokken og kun beholde magten indtil det næste præsidentvalg. Vi følte virkelig at vi kunne være med til at ændre forholdene i El Salvador til det bedre.

Det gik imidlertid ikke som vi planlagde. Kort efter at vi var kommet til magten, ringede ærkebiskoppen til mig. Han sagde at han gerne ville tale med juntaen privat, og at samtalen skulle holdes hemmelig.

Ærkebiskoppen sagde faktisk til os: ’I udgør en ny regering, og jeg har mulighed for at støtte jeres regering fra prædikestolen. Til gengæld kan I støtte os.’

Vi vidste hvad han talte om. Fra de papirer vi havde fået adgang til, vidste vi at katolske institutioner havde modtaget økonomisk støtte af den tidligere regering. Ærkebiskoppen var tydeligvis interesseret i at dette skulle fortsætte.

Jeg var katolik, men jeg kunne se at en sådan favorisering ikke var korrekt; den var forfatningsstridig. De øvrige medlemmer af juntaen var af samme mening. Derfor nægtede vi alle seks at støtte kirken økonomisk. Ærkebiskoppen blev synligt altereret og antydede at vi ville komme til at fortryde vores beslutning.

Kort efter begyndte en kampagne fra prædikestolene. Præsterne påstod at vores regering var pro-kommunistisk og Castro-venlig. Vi lod talerne optage på bånd, så vi vidste hvilke anklager der blev rettet imod os. Men vi følte at det ville gøre mere skade end gavn at undertrykke kampagnen, eftersom kirken nød stor anseelse hos mange.

Var anklagerne berettigede?

Vor regering kom snart til at føle de ugunstige virkninger. Der opstod tvivl om vor politiske orientering. De forenede Stater blev foruroliget og undlod at anerkende vort styre. Men hvordan forholdt det sig i virkeligheden?

Med tiden blev det tydeligt at de kirkelige anklager var grundløse, og De forenede Stater anerkendte os. I New York Times for 1. december 1960 stod der:

„Tilbøjeligheden til at se kommunisme og ’fidelisme’ i ethvert fremstød for politiske og sociale forandringer i Latinamerika, er farlig. . . .

De tre civile medlemmer af juntaen er, trods løse anklager om ’fidelisme’, liberale og demokrater. . . . Alle seks har erklæret sig for et demokratisk program, og de fortjener enhver chance til at bevise deres gode vilje.“

Trods denne oprejsning havde den kirkestøttede smædekampagne voldt stor skade ved at svække tilliden til vor troværdighed. Men der var også andre kræfter som arbejdede på at undergrave den nye regering.

Vore forhåbninger brister

Hæren var ikke glad for os. Det havde været vores hensigt at trække hæren ud af den politiske situation, men den var ikke interesseret i at miste sine særlige privilegier. En anden gruppe, der havde været i færd med at planlægge et kup samtidig med at vi forberedte vores, tilbød hæren at den kunne beholde sine privilegier, og fik således officererne over på sin side.

Åbenbart talte denne gruppe med cheferne for de forskellige forlægninger, ligesom jeg havde gjort. Den 25. januar 1961 kom en adjudant til min privatbolig og fortalte mig at nyhedsmedierne var blevet taget. Jeg tog straks af sted til casa presidencial. Mine mænd sagde: „Vi støtter dig — vi vil dø for dig.“

Det var dog tydeligt at ingen af os virkelig havde lyst til at dø. Selv om stedet var omringet gik jeg over gaden til El Zapote-fortet, hvor officeren lukkede mig ind. Jeg begyndte at organisere et forsvar. Mine ordrer blev adlydt, og jeg følte mig stærk nok til at modstå det nye kupforsøg.

En oberst, en af mine venner, blev sendt til mig for at meddele mig at situationen var meget alvorlig. Han sagde: „Hvis du overgiver dig vil der være fred. Ellers kommer det til kamp.“ På hans garanti om fred overgav jeg mig.

Jeg blev ført til den nye gruppes hovedkvarter, og dermed var juntaen færdig. Dens øvrige medlemmer var allerede blevet taget. Jeg kunne høre råben og maskingeværild i gaden. Aviserne fortalte at mange blev dræbt. En ung mand skrev efter sigende disse ord på gaden med sit eget blod: „Libertad se escribe con sangre“, hvilket betyder: „Frihed står skrevet med blod.“

Tre dage senere var jeg i eksil. Jeg blev i Mexico indtil december, og vendte så i hemmelighed tilbage til El Salvador. Da jeg var kommet ind i landet gav jeg mig til kende og begyndte at arbejde på at oprette en ny regering. September det følgende år fik jeg besked på at forlade landet, ellers ville jeg blive dræbt. Stillet over for denne trussel tog jeg til De forenede Stater, hvortil jeg ankom den 7. oktober 1962.

En ny tilværelse begynder

Vi bosatte os i Los Angeles i Californien. Jeg var nu 37 og måtte begynde helt forfra. Skikkene var meget anderledes, og jeg talte ikke sproget. Jeg ejede praktisk taget intet. Jeg havde blot min familie: min hustru María og vore fire børn, Ruben på 13, Miriam på 11, Jorge på 9 og Gustavo på 7.

Den 2. november 1962, mindre end en måned efter vores ankomst til Los Angeles, fik jeg arbejde i flyttefirmaet Bekins som chaufførmedhjælper. Jeg bar stadig på had i mit hjerte og nærede et meget stærkt ønske om at få hævn over dem der styrtede vores regering. Men jeg indså og anerkendte mit umiddelbare ansvar for at forsørge min familie. Derfor arbejdede jeg hårdt og førte en fredelig tilværelse.

Som følge heraf blev jeg nærmere knyttet til min familie end jeg nogen sinde før havde været. Jeg indså at den pludselige forandring i min tilværelse trods alt også havde en gavnlig side. Derefter skete der forskellige ting som bevirkede at min tankegang, og efterhånden også min personlighed, begyndte at forandres. Mit had og min hævntørst begyndte at fortage sig. I foråret 1972 indeholdt flyttefirmaets blad Bekinews en artikel med titlen „Lagerforvalteren der styrede et land“, og heri stod der om mig:

„Han lærte både engelsk og lagerarbejde hurtigt og godt. I 1969 blev han forfremmet til lagerforvalter på Beverly Hills/Santa Monica distriktets lager på Wilshire Boulevard, Santa Monica. . . .

’Ruben har udvist en kombination af effektivitet, høflighed og humoristisk sans der har vist sig at skabe et vældig godt kundeforhold,’ siger distriktschef Tom Fowler. ’Det lader til at han er vellidt af alle som har med ham at gøre, og det at vi har indstillet ham som årets lagerforvalter vidner om hans glimrende arbejdsindsats.’“

Blot nogle få år forinden kunne ingen have sagt sådanne pæne ting om mig. Tidligere var jeg både arrogant og umoralsk. Som militærchef havde jeg den fornødne prestige og magt til at kunne realisere mange umoralske forhold. Mine tidligere erfaringer havde medvirket til denne livsform. Svarende hertil var den radikale forandring i min personlighed sket på grund af helt andre erfaringer i mit liv.

Religionens indflydelse

Som de fleste mennesker i El Salvador var jeg katolik, men det afholdt mig ikke fra at have flere kvinder ved siden af min lovformelige hustru. Dette er meget almindeligt blandt mænd i Latinamerika. Som regel gik præsterne selv foran. Jeg ved at en præst i Cojutepeque, hvor jeg i sin tid boede, levede sammen med en kvinde. Det var almindeligt kendt. Han havde endog sønner med hende. ’Så hvorfor skulle vi være anderledes end præsterne?’ tænkte jeg for at undskylde min adfærd.

Men præsternes kønslige umoralitet var ikke det eneste. Der var også deres uetiske adfærd — et enkelt eksempel herpå var ærkebiskoppens forsøg på at „slå en handel af“ med vores nye regering. Jeg erfarede også at ærkebiskoppen havde et diplomatpas — et privilegium han ikke havde nogen ret til. Da vi kom til magten fratog vi ham derfor dette pas. Jeg må sige at det jeg så foregå, ikke ligefrem højnede min respekt for religionen.

Faktisk kendte jeg intet til Bibelen. Jeg havde aldrig læst i en bibel. Ja, jeg ejede ikke engang en bibel. Den katolske kirke gik ikke ind for dette i El Salvador. Jeg var blevet undervist ud fra den katolske katekismus og havde fået min første nadver. Og min moder havde lært mig nogle katolske dogmer, som for eksempel læren om pavens ufejlbarlighed, skærsilden, et brændende helvede og treenigheden. Men ingen af disse lærepunkter tilskyndede mig til at lære mere om Gud. Så man forstår måske hvorfor religion ikke spillede nogen særlig stor rolle i vort familieliv efter at vi var flyttet til De forenede Stater.

Min søn øver indflydelse på mig

Det kom som noget af en overraskelse da Ruben, der nu var omkring 17 år gammel, en dag kom og spurgte: „Far, ville du have noget imod at jeg studerede Bibelen?“ En af hans skolekammerater læste med et af Jehovas vidner, og han havde talt med Ruben. Jeg havde sådan set ikke noget at indvende. Ruben blev snart meget interesseret i Bibelen, og han begyndte at gå til Jehovas Vidners møder. Med tiden ønskede han at blive et Jehovas vidne.

Dette tiltalte mig slet ikke. Jeg ønskede at Ruben skulle læse videre og „blive til noget“. Men han ville hellere bruge sin tid til at dele sin nyfundne tro med andre. Han stod fast på sin overbevisning, og jeg begyndte at yde ham stærk modstand. Jehovas Vidner rådede ham imidlertid til at adlyde mig som sin fader, og det gjorde han. Dog fortsatte han med at bruge en hel del tid til at forkynde.

Rubens opførsel begyndte at gøre indtryk på mig, og jeg blev nysgerrig efter at vide mere om hans nye tro. En enkelt hændelse husker jeg særlig tydeligt. Jeg sagde til Ruben at hvis en bestemt ven ringede til mig, skulle han sige at jeg ikke var hjemme. Jeg blev overrasket, og jeg må sige at det gjorde indtryk på mig, da han svarede at hans samvittighed ikke tillod ham at lyve. Ruben havde nu og da venner med hjem, og en dag tog jeg imod tilbudet om et bibelstudium fra en af disse venner.

Bibelen virker fornuftig

Det slog mig at Bibelens lære var meget fornuftig. Mange af kirkens læresætninger, for eksempel om skærsilden, helvede og treenigheden, havde aldrig sagt mig noget særligt. Men nu begyndte jeg at se at disse ting slet ikke stod i Bibelen. Jeg fandt studiet yderst interessant, især da vi nåede frem til at drøfte praktiske spørgsmål angående regering og forvaltningen af de forskellige anliggender på jorden.

Med min baggrund indså jeg klart behovet for en ærlig regering som var stærk nok til at indføre retfærdige love. Vi havde netop håbet at give El Salvadors indbyggere en sådan regering. Men nu blev det klart for mig at mennesker simpelt hen ikke er i stand til at styre deres medmennesker uden Guds hjælp. Ja, Bibelen har ret når den siger: ’Det står ikke til en mand at vandre og styre sine fjed.’ — Jer. 10:23.

Er det ikke sandt at ingen menneskelige bestræbelser, uanset hvor velmenende de har været, har formået at indføre fred og retfærdighed? Mennesker har forsøgt i årtusinder; de har prøvet med mange forskellige styreformer. Men det ene menneskes gode hensigter kuldkastes af en anden gruppe med andre ideer, og uretfærdigheden fortsætter. Som Bibelen siger: „Det ene menneske hersker over det andet til hans ulykke.“ (Præd. 8:9) Men hvad er årsagen til dette?

En grundlæggende årsag er den menneskelige ufuldkommenhed. Mennesker bliver ikke alene syge og gamle, men de har også en tilbøjelighed til at være stolte og selviske, hvilket er en væsentlig hindring for et godt styre. Ved studiet af Bibelen blev det klart for mig hvad grunden er til denne defekt hos menneskene. Den skyldes at den første mand og kvinde gjorde oprør mod Guds styre, med det resultat at de mistede deres dyrebare forhold til Gud. Dette førte ufuldkommenhed og til sidst døden med sig, ikke alene for dem selv men også for alle deres ufødte efterkommere. (Rom. 5:12). Men jeg begyndte også at se en anden grund til at menneskenes bestræbelser for at styre er slået fejl.

Det første menneskepar blev forledt til at gøre oprør mod Guds herredømme af en anden oprører. Det var en af Guds åndesønner. For at afgøre de stridsspørgsmål der blev rejst ved dette oprør, gav Gud denne oprørske engel frie hænder i en periode. Så stor handlefrihed fik denne engel at Bibelen kalder ham „denne verdens hersker“ og siger at „hele verden ligger i den ondes“ magt. (Joh. 12:31; 14:30; 2 Kor. 4:4; 1 Joh. 5:19) Det gik op for mig at med denne overmenneskelige indflydelse kan selv velmenende mennesker umuligt indføre et godt styre. Hvilket håb er der så?

Her var det at Bibelen virkelig begyndte at sige mig noget. Lige fra barndommen havde jeg lært mit fadervor, hvori Jesus lærte sine disciple at bede: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:10) Efterhånden som studiet skred frem kunne jeg se at Guds rige var temaet i Kristi forkyndelse, ja temaet i hele Bibelen! Det blev tydeligt for mig at dette rige er en regering, med Kristus selv som den øverste hersker. Med tiden blev jeg overbevist om at Guds rige er det eneste håb om et godt styre på jorden. Men hvornår vil denne regering overtage magten?

Det overvejende flertal af jordens indbyggere er ikke virkelig interesseret i Guds regering. De er blevet så forblindede at de endog modstår Guds rige. Derfor siger Bibelen: „Himmelens Gud [vil] oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, . . . det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger [menneskers riger], men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.

Dette forekommer måske nogle at være urealistisk; sådan forekom det mig da jeg hørte det første gang. Jeg kunne ikke tro at Gud virkelig ville gøre ende på alle jordiske regeringer og oprette sin egen regering. Men jo mere jeg undersøgte Bibelen, jo mere fornuftig forekom denne tanke mig. Og så skete der noget som overbeviste mig om at den er sand.

Et virkeligt håb

Jeg havde studeret med Veron Long i omkring et år da jeg endelig tog imod hans indbydelse til at overvære et møde i rigssalen. Den hjertelige velkomst gjorde indtryk på mig. Det forbløffede mig at der ikke var nogen racediskrimination. Jeg følte mig tilskyndet til at komme regelmæssigt.

Hvorfor var disse mennesker så forenede, så lykkelige og så fredelige? Det tog mig lidt tid at finde ud af det, men så blev jeg overbevist om grunden: De indrettede deres liv efter Guds love, de love der vil gælde for dem der lever under Guds rige. Når Riget tilintetgør alle de nuværende jordiske regeringer, er de altså det folk Jehova Gud vil bevare som begyndelsen til et nyt samfund på jorden. — 1 Joh. 2:17.

Jeg ville gerne være en del af denne forenede familie af kristne. I august 1969 symboliserede jeg derfor ved vanddåben min indvielse til at tjene Gud. Jeg har haft den glæde at se hele min familie, samt nogle slægtninge i El Salvador, begynde at tjene vor kærlige Skaber, Jehova, sammen med mig. Hvor er jeg lykkelig for at have lært at hele jorden snart vil få et godt styre under Guds rige! — Indsendt af Ruben Rosales.

[Tekstcitat på side 6]

„Jeg kunne høre råben og maskingeværild i gaden“

[Tekstcitat på side 8]

Bibelen siger: ’Det står ikke til en mand at vandre og styre sine fjed’

[Illustration på side 5]

Juntaen — de seks mænd vores regering var sammensat af

[Illustration på side 6]

Ærkebiskoppen i et privat møde med medlemmer af vores regering