Troen på en opstandelse — har den et reelt grundlag?

Tror du at døde mennesker kan blive oprejst til liv igen? Hvordan vil du begrunde dit synspunkt? Hvis du ikke tror på en opstandelse, siger du måske: ’Jeg har aldrig set nogen blive oprejst fra de døde.’ Men vil det at man ikke selv har overværet en bestemt begivenhed, sige at den ikke har fundet sted? For at kunne tro at sådan noget har fundet sted, må man selvfølgelig have beviser for det. (Hebr. 11:1) Er det muligt at få sådanne beviser?

Ja, det er det. Der er beviser af den slags som man kan regne med at få for en hvilken som helst historisk begivenhed eller kendsgerning — vidnesbyrd fra øjenvidner og andre, og vidnesbyrd om dens indvirkning på historien.

Et vigtigt håb for menneskeheden

Vi har vidnesbyrd i Bibelen om at mennesker er blevet oprejst fra de døde, både før og efter at Jesus kom til jorden. (1 Kong. 17:21, 22; 2 Kong. 4:32-35; Joh. 11:43; Mark. 5:41, 42) Men det vigtigste vidnesbyrd — det der giver håb om at mennesker i almindelighed vil blive oprejst er — Jesu Kristi opstandelse. At vi som enkeltpersoner kan have noget håb om en opstandelse, ligger i at Kristus blev oprejst fra de døde. Det var specielt på grund af denne lære at apostlene og andre blandt de første kristne blev spottet og påført mange lidelser. — Apg. 4:1-3; 17:32; 23:6, 10; 24:18-21.

Da apostelen Paulus stod over for en gruppe lærde og filosoffer i byen Athen, sagde han:

„[Gud] har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ Desuden sagde Paulus til de kristne troende: „Hvis dødes opstandelse ikke finder sted, så er Kristus heller ikke blevet oprejst. Men hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves.“ — Apg. 17:31; 1 Kor. 15:13, 14.

Beviser for at Kristus døde

Lad os fremlægge og undersøge nogle af beviserne. Først og fremmest har vi beretningerne fra dem der selv så Kristus blive henrettet og begravet. Der er ingen tvivl om at han virkelig blev henrettet af romerne på de jødiske lederes forlangende. Der var tidligere blevet gjort forsøg på at dræbe ham. (Luk. 4:28, 29; Joh. 5:18; 8:59; 11:53) Da de jødiske ledere krævede at få ham ombragt, gik de så vidt at de råbte til den romerske landshøvding Pilatus: „Hans blod komme over os og over vore børn.“ (Matt. 27:25) De skræmte også Pilatus med en politisk trussel. (Joh. 19:12) De jødiske modstandere af Kristus — og specielt hans bitreste fjender, de øverste præster og lederne — ville så ganske givet ikke lade sig nøje med at der blev arrangeret en fingeret „henrettelse“. De ønskede at se ham død. Han blev da også dømt og henrettet af romerne. Den romerske historiker Tacitus (omkring år 110 e.v.t.) skrev om de kristne: „Navnet stammer fra Kristus, som prokuratoren Pontius Pilatus havde henrettet i Tiberius’ regeringstid.“a Den jødiske Talmud nævner også at Jesus blev hængt (på en pæl). Disse og andre ikke-kristne historiske beretninger bevidner at selv Jesu modstandere aldrig tvivlede på at Jesus var en historisk person, eller på at hans død havde fundet sted.

Vidnesbyrd om Kristi opstandelse

Hvad Kristi opstandelse angår, var der mindst fire mænd som offentligt bevidnede at de havde set Jesus efter hans opstandelse. En af deres beretninger fortæller at han blev set af mere end 500 af sine disciple. (Matt. 28:16, 17; Joh. 20:19; 21:1, 2; Apg. 1:15, 22; 1 Kor. 15:6-8) Alligevel vil nogle måske sige: ’Jamen alt det er jo beretninger fra Bibelen, skrevet af kristne. Hvordan ved vi at det er sandt?’

For at besvare det spørgsmål kan vi spørge: Hvordan skulle man ellers forklare den nidkærhed som så mange mennesker lagde for dagen når de kundgjorde denne opstandelse? Selv de kristnes fjender hævdede at de kristne havde ’vendt op og ned på Jerusalem og Judæa, ja på hele den beboede jord’, med deres nidkære forkyndelse af Kristi opstandelse. (Apg. 5:28; 17:6) Forfølgelse og andre faktorer førte til at de blev adspredt og forkyndte denne lære i en sådan udstrækning at den romerske verden fra Rom til Mesopotamien lagde mærke til deres nidkærhed.

Hvad de første kristnes sandfærdighed angår, er det værd at mærke sig følgende udtalelse af bibelforskeren A. J. Maas:b

„At Kristus blev oprejst fra de døde bevidnes af mere end 500 øjenvidner. Deres erfaringer, deres jævne væsen og deres retskafne livsførelse gjorde at de ikke kunne opdigte en sådan fabel. De levede på en tid da ethvert forsøg på bedrageri med lethed kunne være blevet opdaget, og i dette liv havde de intet at vinde men alt at tabe ved deres vidneudsagn. Deres modige moralske holdning, som gav sig udslag i deres apostolske livsførelse, kan kun forklares ved at de var fuldt ud overbevist om den objektive sandhed i deres budskab. At Kristi opstandelse virkelig har fundet sted bekræftes desuden af Synagogens påfaldende tavshed. Den havde gjort alt for at forhindre et bedrageri, og den kunne med lethed have afsløret et bedrageri hvis der havde været noget. Den opponerede blot mod dem der var passive vidner til apostlenes vidnesbyrd. Den straffede ikke vagtmandskabets påståede skødesløshed, og den kunne ikke svare andet på apostlenes udsagn end at true dem, for at de ’ikke mere skulle tale i dette navn til noget menneske’ (Apg., iv, 17). Til slut har vi de tusinder, ja millioner af både jøder og hedninger der troede på apostlenes vidnesbyrd på trods af alle de vanskeligheder der fulgte med denne tro. Kort sagt, kirkens oprindelse kan kun forklares ved at Kristi opstandelse var en realitet, for at kirken skulle opstå uden Opstandelsen, ville være et større mirakel end Opstandelsen selv.“

I dette vigtige spørgsmål er det værd at lægge mærke til hvordan en anden fremtrædende forsker og arkæolog, George Rawlinson, argumenterer. Han skrev:c

„De første proselytter vidste at de til enhver tid kunne blive udsat for at måtte lide døden for deres religion. De forkyndte og underviste mens de hele tiden havde sværdet, korset, de vilde dyr og døden på bålet hængende som en trussel over sig. . . . og enhver af datidens forfattere som forsvarede kristendommen, trodsede, alene ved sit forsvar, den borgerlige myndighed og udsatte sig selv for en lignende skæbne. Når tro er et spørgsmål om liv og død, slår mennesker sig ikke letsindigt på den første den bedste tro som tilfældigvis falder i deres smag; ej heller stiller de sig åbenlyst i en forfulgt sekts rækker, medmindre de meget nøje har overvejet den lære som trossamfundet bekender sig til, og har overbevist sig om at det er sandheden. Det er klart at de første proselytter havde langt større muligheder end vi for at forvisse sig om at den kristne beretning var historisk nøjagtig; de kunne udspørge og krydsforhøre vidnerne — sammenligne deres mange forklaringer — undersøge hvorledes deres udtalelser blev imødegået af deres modstandere — rådføre sig med den tids hedenske skrifter — grundigt og fuldstændigt vurdere vidnesbyrdene. Tilsammen udgør alt dette — og det bør erindres at vidnesbyrdene er kumulative — en beviskæde som sjældent lader sig frembringe når det gælder en begivenhed langt tilbage i tiden; det bekræfter ud over al tvivl at den kristne beretning er pålidelig. Ikke på et eneste punkt . . . har denne beretning et sagnagtigt præg.“

Profetiernes vidnesbyrd

Der findes endog flere beviser. Sæt at Kristi opstandelse var blevet forudsagt. Ville det ikke være et slående bevis for at den var en realitet? For hvordan kunne et sådant bevismateriale være „fabrikeret“ eller opdigtet, især i betragtning af at det måtte beskrive at Messias ville dø på foranledning af sit eget folk, der havde ventet på ham fra Abrahams tid, i næsten 2000 år? I De hebraiske Skrifter, også kaldet Det gamle Testamente, som jøderne i århundreder har opbevaret som deres lovbog og officielle „arkiv“ med landets historie, finder vi sådanne vidnesbyrd aflagt på forhånd. I det ottende århundrede før vor tidsregning beskrev profeten Esajas hvordan Jesus skulle dø på sit eget folks, jødernes, forlangende:

„[Han var] ringeagtet, skyet af folk, . . . agtet ringe, vi regned ham ikke. .. han oplod ikke sin mund som et lam, der føres hen at slagtes, . . . han reves fra de levendes land, . . . Hos gudløse gav man ham grav og gravkammer hos den rige.“ — Es. 53:3-9.

Profeten sagde videre at Gud ville oprejse ham til liv igen: „Når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han se afkom, leve længe [ved at han var blevet oprejst] og [Jehovas] vilje lykkes ved hans hånd. . . . Når han kendes, skal min retfærdige tjener retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser.“ — Es. 53:10, 11.

Profeten Daniel, der levede på et senere tidspunkt, forudsagde også hans offerdød:

„Efter de toogtresindstyve uger [det var i år 33] skal en salvet bortryddes uden dom, . . . slagtoffer og afgrødeoffer [skal] ophøre [idet han erstatter dem med det egentlige offer, sit eget liv].“ — Dan. 9:26, 27.

Kong David forudsagde profetisk en opstandelse fra dødsriget, graven, og apostelen Peter anvender denne profeti på Jesus Kristus. Halvtreds dage efter Kristi opstandelse talte Peter til 3000 jøder som erkendte at profetien sigtede til Jesus. De godtog Peters forklaring. Peter sagde:

„Gud oprejste [Jesus] ved at løse dødens veer, da det ikke var muligt at han stadig kunne fastholdes af den. David siger nemlig med henblik på ham: ’Jeg havde bestandig Jehova for øje, for han er ved min højre hånd så jeg aldrig skal rokkes. . . . Ja, mit kød skal bo i håb; for du vil ikke efterlade min sjæl i Hades, og heller ikke vil du lade din loyale tjener se forrådnelse.’ . . . Da [David] nu var en profet og vidste at Gud med en ed havde tilsvoret ham at han ville give en som var en frugt af hans lænd, sæde på hans trone, forudså han og talte om Messias’ opstandelse, at hverken blev han efterladt i Hades eller så hans kød forrådnelse. Denne Jesus har Gud oprejst, hvilket vi alle er vidner om.“ — Apg. 2:24-32; jævnfør Salme 16:10.

Apostelen Paulus pegede på den 40. salme og anvendte den på Jesu Kristi offer. Han giver udtryk for at Jesus ved sin dåb sagde: „Du beredte mig et legeme. . . . ’Se, jeg er kommet . . . for at gøre din vilje, min Gud.’“ Og Paulus tilføjer: „Ved den nævnte ’vilje’ er vi blevet helliget gennem opofringen af Jesu Kristi legeme én gang for alle.“ — Hebr. 10:5, 7, 10; Sl. 40:7-9.

Disse profetier, der alle blev udtalt århundreder i forvejen, stemmer forbløffende godt med Jesu død og opstandelse. Jesus kan umuligt have „iscenesat“ alle de omtalte begivenheder, og hans apostle kan umuligt have opdigtet beretningen.

Jesu egne ord

Allerede da Jesus fejrede den første påske efter sin dåb, begyndte han selv at tale om at han skulle dø og oprejses igen — skønt disciplene først forstod hvad han mente efter at de selv havde været vidne til disse begivenheder og kunne tænke tilbage på de udtalelser han var kommet med. Ifølge apostelen Johannes sagde Jesus for eksempel på et tidligt tidspunkt, henvendt til jøderne: „Bryd dette tempel ned, og jeg skal rejse det på tre dage.“ Johannes tilføjer: „Han talte om sit legemes tempel. Da han var blevet oprejst fra de døde, huskede hans disciple derfor at han plejede at sige dette; og de fik tro på Skriften og på det Jesus havde sagt.“ — Joh. 2:19, 21, 22; jævnfør Mattæus 12:40; 16:21-23; Markus 8:31; 10:33, 34.

Da sandheden om opstandelsen berører det eneste mulige håb for de døde, ja for hele den døende menneskehed, bør det være et emne som er af største interesse, ikke blot for dem der tror på kristendommen, men for alle mennesker.

De fleste mennesker er glade for livet og kunne godt tænke sig at leve evigt, hvis ellers de kunne nyde et godt helbred og føre en tilfredsstillende tilværelse. De følger med i nyhederne dag efter dag og håber at høre gode nyheder om fred, om fremskridt i kampen mod sygdomme, og om bedre økonomiske forhold. De hører beretninger fra øjenvidner, og de godtager historiske beretninger som er skrevet af mennesker. De lader endda historien være et grundlag som de bygger deres fremtidsplaner på. Hvor langt vigtigere og fornuftigere er det da ikke at underkaste alle de mange beviser for Kristi opstandelse en uhildet undersøgelse — eftersom hans opstandelse udgør grundlaget for løftet og håbet om liv i lykke for menneskeheden!

[Fodnoter]

[Illustration på side 6]

„At Kristus blev oprejst fra de døde bevidnes af mere end 500 øjenvidner. . . . De levede på en tid da ethvert forsøg på bedrageri med lethed kunne være blevet opdaget.“