Teologer tager anstød af Guds navn
HVAD har fået gejstlige og teologer til at tage anstød af Guds navn?
For det første synes der at være opstået en alvorlig misforståelse angående et lærespørgsmål, som følge af at man har fjernet Guds navn fra Bibelen. Som påpeget i artiklen „Noget nyt om Guds navn?“ blev det guddommelige navn åbenbart erstattet med „Herre“ eller „Gud“ i „Det nye Testamente“ „på et eller andet tidspunkt ved begyndelsen af det andet århundrede“. Dette gav anledning til et problem: Hvilken Herre var der tale om?
I De hebraiske Skrifter findes der vers som omtaler Jehova og som citeres i „Det nye Testamente“ i en sammenhæng hvor det er Sønnen der tales om. (Es. 40:3 — Matt. 3:3 — Joh. 1:23; Joel 3:5 — Rom. 10:13; se også Salme 45:7-8 — Hebr. 1:8, 9) Dette er der ikke noget mærkeligt i, for Jesus var Faderens ypperste repræsentant. Det er endog sket at en engel er blevet omtalt som var den Jehova; engelen tjente Jehova og optrådte på Jehovas vegne. (1 Mos. 18:1-33) Men hvad medførte det at man fjernede Guds navn?
Journal of Biblical Literature siger:
„I mange passager hvor man klart kunne skelne mellem Gud og Kristus må fjernelsen af tetragrammet have skabt ret stor tvetydighed. . . . Da forvirringen først var opstået som følge af at man havde ændret det guddommelige navn i citaterne, bredte den samme forvirring sig til andre dele af NT hvor der overhovedet ingen citater var.“
Idet man åbenbart er klar over at dette kan have bidraget til treenighedslærens opståen, spørger artiklen:
„Gav denne omstrukturering af teksten anledning til de senere kristologiske [hvad der angår Kristi natur] meningskampe inden for kirken, og var de passager i NT som disse disputter drejede sig om, identiske med dem der i NTs tid åbenbart slet ikke gav anledning til problemer? . . . Bygger studierne [de vedvarende kristologiske studier] på NT-teksten som den forelå i det første århundrede, eller bygger de på en ændret tekst fra en tid i kirkehistorien da forskellen mellem Gud og Kristus var forkludret i teksten og uklar i de gejstliges tanker?“
Ved at fjerne Guds navn fra „Det nye Testamente“ kan man altså have fremmet antagelsen af treenighedslæren, der opstod på et senere tidspunkt og som overhovedet ikke finder støtte i Bibelens oprindelige tekst.
Noget andet der har været en anstødssten for teologerne, har at gøre med udtalen af Guds navn. Navnet skrives på hebraisk med fire konsonanter, der sædvanligvis gengives med JHVH. I det gamle Israel lærte man udtalen som den var overleveret fra tidligere tider. Men på et tidspunkt, øjensynlig efter år 70 e.v.t., gik den nøjagtige udtale i glemme. Da jødiske afskrivere senere indsatte vokalpunkter mellem konsonanterne til hjælp for læseren, brugte de Adonajs og Elohims vokalpunkter, og dermed opstod formen „Jehova“.
Mange hebraiske lærde foretrækker nu udtalen „Jahve“. Men i dag er der faktisk ingen som med sikkerhed kan sige hvordan Moses, for eksempel, udtalte det guddommelige navn.
I Vetus Testamentum (oktober 1962) udtalte dr. E. C. B. Maclaurin: „Det bør gentages at der ikke fra tidligere tid er noget afgørende bevis for at navnet nogen sinde blev udtalt Jahve, men der er mange gamle vidnesbyrd der taler for stavelserne Hu’, Jah, Jo-, Jau-, -jah og måske -jo.“ I bogen The Mysterious Name of Y.H.W.H. giver dr. M. Reisel udtryk for at „vokaliseringen af tetragrammet oprindelig må have været JeHuàH eller JaHuàH“. Og kannik D. D. Williams fra Cambridge har hævdet at „vidnesbyrdene tyder på, nej så godt som beviser, at Jahve ikke var den rette udtale af tetragrammet, . . . Selve navnet var sandsynligvis JAHŌH“. — Zeitschrift für die alttestamentliche Wissenschaft, årg. 54.
På de fleste sprog har man en sædvanemæssig måde at stave og udtale Guds navn på, og den varierer fra sprog til sprog. På italiensk er det Geova, på fijiansk Jiova, og på spansk Jehová. Hvorfor insistere på at alle i dag tilstræber at efterligne en gammel hebraisk udtale som end ikke de lærde kan blive enige om? Som professor Gustav Oehler, Tübingen, skrev i en bog efter at have omtalt forskellige måder at udtale navnet på:
„Herefter bruger jeg ordet Jehova, for faktisk er dette navn nu blevet optaget i vort ordforråd, og det er lige så umuligt at erstatte det med et andet ord, som det er at erstatte den almindeligt brugte form Jordan med det mere korrekte Jarden.“
Dette er et fornuftigt synspunkt, for det giver alle mulighed for at benytte en udtaleform der er kendt vidt og bredt og som dog klart tilkendegiver at der er tale om Skaberen, Gud, som vil at vi skal bruge hans navn. (Es. 42:8; Rom. 10:13) Men mange teologer har i stedet valgt at strides om tekniske detaljer og er faldet i den snare at undgå at bruge Guds navn.