Hvorfor kærligheden „tåler alt“

DE VAR lykkeligt gift og havde en blomstrende forretning. Men bedst af alt: de var kristne og gik helt op i deres tro. I 25 år delte de mange glædelige oplevelser med hinanden. Men en dag fik manden et slagtilfælde. Han levede i endnu 20 år og blev mere og mere hjælpeløs, indtil døden til sidst indhentede ham og befriede hans trofaste hustru for hendes byrde. Hvad var det der satte hende i stand til at sørge kærligt for ham, uden at klage, selv om det betød at hun aldrig fik en god nats søvn? Det var hendes kærlighed til ham. „Han var sådan en god og kærlig mand,“ siger hun når man beder hende fortælle om ham. Ja, hun beviste at Bibelen taler sandt når den siger: „Kærligheden . . . tåler alt.“ — 1 Kor. 13:4, 7.

Der kan være tidspunkter hvor ens lod i livet synes svær at bære. Daglig læser vi om eller ser nogle som giver op over for livets byrder. Børn skulker fra skolen, folk forlader deres arbejde, ægtefæller går fra hinanden eller bliver skilt, og nogle går endog så vidt at de begår selvmord. Hvorfor synes de at deres lod i livet er blevet mere end de kan bære? Med tanke på de ovennævnte inspirerede ord er det nærliggende at slutte at det skyldes manglende kærlighed. Havde kærligheden været til stede, ville den have ’tålt alt’. Eller, som andre oversættelser gengiver apostelen Paulus’ ord: „Kærligheden . . . er altid rede til at undskylde.“ „Kærligheden kender ingen grænse for sin udholdenhed.“ „Kærligheden giver aldrig op.“ „Der findes intet som kærligheden ikke kan bære.“ „Kærligheden kan udholde en hvilken som helst behandling.“

Hvad er det for en kærlighed der kan udholde „en hvilken som helst behandling“? Er det en hvilken som helst form for kærlighed? For eksempel den kærlighed der er identisk med en særlig hengivenhed for en anden? Måske somme tider, for Bibelen beretter at patriarken Jakob tjente mange år for Rakel, der var genstand for hans hengivenhed, og de syntes ham kun at være nogle få dage. Og det til trods for at det arbejde han måtte udføre, nemlig som hyrde, var et møjsommeligt og hårdt arbejde. — 1 Mos. 29:18-20; 31:36-42.

Den stærke kærlighed mellem familiemedlemmer kan også få nogle til at udholde en hård behandling. Grækerne kaldte denne form for kærlighed storgé. Juda var for eksempel villig til resten af sit liv at tjene som træl for Ægyptens fødevareadministrator for at spare sin fader for den sorg at miste sin højtelskede søn Benjamin. (1 Mos. 44:18-34) Kærligheden mellem venner som står hinanden nær, en form for kærlighed som grækerne kaldte filía, gør det også muligt at affinde sig med ubehageligheder. Det var denne form for kærlighed Jonatan og David nærede til hinanden. På grund af sin kærlighed til David var Jonatan villig til endog at sætte livet på spil. — 1 Sam. 18:1; 20:32-34.

Men det er først og fremmest den principbetonede kærlighed, der af de kristne bibelskribenter kaldes agápe, som gør det muligt for en at ’tåle alt’. Det er på grund af denne kærlighed at Skaberen, Jehova Gud, har været så tålmodig, så langmodig, med sine ufuldkomne, egensindige børn på jorden. (2 Pet. 3:9, 15) Denne kærlighed gjorde det også muligt for Jesus at tåle alt det han måtte udholde fra sine fjenders hånd, såvel som at affinde sig med sine disciples fejl og mangler. I sin kærlighed gav Jesus til sidst sit liv for andre. — Joh. 15:13.

I apostelen Paulus har vi et enestående eksempel på et ufuldkomment menneske der ’aldrig gav op’, og som var i stand til at „udholde en hvilken som helst behandling“. Hans kærlighed til sine medkristne kunne sammenlignes med den kærlighed hvormed en ammende moder plejer sine børn, og den kærlighed hvormed en fader tilskynder sine børn. (1 Tess. 2:7, 11) Og tænk på alt det Paulus udholdt! Hans kærlighed kendte i sandhed „ingen grænse for sin udholdenhed“. Gang på gang blev han slået, var ofte i fare, led sult, oplevede søvnløse nætter og udholdt mange andre ting — alt sammen af kærlighed til sin Gud Jehova og sine medmennesker. — 2 Kor. 11:23-33.

Hvorfor er agápe-kærligheden i stand til at udholde en hvilken som helst behandling? En af grundene er at den nærer uselvisk interesse for andres velfærd. Dette er glimrende skildret ved den kærlighed en ammende moder har til sit barn, for et sådant lille barn kan virkelig være en prøvelse.

Kristne tilsynsmænd i dag viser også kærlighed ved at affinde sig med andres ufuldkommenheder. Kærligheden sætter disse tilsynsmænd i stand til med mildhed at belære endog dem som ikke er gunstigt stemt. — 2 Tim. 2:24, 25.

Kærligheden hjælper os også til ’aldrig at give op’. Da kærligheden har empati bliver vi i stand til at sætte os i andres sted. Kærligheden gør os forstående, så vi ’altid er rede til at undskylde’ og at bære over med andres ufuldkommenheder. Kærligheden gør det muligt for os at bære over med andres irriterende særheder — som for eksempel en skinger stemme, visse gestus eller blot og bar snakkesalighed. Ja, vi vil kærligt dække over selv en mængde af sådanne særheder. — 1 Pet. 4:8.

Endnu en grund til at ’der intet findes som kærligheden ikke kan bære’, er at kærligheden ikke er hovmodig. Den er ikke „brovtende“. (1 Kor. 13:4) Hovmod gør én kritisk over for andre, så man kun modvilligt affinder sig med andres svagheder og mangler. Men den ydmyge er ikke overdrevent nærtagende, ikke alt for optaget af sit eget velbefindende og sine egne interesser. Den der er ydmyg er parat til at tjene andre og er yderst villig til at affinde sig med dem der har en svag samvittighed. — Rom. 15:1, 2.

I dag er mange trofaste kristne rejst ud til fremmede lande som missionærer, og andre er rejst ud for at tjene hvor der er et stort behov for forkyndere af „den gode nyhed“. Disse kristne har affundet sig med en lavere levestandard, en mindre indtægt, med ligegyldighed og modstand — alt sammen på grund af den kærlighed de nærer til deres medmennesker. De har vist at kærligheden „tåler alt“. Hvordan med dig?

Har du en sådan kærlighed? Bestræber du dig virkelig for at vise den?