Flere „arbejdere“ søges — kan du være med?
DA JESUS var på jorden, påbegyndte han et arbejde der nu er så betydningsfuldt at hele menneskehedens fremtid afhænger af det. I en af sine lignelser talte han om at han selv såede „god sæd“, hvorimod Djævelen såede værdiløst „ukrudt“. Begge dele skulle vokse sammen indtil „høsten“, der ville finde sted ved „afslutningen på tingenes ordning“. Da ville englene som ’høstfolk’ indsamle udbyttet af den gode sæd og brænde det værdiløse ukrudt. — Matt. 13:36-43.
Det arbejde Jesus påbegyndte, var arbejdet med at forkynde den gode nyhed og gøre disciple. I tre og et halvt år ofrede han al sin tid og lagde alle sine kræfter i dette arbejde. Han oplærte disciple og sendte dem ud for at de skulle oplære andre igen. Fra en lille begyndelse skulle dette arbejde til sidst nå ud til „jordens fjerneste egne“. (Apg. 1:8) Højdepunktet ville blive nået lige før „enden“ — da ville Rigets budskab være blevet forkyndt „på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Matt. 24:14) Alt peger på at vi nu er nået ind i den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. Vi befinder os i modbilledet til den bogstavelige høsttid der sluttede med jødernes løvhyttefest. (2 Mos. 23:16) Følgelig er de gode og de onde, der af Jesus blev sammenlignet med „får“ og „bukke“, nu ved at blive skilt fra hinanden, med enten liv eller død for øje. — Matt. 24:3-8; 25:31-46.
Hvad menneskehedens fremtid angår, er intet arbejde mere presserende eller betydningsfuldt end dette. Det vil aldrig blive gentaget; der er kun kort tid tilbage at fuldføre det i; og markerne er „hvide til høst“. (Joh. 4:35) Der er meget der skal gøres, og unødige forsinkelser kan koste dyrt. Der er udsigt til en rigelig høst, men „arbejderne er få“. Derfor rettes der en indtrængende anmodning om at ’sende flere arbejdere ud’ som kan hjælpe til. — Matt. 9:37, 38.
Hjælpepionerordningen har givet mange en god lejlighed til at udvide deres indsats for at få dette presserende arbejde gjort. Har du mulighed for at være med?
At gøre noget særligt giver glæde
Enhver som kender lidt til livet på landet, ved at høsten er en tid med særlig travlhed og ofte et slidsomt arbejde. Når afgrøden er moden må man i gang med at høste. Enhver udsættelse kan komme til at koste alvorlige tab. Alle, også kvinder og børn, må hjælpe til. Andre, mindre væsentlige pligter udskydes midlertidigt. Hver dag begynder arbejdet tidligt om morgenen og fortsætter ofte til langt ud på aftenen. Høsten er sandelig en tid hvor der skal arbejdes! Men det er også en tid med stor glæde over den rigelige afgrøde. — Es. 9:3.
På samme måde kræver det nuværende store ’høstarbejde’ at der gøres en særlig indsats. Arbejdet med at gøre disciple kan ikke udskydes til et mere belejligt tidspunkt. Der står menneskeliv på spil, og unødig udsættelse kan få vidtrækkende følger. Mange som ønsker at bruge tiden på bedste måde, har skåret ned på eller midlertidigt udskudt mindre vigtige gøremål. En helhjertet ’høstarbejder’ finder ofte at hans dag begynder tidligt og at han har meget at gøre før han endelig kan gå i seng om aftenen. Også kvinder og børn opfordres til at være med. Ja, den kristne menigheds opgave i denne høsttid indbefatter arbejde, masser af arbejde! Og de der deltager i arbejdet med hele deres sjæl, er „fyldt med glæde“ over den rigelige høst af nye disciple der kommer i hus. — Apg. 13:48, 52.
En glædelig reaktion
Behovet for flere „arbejdere“ ligger mange blandt Jehovas vidner oprigtigt på sinde, og de er hele tiden opmærksomme på hvordan de selv kan gøre en større indsats. Det har ikke været let for dem. De har måttet kæmpe mod mange ting der i stadig stigende grad lægger beslag på deres tid — det ustandselige pres mod familielivet, den økonomiske ustabilitet og hele det usunde klima de er omgivet af. De der har øget deres indsats i arbejdet trods disse hindringer, må i høj grad roses. Ved at gøre dette har de vist at de ønsker at ’være faste, urokkelige, idet de altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning’. (1 Kor. 15:58) Det er nu godt to år siden den ordning blev indført at man kunne melde sig som hjælpepioner med et nedsat mål på blot 60 timer om måneden i Rigets tjeneste. Reaktionen har været meget glædelig.
Mange som før ikke kunne klare det, finder nu at de kan være med. En husmoder skriver: „Jeg har opdaget . . . at ved at gøre blot en lille ekstra indsats . . . kan jeg nå samtidig at sørge for familien, passe hjemmet og komme til vore kristne møder.“ Fra en menighed hvor mange har meldt sig, lyder det: „Kun to var ikke heltidsbeskæftigede. Nogle arbejdede om natten og var pionerer om dagen, nogle gik i pionertjenesten efter fyraften og i weekenderne . . . og i hvert fald nogle traf aftale med deres arbejdsgivere om at få ekstra fri for at kunne nå deres mål.“ En familiefader fortæller: „Min ældste datter, der går i high-school, ville gerne være med . . . det viste sig at en elev kunne få fri fire dage om måneden til religiøs virksomhed . . . hun sluttede sig til hjælpepionererne.“ En menighed skriver begejstret: „Halvfjerds ud af 133 i menigheden har meldt sig som hjælpepionerer!“ Ja, mange har været hurtige til at udnytte deres muligheder for at deltage i denne tjeneste.
En flittig indsats giver vidtrækkende resultater
De der har meldt sig som hjælpepionerer er blevet belønnet med glæder og velsignelser der rigeligt opvejer deres ekstra indsats i tjenesten. En forkynder skriver at det har givet hende „den største åndelige glæde“ hun har haft i årevis. En anden skriver: „Det er lykkedes mig at finde to til som gerne vil studere Bibelen.“ En gruppe der har arbejdet sammen, giver udtryk for at det har ’hjulpet dem til at lære deres nye brødre og søstre bedre at kende’. En husmoder udtrykker sine følelser med disse ord: „Det giver mig en indre glæde og tilfredshed, en bevidsthed om at jeg har øget og forbedret min tjeneste for Jehova . . . Jeg føler mig meget nærmere knyttet til Jehova.“ Endnu en erfaring drejer sig om en forkynder der grundet dårligt helbred ikke kunne være almindelig pioner; men, skriver han, „da timekravet [for hjælpepionerer] blev sat ned til 60, opdagede jeg at jeg kunne fortsætte måned efter måned“. En ung forkynder beretter: „Jeg fandt mange nye genbesøg. Jeg blev hjulpet åndeligt. Jo mere man taler om Bibelen og bruger den, jo mere værdsætter man den.“ Som vi ser, har mange oplevet en personlig glæde der har styrket dem åndeligt.
Menighederne har erfaret de samme goder. En ældste fortæller at det har været „meget opmuntrende for menigheden og har hjulpet på såvel åndeligheden som mødedeltagelsen“. En ældste der selv meldte sig, giver udtryk for sin glæde: „Mange har sluttet sig til os . . . mens andre, der ikke har meldt sig, dog har øget deres indsats i tjenesten mærkbart.“ En anden tilføjer: „Åndeligheden i menigheden er blevet højnet.“ Et andet sted syntes de ældste at „alle var blevet bedre til at bruge Bibelen, og deres glæde over Bibelen var blevet større“. En forkynder bemærker at „ånden i rigssalen har ændret sig til det bedre, hvilket alle er meget glade for“. Efter sit besøg i en menighed rapporterede en rejsende tilsynsmand at „ni hjælpepionerer gjorde ugen meget glædelig og opmuntrende for alle“. Det er tydeligt at den nye ordning mange steder har højnet menighedens glæde og åndelighed, samtidig med at der er blevet udført en mere nidkær og effektiv tjeneste.
Kan du være med?
Nogle tøver måske fordi de føler at de ikke kan klare opgaven. Eller de tvivler måske på at de vil bryde sig om at være med. Eller de synes måske at de simpelt hen ikke har tid til det. Men når de ser hvad andre har gjort og hvilken glæde andre har oplevet, får de måske et andet syn på deres daglige gøremål. Måske er det alligevel ikke så svært. En smule tilrettelægning her og der er måske alt hvad der behøves for at de kan være med nu og da.
Blot man gennemsnitlig kan ofre to timer om dagen i Rigets tjeneste kan man være hjælpepioner. Nogle som har verdsligt arbejde har nu og da kunnet skære ned på deres arbejdstid, eller de har udnyttet „stille perioder“ eller midlertidig arbejdsløshed. Skoleelever har planlagt deres lektielæsning og udnyttet deres weekender. Andre har benyttet sig af helligdage og ferier. Mange husmødre har erfaret at en simpel omlægning af deres arbejdsplan og et godt samarbejde fra familiens side ligefrem har gjort det let for dem at deltage i hjælpepionertjenesten fra tid til anden.
Før man lægger faste planer er det fornuftigt at tale med andre som har prøvet det, for at drage nytte af deres erfaringer. Husk at de ældste også gerne vil hjælpe. Mange af de ældste har en god erfaring og vil være glade for at dele den med andre. Nu og da har ældste taget en dag eller to fri fra deres arbejde udelukkende for personligt at kunne samarbejde med en gruppe hjælpepionerer. Et sådant samvær kan være til gensidig opbyggelse og velsignelse.
I alt hvad vi gør vil det altid være rigtigt at bede til Jehova og anmode om hans hjælp. Vi behøver fysisk styrke, og det giver han alle der villigt tilbyder sig. (Es. 40:29-31) Vi kan bede ham om visdom til at sige og gøre det rigtige, og om at hans ånd vil holde os oppe. — Jak. 1:5; Luk. 11:13.
Vi har den forret at leve i den åndelige høsttid for den gamle ordning, og at være med i et arbejde der aldrig skal gentages når først denne ordning er endt. Det store høstarbejde kan lægge stærkt beslag på vor tid og vore kræfter, men det fylder os samtidig med en overvældende glæde. Vores oprigtige kærlighed til Gud og næsten kommer smukt til udtryk i arbejdet med at gøre disciple. (Matt. 22:37-39; 28:19) Når vi søger at udvide eller forbedre vor indsats i dette arbejde ved at være hjælpepionerer, hører vi afgjort til dem der ’slider i det og kæmper energisk’ for at „alle slags mennesker“ kan blive frelst. — 1 Tim. 4:10.