Jesu bjergprædiken — ’Lad dine barmhjertighedsgaver være i det skjulte’
EFTER sin formaning om hvordan man bør behandle sin næste gav Jesus nogle råd om den form for tilbedelse der virkelig tæller hos Gud. Han begyndte denne del af sin bjergprædiken med at sige: „Pas endelig på at I ikke udøver jeres retfærdighed i menneskers påsyn for at blive bemærket af dem.“ — Matt. 6:1a.
I dette tilfælde betyder „retfærdighed“ en adfærd der er i overensstemmelse med Guds normer for hvad der er ret. (Jævnfør Mattæus 5:6, 20.) Gud ønsker at vi skal vise retfærdighed på alle livets områder. Dette gælder også vore handlinger når vi er alene, samt vort forhold til Gud og vore medmennesker.
Jesu ord betyder dog ikke at man aldrig bør udøve gudfrygtige handlinger i andres påsyn, for det ville være i modstrid med hans tidligere formaning om at hans tilhørere skulle ’lade deres lys skinne for folk’. (Matt. 5:14-16) Men man bør aldrig gøre det med det motiv at „blive bemærket af dem“. Man bør ikke forsøge at henlede opmærksomheden på sig selv, som om man stod på scenen i et teater.
Jesus sagde til alle som kunne være tilbøjelige til at henlede opmærksomheden på deres egne fortrin: „I [vil] ikke have nogen belønning hos jeres Fader som er i himlene.“ (Matt. 6:1b) Denne ’belønning fra himmelen’, der blandt andet består i et nært forhold til Gud og i evige velsignelser under hans riges styre, tilfalder ikke mennesker der tilbeder Gud for at henlede opmærksomheden på sig selv.
For jøderne i det første århundrede var bøn, faste og godgørenhed tre af de vigtigste sider af gudsdyrkelsen. Angående det sidste sagde Jesus: „Når du derfor går hen for at give barmhjertighedsgaver, så lad ikke blæse i trompet foran dig, sådan som hyklerne gør i synagogerne og på gaderne, for at de kan blive herliggjort af mennesker.“ — Matt. 6:2a.
De nævnte „barmhjertighedsgaver“ var almisser til de fattige. De hebraiske Skrifter understreger ofte betydningen af at hjælpe dem der lider nød. (Ordsp. 14:21; 28:27; Es. 58:6, 7) Senere havde hvert jødisk samfund et fond for de fattige der blev indsamlet og uddelt fra synagogerne hver uge. Hver indbygger forventedes at bidrage efter sin økonomiske status. Mange gik ud over denne forpligtelse og gav ekstra støtte til de nødlidende i form af frivillige bidrag. Det er interessant at Jesus og hans apostle havde en fælles kasse til de fattige. — Joh. 12:5-8; 13:29.
Med hensyn til uddelingen af barmhjertighedsgaver gav Jesus imidlertid sine disciple denne formaning: „Lad ikke blæse i trompet foran dig.“ Med andre ord: ’I skal ikke udbasunere det når I giver almisser.’ Det plejede farisæerne nemlig at gøre, og dem kaldte Jesus hyklere, det vil sige nogle der gav sig ud for at være noget de ikke var. Med hensyn til det at offentliggøre velgørenhedsbidrag „i synagogerne og på gaderne“, læser vi i Theological Dictionary of the New Testament:
„Rabbinske skrifter bærer rige vidnesbyrd om den teatralske natur af farisæernes retfærdighed. . . . Mens midlerne til den offentlige understøttelse til de fattige blev tilvejebragt ved beskatning, var de almisser der blev givet herudover frivillige gaver. Disse blev bekendtgjort for menigheden i synagogerne og ved fastegudstjenester på åben gade.“ (Bind III, s. 974) „I synagogerne, især under faster når tilbedelsen under alvorlige kriser foregik på offentlige steder i byen . . ., var der ofte nogle som offentligt forpligtede sig til at give bestemte summer til de fattiges kasse. . . . Vi får også at vide at de der gav større beløb, blev særligt hædret på den måde at de fik lov til at sidde ved siden af rabbinerne under gudstjenesten.“ — Bind VII, s. 86.
Om sådanne hyklere sagde Jesus: „Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning.“ (Matt. 6:2b) Papyruser fra det første århundrede viser at det græske ord for „de har fået hele“ (apékho) ofte forekom på kvitteringer og betegnede fuld ejendomsret over en ting eller en pengesum. G. Adolf Deissmann siger i sin bog Bible Studies at Jesu ord, i betragtning heraf, „antager den mere bidende ironiske betydning at de kan kvittere for modtagelsen af deres belønning: deres ret til at modtage en belønning er åbenbar, ganske som om de allerede havde kvitteret for den“. Menneskers bifald, og måske en af de forreste siddepladser i synagogen ved siden af de agtede rabbinere, var hele den belønning disse hyklere ville få. Gud ville ikke give dem noget. — Jævnfør Mattæus 23:6.
„Men når du giver barmhjertighedsgaver,“ sagde Jesus til sine tilhørere, „da lad ikke din venstre hånd vide hvad din højre gør.“ (Matt. 6:3) Højre og venstre hånd står hinanden meget nær da de har deres plads på hver side af kroppen og som regel arbejder sammen. Af og til kan den ene hånd dog handle uafhængigt af den anden. At man ’ikke lader sin venstre hånd vide hvad den højre gør’, vil derfor sige at man ikke bekendtgør sine barmhjertighedsgerninger, ikke engang for dem der står en så nær som den højre hånd står den venstre.
Ifølge Jesus skulle man ikke pralende forkynde at man gav almisser. Nej, sørg for at „dine barmhjertighedsgaver kan være i det skjulte; så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig“. (Matt. 6:4) Eftersom Gud er i himlene og er usynlig for menneskers øjne, forbliver han „i det skjulte“ hvad mennesker angår. (Joh. 1:18; 1 Joh. 4:20) Betalingen fra den der „ser til i det skjulte“ består blandt andet i at Gud fører ydmyge tilbedere ind i et nært forhold til ham, og i at han tilgiver deres synder og skænker dem evigt liv under fuldkomne forhold. (Ordsp. 3:32; Ef. 1:7; Åb. 21:1-5) Hvor langt er dette ikke at foretrække, fremfor blot og bar beundring og ros fra mennesker!