Nyheder på nært hold
Forlorne får?
● Bladet Human Behavior siger at alt måske ikke er hvad det ser ud til under de berømte Billy Graham-korstog. Det påstås at mange af dem der sædvanligvis flokkes til alteret, er anmodet om det i forvejen „for at give indtryk af en spontan masseomvendelse“.
„Fire til seks uger før et korstog dukker forhåndsarrangører op for at råde og vejlede de lokale,“ beretter et hold forskere fra universitetet i Arizona, som oplyser at de infiltrerede Graham-organisationen i 1974 da den besøgte byen Phoenix. „Når Billy Graham kommer til byen og kalder folk til alteret, er en hær på 6000 parat med instruktioner om hvornår de skal gå frem,“ siger de.
Artiklen siger videre at „’modtagelsen af Jesus’, der engang blev regnet for at være en dybt personlig oplevelse, nu er blevet bureaukratiseret og rutinepræget ligesom resten af vor tids massekultur“. Dette kan måske siges om mange der hævder at tale for Kristus, men hvor forfriskende er det ikke at læse hvad en sand discipel af Jesus sagde: „Vi har undsagt al hemmelig nederdrægtighed, vi har ingen lumskerier for, vi forfalsker ikke Guds Ord, vi forelægger sandheden åbent og ærligt — det er således, vi anbefaler os til hvert eneste menneskes samvittighed for Guds Ansigt.“ — 2 Kor. 4:2, Seidelin.
Fyret for at arbejde
● En britisk arbejder er blevet afskediget fordi hun havde for vane at møde for tidligt. Under pres fra vrede medarbejdere havde ledelsen advaret hende mod denne praksis, som satte hendes mindre energiske medarbejdere i et dårligt lys. Endvidere forlyder det at flere firmaer i England og Skotland må udbetale ekstra bonus ene og alene for at få de ansatte til at arbejde hele arbejdsugen. Ofte er ledelsen bange for at skride ind over for ubegrundede forsømmelser, eftersom det let kan føre til sympatistrejker med ødelæggende følger for firmaet.
Kristne vil imidlertid i deres verdslige arbejde følge princippet i den bibelske vejledning der blev givet til trælle, om at „underordne sig under deres herrer i alle ting og være dem til behag, ikke svare igen, . . . men udvise god troskab i fuldt mål“. Dette gjaldt også hvis deres „herrer“ var „vanskelige at behage“. Kristne som følger denne vejledning har erfaret at det ofte giver dem et godt forhold til deres foresatte, og at det endog kan medføre goder som de ikke ville opnå ved at stille sig i opposition. — Tit. 2:9, 10; 1 Pet. 2:18.
Skyder skylden fra sig
● Mormonernes nye „åbenbaring“ om at sorte af afrikansk herkomst nu kan få adgang til samfundets præstedømme, har fået mange oprigtige mennesker til at spørge: Hvem er så holdt op med at forskelsbehandle — Gud eller mormonkirkens ledelse? Kirkeleder Spencer Kimballs forklarende brev til kirkens repræsentanter giver tilsyneladende Gud skylden for at de sorte så længe har måttet nøjes med at være andenrangs medlemmer af kirken: „[Gud] har hørt vore bønner, og gennem en åbenbaring har han bekræftet at den længe lovede dag nu er inde da enhver værdig, troende mand i kirken kan modtage det hellige præstedømme . . . uden hensyn til race eller hudfarve.“
Iagttagere kan dog med god ret spørge om ændringen ikke snarere har en såre menneskelig baggrund. En tidligere lægypperstepræst i kirken som i 1976 ordinerede en sort til præst og blev ekskommuniceret for denne handling, har betegnet den nylige ændring som „en bekvemelighedsåbenbaring, ligesom den politisk inspirerede beslutning om at ophæve flerkoneriet [i 1890]“. Uvægerlig spørger man om ikke kirkens ledere, der byggede det tidligere forbud på passager i Joseph Smiths Mormons bog og Den kostelige perle, blot har givet efter for et menneskerettighedspres såvel i kirken som udefra.
Når religiøse dogmer bygges på menneskelige, ikke-bibelske kilder, vil det altid vise sig at de ikke vidner om Guds egenskaber men om menneskers. De vil blive afsløret, i modsætning til „Herrens ord“, der „bliver evindelig“. — 1 Pet. 1:25, da. aut.