Udtalelser om blodtransfusion

MANGE har lagt mærke til at Jehovas Vidner har et specielt syn på blod.

De fleste kirkesamfund går uden om spørgsmålet, men Jehovas Vidner tøver ikke med at påpege at sande tilbedere ifølge Guds ord skal ’afholde sig fra blod’. (Apg. 15:28, 29; 1 Mos. 9:3, 4) Som behandlet i brochuren Jehovas vidner og spørgsmålet om blod, udelukker dette forbud at man tager imod blodtransfusioner. Brochuren fremlægger også vidnesbyrd om at det lægeligt set er muligt at tage hensyn til dette religiøse standpunkt. I næsten alle tilfælde kan nødvendige kirurgiske indgreb udføres uden brug af blod hvis dygtige læger anvender accepterede alternative behandlingsmetoder.

Er det svært at acceptere denne påstand? Det synes nogle. Men læg mærke til hvad der kom frem i juninummeret 1978 af den amerikanske kirurgforenings tidsskrift Bulletin (årg. 63, nr. 6).

Dette nummer behandlede emnet „Kirurgiens etik, moral og religion“, og indeholdt blandt andet artiklen „Kirurgisk etik: Mere end god videnskab“, skrevet af dr. J. E. Dunphy, der betegnes som „en af den amerikanske lægestands ’grand old men’“. Dr. Dunphy er professor emeritus i kirurgi ved det medicinske fakultet ved University of California i San Francisco. Han skrev:

„Jeg tror ikke at god videnskab er nok. For nogle år siden sagde lord Hunt i et foredrag i den kongelige lægeforening i England: ’Tro og religion hænger nøje sammen. Jeg tror ikke man kan praktisere som læge, eller for den sags skyld gøre noget som helst andet godt, og leve et nyttigt og meningsfyldt liv, uden at man tror på noget man kan grunde sine tanker og handlinger på. . . . Alt hvad der styrker en patients religiøse tro, eller hans tro på sig selv, på sin behandling eller på sine læger, har betydning og bør fremmes.’“

Derefter kom dr. Dunphy ind på spørgsmålet om Jehovas vidner og blodtransfusion. Han sagde:

„Gennem de sidste tolv år har vi haft adskillige patienter på vort hospital som har været Jehovas vidner, og vi har opereret uden at give blod. Jeg kan tage fejl, men jeg husker ikke at en eneste patient har mistet livet fordi han ikke fik blod. Derimod er det hændt at sådanne patienter er blevet anæmiske i dagens løb.

Jeg blev ganske fascineret da jeg læste en rapport der netop er udsendt af [hjertekirurgen] Denton Cooley. Han beretter om mere end 500 større hjerteoperationer på Jehovas vidner som blev udført uden transfusion, og med en dødelighed på kun 5 procent. Tallene tåler sammenligning med hans tal for patienter der fik tilstrækkeligt med blod tilført.“

Dr. Dunphy skrev til slut: „Blodtransfusion styrker uden tvivl kirurgen, men det styrker ikke nødvendigvis patienten. Måske har vi alle en tendens til at give blod for at gøre det lettere for os selv. Jeg mener at når vi har at gøre med et Jehovas vidne, gør vi vel i at tage hensyn til hans standpunkt.“

Bulletin gengav også dr. Dunphys svar på spørgsmålet om hvad man skal gøre hvis en patient som er et Jehovas vidne, begynder at bløde efter en operation og plasmaerstatningsmidler uden blod ikke har nogen virkning.

„Jeg tror jeg indtrængende ville opfordre patienten til at skifte standpunkt og tage imod en transfusion. Men jeg vil også fremholde at hvis en patient — og nu taler jeg om den direkte operation . . . — at hvis en patient ikke klarer sig godt og det virker som om han har blødninger, så gavner en transfusion alligevel ingenting. Det rigtige er at operere for at standse blødningen. Hvis man skynder sig tror jeg man stadig kan redde patienten. Det er derfor jeg siger at jeg ikke kan huske at nogen af mine patienter er døde af vedholdende blødninger fordi de var Jehovas vidner. . . .“

Fra en helt anden side har vi en interessant beretning om et tilfælde hvor man opererede uden at give blod. En moder i North Carolina i U.S.A. skrev for nylig til Vagttårnets selskab:

„Min niårige datter, Jill, har gennemgået en sjælden og risikofyldt nerveoperation i rygraden og samtidig en ortopædisk operation for at få korrigeret en skævhed i ryggen. Jeg vil gerne fortælle jer om handlingsforløbet der førte til det gode resultat.

Jill er født med en halv ryghvirvel og et ribben for meget, så hendes ryg var skæv. Derfor led hun af medfødt skoliose, det vil sige sidekrumning af rygraden.

Mange børn har skoliose. Ofte kan tilstanden afhjælpes med et støttekorset. Men da de medfødte tilfælde er sværere at behandle, bliver det ofte nødvendigt med en operation; og når rygraden bøjer sig 30 grader fra det normale, anbefales det at man opererer. Krumningsprocessen kan foregå meget langsomt og så pludselig tage fart. Da Jill var syv år havde rygraden langsomt krummet sig 12 grader til siden. To måneder efter rutinekontrollen var skævheden 26 grader. Og en måned senere var den 34 grader. Jill måtte straks have en ortopædisk operation.

Den ortopædiske kirurg der havde taget sig af Jill siden hun var fire år, fortalte min mand og mig at patienten under en sådan operation mister en liter blod i timen. Operationen ville tage mindst fire timer. Jill ville med andre ord miste alt sit blod. Han sagde: ’Ingen vil hjælpe jer.’ For at skævheden ikke skulle forværres, gav han Jill et støttekorset.

Mens hun af den grund var indlagt på hospitalet, tog man rutinemæssigt et røntgenbillede af rygraden. Men det som billedet afslørede, var ikke nogen rutinesag. Det viste sig at en knoglestump var ved at trænge ind i det indre af Jills rygrad. Den kunne nemt beskadige nerverne og måtte omhyggeligt holdes under observation.

Vores læge satte sig i forbindelse med kolleger på dette område. Takket være hans betænksomhed kunne vi derfor tage hen til en kirurg der mente at han måske kunne hjælpe Jill. Det var dr. B–– ved Duke-universitetets medicinske fakultet i Durham, North Carolina. Det blev et nedslående besøg.

Dr. B––, der var ortopædisk kirurg, så tegn på at knoglestumpen var begyndt at lamme Jills højre ben. Den var ved at skære hendes rygmarv over! Hvis Jill ikke blev opereret ville hun blive lam fra taljen og nedefter. Operationen indebar den risiko at Jill kunne miste kontrollen over alle legemsfunktioner under taljen.

Dr. B–– traf aftale med en neurokirurg, dr. O––, og forsikrede os om at der kunne og ville blive opereret uden blod. Han sagde at nerveoperationen ikke ville blive så langvarig og at han, hvis Jills tilstand syntes at være god, ville fortsætte og korrigere rygradens krumning. På den måde behøvede Jill kun at blive opereret én gang.

Tidligt om morgenen den 9. juni 1977 fjernede dr. O–– knoglestumpen. Indgrebet varede omkring halvanden time. Derefter foretog dr. B–– den ortopædiske operation. Den tog fire og en halv time. Han fortalte os senere at Jill havde mistet i alt 300 milliliter blod: ’. . . ikke noget at tale om. Seks timer på operationsbordet, og hun er ikke engang anæmisk!’

Men vi havde endnu ikke fået den rapport vi så frem til med den største ængstelse. Først når Jill kom til sig selv på opvågningsstuen og dr. O–– havde prøvet hendes nervereflekser, kunne vi vide om hun var blevet lam eller ej.

Så — efter tre timers næsten uudholdelig venten — gik dørene pludselig op. Dr. B–– kom gående med raske skridt gennem hallen, med flagrende kittel og armene højt hævet over hovedet og fingrene bredt ud i et sejrstegn! Inden han havde sagt et ord vidste vi at Jill havde det godt.

Jill var på Duke-universitetets hospital i 18 dage. Jeg kan ikke kraftigt nok understrege hvor godt de ansatte samarbejdede med os og støttede os mens de tog sig af hende. Hun kom sig hurtigt. For at sammenføjningen kunne heles og rygraden få den nødvendige støtte måtte Jill bære et gipskorset (som en skildpadde) i seks måneder.

Nu er Jill kommet af med gipskorsettet. Hendes ryg er rank og fin, og hun kan foretage sig næsten alt. Gennem årene har Jehova givet hende styrke til at udholde smerte og modigt underkaste sig en omfattende operation. Vi ser hende gå nu, og vi er fulde af ærefrygt.“

Sådanne opmuntrende oplysninger kan måske hjælpe andre til at tage større hensyn til det som menneskets Skaber siger om blodet.