Hvordan man kan leve med sine svagheder
KONG DAVID var alvorligt syg, og hans fjender håbede at han ville dø. De der besøgte ham spejdede ivrigt efter tegn på en forværring i kongens tilstand, mens de hyklerisk ønskede ham god bedring. Og bagefter nød de at fortælle andre hvor ringe det stod til med kongen. „En dødelig sot har grebet ham“, sagde de, „han ligger der — kommer aldrig op!“ Selv hans nære ven og betroede rådgiver Akitofel svigtede og blev forræder. — Sl. 41:6-10.
Hvad var det der hjalp David igennem denne deprimerende tid? Han mistede ikke håbet og lod sig ikke lamme af frygt. Han bevarede en stærk tillid til Gud; for han udbrød: „På sottesengen står [Jehova] [sin tjener] bi, hans smertensleje gør du ham let.“ (Sl. 41:4) David kom sig omsider af sin sygdom.
Men hvordan står den Almægtige sine hårdt ramte tjenere bi? Ved hjælp af sin ånd indgiver Jehova Gud den der er syg trøstende tanker, tanker der styrker den syge i håbet. Det Gud gør i den retning spiller en vigtig rolle for patientens helbredelse. Derfor kunne David sige at Jehova gjorde smertenslejet let for den syge, at han ændrede sygelejet til et helbredelsesleje.
Det er værd at bemærke at nutidens læger er blevet klar over hvor meget det betyder for helbredelsen at patienten nærer håb. For eksempel skriver dr. Karl Menninger i sin bog The Vital Balance: „Den videnskabelige viden vi har i dag, er ikke tilstrækkelig til at vi kan opdage, fastslå eller udpege alle de kræfter der arbejder for en helbredelse, ligesom vi heller ikke i ethvert tilfælde kender alle de kræfter vi arbejder imod. Men ét ved vi: I nogle tilfælde opgives håbet, og døden bliver resultatet; i andre tilfælde fastholdes håbet, og det umulige sker.“
Om den skadelige virkning af håbløshed og frygt skriver The Encyclopedia Americana: „Når frygt påvirker sindet uden at hindres, får det ofte de alvorligste følger, især hvis der er sygdom eller optræk til sygdom. Hos mange mennesker har frygt en langt alvorligere virkning end selv den farligste sygdom. Den rædsel epidemiske sygdomme spreder, er tit lige så farlig som smitten — den lammer organismen og nedbryder den naturlige psykiske styrke og modstandskraft; sindet berøves håbets ukuelighed, og mennesker som efter deres alder og kræfter at dømme skulle have de bedste muligheder for at gå fri, bliver ofre for sygdommen. Frygt er gift for sindet, og den er sundhedens og lægevidenskabens værste fjende.“
Den der har en urokkelig tro på Gud og Guds ords løfter, beskyttes mod at bukke under for en sådan nedbrydende frygt. Han finder trøst i bevidstheden om at enhver lidelse hører op en dag. Selv om det skulle ende med døden, lader han sig ikke overvælde af frygt, for Guds løfte om en opstandelse holder ham oppe. Mens hans kvaler står på, beder han Jehova Gud om hjælp til at stå dem igennem. Og Guds ånd eller virksomme kraft giver ham den nødvendige styrke. Desuden ser den syge tillidsfuldt frem til opfyldelsen af det bibelske løfte: „[Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ — Åb. 21:4.
Det håb som dette storslåede løfte giver, kan hjælpe et menneske til at bevare et lyst syn på tilværelsen på trods af de store kvaler sygdom eller ulykke har medført. Tag for eksempel den 43-årige Robert, der var plaget af uhelbredelig kræft i rygsøjlen. Lægerne fortalte ham at han kun havde en uges tid tilbage at leve i. Men omkring fire måneder senere traf Robert, trods sin alvorlige sygdom, forberedelse til at overvære et af Jehovas Vidners stævner. Liggende på sin seng kunne han lytte til en del af indlæggene ved stævnet. Lægerne fattede simpelt hen ikke at han kunne bevare et sådant livsmod. ’Håbet om den nye orden som Jehova har lovet, holder mig oppe,’ sagde Robert gerne. Han var også vedholdende i bønnen, idet han bad Gud om styrke til at holde ud.
Det samme løfte ændrede tilværelsen for Yuko, en ung kvinde i Japan. I en alder af 31 år fik hun kogenbyo, en sygdom der gør huden læderagtig og får kroppen til at stivne som en mumie; sygdommen breder sig og medfører langsomt døden. Først blev Yukos højre hånd stiv, og fingrene blev krumme. Da man ikke kender noget middel mod sygdommen, blev Yuko meget nedtrykt, navnlig ved tanken om hvad der skulle blive af hendes tre børn. Mens hun lå på hospitalet blev hun anæmisk, og musklerne omkring munden og hagen blev så stive at hun ikke længere kunne tale ubesværet. Man måtte give hende flydende kost.
Men hør så hvad der skete da Yuko begyndte at studere Bibelen. Det var til stor trøst for hende at lære om Jehovas nye orden, hvor menneskene ikke vil blive syge og dø. Yuko fortæller: „For første gang fandt jeg et pålideligt håb. Efterhånden fik jeg et stærkt ønske om at fortælle andre der havde det som jeg, om min tro, så de også kunne lære at lægge alt i Jehovas hånd. På grund af min anæmi syntes lægen ikke jeg skulle gå ud og udsætte mig for sollyset. Men jeg følte mig tilskyndet til at dele det jeg havde lært, med andre. Og hvad blev resultatet? Jeg plages ikke mere af anæmi. Ved at gå ud og tale med andre om Bibelen fik jeg en god appetit, så jeg tog på i vægt. Og musklerne omkring min mund begyndte at virke ubesværet. Når lægen iagttager den mirakuløse fremgang der er sket i min helbredstilstand ryster han forundret på hovedet, for han kan ikke forstå hvad der har udvirket så stor en forandring.“
En lignende forandring erfarede en ung mand der led af dissemineret sklerose. Halvdelen af hans krop var lammet, og han tilbragte al sin tid i en rullestol på det værelse han havde på et plejehjem. Med den ene hånd manøvrerede han sin kørestol, som han kørte frem og tilbage, og fra side til side. Fuldstændig uden håb så han frem til at dø. Men efter at have studeret Bibelen med et af Jehovas vidner en tid, begyndte han at vise større interesse i tilværelsen. Han gjorde forsøg på at gå, idet han støttede sig til møblerne. Med tiden blev han helt dygtig til at bruge en gangstol. Han flyttede fra plejehjemmet og fik sin egen lejlighed, begyndte selv at lave mad og gjorde endda selv rent i lejligheden. Nu så han ikke mere frem til døden men til opfyldelsen af Bibelens løfte om en verden uden sygdom.
Helt frem til vor tid har Bibelens budskab bragt trøst og opmuntring til de ældre, til dem der har svagheder at kæmpe med, og til dem der er handicappede på grund af ulykker eller sygdom. Ved at lære at støtte sig til Jehova Gud, søge styrke hos ham og gøre det håb han fremholder til deres eget, har disse mennesker kunnet klare store vanskeligheder. Det vidner om at Bibelen er en kilde til sikker trøst!