Gør Jehovas gerning på Jehovas måde
„Lad os da, så mange af os som er modne, have denne indstilling; og . . . så langt som vi er nået, fortsat vandre regelret i samme gænge.“ — Fil. 3:15, 16.
1, 2. Hvilken tosidet tjeneste må indviede kristne udføre i dag, og af hvilke skriftsteder fremgår det?
HVILKEN gerning har Jehova overdraget dem der har indviet sig til at gøre hans vilje og følge i hans søns, Jesu Kristi, fodspor? Det er en tosidet gerning, en gerning som Jesus Kristus både forudsagde og gav befaling om.
2 Han profeterede: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14) Forkyndelsen af den gode nyhed om Riget er derfor en vigtig del af det arbejde Jehova ønsker udført i dag. Jesus gav også sine første disciple denne befaling: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, 20) Kristne skal altså ikke blot forkynde, men også undervise folk i det de selv har lært. De bør hjælpe andre til at gøre det Jesus selv befalede sine første apostle og disciple at gøre.
3. Hvad viser Bibelen om den måde hvorpå Guds gerning skal udføres?
3 Hvordan ønsker Jehova Gud at dette arbejde skal udføres? Kan hver enkelt kristen gøre dette arbejde sådan som han finder for godt eller mener det bør udføres? På ingen måde. Guds ord viser os hvordan det skal gøres. Dette princip blev allerede understreget på Moses’ tid, for i Femte Mosebog 12:8 læser vi: „I må ikke bære eder ad, som vi nu for tiden gør her, hvor enhver gør, hvad han finder for godt.“ Nej, vi skal tværtimod gøre som der står i Femte Mosebog 6:18: „Du skal gøre, hvad der er ret og godt i [Jehovas] øjne, for at det må gå dig vel.“ Apostelen Paulus viser at disse principper også gælder den kristne menighed: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, . . . at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ (1 Kor. 1:10) Og i Filipperbrevet 3:15, 16 viser Paulus at det der kendetegner modne kristne er at de udgør en enhed i tanke, ord og handling. Denne enhed er nødvendig for at vi kan gøre Jehova Guds gerning på hans måde.
Guds gerning må komme i første række
4. (a) Hvilken plads bør Guds gerning indtage i vort liv? (b) Hvad kan med rette lægge beslag på vore aktiver?
4 Hvad kræves der for at vi kan gøre Jehovas gerning på Jehovas måde? Én ting er at vi må give den førstepladsen i vort liv. Som Jesus formanede: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed.“ (Matt. 6:33) Vi har kun et begrænset mål af tid, af fysisk og mental styrke eller energi, og af denne verdens midler. Der er så meget der med rette kan gøre krav på vores tid. For eksempel må en fader sørge for sin familie, ikke blot åndeligt men også materielt, og desuden tilrettelægge passende adspredelser for familien. Det er alt sammen krav han må opfylde. — Jævnfør Første Timoteusbrev 5:8.
5. (a) Hvordan kan en kristen sætte Jehovas gerning først i forbindelse med sit verdslige arbejde? (b) Hvordan blev en fader belønnet da han gjorde det?
5 Selv om man må tage hensyn til sådanne forpligtelser, er der imidlertid områder hvor de kristne kan vælge hvad de vil gøre. Det kunne for eksempel være at vi, fordi vi gerne vil sætte Guds rige først i livet, fik mulighed for at vælge en beskæftigelse der gav os mest mulig tid til at deltage i arbejdet med at forkynde og gøre disciple, og til at drage omsorg for vores families åndelige interesser. En fader der arbejdede som laborant sagde sit arbejde op og blev selvstændig, idet han påtog sig alle mulige slags job, sådan at han kunne bruge mere tid til at sørge for sine fire sønners og sin datters åndelige behov. Resultatet? Børnene blev også flittige kristne forkyndere.
6. Hvilket valg må vi træffe i forbindelse med vores fritid?
6 Så er der spørgsmålet om vores fritid. Vi har alle behov for adspredelser, men hvor stort er dette behov? Kommer det først i vort liv? Går vi i den grad op i vores yndlingsadspredelse at det går ud over vore åndelige interesser? Eller sørger vi først for at få dækket vore åndelige behov, for derefter, alt efter som tiden tillader det, at tage del i en eller anden form for adspredelse? Det er ofte et spørgsmål om at vælge, for i regelen er det ikke det ene OG det andet, men det ene ELLER det andet. Betragter vi Guds gerning, der indebærer at vi lever efter og forkynder „den gode nyhed“, som det vigtigste i vort liv, og de andre ting som mindre væsentlige? Eller lader vi tankeløst fornøjelser tage det meste af vores tid, kræfter og midler, så der kun bliver lidt tilovers til Guds gerning? Kunne vi med rette anklages for at være „venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud“? — 2 Tim. 3:4.
En alsidig tjeneste og god planlægning
7, 8. (a) Hvordan kan vi gøre Jehovas gerning på Jehovas måde i vores forkyndelse af „den gode nyhed“? (b) I forbindelse med planlægningen af vores tid?
7 Jesus sagde at han intet gjorde af sig selv. Han fulgte nøje sin Faders vejledning. (Joh. 14:10) Vi gør derfor også klogt i omhyggeligt at studere hans eksempel og udføre forkyndelsen af „den gode nyhed“ på samme måde som han gjorde. Så vil vi gøre Jehovas gerning på Jehovas måde. Jesus ventede ikke at folk skulle komme til ham, og han begrænsede heller ikke sin forkyndelse af „den gode nyhed“ til dem han allerede kendte. Han gik „fra by til by og fra landsby til landsby, og han bekendtgjorde og forkyndte den gode nyhed om Guds rige“. (Luk. 8:1) Hans disciple, som efterlignede hans eksempel, tog også initiativet til at tale med andre om „den gode nyhed“; de forkyndte for grupper på torvet og andre steder hvor folk forsamledes. (Apg. 16:13-15; 17:17-21) I dag følger Jehovas vidner det samme princip. De tager initiativet til at forkynde „den gode nyhed“ for andre, uanset om disse er fremmede eller nogle de kender. Under varetagelsen af deres daglige pligter kommer de i kontakt med slægtninge og naboer, med kolleger på deres arbejdsplads og med lærere og elever i skolen; og de prøver at benytte denne kontakt som en lejlighed til på en taktfuld måde at forkynde Bibelens sandheder. Men hvis de begrænsede deres forkyndelse til disse muligheder, var det ikke alle der ville få „den gode nyhed“ at høre. Der er nogle de aldrig ville møde dersom de ikke personligt opsøgte dem i deres hjem. Da Jehovas vidners kærlighed til deres næste omfatter alle slags mennesker, gør de en indsats for at nå alle med Rigets budskab. Vidner din andel i forkyndelsen om at du udfører en sådan alsidig tjeneste? — Matt. 5:46-48; 1 Tim. 2:3, 4.
8 En alsidig tjeneste er nøje forbundet med god planlægning. ’Hver en ting under himmelen har sin tid.’ (Præd. 3:1-8) Når vi er til et menighedsmøde, og en kristen forkynder holder et foredrag, er det, ifølge dette princip, derfor ikke det rette tidspunkt til at døse, at hviske eller at læse noget der ikke har med emnet at gøre. De aftener møderne holdes er heller ikke det rette tidspunkt til at gå på genbesøg eller at være optaget af andre former for kristen virksomhed der lige så godt kunne udføres på et andet tidspunkt. Det ser ud til at især de ældste har behov for at være påpasselige med hvordan de tilrettelægger deres tid. De kan ofte føle sig fristet til at tage sig af menighedens anliggender under selve møderne. Med lidt bedre planlægning skulle det være muligt at tage sig af disse ting på et andet tidspunkt.
Må gøre Guds gerning på en fredelig måde og med glæde
9, 10. (a) Hvorfor bør vi tjene Jehova på en fredelig måde? (b) Hvorfor er dette undertiden et problem?
9 Jesus formanede sine apostle: „Hold fred med hinanden.“ (Mark. 9:50) Ja, er Jehova ikke „fredens Gud“ og hans søn ikke ’Fredsfyrsten’? (Fil. 4:9; Es. 9:6) Og sagde Jesus ikke at de som stifter fred er lykkelige? (Matt. 5:9) Det betyder at vi bør være interesseret i og bestræbe os for at have et fredeligt forhold til hinanden.
10 Hvorfor kan det somme tider være et problem at samarbejde på en fredelig måde? En af grundene er uden tvivl at vi hver især har vores egen personlighed. Vi bør derfor villigt erkende at der er forskellige måder at tænke og handle på, og være forstående og ikke kritiske. En anden grund til at det somme tider kan være et problem at bevare freden, er at vi nærer et inderligt ønske om at se Guds gerning udført på den bedst mulige måde, og det er naturligt at vi synes at vores måde er den bedste. Somme tider er det måske også tilfældet. Men ofte er der mere end én acceptabel måde at gøre tingene på. Når det er tilfældet, er det langt vigtigere at vi arbejder fredeligt sammen, end at noget absolut bliver udført på den mest effektive måde.
11. Hvad bør en ældste være villig til at gøre, i fredens interesse?
11 Især må de ældste, når de kommer sammen for at drøfte menighedens anliggender, huske på hvor vigtigt det er at bevare freden. Når der ikke er tale om et princip der absolut må håndhæves, men det blot er et spørgsmål om smag og behag eller om noget der koster lidt mere eller lidt mindre, vil den kloge, i fredens interesse, give efter for den for hvem sagen synes at være af stor betydning. Men hvis vi altid insisterer på at tingene skal gøres på vores måde, kan vi pådrage os vore brødres modvilje og være årsag til at der opstår et køligt forhold mellem dem og os. Ville sejren være det værd? Naturligvis ikke! Så hvis vi skal gøre Jehovas gerning på hans måde, må vi også stræbe efter at bevare et fredeligt forhold til hinanden, idet vi husker ordene i Salme 133:1: „Se, hvor godt og hvor lifligt er det, når brødre bor tilsammen [i enhed, NW].“
12. Hvorfor er det et rimeligt krav at vi skal tjene Jehova med glæde?
12 Et andet vigtigt aspekt i forbindelse med tjenesten for Jehova, er at vi udfører den med glæde. Ligesom en ulykkelig hustru ikke er nogen god anbefaling for sin mand, sådan er en tjeneste for Gud der ikke udføres med glæde, heller ikke nogen god anbefaling for Ham. Paulus’ formaning er i høj grad på sin plads: „Glæd jer altid i Herren. Igen vil jeg sige: Glæd jer!“ (Fil. 4:4) Og de kristne i dag har i sandhed mange grunde til at glæde sig! Sandheden har ’frigjort dem’ (Joh. 8:32); de har fået tilgivelse for synder (Apg. 13:38); de ser hvordan kundskaben om sandheden stadig tager til (Dan. 12:4); de kan glæde sig over hinandens gode selskab (Rom. 1:11, 12); de erfarer den større lykke der er ved at give (Apg. 20:35); de fryder sig over velsignelserne i det åndelige paradis (2 Kor. 12:4); og de ved at de, ved at bevare deres integritet, også glæder Jehova Guds hjerte. — Ordsp. 27:11.
Må gøre Guds gerning med rene hænder
13. På hvilket punkt kom fortidens Israel ofte til kort, og hvad befalede Jehova derfor folket at gøre?
13 At gøre Jehovas gerning på Jehovas måde indebærer også at vi tjener ham med rene hænder, det vil sige bevarer en ren moral. Ikke så få er kommet til kort på dette punkt. Hvor travlt vi end måtte have i Jehovas tjeneste, ville det alt sammen være til ingen nytte hvis vi ikke levede efter Bibelens moralprincipper. Det viste Jehova Gud tydeligt i forbindelse med Israels folk i fortiden. Han gjorde det klart for israelitterne at han fandt deres forskellige former for afgudsdyrkelse vederstyggelig, og sagde derpå: „Tvæt jer, rens jer, bort med de onde gerninger fra mine øjne! Hør op med det onde.“ — Es. 1:13-16.
14. Hvordan satte Paulus ved sin adfærd et godt eksempel, og hvilken befaling var dette i overensstemmelse med?
14 Jehova Gud er hellig, ren og retfærdig, og han har befalet sine tjenere at også de skal være hellige og rene. „I skal være hellige, for jeg er hellig.“ (1 Pet. 1:16) Vi er alle ufuldkomne og må derfor kæmpe hårdt for at bevare os hellige og rene. Undertiden føler vi måske ligesom apostelen Paulus, dengang han skrev: „Det gode jeg gerne vil, det gør jeg ikke, men det onde som jeg ikke vil, det praktiserer jeg.“ (Rom. 7:19) Men han holdt aldrig op med at kæmpe imod sine nedarvede svagheder, for han skrev: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ (1 Kor. 9:27) De jøder der vendte tilbage fra det gamle Babylon, fik denne befaling: „Bort, bort, drag ud derfra, rør ej noget urent, bort, tvæt jer, I, som bærer [Jehovas] kar!“ Selv om denne befaling i første række hentyder til religiøs renhed, gælder den i princippet også moralsk renhed. — Es. 52:11.
15. Nævn endnu en grund til at vi må give agt på vores adfærd.
15 Det er i høj grad på sin plads at vi bevarer os rene, ikke blot på grund af det rene budskab vi forkynder, men også for ikke at bringe andre til snublen og fald. Jesus advarede om at det var en yderst alvorlig sag at bringe en af hans små til snublen og fald. (Luk. 17:1, 2) Som det fremgår af Paulus’ ord, var han også meget påpasselig på dette punkt: „Vi giver ikke på nogen måde anledning til snublen og fald, for at vor tjeneste ikke skal blive dadlet; men på enhver måde anbefaler vi os som Guds tjenere: ved at udholde meget, . . . ved renhed, . . . ved kærlighed uden hykleri.“ Hvis vi virkelig skal kunne gøre Jehovas gerning på hans måde, må vi omhyggeligt passe på at vi tjener ham med rene hænder, så vi ikke vanærer Jehova og hans menighed, og ikke bringer andre til snublen og fald. — 2 Kor. 6:3-10.
Må tjene Jehova uselvisk
16. Hvad bad Kong David Gud om, og hvad indebar det?
16 Og fremfor alt: Medmindre vi tjener Jehova af kærlighed, af uselviskhed og af et rent hjerte, vil det overhovedet ikke gavne os. Kong David forstod hvor vigtigt dette var, og derfor bad han: „Lær mig, [Jehova], din vej, at jeg kan vandre i din sandhed; vend mit hjerte til dette ene: at frygte dit navn.“ (Sl. 86:11) At tjene med et delt hjerte ville betyde at man gav rum for selviskhed. Det ville være et tegn på at der lå et uret motiv bagved. Det er derfor vi opfordres til at elske Jehova Gud af hele vort hjerte og sind, og hele vor sjæl og styrke. — Mark. 12:29-31.
17. Hvorfor er det ikke let at erkende og bekæmpe sine urette motiver?
17 Det er ikke let at gøre det. Israelitterne kom ustandselig til kort på dette punkt. Hvorfor? Fordi det ufuldkomne menneskes hjerte er overordentlig svigefuldt, bedragerisk, sådan som vi læser i Jeremias 17:9. Og som Jeremias videre skriver, er det kun Jehova Gud der fuldt ud kan forstå hjertet. Det er grunden til at et studium af hans ord kan hjælpe os til at erkende vore selviske tilbøjeligheder eller urette motiver, og til at bekæmpe dem. Ja, vort hjertes faldne tilbøjeligheder er altid ude på at fordærve eller ødelægge vore gode gerninger. Det var selviske, urette motiver der var fejlen ved de religiøse ledere på Jesu tid, og som fik dem til at modstå Jesus. Det samme er tilfældet med kristenhedens religiøse ledere i dag. De giver det udseende af at tjene Gud, men i virkeligheden er de først og fremmest optaget af at pleje deres egne interesser. — Matt. 23:13-33.
18. Hvordan understreger apostelen Paulus nødvendigheden af at vi tjener Jehova Gud uselvisk?
18 Apostelen Paulus viser tydeligt hvor vigtigt det er at have et ret motiv: „Hvis jeg taler på menneskers og engles tungemål men ikke har kærlighed, er jeg et klingende stykke malm eller et støjende bækken. Og hvis jeg har gaven til at profetere og er kendt med alle hellige hemmeligheder og al kundskab, og hvis jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan prale, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ — 1 Kor. 13:1-3.
19. Hvilken yderligere vejledning giver Bibelen med hensyn til den kærlighed vi må lægge for dagen?
19 Paulus giver os derfor denne betimelige vejledning: „Lad alt hos jer ske i kærlighed.“ (1 Kor. 16:14) Men lader Paulus det blive ved det? Nej, i erkendelse af vore faldne hjerters svigefuldhed siger han: „Lad jeres kærlighed være uden hykleri.“ (Rom. 12:9) Hvor let er det ikke at sige noget kærligt som i virkeligheden ikke kommer fra et oprigtigt hjerte! Paulus nævner da også „kærlighed uden hykleri“ som en af de ting hvorved han anbefaler sig som en Guds tjener. (2 Kor. 6:6) Ja, vores kærlighed må være „kærlighed ud af et rent hjerte“ og, som også apostelen Peter siger, vores broderkærlighed „uden hykleri“. — 1 Tim. 1:5; 1 Pet. 1:22.
20. Hvilke krav må vi altså opfylde for at gøre Jehovas gerning på Jehovas måde, og hvad vil det medføre for os?
20 Det at gøre Jehovas gerning på Jehovas måde indebærer i sandhed mange ting! Jehova Gud kræver at vi lader hans gerning komme først i livet, at vi tjener ham med visdom, på en fredelig måde, med glæde, med rene hænder og med et rent hjerte. Gør vi det, vil vi erfare en inderlig glæde nu og opnå hans godkendelse og et evigt liv i den nye tingenes ordning som nu er nær.
● „Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers [Jehova], om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål.“ — Mal. 3:10.
[Illustration på side 16]
En veltilrettelagt, kærlig tjeneste for Gud, hvor man altid sætter Rigets interesser først, kan medføre stor glæde nu og i tiden der kommer