„Fred blandt mennesker der har Guds velvilje“

Jesu fødsel var en betydningsfuld begivenhed, men det var kun begyndelsen!

I ÅR 2 f.v.t., omkring den 1. oktober, rejste en mand og hans kone til Betlehem for at blive indskrevet, i overensstemmelse med et dekret fra kejser Augustus. Kvinden var højgravid. „Det var mens de var dér at dagene til hun skulle føde udløb. Og hun fødte sin søn, den førstefødte, og hun svøbte ham i bind og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i overnatningsrummet.“ — Luk. 2:6, 7.

Mange omstændigheder i forbindelse med denne fødsel var usædvanlige, også den måde hvorpå fødselen blev bekendtgjort: „I den samme egn var der også hyrder som levede udendørs og holdt vagt over deres hjord om natten. Og pludselig stod Jehovas engel hos dem, og Jehovas herlighed strålede om dem, og de blev meget bange. Men engelen sagde til dem: ’I skal ikke være bange, for, se, jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del, for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren, i Davids by.’“ — Luk. 2:8-11.

Dette var en betydningsfuld nyhed, for jøderne ventede Messias’ komme. Kunne disse hyrder virkelig tro at dette nyfødte barn var Messias? Engelen fortsatte: „Dette skal være et tegn for jer: I vil finde et spædbarn der er svøbt i bind og ligger i en krybbe.“ Pludselig viste der sig en hærskare af engle der priste Gud og sagde: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ Hyrderne skyndte sig til Betlehem — de vidste at det var Davids by, hvor Messias skulle fødes. De fandt spædbarnet i krybben — det tegn engelen havde givet dem. På denne måde blev de øjenvidner til opfyldelsen af profetien om Messias’ fødsel som menneske. Ude af sig selv af glæde vendte hyrderne tilbage til deres hjorde, idet de herliggjorde og priste Gud. — Luk. 2:12-20; Mika 5:1; Matt. 2:4-6.

Det er denne fødsel mange folkeslag fejrer den 25. december. At dette ikke kan være den rigtige dato, fremgår af følgende ord fra Clarke’s Commentary vedrørende Lukas 2:8:

„Det var skik blandt jøderne at sende deres får ud i ørkenen omkring påsketid, og at tage dem hjem når den første regn begyndte; i den tid de befandt sig udendørs vogtede hyrderne dem nat og dag. Eftersom påsken fandt sted om foråret, og den første regn faldt i begyndelsen af måneden marsjevan, der svarer til dele af vor oktober og november, forstår vi at fårene blev holdt ude i det fri hele sommeren.“

Ingen hjorde kunne opholde sig ude i det fri om natten i december; Clarke’s Commentary slutter følgelig:

„Af selve denne grund bør man forkaste december som tidspunktet for Jesu fødsel.“

Det er muligt at komme tidspunktet for Jesu fødsel endnu nærmere end blot det tidsrum hvori hyrderne var ude på marken med deres hjorde om natten. Jesus begyndte sin tjeneste da han blev 30 år; den varede i tre og et halvt år, hvorefter han i en alder af 33 år blev henrettet på marterpælen.a Det halve år betyder at hans fødsel må have fundet sted seks måneder før en påske, altså i efteråret, omkring 1. oktober. Men det forhold at Bibelen ikke angiver den nøjagtige dato for Jesu fødsel, viser at det ikke forventes af kristne at de fejrer den. Hans fødsel var kun begyndelsen.

Hans død af større betydning

„En sags udgang er bedre end dens indgang.“ (Præd. 7:8) Disse ord passer udmærket på Jesu liv her på jorden. Ifølge Jesus selv var det hans død og ikke hans fødsel der var så betydningsfuld at den burde mindes. Hans død markerede afslutningen på den tjeneste Jehova havde sendt ham til jorden for at udføre. Ved Jesu død blev der tilvejebragt en genløsning for menneskeheden. Ved at dø bevarede Jesus sin integritet under de sværeste prøvelser og beviste at Satan var en løgner. Ved sin død vandt han det rige der vil gøre ende på alt ondt og hidføre varig fred. I Filipperbrevet 2:5-11 omtales hans villighed til at forlade himmelen, komme til jorden og dø som et offer, og hans ophøjelse til en magtfuld stilling i Riget:

„Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus, som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl. Netop derfor ophøjede Gud ham også til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til herlighed for Gud, Faderen.“

Jesus Kristus bliver den fredsfyrste der omtales i Esajas 9:6; og som Jehovas retfærdskonge vil han indføre de fredelige forhold der beskrives i Salme 72:6, 7: „Han kommer som regn på slagne enge, som regnskyl, der væder jorden; i hans dage blomstrer retfærd, og dyb fred råder, til månen forgår.“ Det var derfor helt på sin plads at den engel der bekendtgjorde hans fødsel for hyrderne, omtalte ham som den der ville skabe „fred blandt mennesker der har Guds velvilje“. Alt dette viser at det er hans død der betyder noget. Hans fødsel måtte nødvendigvis komme forud for hans død, men det var hans død der udvirkede så meget og som fortjener at blive mindet. Følgelig er datoen for hans fødsel end ikke nævnt i Bibelen, hvorimod datoen for hans død er nævnt og der er givet påbud om at man skal mindes den. — Luk. 22:7, 19, 20.

„Mennesker der har Guds velvilje“

Jehova forbyder at man sammenblander tilbedelsen af ham med dyrkelsen af dæmonguder. „Du må ikke slutte pagt med dem eller deres guder,“ sagde han til sit folk Israel. „De må ikke blive boende i dit land, for at de ikke skal forlede dig til synd imod mig, til at dyrke deres guder, så det bliver dig til en snare!“ (2 Mos. 23:32, 33; 1 Sam. 5:1-4) Denne begrænsning blev gentaget over for de kristne: „Bliv ikke spændt i ulige åg med ikke-troende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar?“ — 2 Kor. 6:14, 15.

Den foregående artikel viste at julen har ikke-kristne rødder. Den kan føres tilbage til den soltilbedelse der var almindelig blandt mange folkeslag i gammel tid. Selv den genløsning og forligelse der blev tilvejebragt ved Jesu død, har man efterlignet. Den opstandne Jesus optræder som mellemmand og forliger den syndige menneskehed med Gud. Misteltenen, der hører med blandt julens skikke, er det hedenske symbol på en falsk messias der forliger Gud og mennesker. I The Two Babylons skriver dr. Hislop om misteltenen og den skik at kysse under den:

„Lad læseren betragte den mærkelige skik der stadig holdes i hævd i syden juleaften, nemlig at kysse under en gren af misteltenen. Ifølge druidernes overtro var misteltengrenen, der, som vi har set, stammede fra Babylon, et symbol på Messias, ’Menneskegrenen’. Misteltenen blev betragtet som en guddommelig gren — en gren der kom fra himmelen og voksede på et træ der skød op af jorden. Ved denne indpodning af den himmelske gren på det jordiske træ blev himmel og jord, som synden havde adskilt, forenet, og på denne måde blev misteltengrenen symbolet på Guds forligelse med mennesket, idet kysset jo er det velkendte symbol på tilgivelse og forligelse.“ — S. 98, 99.

Mænd og kvinder der har Jehovas velvilje, og som derfor kan glæde sig over den lovede fred, vil holde sig fri af hedenske skikke, selv om disse giver sig ud for at være til ære for Jesu fødsel. De forstår også at den grove verdsliggørelse af julen er i åbenlys modstrid med den ånd Jesus lagde for dagen.

Julegavmildhed sammenlignet med kristen gavmildhed

Gang på gang hører man folk beklage sig over julens kommercielle karakter, men nogle hævder at dette opvejes af den omstændighed at der i julen gives mange gaver. Dette forlener højtiden med et kristent skær, idet Jesus understregede at man skulle vise gavmildhed. Ofte er der imidlertid blot tale om en udveksling af gaver, idet man forventer at få noget igen af den man har givet en gave. Hvis ens gave ikke gengældes, sletter man vedkommende af julegavelisten og sender ingen gave næste år. Det er lige det modsatte af hvad Kristus Jesus anbefalede. Han viste hvad der er den rette ånd, som det fremgår af følgende ord:

„Når du giver en middag eller et aftensmåltid, så indbyd ikke dine venner eller dine brødre eller dine slægtninge eller rige naboer. Måske vil de så indbyde dig til gengæld, og det ville være at betale dig tilbage. Nej, når du holder et selskab, så indbyd fattige, krøblinge, halte, blinde, og du vil være lykkelig, da de intet har at gengælde dig med. For det vil blive gengældt dig i de retfærdiges opstandelse.“ — Luk. 14:12-14.

Den samme ånd kommer til udtryk i vejledningen i Ordsprogene 19:17: „Er man god mod den ringe, låner man [Jehova], han gengælder en, hvad godt man har gjort.“ Både dette og det foregående skriftsted viser at det er Jehova der vil gengælde en. Det er muligt at den du har givet en gave også ønsker at give dig noget. Det er der intet forkert ved, men pointen er: dit motiv til at give bør ikke være at få en gave til gengæld. At din gavmildhed måske vil have denne virkning på modtageren, gav Jesus udtryk for med følgende ord: „Gør jer det til en regel at give, så vil man give til jer. Et godt mål, der er presset, rystet og som løber over, vil man give i jeres skød. For med det mål som I udmåler med, vil man udmåle til jer igen.“ Men motivet til din gavmildhed må altså være at du finder glæde ved at give: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ — Luk. 6:38; Apg. 20:35.

Vis gavmildhed året rundt. Det hjælper andre. Det gør dig lykkelig. Det behager Jesus — i modsætning til den verdslige højtid med udveksling af gaver som fejres i hans navn. Og det skænker dig Jehovas velvilje, han som vil gengælde den glade giver med fred under Guds rige ved Kristus.

[Fodnote]