Salmerne

Vil du være lykkelig, så pas på hvem du omgås

VORE omgangsfæller kan påvirke os i god eller dårlig retning. Mennesker der ryger, bruger narkotika eller lever umoralsk indrømmer ofte at det skyldes påvirkning fra deres venner. Andre er det lykkedes at aflægge skadelige vaner fordi de har gjort sig en ihærdig bestræbelse for at bryde med dårlige omgangsfæller og i stedet søge principfaste menneskers selskab.

Hvis man vil opnå virkelig lykke og tryghed må man derfor undgå at komme sammen med mennesker der ikke elsker det der er ret. Dette understreges stærkt i Bibelen. For eksempel læser vi i Salmernes bog: „Salig [lykkelig, NW] den mand, som ikke går efter gudløses råd, står på synderes vej eller sidder i spotteres lag.“ — Sl. 1:1.

De der lader hånt om Guds normer kan simpelt hen ikke opnå lykke. Som en kærlig Fader har den almægtige Gud kun givet sine fornuftbegavede skabninger love der er til gavn for dem. Derfor er det den der afslår at lade sig lede af de gudløses love eller „råd“, der er lykkelig. Eftersom han på det bestemteste afviser deres måde at tænke på, kan man sige at han ikke „står på synderes vej“. Det betyder at man ikke finder ham dér hvor de er; han ønsker ikke deres selskab. Han nedlader sig ikke til at sidde i deres lag og spotte gudsfrygt.

Den retfærdige finder naturligvis ikke lykken udelukkende ved at afstå fra det negative eller dårlige. Nej, han opnår virkelig glæde ved at beskæftige sig med noget opbyggende, ved at fylde sit sind og hjerte med noget der er sundt og godt. Den første salme siger videre at den lykkelige er den som „har lyst til [Jehovas] lov, og som grunder på hans lov både dag og nat“. (Sl. 1:2) Den retfærdiges virkelige glæde er en følge af at han opfylder sit oprigtige ønske om at kende Jehovas lov og at leve efter den. (Jævnfør Jakob 1:25.) Der går ikke en dag uden at han beskæftiger sig med spørgsmål af åndelig art.

Ligesom alle andre mennesker, udsættes den retfærdige for prøvelser; men han er i stand til at gennemstå disse, akkurat som et sundt træ modstår en forholdsvis kraftig blæst. Meget passende sammenligner salmisten den gudfrygtige med et stærkt træ der har rigeligt med vand. Vi læser: „Han er som et træ, der, plantet ved bække, bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke: alt, hvad han gør, får han lykke til.“ (Sl. 1:3) Et træ der er plantet ved en stadig strømmende vandkilde vil ikke visne i en tørketid eller i sommerens hede; nej, det vil bære frugt. Den retfærdige, der ligeledes får sin styrke fra en kilde der aldrig svigter, nemlig Jehova Gud, klarer sig ved hjælp af Guds ånd under prøvelser og vanskeligheder, og slutresultatet bliver at han får lykke til alt hvad han gør, fordi hans vigtigste mål er at forblive en godkendt tjener for den almægtige Gud. Modstandens hede får ham ikke til at opgive sit mål. Han sejrer og godkendes af Jehova Gud.

Helt anderledes er det med de onde eller gudløse! De synes måske at have fremgang for en tid, men deres tryghed varer ikke ved. Salmisten fortsætter: „De gudløse derimod er som avner, vinden bortvejrer. Derfor består de gudløse ikke i dommen og syndere ej i retfærdiges menighed. Thi [Jehova] kender retfærdiges vej, men gudløses vej brydes af.“ — Sl. 1:4-6.

De gudløse kan altså ikke være mere sikre på at bestå end avnerne når kornet renses. Avnerne blæses bort, mens de tungere kerner falder ned på jorden. De retfærdige vil også bestå, mens de gudløse blæses bort som værdiløse avner. Når de gudløse kommer under dom vil de simpelt hen ikke kunne opnå godkendelse, men bliver forkastet. De hører ikke til blandt retfærdige. De der anses for syndere vil ikke få lov til at være i de retfærdiges menighed, selv om de gør krav på det.

Grunden til at de gudløse ikke skal bestå og ikke skal regnes blandt de retsindige, er at Jehova Gud „kender retfærdiges vej“. Ja, den Almægtige giver de retfærdiges livsførelse godkendelsens stempel og belønner dem. Retfærdiges vej vil derfor bestå til evig tid, mens gudløses vej brydes af. Eftersom de gudløse forsvinder, hører deres „vej“, deres livsførelse, op.

Den første salme tilskynder os i sandhed til at glæde os over Guds lov, at have lyst til den, og samtidig at undgå fortroligt venskab med dem der ikke virkelig elsker Gud. Lever vi efter dette, bliver vi ikke blot lykkelige nogle få år men for evigt, som Jehova Guds trofaste tjenere.