Et vidnesbyrd om Gud og hans skabervirksomhed
MANGE mennesker som betvivler at der findes en Gud, er med vilje blinde for alt det der beviser hans eksistens. Visse dagligdags begivenheder vidner om Gud og hans skabervirksomhed, men selv mennesker der tror på Gud, betragter dem ikke som vidnesbyrd fordi de indtræffer hver dag. Den inspirerede salmist står imidlertid som en direkte modsætning til sådanne mennesker. For ham udgjorde de begivenheder som gentog sig dag efter dag, et samlet vidnesbyrd der umiskendeligt forkyndte den almægtige Guds ære.
De synlige himles vidnesbyrd
Salmisten skrev: „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide. Uden ord og uden tale, uden at lyden høres, når himlens røst over jorden vide, dens tale til jorderigs ende. På himlen rejste han solen et telt; som en brudgom går den ud af sit kammer, er glad som en helt ved at løbe sin bane, rinder op ved himlens ene rand, og dens omløb når til den anden. Intet er skjult for dens glød.“ — Sl. 19:2-7.
I disse poetiske vendinger gav salmisten David udtryk for at de synlige himle — solen, månen og stjernerne — forkynder Guds ære. Det store antal himmellegemer, deres ordensprægede, indbyrdes bevægelser og det gavnlige formål de tjener, er et storslået vidnesbyrd om en viis og mægtig Gud der nærer kærlighed til menneskene. En Gud der har skabt det synlige univers med en sådan orden må være uendelig viis og mægtig. Når vi for eksempel tænker på hvor meget livet på jorden afhænger af solen, må vi drage den slutning at solens Skaber har stor omsorg for alt hvad der lever. Ved at åbenbare visse fremragende egenskaber hos Jehova Gud kundgør eller forkynder de synlige himle i sandhed hans ære.
Vidnesbyrdet om Gud og hans skabervirksomhed er ikke begrænset til det vi kan se på himmelen i løbet af en dag eller en nat. Dag efter dag og nat efter nat bringes det samme vidnesbyrd. Selv inden for ét døgn aflægger solen, månen og stjernerne et forunderligt vidnesbyrd om Skaberen. Men dette vidnesbyrd kan iagttages på himmelen hver dag og nat, så det er som om det aflægges konstant, som om den ene dag bærer vidnesbyrdet videre til den næste, som om den ene nat lader den næste høre om det.
Det er naturligvis et tavst vidnesbyrd der aflægges. Men der findes ingen steder på jorden hvor det ikke er blevet aflagt. Det er nået ud over hele jorden, ja til dens yderste grænse.
Salmisten taler om at solen har et „telt“ på himmelen, og i Job 22:14 læser vi om „himlens runding“. Esajas leder vore tanker i samme retning når han i kapitel 40, vers 22, siger om Gud at „han udbreder himlen som en dug og spænder den ud som et teltbo“. Inde i dette symbolske telt bevæger solen sig hver dag som en nomade. På grund af sin stråleglans sammenlignes solen passende med en brudgom der kommer ud af sit brudekammer, klædt specielt til lejligheden; og ligesom en sportshelt der løber på banen, følger solen sin bane hen over himmelen. Eftersom den spreder sit lys overalt på jorden fra den står op til den går ned, får alt på jorden gavn af dens varme eller glød. Intet er skjult eller udelukket derfra.
Guds lov er et vidnesbyrd
Vidnesbyrdet om Jehova og om hans hænders værk er ikke begrænset til det der kan iagttages på himmelhvælvingen. Ifølge Første Mosebog 1:14 er himmellegemerne blandt andet skabt „til tegn og til fastsættelse af højtider, dage og år“. Ved hjælp af dem har mennesket kunnet beregne dage og år, finde vej over havet, og fastslå hvornår det var bedst for landmanden at udføre visse arbejder med jorden. Men Gud har ikke sat himmellegemerne til at lede menneskene i vigtige moralske spørgsmål; dertil har han givet os sine bud, og de er også et vidnesbyrd om hans ære.
Salmisten David fortsatte: „[Jehovas] lov er fuldkommen, kvæger sjælen, [Jehovas] vidnesbyrd holder [Jehovas formaning er pålidelig, NW], gør enfoldig viis, [Jehovas] forskrifter er rette, glæder hjertet, [Jehovas] bud er purt, giver øjet glans, [Jehovas] frygt er ren, varer evigt, [Jehovas] lovbud [retskendelser, NW] er sandhed, rette til hobe, kostelige fremfor guld, ja fint guld i mængde, søde fremfor honning og kubens saft. Din tjener tager og vare på dem [er også selv blevet advaret ved dem, NW]; at holde dem lønner sig rigt.“ — Sl. 19:8-12.
David henviser her til Guds lov ved Moses. Den var fuldkommen, uden fejl, stod fuldstændig mål med den hensigt hvori den var givet. Denne lov kunne kvæge sjælen i den forstand at man ved at adlyde den ville opnå en fornyelse af sin tilværelse og fremme sit velbefindende.
Alle Jehovas vidnesbyrd eller formaninger er pålidelige; man kan uden risiko lade dem være en rettesnor i sin tilværelse. Selv den „enfoldige“, det vil sige den uerfarne eller den der ikke er sikker på sig selv, vil handle klogt når han følger Guds formaninger, for derved undgår han en handlemåde der fører til udslettelse.
De forskrifter eller detaljerede regler som Moseloven indeholdt, var rette, altså fuldstændig i overensstemmelse med retfærdighedens principper. Ved at handle ud fra den overbevisning at Guds forskrifter var rette, ville man opnå en indre tilfredshed, en hjertets glæde.
Jehovas bud er purt og rent, der er ikke noget utiltalende ved det. Derfor giver det øjet glans, ja øjet stråler fordi det ser klart. Jehovas bud hjælper et menneske til at handle ret og undgå moralske fejltrin.
En sund frygt eller dyb respekt for Skaberen viser sig ved at man adlyder hans bud. En sådan frygt er ren. Den nedværdiger ikke et menneske, som tilfældet er med rædselen for falske guder, de guder som efter deres tilbederes opfattelse er vrede og forlanger at blive formildet med menneskeofre. Moseloven påbød en sund frygt for Gud, en frygt som Jehovas hengivne tjenere til enhver tid vil vise. Derfor siges der at den varer evigt.
Guds lov til Israel bestod til dels også af retskendelser. Disse var sande, pålidelige, urokkelige, de havde deres sikre grundlag i guddommelige retsprocedurer. I alle henseender var de retfærdige. Og eftersom disse retskendelser stammede fra Gud og var helt igennem gavnlige, gør man klogt i at give dem plads i sit sind og sit hjerte. De er mere værd end materielle rigdomme, de er kostelige fremfor guld. For dem der lader sig lede af dem er de sødere end honning. Disse retskendelser står som advarsler mod at gøre noget forkert, de styrker et menneske i beslutningen om at modstå fristelser. Det lønner sig rigt at adlyde dem, for derved kaldes det bedste frem hos et menneske, og det vil sky en livsform der følelsesmæssigt, mentalt og legemligt ville gøre det skade.
En lov der er til så megen hjælp og nytte som den israelitterne fik, er et talende vidnesbyrd om en viis, retfærdig og kærlig Gud.
Guds tjenere får hjælp
Endnu et vidnesbyrd om Skaberen finder vi i den hjælp han giver sine ufuldkomne tjenere. Som det fremgår af Salme 19 satte David stor pris på Guds lov; men han erkendte også at han, som det ufuldkomne menneske han var, havde brug for Skaberens hjælp hvis han skulle opføre sig rigtigt. Dette står os klart når vi læser den sidste del af Salme 19. Her står: „Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige brøst! Værn også din tjener mod frække [overmodige gerninger, NW], ej råde de over mig! Så bliver jeg uden lyde [fuldkommen, NW] og fri for svare synder. Lad min munds ord være dig til behag, lad mit hjertes tanker nå frem for dit åsyn, [Jehova], min klippe og min genløser!“ — Sl. 19:13-15.
David forstod at han, fordi han var ufuldkommen, kunne synde ubevidst. Derfor bad han om tilgivelse for overtrædelser han måtte have begået uden at vide det. Han ønskede inderligt at Gud ville hjælpe ham når hans ufuldkomne kød fristede ham til at gøre noget forkert. Han ønskede at Jehova skulle værne ham mod at begå selvrådige, overmodige handlinger. Han ville gerne beskyttes imod at lade sig beherske af sådanne overmodige gerninger. Havde han givet efter for sit syndige kød, ville synden have rådet over ham. I stedet ville han gerne være lydefri eller fuldkommen i sin hengivenhed for den almægtige Gud, og så vidt det stod til ham være „fri for svare synder“. Derfor bad han om at hans hjertes tanker og hans anmodning om hjælp, måtte nå frem til Gud og være Ham til behag. Når David blev udsat for fare og pres, var Jehova den klippe han satte sin lid til. Han regnede også Jehova for sin Genløser, den der kunne redde ham fra fjendehånd og fra at falde i synd.
Salme 19 understreger således kraftigt at skaberværket samt den skrevne lov som findes i Bibelen, og den guddommelige hjælp som oprigtige mennesker får, alt sammen er et vidnesbyrd om at den almægtige Gud er til. Dette vidnesbyrd skulle give os ønsket om at opnå hans godkendelse. Ja, måtte vort hjertes tanker være ham til behag og måtte vi altid bede Jehova lede vore skridt ad den rette vej.
[Illustration på side 5]
Skaberværket, De inspirerede skrifter og den guddommelige hjælp vidner om at der findes en kærlig Gud.