Hvad teenagere har behov for hos deres forældre
ALLE voksne har været teenagere engang. Alle forældre har selv været teenagere. Altså skulle voksne kunne forstå teenageres problemer og kommen til kort. Men alt for ofte glemmer forældre hvilke vanskeligheder de selv havde som teenagere, og derfor viser de ikke forståelse over for deres teenagebørn. En bedstefader fortæller:
„Da jeg var barn syntes jeg at opdragelsen tit var alt for streng og uretfærdig. Jeg kan huske at jeg tænkte at når jeg blev voksen og fik børn ville jeg opdrage dem i kærlighed, lytte til dem og ræsonnere med dem.
Da jeg så nåede til det punkt i mit liv, gik det op for mig at børneopdragelse var forbundet med store vanskeligheder. Den lange arbejdstid hindrede mig i at se ret meget til mine børn, og når jeg var sammen med dem var jeg utålmodig og tilbøjelig til at fare op.
De år børnene vokser op går alt for hurtigt. Nu er jeg bedstefader, og min indstilling er fuldstændig forandret fra dengang mine børn var små. Jeg tager mig tid til at nyde mine børnebørn og at lege med dem. Tit har jeg lyst til at forsvare dem når de er i vanskeligheder og når jeg synes at deres forældre er for strenge og ikke forstår dem. Ofte tænker jeg: Bare vi som forældre kunne vise bedsteforældrenes tålmodighed og forståelse.“
Forældre er tilbøjelige til at glemme at teenageren i regelen gerne vil gøre sig gældende som et selvstændigt menneske med individuelle behov. Forældrene misforstår, og så opstår problemerne. En kristen tilsynsmand der har studeret teenageproblemer, fortæller at han har stillet mange teenagere spørgsmålet: „Hvad ønsker du allermest af dine forældre?“ Og næsten alle svarede:
„At blive forstået“
En 15-årig pige udtrykte sit ønske sådan: „Jeg har gode forældre; men jeg ville ønske de forstod at jeg ikke er et lille barn mere. De behandler mig som om jeg gik i tredje klasse. Bare de kunne forstå mig og vise mig tillid.“ Hun ville gerne at forældrene skulle ændre nogle af retningslinjerne i erkendelse af hendes alder.
Trangen til at opnå større frihed hører naturligt med til opvæksten — et faktum som mange forældre ikke gerne vil erkende. Fra barnet var lille har det sat sin lid til forældrene og været afhængigt af dem, og det har de nydt. Nu forandrer deres teenagesøn eller -datter sig, og fra denne fuldstændige afhængighed går de over til at stole mere på sig selv. Denne forandring er ikke noget dårligt. Nogle teenagere begynder at udvikle en mere voksen tankegang forholdsvis tidligt. Det har vi et bibelsk eksempel på i kong Josias. „Endnu ganske ung [omkring 15 år], begyndte han at søge sin fader Davids Gud.“ I en alder af knap 20 år skred han ind imod afgudsdyrkelsen, som hans fader havde fremmet. Denne teenager var fri til at handle på egen hånd. Var hans indstilling og handling forkert blot fordi han endnu var ung? Nej. (2 Krøn. 34:1-8) Der var heller ikke noget i vejen med den unge Davids motiv da han stillede spørgsmål om kampen med Goliat, men hans ældre broder lagde noget forkert i det. — 1 Sam. 17:26-28.
Imidlertid er teenageren jo ikke voksen endnu, og derfor er hans ønsker heller ikke altid modne. Han vil gerne have tid til leg. Hans forældre må også forstå at han har energi til en masse på tidspunkter hvor de helst vil slappe af. Teenagere har behov for at være sammen med nogen. Hvis forældrene ikke på passende måde sørger for at dække dette behov, gør de unge det selv, og måske vælger de omgangsfæller som forældrene ikke bryder sig om.
De fleste teenagere kan godt lide sammenkomster. På grund af opførselen ved nogle sammenkomster kan det imidlertid være at et forældrepar ikke ønsker at deres børn skal deltage. Giver man nu børnene totalt forbud mod at deltage i sammenkomster, hæmmer man dem og gør dem måske mismodige. (Kol. 3:21) Men hvis forældrene selv arrangerer sammenkomster har de ret til at afgøre hvem der skal med, og til at overvåge hvad de unge foretager sig; ved at gøre det kan de afværge mange problemer. Og når de unge selv er med ved tilrettelæggelsen skal det nok blive en succes.
Når teenageren begår et fejltrin og kommer i vanskeligheder trænger han mere end nogen sinde til forståelse. Da gør forældrene klogt i at se tilbage på deres egen ungdom og huske de fejltrin de selv begik fordi de var unge og uerfarne. Gør de det, kan de lettere modstå fristelsen til at fare for hårdt frem eller blive overkritiske. Hvis de ønsker at deres teenagesøn eller -datter skal komme til dem når han eller hun er i vanskeligheder, må de opbygge børnenes tillid til dem ved den måde de reagerer på når børnene begår mindre forseelser.
Hvis forseelsen skyldes tankeløshed bør forældrene vise venlighed og hensyn. De må gøre alt hvad de kan for at forklare hvad der var forkert og hvordan en gentagelse kan undgås. Men sig ikke til teenageren at han eller hun er mislykket.
Hvad skal forældrene gøre hvis deres teenagebørn bliver indblandet i alvorlige problemer i forbindelse med disciplin i skolen, umoralitet, narkotika eller ulovligheder hvor politiet griber ind? Forældrene håber naturligvis at den oplæring de har givet børnene afværger at den slags sker; men sæt nu det alligevel sker. Hvad så? Om teenageren nogen sinde har haft brug for hjælp og vejledning, da er det nu.
Et problem af den art er en stor prøvelse for forældrene. De siger som regel: „Hvor har vi fejlet?“ Mange forældre lader trusler og hårde ord regne ned over synderen, hvad denne kun bliver endnu mere bitter og forhærdet af. Jehova viste forståelse og var rede til at tilgive da hans folk israelitterne afveg fra det rette. Han tog initiativet og talte med dem og tilbød at hjælpe dem, selv om deres synd var graverende. „Kom, lad os gå i rette med hinanden,“ sagde Jehova. „Er eders synder som skarlagen, de skal blive hvide som sne.“ — Es. 1:18.
De unges fremtid afhænger af hvordan de bliver behandlet i denne kritiske tid. Sig eller gør ikke noget der kan gøre det svært for dem at vende sig til jer igen, ligesom „den fortabte søn“ vendte tilbage til sin fader. Forældre bør aldrig opgive deres børn så længe de står under deres myndighed. Vis barmhjertighed. Vis tålmodighed. Det gør Jehova. Efterlign ham! — Jak. 2:13; 2 Pet. 3:9, 15; Luk. 15:11-24.
At blive behandlet som et selvstændigt menneske
Et væsentligt behov hos teenageren er at blive behandlet som et selvstændigt menneske. Forfatteren Charles R. Foster siger i sin bog Psychology for Life Today:
„Man er klar over at et menneske har brug for andet og mere end at spise og sove. Det vil gerne anerkendes som menneske, det vil gerne føle at det går det godt i livet.
Alle mennesker føler sig afgjort bedre tilpas og udretter mere hvis der er et eller andet de magter særlig godt og hvis de har en fornemmelse af at deres egen plads i verden er vigtig. De fleste forskere inden for social adfærd mener at ethvert menneske sidder inde med uudnyttede muligheder — at vi alle har noget vi kan gøre godt, eller bedre, hvis vi blot kan finde ud af hvad det er.“
Enhver teenager føler trang til at blive betragtet som det enkeltmenneske han er, altså et menneske der adskiller sig fra alle andre. Forældre erfarer at ikke to børn er ens. Den tugt og opdragelse der virker upåklageligt på det første barn, preller måske af på det næste. Dette gør sig især gældende når det drejer sig om teenagere.
Derfor skal man helst ikke sammenligne det ene barn med det andet. Man bliver ikke opmuntret, men snarere nedslået, hvis ens arbejde sammenlignes med en andens bedre præstation. (Jævnfør Andet Korinterbrev 10:12.) Teenageren vil gerne accepteres for det han er og for det han kan. Han ønsker at hans forældre skal elske ham for det han er selv, og at de skal behandle ham med medmenneskelig forståelse. Han bryder sig ikke om at de skal pylre om ham eller blive ved med at behandle ham som et barn.
At få konsekvent vejledning
Blandt det teenageren har behov for er også fast, konsekvent vejledning og ledelse. Herom sagde kontreadmiral James F. Calvert, der er leder af den amerikanske søofficersskole og fader til tre børn, for nylig ifølge en artikel i avisen The Detroit News:
„Vore dages børn lærer mere af fjernsynet end de nogen sinde vil lære af os. En 15-årig tilbringer gennemsnitlig 20 minutter om dagen med at læse, og to timer med at se fjernsyn.“
Efter en bemærkning om at forældre forsømmer at indgive deres børn ’pligtfølelse og familiestolthed’ fortsatte han: „Uden disciplin vil selv den mest elementære respekt mangle.“ Calvert drog en sammenligning mellem disciplin og en æggeskal. „Så længe den er intakt,“ sagde han, „er den stærk og smuk. Er den brudt eller revnet, falder den snart fra hinanden.
Unge mennesker råber måske ikke ligefrem på disciplin, men de har et fortvivlet behov for det. Forældrenes faste myndighed giver børnene en følelse af sikkerhed.“
Teenagere har brug for den sikkerhed som konsekvent disciplin eller tugt kan give dem. Det kan godt være at de ikke umiddelbart erkender at de har brug for de begrænsninger og regler der bliver sat for dem, men de vil uden tøven sige ja til at deres forældre bør være konsekvente når de giver regler. De unge vil gerne vide hvad de må og hvad de ikke må. De bliver frustrerede hvis der gælder én regel den ene dag og en anden den næste, alt efter hvad forældrene „synes“. Jesus sagde: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ — Matt. 5:37.
Regler og begrænsninger kan sammenlignes med grænser. Teenagere er nødt til at have grænserne klart afstukket og præciseret. Har de først fået det, vil de gerne at man viser dem tillid og giver dem frihed inden for disse grænser. En fader sammenlignede dette med hvad familien gjorde da man skulle leje et hus:
„Huset lå i et skovområde. Noget af det første vi spurgte om, var hvortil grunden gik. Vi ville gerne vide hvad vi kunne tillade os at gøre på ejendommen. Det måtte vi vide hvis vi skulle have glæde af at bo der. Man kan forestille sig hvilke gener og skuffelser det ville medføre hvis ejeren ændrede restriktionerne hver uge eller så. De samme principper gælder når man pålægger teenagere begrænsninger. Reglerne må være rimelige og konsekvente. Og så må man vise dem tillid og give dem frihed inden for disse begrænsninger.“
Reglerne behøver ikke at være overdrevent stive og ufravigelige. En speciel begivenhed eller lejlighed kan være grund nok til at overveje en undtagelse fra regelen.
Hjælp til at sætte sig mål i livet
Behovet for vejledning indbefatter hjælp til at sætte sig mål i livet, vælge kald eller beskæftigelse og få den nødvendige verdslige uddannelse. Ethvert menneske skal kunne føle sit værd og have en fornemmelse af at det han gør, er af betydning. Man må kunne respektere sig selv og være stolt af sig selv som menneske.
Forældrene viser deres omsorg ved at hjælpe deres teenagebørn til at vælge den beskæftigelse der passer til dem. De bør tage deres „gaver“ i betragtning, se på hvad de hver især har anlæg for og hvad de har lyst til. (Jævnfør Romerbrevet 12:6.) De må hjælpe deres børn til at sætte sig mål som de kan nå. Ikke alle kan komme til at indtage en fremtrædende stilling. Man kan være realistisk i sin målsætning hvis man sætter sig ét mål, og når det før man sætter sig et nyt.
Det er forbundet med et stort ansvar at vælge en uddannelse der kan ruste et ungt menneske til at klare de problemer han eller hun stilles over for som voksen. Unge bør have en uddannelse, og de bør dygtiggøre sig i deres fag så de kan forsørge sig selv. (1 Tim. 5:8; Ordsp. 31:10, 19, 20) Selv om Jesus skulle blive Messias, oplærte hans fosterfader Josef ham i et håndværk, og han blev kendt som „tømrerens søn“ og „tømreren“. (Matt. 13:55; Mark. 6:3) Apostelen Paulus, der var uddannet som teltmager, forsørgede sig selv og sine ledsagere ved at arbejde ved sit fag. — Apg. 18:1-4; 20:33, 34.
Mens unge mennesker forberedes til at påtage sig deres forpligtelser og klare de problemer der møder dem som voksne, må de støttes og opmuntres af forældrene hvis de skal undgå at give op. Ofte har de brug for hjælp til at klare deres hjemmeopgaver. Somme tider har de lyst til at springe fra. På sådanne tidspunkter kan forældrene være til opmuntring hvis de viser forståelse for den unges følelse af håbløshed, og hvis de åbent drøfter sagen med ham. Dersom forældrene fra tid til anden hjælper den unge med svære hjemmeopgaver, kan de bedre forstå ham når opgaverne slår ham ud, og de er bedre i stand til at give forslag til en løsning. At en forstående fader eller moder ofrer tid på at snakke med deres unge sønner og døtre om problemet, er til tider opmuntring nok til at hjælpe dem gennem krisen.
At føle sig ønsket
Det som teenageren har allermest brug for, er måske at føle sig ønsket. Det ligger ofte bag når unge spørger deres forældre om de er adopteret, eller om forældrene ønskede at få dem og lagde planer om at få dem. De vil gerne føle sig sikre på at de ejer forældrenes kærlighed. Vi ønsker alle brændende denne vished for at vi tilhører nogen. Hvis forældrene gør sig klart hvad teenagere har behov for, og i forståelse sørger for at dække disse behov, vil det blive til gavn og glæde for hele familien.