Unge som tænker på deres Skaber
I 1978 afholdt Jehovas Vidner over 100 internationale stævner under temaet „Den sejrende tro“. Fredag eftermiddag var programmets tema „I unge, vær eksempler i tro“. Under programpunktet „Unge som tænker på deres Skaber“ fortalte indviede unge mænd og kvinder om sig selv som tjenere for Jehova. Denne artikel er baseret på nogle af deres erfaringer.
Man lægger mærke til at adskillige af de adspurgte unge havde viet al deres tid til forkyndelsen af „denne gode nyhed om riget“. (Matt. 24:14) Nogle gør dette som „specialpionerer“; de anvender mindst 140 timer om måneden. Andre er blevet „almindelige pionerer“, som helliger mindst 1000 timer om året til forkyndelsen af „den gode nyhed“. Lad os se på nogle af de ting som disse unge kristne var opsat på at fortælle.
En ung kvinde fortalte følgende ved stævnet i New York: ’Jeg ved at nogle unge tøver med at forpligte sig over for Jehova Gud. Nogle er endog døbt, men de afholder sig alligevel fra at sætte åndelige interesser højest. Jeg siger dette med en vis erfaring, for jeg har selv haft det sådan. Men bibelske principper har hjulpet mig til at ændre indstilling. For eksempel Malakias 3:10, som byder os alle at „bringe hele tienden til forrådshuset“, ja betale Gud hvad vi skylder ham. Jeg vil gerne opmuntre alle unge som er her i dag, til at sætte åndelige interesser først i livet. Hvis man er gammel nok til at feste eller begå umoralitet eller bruge stoffer, er man også gammel nok til at indvi sig til Jehova.’
Glæde ved „tjeneste på arbejdsmarken“
„Marken er verden,“ sagde Jesus. (Matt. 13:38) Derfor kalder Jehovas vidner deres forkyndergerning „tjeneste på arbejdsmarken“. Ved stævnet i New York fortalte en pige i teenagealderen hvad denne tjeneste betød for hende:
’Min indsats for at dele Bibelens sandheder med andre begyndte meget tidligt. Når jeg fulgtes med mine forældre fra hus til hus, hilste jeg på den besøgte med et glad smil og tilbød en løbeseddel. Med tiden lærte jeg at tale med folk om Bibelens hovedemner. Jeg var glad for at se at mange af dem jeg besøgte, ønskede hjælp til at forstå Bibelen. Jeg besøgte dem regelmæssigt, og det var spændende at se dem gøre fremskridt i deres kundskab om Gud, og at lægge mærke til at de opgav urene vaner, for slet ikke at nævne glæden ved at opleve deres ønske om at dele deres nye bibelske overbevisning med andre. Min tro på Guds kommende nye orden, som vil genoprette Paradiset på hele jorden (Åb. 21:1-5), er blevet styrket ved at jeg regelmæssigt har taget del i tjenesten på arbejdsmarken. Men hvis jeg skal kunne overbevise andre om dette håb, så må jeg allerførst føle det stærkt inden i mig selv.’
Et ungt vidne fortalte følgende erfaring henvendt til den engelsksprogede afdeling af stævnet i Montreal, Canada: ’Min tjeneste på arbejdsmarken tog sin begyndelse i min tidlige barndom. Jeg plejede at følges med mine forældre når de var ude at forkynde, og i femårsalderen begyndte jeg at fremholde små enkle præsentationer.
I disse første år var tjenesten på arbejdsmarken virkelig spændende. Senere gik det imidlertid op for mig at jeg skilte mig ud fra de andre i skolen. Derefter havde jeg svært ved at tale med de andre elever om sandheden. Når jeg forkyndte fra hus til hus, begyndte jeg at frygte tanken om at møde nogen henne fra skolen. Når jeg tænker tilbage på den periode, ser jeg tydeligt at mit problem var menneskefrygt, der, som Bibelen siger, „leder i snare“. — Ordsp. 29:25.
Efter at jeg var kommet ud af skolen besluttede jeg at prøve pionertjenesten et stykke tid. Dette resulterede i at forkyndelsen forekom mig helt anderledes end før, fordi jeg ikke længere bare gik ud for sjov, og heller ikke betragtede det som en tung byrde. Når jeg så dem jeg studerede med gøre fremskridt i sandheden, følte jeg en dyb indre tilfredshed ved tanken om at Jehova velsignede min indsats. Jeg har nu været pioner i over to og et halvt år, og når jeg ser tilbage på de muligheder jeg havde for at vælge en anden karriere, så føler jeg det samme som apostelen Paulus da han skrev: „For den sags skyld anser jeg virkelig også alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har. På grund af ham har jeg lidt tab på alle ting og anser dem for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus.’“ — Fil. 3:8.
Værdsættelse af menigheden
Føler de unge nogen glæde ved at være en del af den kristne menighed? Dan, en pioner fra Quebec, fortæller om sig selv: ’Jeg blev døbt så sent som i 1975, og før jeg lærte Bibelens sandheder at kende var min levevis meget løssluppen og ukristen. I min søgen efter tilfredsstillende spænding drak jeg mig ofte fuld. Da dette ikke længere var nogen fornøjelse, begyndte jeg at ryge marihuana; jeg eksperimenterede også med andre stoffer, og i 17-årsalderen røg jeg efterhånden marihuana næsten hver dag.
Det jeg dengang troede var lykken, var intet i sammenligning med den glæde jeg har følt siden jeg kom i kontakt med Jehovas folk. Jeg glemmer aldrig mit første møde i en rigssal. Det der gjorde det største indtryk på mig, var at der efter mødet kom mange forskellige mennesker hen til mig og præsenterede sig, alt sammen for at jeg skulle føle mig tryg og velkommen. Siden har jeg regelmæssigt overværet møderne i rigssalen. Før jeg lærte sandheden at kende, havde jeg ikke noget ønske om at komme sammen med ældre mennesker da vi ikke havde noget tilfælles. Men blandt mine medkristne har jeg fundet mange gode venner i alle aldersgrupper.’
Endnu et ungt vidne fra New York fortalte hvorfor han nød at være i menigheden. Hans begrundelse var en anden: ’Som en del af menigheden er jeg glad for at kunne være andre til nytte, navnlig hvis en ældre broder eller søster behøver hjælp til at gøre rent i sin lejlighed. Til tider hjælper jeg også medkristne med at flytte, for jeg har ungdommens kræfter, som ikke kan anvendes på nogen bedre måde end til at herliggøre Jehova gennem tjeneste for brødrene i menigheden.’
En tiårig søger hjælp
I den græsksprogede afdeling ved stævnet i München fortalte en ung mand følgende erfaring: ’På et tidligt tidspunkt i min skolegang holdt mine forældre op med at komme sammen med den kristne menighed. Men jeg er glad for at kunne fortælle at jeg, på trods af min unge alder, fortsat opretholdt en vis forbindelse til menigheden.
I tiårsalderen begyndte jeg at bede til Jehova om hjælp. Mine forældre tillod mig ikke at komme sammen med Jehovas vidner, så den eneste måde jeg kunne støtte forkyndelsen på, var, så vidt jeg kunne se, at bidrage med penge. Derefter begyndte jeg at spare sammen af de lommepenge som mine forældre gav mig, og i løbet af to år havde jeg samlet 500 drakmer, som jeg med stor glæde gav til menigheden. Brødrene bad for mig og ordnede det sådan at jeg fik besøg af en dreng på min egen alder. I stedet for at vi blot legede sammen, blev der ledet et bibelstudium som styrkede min tro. Tiden gik, og jeg rejste til udlandet for at uddanne mig. Mit virkelige motiv var imidlertid at få mulighed for at overvære møder i den kristne menighed.
Det virkede godt på mine forældre at høre om dette. De begyndte atter at komme til møderne i rigssalen, og min fader har nu en ansvarsopgave i menigheden. Selv har jeg nu glæden at tjene som pioner, og jeg ønsker for alle unge at de må få den samme glæde.’
Det er sandelig en fornøjelse at høre om de mange unge der har gjort tilbedelsen af Jehova til det vigtigste i deres liv. Det er vort håb at disse erfaringer må opildne endnu flere til at efterleve det bibelske påbud: „Tænk på din skaber i ungdommens dage.“ — Præd. 12:1.