Kan det hjælpe dig at have tro

„JEG HAR FÅET NOK! Jeg kan ikke tage det længere!“ Hvor ofte har man ikke hørt nogen komme med sådan et udbrud, eller følt sig fristet til selv at komme med det? Den voldsomme stigning i kriminalitet, vold, uretfærdighed og andre tyngende forhold har fået mange til næsten at opgive det hele.

Men det er muligt at bevare et glad sind til trods for de ulykkelige forhold. Her er det at Bibelen understreger vigtigheden af at have tro. Noget som profeten Habakkuk kom ud for, viser hvor nyttig denne egenskab kan være.

Selv om Habakkuk øjensynlig levede i det syvende århundrede f.v.t., levede han under forhold der er meget lig de forhold de fleste mennesker lever under i dag. Profeten begræd den vold, ødelæggelse og strid som sås alle vegne. (Hab. 1:1-3) „Derfor ligger loven lammet, og ret kommer aldrig frem,“ sagde Habakkuk, og tilføjede: „Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget ret.“ — Hab. 1:4.

Ligesom mange gør i dag, ønskede Guds profet at vide hvorfor den Højeste tillod en sådan ondskab. (Hab. 1:13, 14) Skaberen gav følgende svar:

„Skriv synet op og rist det ind i tavler, at det kan læses let; thi synet står ved magt, træffer ind til tide, usvigeligt iler det mod målet; tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke.“ — Hab. 2:2, 3.

„Synet“ hvis opfyldelse så ud til at tøve, vedrørte tilintetgørelsen af de gudløse, både de gudløse blandt Guds folk og de gudløse i almindelighed, dem der ikke hævdede at tilbede Jehova. Selv om synet tilsyneladende tøvede, ville det med sikkerhed blive opfyldt.

Men hvordan skulle Guds profet forholde sig mens han ventede på det? Det er her Bibelen taler om at have tro. Der blev sagt til Habakkuk: „Se, opblæst, uredelig er sjælen i ham, men den retfærdige skal leve ved sin tro.“ (Hab. 2:4) Hvordan er det muligt at „leve“ i kraft af sin tro? Selv i vor tid kan man lære noget vigtigt af dette.

I denne sammenhæng betyder tro ikke blot det at man rent forstandsmæssigt anerkender at Gud er til. Der er snarere tale om tro på, eller fast tillid til, Guds løfte om at gøre ende på de dårlige forhold. Gentagne gange viser Bibelen hvilken glæde det bereder Jehova når nogle tillidsfuldt tror på hans løfter, ligesom det mishager ham når nogle ikke tror. Dette udtrykkes godt i Hebræerbrevet 11:6, hvor vi læser: „Men uden tro er det umuligt at have hans velbehag, for den der nærmer sig Gud må nødvendigvis tro at han er til og at han bliver deres belønner som ivrigt søger ham.“

Men i hvilken forstand vil den troende „leve“? Det er noget der angår både nutiden og fremtiden.

Ifølge William Gesenius’ ordbog betyder det hebraiske ord for „leve“ ofte „at leve godt, at have medgang, at have fremgang, at trives“. Den der har en fast tro på Guds løfte om at fjerne de onde fra jorden, vil leve et meget lykkeligere liv indtil da. Profeten Mika, der levede på en tid med så megen troløshed og upålidelighed at man ikke engang kunne stole på sin egen ægtefælle („hende, du favner“), gav udtryk for en god indstilling da han sagde: „Men jeg vil spejde efter [Jehova], jeg bier på min frelses Gud.“ (Mika 7:5-7) På samme måde erfarer de der i dag „bier“ på Gud, at den udbredte ondskab ikke får bugt med dem.

Et andet gode ved at være troende og trofast er at Gud vil holde menigheden af sine trofaste tjenere „i live“ under meget vanskelige forhold, ja selv når døden truer dem. (Sl. 33:18, 19; 41:1, 2; 138:7) Jeremias og Ebed-Melek, der øjensynlig var Habakkuks samtidige, er eksempler på dette. De overlevede begge Jerusalems fald for babyloniernes hånd — en katastrofe som hørte med til de domme Habakkuk skuede i sit syn. — Hab. 1:6-11; jævnfør Jeremias 39:11-18; 40:1-10.

Profetien om at troende mennesker vil leve siger især de kristne meget. Apostelen Paulus skrev: „For jeg skammer mig ikke over den gode nyhed; den er nemlig en Guds kraft til frelse for enhver som tror, for jøde først og så for græker; i den bliver nemlig Guds retfærdighed åbenbaret som følge af tro og til fremme af tro, sådan som der står skrevet: ’Men den retfærdige — som følge af tro skal han leve.’“ — Rom. 1:16, 17.

Med disse ord understregede Paulus de særlige goder det medfører at tro på Jesu Kristi sonoffer. De der ejer en sådan tro får ikke blot Guds velsignelse mens de venter på at ondskaben skal høre op, men de opnår også tilgivelse for synder, en retfærdig stilling ind for Gud, og „frelse“ — ja, muligheden for at „leve“ evigt i fuldkommenhed. — Hab. 2:4; Joh. 3:16; Apg. 10:43; 26:18; Gal. 2:15, 16.

I betragtning af disse gode udsigter vil alle der i dag elsker Gud kunne høste gavn af følgende bibelske formaning angående tro: „Kast derfor ikke jeres frimodighed i tale bort; den har en stor løn at få udbetalt. For I behøver udholdenhed for at I, efter at have gjort Guds vilje, kan erfare opfyldelsen af løftet. For endnu ’en ganske lille tid’, og ’han som kommer vil ankomme og vil ikke tøve’. ’Men min retfærdige skal leve som følge af tro’, og ’hvis han unddrager sig har min sjæl ikke behag i ham’. Nu hører vi ikke til dem som unddrager sig, så de går til grunde, men til dem som har tro, så sjælen bevares i live.“ — Hebr. 10:35-39.

Ja, det kan hjælpe dig at have tro på Gud. De troende og trofaste vil leve i den forstand at de både nyder velsignelserne ved et gudhengivent liv nu og opnår evigt liv i en ny orden med „nye himle og en ny jord“, som forudsagt i bibelprofetien. (2 Pet. 3:13; Åb. 21:1-5) Med dette for øje vil alle der elsker Gud, trofast følge den inspirerede formaning: „Tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke.“ — Hab. 2:3.

[Tekstcitat på side 3]

„Tøver det, bi så på det, thi det kommer; det udebliver ikke.“ — Hab. 2:3.

HVAD MENTE PROFETEN HABAKKUK MED DETTE?