Forkæmper for Bibelens sande lære

MENS hofmanden var på vej mod syd i sin vogn, gjorde han noget som mange andre gør når de i dag rejser med bus, tog eller fly. Han læste. Det var Bibelen han læste i — og han kom ud for et problem som mange andre også kommer ud for når de læser i Bibelen.

Beretningen, som kan læses i Apostelgerninger i Bibelen, siger at evangelieforkynderen Filip løb hen til vognen og spurgte den ætiopiske rejsende: „Forstår du egentlig det du læser?“ Og svaret lød: „Hvordan skulle jeg dog kunne det når ingen vejleder mig?“ — Apg. 8:27-31.

De fleste der læser i Bibelen, føler et sådant behov for vejledning. I dag er dette endda endnu mere påkrævet end dengang, fordi kirkerne fremholder så mange indbyrdes modstridende lærdomme. Det siger sig selv at deres mange forskelligartede lærepunkter ikke alle kan være bibelske sandheder. (1 Kor. 14:33) Hvor kan man da få den nødvendige hjælp, så man kan finde frem til Bibelens sande lære?

Det var netop for at yde en sådan hjælp at man i 1879 begyndte at udgive Vagttårnet. Bladet skulle stå som fortaler for de vigtige sandheder i Guds ord. Lige fra bladets første nummer fremgik det af dets forside at det ikke ville udbrede indbyrdes modstridende kirkedogmer, men derimod fremholde den sande bibelske lære, der er gavnlig „til retledning, til oplæring i retfærdighed“. (2 Tim. 3:16, 17, Authorized Version) Lad os anføre nogle eksempler på de sandheder Vagttårnet konsekvent har forsvaret. Først vil vi spørge:

Har vi en udødelig sjæl?

Når det drejer sig om Bibelens indhold, tænker de fleste vel først og fremmest på hvad der siges om dem selv og deres fremtid. Ofte kommer de til at tænke på noget de har hørt fra deres barndom, nemlig at alle mennesker har en udødelig sjæl. Det lærer man i de fleste kirker. Mange håber derfor at deres sjæl vil komme i himmelen når de dør, og være sammen med Gud for evigt.

Ville Vagttårnet nu gå ind for denne almindelige opfattelse? Nej, tværtimod. Bladet forfægtede sandheden fra Guds ord i dette spørgsmål. Så tidligt som i april 1881 (den engelske udgave) hed det i artiklen „Opstandelsen“:

„Ethvert væsen kaldes med rette en sjæl eller person. Dette er den bibelske betydning og brug af ordet sjæl. . . . Vi læser om Adams skabelse — ’Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande (ruach — den samme livsånde som det siges at landdyrene, fuglene og fiskene fik) i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl,’ (et levende væsen). 1 Mos. 2:7.“ — S. 1.

Med rigelig støtte i Bibelen blev det påvist at sjælen er dødelig. (Ez. 18:4; Sl. 33:19; Es. 53:10-12) Når døden er indtrådt, er personen eller sjælen ifølge Bibelen uden bevidsthed og befinder sig i en søvnlignende tilstand indtil opstandelsen finder sted. Ved opstandelsens mirakel kan man enten få udødeligt liv i himmelen, som i Jesu tilfælde, eller udsigt til fuldkomment liv på en paradisisk jord. — Præd. 9:5, 10; 1 Kor. 15:16, 50-53.

I årenes løb har nogle måske været rystede over at læse sådanne udtalelser i dette blad, eftersom deres præster har sagt noget andet. Men tiderne skifter. Stadig flere præster og teologer rundt om i verden indrømmer nu at sjælen er dødelig, sådan som Vagttårnet længe har fremholdt. Læg mærke til følgende eksempler:

Oscar Cullmann, der er professor ved det teologiske fakultet ved universitetet i Basel og ved Sorbonne i Paris, skriver:

„Hvis vi spurgte en almindelig kristen i dag . . . om hvad Det nye Testamente lærer om det enkelte menneskes lod efter døden, ville vi med få undtagelser få svaret: ’Sjælens udødelighed.’ Og dog er denne almindeligt accepterede forestilling en af kristendommens største misforståelser.“ — Unsterblichkeit der Seele oder Auferstehung der Toten.

Baptisten og teologen dr. Robert Laurin forklarer:

„Det nye Testamente fremholder ikke læren om den legemløse ’sjæls’ udødelighed, der stammer fra Platon. Menneskets endelige lod er en legemlig tilværelse på det jordiske plan.“ — The Expository Times, februar 1961, s. 132.

Robert Koch fra Rom (katolik og professor i Det gamle Testamente) skriver:

„Sjælen eksisterer ikke som en uafhængig masse i legemet, som om den befandt sig i et fængsel hvorfra den ville blive udfriet ved døden. ’Sjælen’ er mennesket i dets helhed. Mennesket har ikke en sjæl, det er en sjæl.“ — Teologia della redenzione in Genesi 1-11 (1966), s. 69.

Og frater Pierre Pascal skriver i det franske blad La Vie Catholique:

„Bibelen lærer at når et menneske dør, dør hele dets person. Imidlertid har det fået løfte om at komme ud af dødens intethed og blive genrejst til liv ved en opstandelse ved tidens ende.“ — Juli 1975, s. 37.

Nogle forbavses måske over at teologer og gejstlige kommer med sådanne indrømmelser. Vagttårnet har imidlertid forsvaret og udbredt disse bibelske sandheder i 100 år.

Hvad så med læren om helvede?

Lad os gå et skridt videre. Hvis sjælen ikke er udødelig, men de døde derimod er uden bevidsthed og venter på en opstandelse, hvordan kan det da være sandt, som mange kirker siger, at Gud lader de onde blive pint i helvede? Svaret er at Bibelen ikke lærer dette. Vagttårnet har ofte fremholdt hvad Bibelen virkelig siger om dette spørgsmål. Her er et enkelt eksempel:

„Vi finder at [helvede] er en gengivelse af det hebraiske ord sheol, der blot betegner dødstilstanden. Ordet indeholder ikke den ringeste forestilling om enten liv eller pine; . . . Men alligevel fortsætter [præsterne] med at fremholde denne urigtige forestilling om helvede, der er intet mindre end en hån mod Guds karakter.“ — Den engelske udgave, november 1883, s. 4.

Anerkender kirkefolk i dag det bibelske standpunkt med hensyn til helvede? Nogle viger måske tilbage for at udtale sig alt for direkte, men når de erkender hvad Bibelen siger om „sjælen“, indrømmer de dermed også at læren om et brændende helvede er uden grundlag i Bibelen. Tidligere stiftsprovst i Århus, Kai Jensen, anerkendte hvordan sagen stiller sig:

„Talen om evig Fortabelse er forrykt. Det er ikke Kristendom. Det var kun i gamle Dage, at der fandtes Helvedesprædikanter, som tordnede paa Prædikestolene om Djævelen og den uudslukkelige Ild. Men den Tid er forbi.“ — Hvor gaar vi hen (1951), s. 119, 120.

De fleste hører ikke længere så meget om et brændende helvede når de går i kirke, men på den anden side får de heller ikke virkelig at vide hvad Bibelen siger om sagen. Mange føler sikkert ligesom sekretæren for en presbyteriansk kirkeleder i Australien, der sagde: „Vi går i en stor bue uden om himmelen og helvede, da det bringer alt for mange mennesker fra koncepterne. Faktisk ville jeg ikke selv have noget imod at tale med en der kunne forklare mig tingene rigtigt.“

Hvilken Gud tilbeder du?

Endnu en bibelsk sandhed som Vagttårnet altid har stået som forkæmper for, har at gøre med den sande Guds identitet. Millioner af mennesker har gentaget bønnen Fadervor, som Jesus lærte sine disciple. (Matt. 6:9-13) Men har de tænkt over meningen med ordene: „Helliget vorde dit navn,“ eller bemærket hvilken betydning Jesus tillagde det at ære Guds navn? (Joh. 17:6; 12:28) Eller er Guds navn ukendt for dem, fordi præsterne undgår det og bibeloversætterne har erstattet det med ordet HERREN i den danske bibel?

Mange lærde erkender nu at navnet har stor betydning. Den katolske teolog John L. McKenzie skriver i værket Bible Dictionary (1965):

„Israels Gud betegnes hyppigere ved sit egennavn end ved alle andre titler tilsammen; navnet identificerede ikke alene personen, men åbenbarede også hans karakter.“ — S. 316.

J. A. Motyer, der er rektor for Trinity College i England, tilføjer:

„Meget går tabt ved bibellæsningen hvis man glemmer at se bag om erstatningsordet [Herren eller Gud] til Guds eget intime, personlige navn. Ved at fortælle sit folk sit navn havde Gud i sinde at åbenbare det sin inderste karakter.“ — The Lion Handbook to the Bible (1973), s. 157.

Vagttårnet har konsekvent benyttet Guds navn. I den engelske udgave for oktober 1881 (s. 9) blev det for eksempel forklaret at det hebraiske ord el betyder „gud“, og der blev videre sagt:

„Jehova er den øverste ’el’ og han hersker over alle andre el — mægtige. Alle bør vide at Jehova er det navn der anvendes om ingen anden end det højeste Væsen — vor Fader, ham som Jesus kaldte Fader og Gud.“

Og i den danske udgave af bladet for 1. februar 1926 behandledes det vigtige emne: „Hvem vil ære Jehova?“ Denne fremhævelse af Guds navn fortsætter. Når Vagttårnet citerer fra den autoriserede danske oversættelse af „Det gamle Testamente“, gør det konsekvent opmærksom på hvor Guds navn forekommer i Bibelens grundtekst ved at indsætte [Jehova] i stedet for „Herren“. Og siden Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter blev udgivet i 1975 har denne bibel været den mest anvendte oversættelse af „Det nye Testamente“ i bladets spalter, eftersom den benytter Guds navn overalt hvor vidnesbyrdene taler for at gøre det. Brugen af Guds navn i „Det nye Testamente“ blev for nylig behandlet af professor G. Howard. Han påpegede interessant nok:

„Det [er] rimeligt at tro at de mænd der skrev N[ye] T[estamente] bevarede tetragrammet [Guds navn skrevet med hebraiske bogstaver] i den bibelske tekst.“ — Journal of Biblical Literature, 1977, s. 63-83.

Vagttårnet havde sagt det samme mange år tidligere.

Professor Howard sagde også at da Guds navn senere blev fjernet og erstattet med „Herren“ i den bibelske tekst, blev det åbenbart vanskeligere at skelne mellem Herren Jesus og Herren Jehova; denne forvirring bidrog til den nu almindeligt accepterede treenighedslære.

En treenig gud?

Formelen „Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd“ falder let på manges læber. Den udtrykker det synspunkt at Gud består af tre personer som er ligestillede og lige evige.

I et helt århundrede har Vagttårnet imidlertid opfordret sine læsere til at undersøge hvad Guds ord egentlig siger om dette emne — som for eksempel at Jesus gentagne gange omtales, ikke som ligestillet med sin Fader, men som ringere end sin Fader og underordnet ham. (Joh. 14:28; 17:3; 1 Kor. 11:3) For eksempel fremkom denne udtalelse, sammen med underbyggende skriftsteder, i 1882:

„Vi tror altså på én Gud og Fader, og ligeledes på én Herre Jesus Kristus. . . . Men der er tale om to og ikke én. . . . Vi forkaster som fuldstændig ubibelsk den lære at [Jehova, Jesus og Guds ånd eller virksomme kraft] er tre personer i én Gud, . . . Treenighedsdogmet er opstået i det tredje århundrede.“

At treenighedslæren ikke fremholdes i Bibelen men er udviklet senere inden for kirken, erkendes nu i stigende grad. I Schweiz siges der følgende i værket Vocabulaire biblique (1954, s. 72): „Ingen af de nytestamentlige skrifter giver tydelig vished for en treenig Gud.“ Ian Henderson fra University of Glasgow skriver i Encyclopedia International (1969):

„Treenighedslæren var ikke en del af apostlenes forkyndelse, sådan som denne gengives i Det nye Testamente.“ — S. 226.

Og den 3. december 1978 meddelte London-bladet Observer:

„En af Storbritanniens førende anglikanske teologer, dr. Geoffrey Lampe, . . . har draget den historiske kristne lære om treenigheden stærkt i tvivl. . . . Han sagde at treenighedslæren — om en Gud bestående af tre ’personer’ — ikke har megen fremtid for sig.“

Når teologerne ser bort fra kirkernes dogmer og udelukkende holder sig til hvad Bibelen siger om Gud og Kristus, kommer de ofte til samme slutning som dette blad længe har givet udtryk for. Fra Berlin skriver dr. theol. J. Schneider:

„Jesus Kristus tilraner sig ikke Guds plads. Hans enhed med Faderen er ikke ensbetydende med absolut væsensenhed. Selv om Guds søn i sin forudgående tilværelse var i Guds skikkelse, modstod han fristelsen til at blive Gud lig (Fil. 2:6). . . . Skønt fuldstændig på linje med Gud, forbliver han ham underordnet.“ — Theologisches Begriffslexikon zum Neuen Testament (1965), bind 2, s. 606.

Den vigtige lære om Kristi genkomst

Jesu opstandelse hænger nøje sammen med en begivenhed som er af største betydning for alle kristne. Det er Kristi genkomst. Jesus mindede gang på gang sine disciple om at han ville komme igen, og de så ivrigt frem til at det skulle ske. Kort før hans død bad de ham: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse [græsk: parousia] og afslutningen på tingenes ordning?“ (Matt. 24:3; Apg. 1:6) Og Bibelen slutter med Jesu animerende ord: „Ja; jeg kommer hurtigt,“ hvortil apostelen Johannes ivrigt svarede: „Kom, Herre Jesus.“ — Åb. 22:20; 1:7.

Et luthersk opslagsværk kommer ind på hvor stor betydning denne lære har:

„Alle forventninger for fremtiden domineredes af visheden om at Herren ville komme igen og for evigt være sammen med sin menighed, . . . Dette håb gav de første kristne en urokkelig tillid til at alle magter og alle forandringer i denne verden blot var midlertidige: Kristus kommer!“ — The Encyclopedia of the Lutheran Church, bind III, s. 2149.

Undersøger man hvad indflydelsesrige moderne teologer mener om emnet, opdager man imidlertid at de står i rystende modsætning hertil. Nogle af de vigtigste nævnes af dr. A. C. Thiselton fra University of Sheffield i England:

Den katolske teolog Teilhard de Chardin „har kun lidt at sige om parousia [nærværelsen]“. Paul Tillich opstiller „en teologi om fremtiden hvori parousia praktisk taget ikke spiller nogen rolle“. Rudolf Bultmann „anser parousia for en eskatologisk myte“. Og J. A. T. Robinson hævder at ’Jesus selv ikke forventede at der skulle ske en genkomst’. — Tyndale Bulletin, 1976, s. 27-53.

Fordi teologer og gejstlige lægger så ringe vægt på Kristi genkomst, øver denne vigtige bibelske lære som regel ikke nogen særlig indflydelse på kirkegængernes hverdag. Og det kan have alvorlige følger. For blot at nævne et enkelt eksempel: Kristi genkomst er ensbetydende med retfærdighedens endelige sejr over det onde; men hvad sker der med folks interesse for retfærdighed når deres åndelige ledere lader dem forstå at Jesus måske aldrig kommer igen?

I overensstemmelse med Bibelen og de første kristnes eksempel har Zions Vagt-Taarn og Forkynder af Kristi Nærværelse (som bladet oprindelig hed) imidlertid lige fra det udkom for første gang på engelsk i 1879 forkyndt og forsvaret læren om Kristi genkomst og nærværelse.

Alt hvad vi har set i vor levetid — krige, hungersnød, jordskælv og lovløshed i international målestok — er tilmed et overvældende bevis for at vi NU er vidne til ’tegnet på Kristi nærværelse’, som Jesus profeterede om. (Matt. 24:3-14) Det vil sige at afslutningen på tingenes ordning er nær! Denne sandhed og de øvrige bibelske sandheder vi her har behandlet, fortjener at blive fremmet og forsvaret, især fordi Jesus sagde at de der vil behage Gud må „tilbede med ånd og sandhed“. — Joh. 4:24.

[Illustration på side 13]

Himmel

Helvede

Sjæl

Opstandelse

Jesus

Kristi genkomst

Treenighed

Guds navn