Hvad er tusindårsriget?
Hvordan har man betragtet det? Kan vi forvente det i den nærmeste fremtid?
„En tid hvor menneskets længsel efter fred, frihed fra det onde og et retfærdigt styre over jorden omsider vil blive opfyldt ved Guds magt.“
SÅDAN definerer Encyclopædia Britannica Bibelens lære om den ’1000-års periode der er kendt som millenniet’.
Er det ikke sandt at vi gerne så denne beskrivelse blive virkelighed? Vi ville gerne opleve en tid med „fred, frihed fra det onde og et retfærdigt styre over jorden“. Men er det sådan du forestiller dig tusindårsriget?
Mange mennesker gør sig ingen forestilling om hvad tusindårsriget er, idet de kun kender lidt eller slet intet til det. Dette gælder endda millioner af kirkegængere, for mange kirker og trossamfund nævner så godt som aldrig dette lærespørgsmål. Det er næsten som om det er noget der ganske vist står i Bibelen men som ikke længere har interesse eller betydning.
Men som vi har set, er tusindårsriget i Bibelen kædet sammen med en beskrivelse af hvordan Gud vil fjerne sorger, tårer og død. Det er derfor med god grund vi ønsker at forstå det Jehova Gud har sagt om tusindårsriget. Det kan have betydning for den fremtid der venter os og vor familie.
I Bibelens sidste bog, Åbenbaringen, kapitel 20, finder vi det meste af det Bibelen siger om Kristi tusindårsrige. Her delagtiggør apostelen Johannes os i det han fik den forret at se:
„Jeg så en engel stige ned fra himmelen med afgrundens nøgle og en stor lænke i sin hånd. Og han greb dragen, slangen fra fortiden, som er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusind år. Og han kastede ham i afgrunden og lukkede den og forseglede den over ham, så han ikke kunne vildlede nationerne mere førend de tusind år var til ende. . . .
Og jeg så troner, og der var nogle som satte sig på dem, . . . Ja, jeg så sjælene af dem der var blevet henrettet med økse på grund af det vidnesbyrd de havde aflagt om Jesus. . . . Og de blev levende og herskede som konger sammen med Messias i tusind år. . . .
Og når de tusind år er til ende, vil Satan blive løst af sit fængsel, og han vil gå ud og vildlede de nationer der er ved jordens fire hjørner. . . . Men ild kom ned fra himmelen og fortærede dem. Og Djævelen, som vildledte dem, blev kastet i ild- og svovlsøen. . . .
Og jeg så de døde, de store og de små, stå foran tronen, og skriftruller blev åbnet. . . . Og enhver som ikke fandtes skrevet i livets bog blev kastet i ildsøen [den anden død].“ — Åb. 20:1-15.
Ifølge Bibelen er tusindårsriget altså en periode hvor Satan ikke vil have frihed til at vildlede menneskene, hvor de døde vil blive oprejst og dømt, og hvor Jesus Kristus og hans medarvinger vil udøve et retfærdigt styre over menneskeheden.
Man kan med rette undre sig over at man hører så lidt om dette i kirkerne eller i religiøse kredse. Hvis man undersøger sagen vil man opdage at nogle kirkeretninger har den opfattelse at tusindårsriget ikke er en bogstavelig periode på 1000 år hvori Kristus skal herske. En anden udbredt opfattelse er at tusindårsriget blot er et symbol på Kristi styre der begyndte for næsten 2000 år siden og som stadig varer ved. Hvad skal vi da tro? En stor hjælp til at forstå dette vigtige lærespørgsmål vil være at undersøge hvad apostelen Johannes og de andre apostle troede, og hvad der skete efter Jesu trofaste apostles død ved slutningen af det første århundrede.
Sandhederne om Riget fordrejes
Når vi i dag læser Bibelen er det let at se at Guds himmelske rige var et af de vigtigste lærepunkter Jesus underviste sine disciple i. Ja, han indledte sin forkyndelse med dette budskab: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Matt. 4:17; Joh. 18:36) Han fortalte sine disciple at han måtte dø men ville blive oprejst, og at han ville berede dem en plads i himmelen. (Matt. 16:21; Luk. 22:28-30; Joh. 14:2, 3) I begyndelsen forstod apostlene ham ikke, for de forestillede sig at Riget ville blive oprettet på jorden. (Joh. 20:9; Apg. 1:6, 7) Men efter at de havde fået den hellige ånd, forstod de at Riget skulle være i himmelen. Apostelen Paulus skrev således: „Hvad os angår, er vort statsborgerskab i himlene.“ For at opnå liv i himmelen måtte de dø og blive oprejst som åndeskabninger, for „kød og blod kan ikke arve Guds rige“. — Fil. 3.20; 1 Kor. 15:50.
Efter at Jesu apostle var døde, sænkede der sig imidlertid et mørke over disse klare bibelske sandheder. Hvordan skete det? Paulus sagde: „Efter min bortgang . . . skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ (Apg. 20:29, 30) Ja, den indflydelse apostlene udøvede i det første århundrede virkede som et værn imod vildfarelser og bidrog til at holde den kristne lære ren. Men efter at de alle var døde, satte frafaldet ind. (2 Tess. 2:3-8; 1 Tim. 4:1-4) Dette havde en afgørende indvirkning på læren om tusindårsriget. Vi er ikke uvidende om hvad der skete, for skrifter fra det andet og tredje århundrede som er bevaret indtil i dag, hjælper os til at spore udviklingen.
Sekteriske opfattelser af tusindårsriget
I århundredet efter apostelen Johannes’ død bredte den opfattelse sig at Kristus i tusindårsriget ville herske her på jorden, måske fra det genopbyggede Jerusalem. Historikeren J. Mosheim nævner at denne opfattelse kan skyldes en sammenblanding af det kristne håb om „vor Frelsers himmelske rige“ og et fremherskende jødisk håb om „et jordisk rige ved Messias“. Montanismen, en bevægelse der opstod i Lilleasien, lærte at Jesus skulle herske fra Frygien. Denne og andre sekter lærte at der ville ske mange fantastiske ting når Kristus og hans medarvinger herskede på jorden i tusindårsriget. For eksempel formodede man at disse herskere ville hengive sig til alle former for sanselige nydelser, også dem der hører kønslivet til. Og de ville have et fysisk legeme der var ’ypperligere og mere æterisk end vort’. Sådanne yderliggående opfattelser blev efterhånden anset for at være typiske for dem der troede på tusindårsriget. Følgen var, siger dr. A. Neander, ’at hele læren om tusindårsriget kom i vanry’.
Der udviklede sig også en anden opfattelse, som bidrog til at øge forvirringen. Ifølge den skulle de tusind år blot opfattes symbolsk. Den mest indflydelsesrige forfægter af denne lære var sandsynligvis den katolske teolog Augustin. I Encyclopædia Britannica siges der:
„Efter sin omvendelse til kristendommen foretrak Augustin, en tidligere bonvivant [levemand] konsekvent en verdensfornægtende og asketisk livsform. Hans skepsis over for verdens goder var dybere end millennisternes [tusindårsrigets tilhængeres], for han forkastede som kødelig enhver forhåbning om en fornyet og lutret verden som de troende kunne forvente at nyde.“
Ifølge New Catholic Encyclopedia gjorde Augustin „sig til talsmand for den teori at tusindårsriget allerede var begyndt med Kristi fødsel“. Den omstændighed at man måske ikke har hørt så meget om tusindårsriget kan sandsynligvis spores tilbage til denne udvikling, for den katolske kirke hævder nu at „Jesu tusindårige herredømme . . . er et symbol på hele den tid Kirken eksisterer . . . At Satan er bundet i den samme periode betegner at Satans indflydelse er blevet stærkt begrænset“.
Disse modstridende sekteriske synspunkter har medvirket til at svække interessen for tusindårsriget. Men eftersom dette emne kan have betydning for vor egen fremtid, så lad os undersøge disse to opfattelser af tusindårsriget og ved hjælp af Guds ord, Bibelen, finde ud af hvad vi bør tro.
Hvor og hvornår?
Ligesom der i det andet århundrede udviklede sig den opfattelse at Jesus og hans medkonger og medpræster skulle regere i kødet på jorden i tusindårsriget, lærer mange kirker i dag at Kristus vil komme igen i kødet. Jesus selv sagde imidlertid: „Endnu en kort tid og verden ser mig ikke mere, men I [disciplene som han ville berede en plads i himmelen] ser mig, for jeg lever og I skal leve.“ (Joh. 14:2, 3, 18, 19) Jesus gav hermed udtryk for at han skulle herske i himmelen. Er det sådan vi skal forstå ordene i Åbenbaringen, kapitel 20? Ja, for Bibelen modsiger ikke sig selv.
Hastings’ Encyclopædia of Religion and Ethics, der argumenterer imod at Kristus i tusindårsriget skal herske i kødet her på jorden, forklarer:
„I denne beretning [Åbenbaringen 20] er det nye træk martyrernes 1000-årige styre sammen med Kristus, . . . Der siges ikke at dette styre er på jorden, eller at den første opstandelse skal være i legemet . . . Hvis martyrerne der genrejses til liv er de hellige som bor i Jerusalem og som angribes af Gog og Magog, er det besynderligt at Kristus (som de regerer sammen med) ikke angriber disse fjender. Deres tilintetgørelse kommer fra himmelen.“ — Bind V, s. 387.
Dette samstemmer med det vi allerede har set i Bibelen om at Jesus og hans medarvinger skal herske i det himmelske rige, ikke sandt? Bibelen siger ikke at de der „har andel i den himmelske kaldelse“ nogen sinde vil få et menneskeligt legeme, ikke engang i de 1000 år. (Hebr. 3:1) Den viser tværtimod tydeligt at de kristne der er salvet med Guds ånd, ligesom Jesus Kristus vil blive oprejst i et „åndeligt legeme“ for at komme ind i selve himmelen. — 1 Kor. 15:42-49; Hebr. 9:24.
Eftersom de der arver Riget kommer i himmelen, er alle sekteriske fantasier om at Jesus og „de hellige“ skal herske i kødet fra det jordiske Jerusalem eller Frygien og hengive sig til sanselige nydelser i kødet, fuldstændig ubegrundede.
Sådanne opfattelser synes at være en forvanskning af følgende to bibelske lærepunkter: (1) Riget er en himmelsk regering der består af Jesus, apostlene og andre som oprejses til himmelen i „den første opstandelse“. (Åb. 20:6) (2) Under denne himmelske regering vil jorden, der er blevet renset for de onde, igen blive et paradis hvor mennesker kan tjene Gud under fredfyldte forhold. — Luk. 23:43; Åb. 19:11 til 20:3; 22:1, 2, 17.
Vi ved at det der er nævnt under punkt to endnu ikke har fundet sted. Altså må tusindårsriget være noget der hører fremtiden til.
Som nævnt hævder nogle at tusindårsriget ikke er en bogstavelig periode på 1000 år, men blot en lang, ikke nærmere angivet tidsperiode der kan være begyndt for mange hundrede år siden. Kan det være rigtigt? Det er sandt at visse tal eller tidsperioder i Åbenbaringens bog er symbolske, for bogens budskab blev fremstillet i mange „tegn“. (Åb. 1:1, 4; 2:10) Har vi da grund til at tro at udtrykket „tusind år“ skal forstås bogstaveligt?
I Åbenbaringen, kapitel 7, nævner apostelen det fastsatte antal der skal regere med Kristus (144.000), som en modsætning til et ikke nærmere angivet større antal der overlever „den store trængsel“. Han omtaler den sidstnævnte gruppe som „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle“. (Åb. 7:4, 9) Senere omtaler han igen det fastsatte antal, „de hundrede og fireogfyrre tusind“. (Åb. 14:3) I Åbenbaringen 20:8 siger Johannes også at det ikke nærmere angivne store antal mennesker der gør oprør ved slutningen af tusindårsriget, „er som sandet ved havet“. I omtalen af de „tusind år“ i Åbenbaringen, kapitel 20, bruger apostelen Johannes heller ikke flertalsformen „tusinder“, der undertiden anvendes andre steder for at vise at der er tale om et stort og måske ubestemt antal. (Åb. 5:11; Dan. 7:10; 1 Sam. 18:7; Sl. 68:18; 119:72, NW) Der synes altså ikke at være nogen grund til at slutte at udtrykket „tusind år“ i kapitel 20 hentyder til en lang periode af ubestemt varighed. Johannes anvender tværtimod udtrykket på en måde der tyder på at det er en tidsperiode af en bestemt længde — „de tusind år“. — Åb. 20:6.
Men kan vi med sikkerhed fastslå længden af denne fastsatte periode? Ifølge J. J. Wettstein, der var af den opfattelse at Åbenbaringen handlede om jøderne omkring slutningen af det første århundrede, var tusindårsriget de 50 år fra kejser Domitians død (96 e.v.t.) til den jødiske krig under Hadrians regering. En anden opfattelse gik ud på at én dag stod for ét år. Med et måneår på 360 dage ville tusindårsriget, ifølge denne opfattelse, vare 360.000 år (360 × 1000). Om sådanne fortolkninger skrev professor A. T. Robertson: „Alle mulige teorier er blevet foreslået, men ingen af dem har været fuldt tilfredsstillende.“
Det mest nærliggende er at opfatte Johannes’ ord sådan som de står — som tusind år. Mange har set dette som et passende tidsrum for Jesu Kristi styre, idet Bibelen kalder Jesus „sabbatens Herre“. (Matt. 12:8) Det ville være ligesom en sabbatsdag, en hviledag, efter cirka 6000 år hvori menneskers ufuldkommenhed har behersket den jordiske skueplads. — 2 Pet. 3:8.
Johannes viser desuden at tusindårsriget følger efter Kristi sejrrige krig mod alle sine jordiske fjender. (Åb. 19:11-21) Eftersom denne krig endnu ikke har fundet sted, kan vi være sikre på at tusindårsriget endnu hører fremtiden til. Opfyldelsen af Bibelens profetier i vor tid er et vidnesbyrd om at Kristus snart vil føre krig imod og tilintetgøre Guds jordiske fjender, som skildret ved Jesu egne profetiske ord. — Matt. 24:3-22.
Alle de bibelske og historiske vidnesbyrd om at vi befinder os i de sidste dage af denne onde tingenes ordning, giver os et fast grundlag for at forvente at tusindårsriget vil begynde i den nærmeste fremtid. (2 Tim. 3:1-5) Hvordan vil det da blive at leve her på jorden?