Når en ven er mest tiltrængt

EN DAG fik en mand en telefonopringning mens han var på arbejde. Det var hustruen til en af hans kristne trosfæller: „Åh, broder! Lægen har fortalt mig at min mand kun har tre måneder at leve i. Jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt til ham. Så kom jeg pludselig til at tænke på dig. Vil du ikke godt tale med ham?“ Efter nogle få sekunder kom svaret: „Naturligvis. Jeg håber jeg kan besøge ham i morgen formiddag.“

Næste dag hilste de to mænd hjerteligt på hinanden. Efter at de havde drukket en kop kaffe, spurgte den besøgende sin syge ven hvordan han havde det. „Ganske godt. Operationen gik fint, nu skal jeg blot se at komme til kræfter igen.“

„Det lyder opmuntrende, og det viser at du er ved godt mod. Som en tjener for Gud kan du altid glæde dig, selv om din helbredelse lader vente noget på sig, måske længere end du nu regner med. Men hvad der end må komme, så kan vi, ved vor himmelske Faders kraft, bære det alt sammen, ikke sandt?“

Patienten, der ligeledes var en mand med livserfaring så sin ven fast i øjnene. „Ved du måske noget som jeg endnu ikke ved?“ Hans gæst svarede roligt: „Ja, det gør jeg. Lægen har talt med din kone, og det han sagde var alvorligt. Han mener dit liv er i fare. Naturligvis er hans udsagn det eneste vi har, men det viser at vi bør gøre noget. Ville det ikke være klogt at konsultere en anden læge, der måske kan hjælpe dig med en anden form for behandling? Du ville ikke være den første patient der levede meget længere end lægerne har forudsagt. Men tror du alligevel ikke det ville være bedre om du nu ordnede dine forhold, ifald din sygdom forværres? Jeg vil gerne være dig behjælpelig på enhver måde.“

Denne samtale varede endnu længere, men vi ved tilstrækkeligt til tydeligt at forstå hvor ærlig og gavnlig den var. Patienter har ret til at vide sandheden om deres tilstand, især hvis de spørger om den.

Hvorfor vi undertiden tøver

Måske tøver vi undertiden med at besøge nogen der ikke har lang tid tilbage at leve i. Vi fornemmer dødens nedbrydende magt på nært hold, og det kan virke skræmmende på os. (Hebr. 2:14, 15) Men som altid når ens venner er i store vanskeligheder, gælder det: Tænk ikke på dig selv i disse situationer. Det er ikke for intet der siges i Ordsprogene 17:17: „Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød.“ Din broder eller søster i troen behøver dig nu mere end nogen sinde. Lad ikke de følelser din syge vens håbløse tilstand har fremkaldt hos dig, få overhånd. Tænk i stedet på hans virkelige behov. Tænk på det der gavner ham mest og vær en god ven. Så vil du ikke længere tøve med at besøge ham, og glæden ved at stå ham bi vil hjælpe dig over dine betænkeligheder.

Hvad kan man sige?

Når man besøger en der er meget syg, bør man gøre sig klart at en påtaget munterhed ikke er nogen hjælp for den pågældende. Det vil være godt først venligt at spørge: „Bryder du dig om at jeg sidder hos dig et øjeblik?“ For at finde ud af hvad patienten gerne vil tale om, kan man enten spørge ham hvordan han har det, eller man kan sige: „Kan jeg gøre noget for dig?“ Hvis han frygter for hvad der kan ske, vil det være meget svært for ham at tale om det. Man kan vanskeligt vide hvad der rører sig i patientens sind og hjerte. Gør det ham derimod ikke noget at tale om det sørgelige udfald hans sygdom kan få, bør man ikke afbryde ham med sådanne malplacerede udtalelser som: „Åh, sådan må du ikke tænke! Du bliver snart bedre.“ Giv ham ærligt medhold i at det værste kan ske, og mind ham om at han selv da kan lægge alt i sin himmelske Faders mægtige hånd. — Fil. 4:6, 7.

Du kunne spørge ham: „Skal jeg læse nogle opbyggende ord fra Bibelen for dig?“ Sådanne trøstende ord vil afgjort styrke hans tro. Syge mennesker holder meget af Salmerne, fordi der i disse ofte på vidunderlig vis gives udtryk for et nødstedt menneskes dybeste følelser og bøn til Jehova om hjælp.

Alvorligt syge er sædvanligvis meget trætte og har ikke kræfter til at føre en samtale. I sådanne situationer behøver man altså ikke at tale meget. Det at man stille sidder ved den syges seng og holder hans hånd, kan i sig selv være en trøst. Vor ven, der må se døden i øjnene, vil måske ikke spørge om man vil bede en bøn, men han vil uden tvivl være meget taknemmelig hvis en medkristen benytter lejligheden til at bede sammen med ham. Når du i en sådan bøn giver udtryk for en fast tro på at det er Jehovas ønske og at det står i hans magt at hjælpe din ven i denne vanskelige situation, vil I begge opleve ophøjede øjeblikke af åndeligt fællesskab.

Man bør aldrig presse på for at få en meget syg til at træffe foranstaltninger for den tid hvor han ikke mere vil være i live, men det vil være godt at tale med ham derom, så snart han selv ønsker det. Det vil være ham en stor trøst at hans kristne venner lover ham at de, når han er sovet ind, vil tage sig af alt, først og fremmest af hans kone (eller — hvis det er en kvinde — af hendes mand) og børn. Måske vil det være nødvendigt at nedfælde noget skriftligt, for eksempel hvis der skal beskikkes en værge for eventuelle børn eller udstedes visse fuldmagter. Rådfører man sig med en sagfører har man større sikkerhed for at den syges sidste ønsker virkelig vil blive opfyldt.

Vort besøg behøver naturligvis ikke altid at forløbe så alvorligt som her beskrevet. Det kommer i høj grad an på hvordan den syge har det. Syge kan godt lide at blive husket som de var i lykkelige øjeblikke af deres liv. Måske kommer du i tanker om en glædelig oplevelse du har haft sammen med den syge. Fortæl den, og du kan være overbevist om at den syges tanker efter dit besøg stadig vil være beskæftiget med disse glade minder. På denne måde kan man glæde en nidkær tjener for Jehova der ikke mere kan gøre noget i forkyndelsen af „den gode nyhed“. Mind ham om alt det han før i tiden har udrettet i tjenesten. Ros ham oprigtigt for hans udholdenhed og for det gode eksempel han sætter ved trofast og med glæde at bære sine lidelser. — Hebr. 6:10.

Bekæmp din angst

Vi må erkende at den der har indstillet sig på at en sygdom eller en ulykke kan gøre ende på livet, bedre end andre er i stand til at hjælpe den der må regne med en snarlig død. At man ikke benægter de kendsgerninger vi alle må se i øjnene, er et tegn på menneskelig modenhed.

Men hvad nu hvis det er os selv det drejer sig om? Hvis vi plages af dødsangst, hvad kan vi da gøre for at overvinde denne pinefulde følelse og sprede disse mørke tanker? Forsøg fremfor alt ikke at ignorere din angst. Tænk på hvor usikkert det nuværende liv er, og på den løsning Gud vil tilvejebringe. Den der har opnået venskab med Gud, den himmelske livets kilde, kan se dette i øjnene og dog bevare sin ligevægt. Han ved hvad døden virkelig er: en bevidstløs søvn uden smerte og uden rædsel. (Joh. 11:11-14) Jesus lærte umiskendeligt at de døde vil blive oprejst, idet han sagde: „I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans stemme og komme ud.“ (Joh. 5:28, 29) Jesus blev ganske vist henrettet af sine modstandere, men hans himmelske Fader bragte ham tilbage til livet. Efter dette mirakel „viste han sig“, som apostelen Paulus skriver, „for mere end fem hundrede brødre på én gang, af hvilke de fleste stadig er her“. (1 Kor. 15:3-8) Ja, Kristi opstandelse var overordentlig godt bevidnet.

Kristne ved at det liv de i øjeblikket glæder sig over, ikke er det vigtigste. Guds godkendelse er langt mere værd, „idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. (1 Tim. 4:8) Vi kan derfor være overbevist om at Jehova, i det øjeblik vi behøver det, vil give os styrke til at se døden i øjnene. — Sl. 46:2.

„Ikke ladt i stikken“

Hvis du er syg og ikke har udsigt til at blive rask, er det meget vigtigt at du bevarer din åndelige ligevægt. Måske trænger mange spørgsmål sig på, som for eksempel: „Men hvorfor skal dette netop ramme mig?“ Du hjemsøges måske af en følelse af angst og forladthed. Bekæmp den. Få herredømme over dine tanker og hold dem under kontrol. Du er stadig i live og Jehova er dig nær. Erkend at Djævelen gerne vil udnytte dine svagheder for at svække din tro på Gud og hans løfter. Du må kæmpe denne kamp, men ikke alene. Jehova vil ikke ’lade dig i stikken’. — 2 Kor. 4:9.

Lad dine venner hjælpe dig, især de der allerede, ved Jehovas hjælp, har overvundet mange vanskeligheder. Bevar din tro på alle Guds løfter. Se frem til den tid da du vil vende tilbage til livet og erfare alle Jehovas velsignelser. Hvor vidunderligt vil det ikke blive at leve sammen med sande venner i al evighed, uden sorg og smerte! Jehova Gud ønsker at vi alle skal leve evigt. Jesus sagde: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ — Joh. 11:25.

Tænk på dine sørgende venner

Hvis en kristen broder eller søster er død, så glem ikke de efterladte slægtninge. Nu er tiden inde til at du bør sætte dig i deres sted. Kan du forestille dig hvordan de føler efter dette tab? De har deres normale daglige gøremål at tage vare på, men bærer stadig på et dybt sår. Netop nu har de brug for deres venner — men venner der kan lytte til dem. Det at kunne fortælle nogen hvad manden, konen eller barnet plejede at sige eller gøre, kan have en beroligende og trøstende virkning. Det er umuligt for de efterladte at glemme en afdød slægtning fra den ene dag til den anden. Du kan imidlertid hjælpe dem til atter at tænke på deres eget liv.

Det fremgår klart hvornår vore venner har særlig brug for os: i nødens, sorgens og angstens stunder. Også i sådanne stunder kan vi drage en lære af Jesu lignelse om den barmhjertige samaritaner. Må det aldrig om os kunne siges: ’Han gik forbi på den modsatte side,’ sådan som præsten og levitten i Jesu lignelse gjorde. (Luk. 10:29-37) Vi forstår nu meget bedre hvorfor der i Prædikerens bog, kapitel 7, vers 2, siges: „Bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus.“ Jakob skrev: „Den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden.“ (Jak. 1:27) Måtte Jehova velsigne os når vi gør dette!