Har Gud et navn?
MANGE vil måske sige: ’Betyder det noget om Gud har et navn? Der er jo kun én almægtig Gud.’ En præst i Canada sagde for eksempel engang: „Det navn man giver Gud er også uvæsentligt.“ Han mente ikke det gjorde nogen forskel om man sagde „Allah“ som muslimerne, eller „Manitou“ som visse nordamerikanske indianere. Mange andre gejstlige er af samme mening.
Men lad os overveje det nærmere. Hvorfor bruger vi navne? Hvad ligger der i et navn?
I første række tjener et navn til at fastslå hvem der er tale om. I mange tilfælde er det også nært forbundet med den pågældende persons bedrifter eller berømmelse. For millioner af mennesker vil navne som Alexander den Store og Mohandas Gandhi umiddelbart henlede tanken på hvad disse mænd udrettede.
Men hvorfor er det nødvendigt at Gud har et navn? Det er sandt at mange mennesker kun tror på én sand Gud, men utallige andre tilbeder mange guder. Hinduerne har millioner af guder. Andre steder i Asien samt i Afrika dyrker millioner af mennesker deres forfædre. Mange tilbeder staten, forguder politiske ledere eller betragter scenekunstnere eller filmstjerner som idoler. Om andre igen siges det at „deres gud er bugen“. — Fil. 3:19.
For at vi kan skelne den Almægtige fra denne hærskare af guder, har han sit eget helt personlige navn. Og dette navn er, som vi skal se, ikke blot af betydning for at vi kan identificere ham; det er også i allerhøjeste grad forbundet med hans ry. Han har skabt sig et navn.
Hvad er da Guds navn?
Kan Guds navn være „Allah“? Nej. Som det fremgår af for eksempel Gyldendals Fremmedordbog, er „Allah“ blot en form af det arabiske ord for „guden“. Det er ikke et egennavn.
Hvordan så med „Herren“? Det er heller ikke et egennavn. Bibelen siger at „der er mange ’guder’ og mange ’herrer’“. — 1 Kor. 8:5.
Nogle vil måske sige: ’Er Guds navn ikke Jesus?’ Hertil må vi svare at da Maria fik besked om at hun skulle føde Jesus, sagde engelen, den himmelske budbringer, til hende: „Du skal give ham navnet Jesus. Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn.“ (Luk. 1:30-32) Jesus er altså navnet på Guds søn, ikke på den Almægtige. Jesus sagde selv: „Faderen er større end jeg.“ — Joh. 14:28; jævnfør Ordsprogene 30:4.
Da Jesus er Guds søn, har han et meget nært forhold til den Almægtige. Og han gjorde det klart at den Almægtige har et navn. Da han lærte sine disciple den kendte mønsterbøn, også kaldet „Fadervor“, var hans allerførste ord: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ (Matt. 6:9) I en senere bøn til sin Fader sagde Jesus: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig . . . jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det.“ (Joh. 17:6, 26) Jesus åbenbarede dem den fulde betydning af sin Faders navn.
Den hebraiske form af „Jesus“ er i øvrigt „Jehosjua“ (Josua), som er en forkortet form af „Jehova-jesjua“, der betyder „Jehova er frelse“. Her har vi Faderens, den Almægtiges, navn — JEHOVA. Det var meget passende at Jesus, der formidlede frelsen fra Jehova, blev opkaldt efter sin Fader.
Hvor finder vi navnet?
Navnet „Jehova“ findes i utallige skrifter, på bygninger og mange andre steder. Men den vigtigste kilde hvori navnet forekommer, er de gamle hebraiske skrifter der indeholdes i Bibelen. ’Jeg har da aldrig set det navn i min bibel,’ siger du måske. Det er sandt at nogle bibler ikke bruger Guds navn. Men husk på at de bibler vi har, blot er oversættelser, og forskellige oversættere vil altid gengive grundteksten på forskellig måde. Dette gælder ikke kun Bibelen, men enhver bog eller artikel der af en eller anden grund oversættes flere gange af forskellige mennesker.
Den autoriserede danske oversættelse af 1931 bruger overhovedet ikke Guds navn. Oversættelsen af Chr. H. Kalkar (1847-54), der var sognepræst i Gladsaxe og Herlev, indeholder derimod navnet „Jehova“ hver eneste gang det forekommer i grundteksten. I Salme 83:19 står der for eksempel: „Saa skal man sande, at ene du, som nævnes Jehova, har Høihedsret over hele Jorden.“
Måske foretrækker du en katolsk oversættelse. Mange af disse indeholder ikke navnet, men hvis du har et eksemplar af Jerusalem-Bibelen, en moderne katolsk oversættelse der foreligger på flere af hovedsprogene, vil du finde at den overalt benytter Guds navn, men i formen „Jahve“.a Hvad er baggrunden for denne form?
Hvorfor „Jahve“?
„Jahve“ er et forsøg på at udtrykke Guds navn i en form som ligger det oprindelige hebraiske ord nærmere. Da man i sin tid skrev hebraisk benyttede man kun konsonanter, ikke vokaler. I de ældre hebraiske manuskripter forekommer Guds navn derfor som יהוה (JHVH). Disse skrifttegn omtales ofte som „tetragrammet“, det vil sige „fire bogstaver“.
Ad åre gik den rette hebraiske udtale af det guddommelige navn i glemme. Man vidste ikke længere hvilke vokaler der skulle indsættes i navnet. Ved at forbinde tetragrammet med vokaltegnene fra de to hebraiske ord Adonajʹ (Herre) og Elohimʹ (Gud), dannede man derfor udtalen Jehova. Mange hebraiskkyndige siger imidlertid at formen „Jahve“ er mere korrekt. I alle udgaver af Rudolph Kittels Biblia Hebraica er tetragrammet derimod vokaliseret som „Jehvah“.
Men formen „Jehova“ er langt mere udbredt og langt bedre kendt. I århundreder er denne form blevet brugt i bibeloversættelser og i øvrigt al slags litteratur.b Den forekommer også i mange forskellige inskriptioner. I den engelske by Plymouths byvåben står der for eksempel på latin: Turris Fortissima Est Nomen Jehova, der betyder: „Jehovas navn er det stærkeste tårn.“ (Se Ordsprogene 18:10.) Af den grund står navnet „Jehova“ endda på de lokale bybusser.
Tetragrammet findes mange steder
Også de fire hebraiske bogstaver for Guds navn finder vi mange steder. Har du for eksempel lagt mærke til Rundetårn i København? På tårnets yderside lod Christian IV udfærdige en rebusindskrift som i oversættelse lyder: „Jehova [יהוה]! Led visdom og retfærd til den kronede kong Christian IVs hjerte.“ Tetragrammet er også brugt over altertavlen i Povls Kirke på Bornholm, i kirker i Tønder og Møgeltønder, og på gavlen af Holmens Kirke i København.
Hvis man aflægger besøg på den spanske middelhavsø Menorca kan man finde tetragrammet i hovedbyen Mahón — på væggen i en offentlig grønthal, et tidligere kloster. I den lille by San Luis, som ligger i nærheden, er tetragrammet at finde på kirketårnet.
Vi kan også tage til Toledo, Spaniens gamle kirkeby, og besøge den berømte gamle domkirke. Læg mærke til det smukke freskomaleri på loftet i hovedsakristiet. Det er udført af Luca Giordano, en berømt italiensk maler fra det 17. århundrede. Et fremtrædende sted på maleriet finder vi de fire hebraiske bogstaver i Guds navn.
Den berømteste af alle kristenhedens kirker er uden tvivl Peterskirken i Rom. Pave Pius Xs (1835-1914) grav, som findes her, er udsmykket med et maleri af Israels ypperstepræst med tetragrammet på sin hovedbeklædning. Tetragrammet forekommer også på et pandebånd på en statue der pryder pave Clemens XIIIs (1693-1769) grav.
Har du hørt om erindringsmedaljen „Flavit Jehova“? Den blev slået til minde om den engelske flådes sejr over den spanske armada i 1588 — da en voldsom storm gjorde det af med angriberne. Denne medalje bærer den latinsk-hebraiske indskrift: Flavit יהוה et dissipati sunt — „Jehova blæste og de blev spredt“.
I årene 1644-1648 fremstillede Christian den Fjerde de såkaldte hebræermønter. Der kendes i alt 62 forskellige mønter, alle med indskriften „IUSTUS יהוה IUDEX“, hvilket betyder: „Jehova er en retfærdig dommer.“
De der holder af klassisk musik kender det majestætiske „Halleluja-kor“ fra Händels berømte oratorium Messias. Millioner af mennesker har hørt det sunget siden førsteopførelsen i 1743. Men hvor mange tænker på at „Halleluja“ betyder „Pris Jehova“?
En anden berømt musiker, Franz Schubert, komponerede musikken til en sang med titlen „Almagten“ (tysk: Die Allmacht), og som havde temaet: „Stor er Jehova, Herren!“
Guds personlige navn er blevet benyttet og æret utallige andre steder i mange forskellige sammenhænge. Der kan simpelt hen ikke være nogen tvivl om at JHVH er den almægtige Guds eget navn. Hvor ofte forekommer dette hellige navn i Bibelens hebraiske skrifter? SEKS TUSIND NI HUNDREDE OG TRES GANGE! Det er tydeligt at det IKKE var meningen at det guddommelige navn skulle UDELADES AF TEKSTEN.
Og dog har mange bibeloversættere udeladt Guds navn. Hvorfor? Inden vi svarer, vil vi undersøge hvilken plads Guds navn har indtaget i historien.
[Fodnoter]
a Samme form af navnet nævnes i ordforklaringen til „Det gamle Testamente“ i den autoriserede danske oversættelse af 1931. Se under „HERREN“.
b I Webster’s New International Dictionary (1955) står der om Jehova: „Det øverste Væsen; Gud; den Almægtige . . . en kristen form af tetragrammet.“
[Illustrationer på side 7]
Kirketårn på den spanske ø Menorca
Bybusser i Plymouth, England
Statue på pave Clemens XIIIs grav