Guds navn i fortiden

GUD, universets Ophav, er en virkelig person. Og som vi har set, har han sit eget personlige navn — Jehova (på hebraisk JHVH).

Men hvordan ser det ud med navnets historiske baggrund? Hvilket lys kan historien kaste over det guddommelige navn?

Den tidligste historie

Lad os gå tilbage til det 16. århundrede f.v.t. Israelitterne befandt sig i Ægypten, hvor de blev undertrykt under Faraos hårdhændede styre. Moses blev af Jehova udpeget til at kræve at israelitterne fik deres frihed. For at vise i hvis navn Moses skulle tale og handle, sagde Gud til ham: „Således skal du sige til israelitterne: [Jehova], eders fædres Gud, . . . har sendt mig til eder; dette er mit navn til evig tid.“ — 2 Mos. 3:15.

Farao afviste imidlertid kravet idet han sagde: „Hvem er [Jehova] . . .? Jeg kender ikke noget til [Jehova].“ (2 Mos. 5:2) Efter adskillige plager sagde Gud til Farao: „Derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ — 2 Mos. 9:16.

Bibelens første fem bøger, som indeholder ovennævnte beretning, er fyldt med henvisninger til Guds personlige navn. Alene i den hebraiske tekst til Femte Mosebog forekommer navnet 550 gange. Det blev ikke kun brugt af præsterne og levitterne, for Moses skrev: „Hør, Israel! [Jehova] vor Gud, [Jehova] er én. Og du skal elske [Jehova] din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke. Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ (5 Mos. 6:4-7) Der er ingen tvivl om at Guds ophøjede navn engang blev benyttet ofte i familiens daglige gudsdyrkelse.

På Davids tid

I kong Davids regeringstid nåede brugen af navnet Jehova nye højder. Under guddommelig inspiration skrev David mange smukke salmer eller lovsange til Jehova. David oprettede også et stort kor og orkester ved templet med tusinder af sangere og musikere. På faste tidspunkter sang og spillede de smukke, bevægende lovsange til Jehova. De lovsang hans navn. — Sl. 68:5.

Fandt Jehova mishag i at hans navn blev brugt på denne måde, offentligt og i familiekredsen? Fordømte han David og hans samtidige på grundlag af det tredje bud: „Du må ikke misbruge [Jehova] din Guds navn“? (2 Mos. 20:7) Nej, tværtimod. David blev rigt velsignet af Gud, og han havde lykken med sig under sit styre.

En ændret holdning vinder frem

Rundt regnet 500 år senere benyttede Jehovas trofaste profet Malakias tetragrammet 48 gange i sin profetiske bogs fire korte kapitler. Jehovas ord ved Malakias lød blandt andet således: „Fra stedet, hvor solen står op, til stedet hvor den går ned, er mit navn stort iblandt folkene.“ Og det gentages — „mit navn er stort iblandt folkene, siger Hærskarers [Jehova].“ — Mal. 1:1, 11.

Læg også mærke til hvad Malakias skrev om nogle af præsterne på hans tid: „En søn ærer sin fader, en træl frygter sin herre. Men er jeg Fader, hvor er da min ære, og er jeg Herre, hvor er da frygten for mig? siger Hærskarers [Jehova] til eder, I præster, som ringeagter mit navn.“ — Mal. 1:6.

Det fremgår af sammenhængen at præsterne ikke undlod at bruge Guds navn men viste manglende respekt for det ved at bringe uacceptable ofre. De hebraiske Skrifter og andre skrifter fra den tid viser at Jehovas navn var almindeligt brugt. For eksempel forekommer navnet i de såkaldte elefantine-papyrusser, nogle dokumenter fra det femte århundrede f.v.t. som stammer fra en jødisk koloni i Øvre Ægypten. Imidlertid er der visse vidnesbyrd om at der inden Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t. udviklede sig en overtroisk tendens til at undgå at bruge det guddommelige navn,a muligvis på grund af en yderliggående, fanatisk fortolkning af det tredje bud — budet om ikke at misbruge Guds navn. (2 Mos. 20:7) Men mente Gud, da han gav dette bud, at hans navn aldrig skulle bruges, undtagen ved ganske særlige lejligheder, eventuelt kun i helligdommen? Det kan ikke være tilfældet, for da navnet var almindeligt brugt (som på Davids tid), var Guds velsignelse meget tydelig i Israel. Derimod var det åbenbart at folket som et hele ikke havde Guds velsignelse da Jesus Kristus udførte sin tjeneste på jorden — og da Guds navn var gået af brug på grund af jødernes religiøse tradition. Datidens jødiske religiøse ledere havde i den grad fjernet sig fra Gud og hans principper at de ikke alene hyllede hans navn i mørke men også gjorde sig skyldig i hans elskede søns død. Ikke mange år senere, nemlig i år 70, kom jøderne til at betale en frygtelig pris for dette da deres tempel og den hellige by Jerusalem blev ødelagt af de romerske hære.

Hvad gjorde Jesus og hans disciple?

Fulgte Jesus Kristus og hans disciple den jødiske tradition i forbindelse med Guds navn? Nej, Jesus fordømte frygtløst farisæernes og de skriftlærdes overlevering og udfriede sine disciple fra deres åndeligt dødbringende påvirkning. Han sagde til disse hyklere: „Hvordan kan det være at I overtræder Guds bud på grund af jeres tradition? . . . Således har I gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres tradition.“ — Matt. 15:3-9.

Brugte Jesus og hans disciple da Guds navn meget? Ja det gjorde de, for de citerede alle hyppigt fra Skrifterne, der indeholdt Jehovas navn. Ofte benyttede de Septuaginta, en oversættelse af De hebraiske Skrifter til græsk som begyndte at blive udarbejdet i Alexandria omkring det tredje århundrede f.v.t. og som på det tidspunkt endnu indeholdt tetragrammet. Senere udgaver af Septuaginta fulgte ganske vist den jødiske tradition med at udelade Guds navn. Men eksemplarer eller dele af den græske Septuaginta fra Jesu tid indeholder tetragrammet med hebraiske bogstaver. — Se Vagttårnet, 1. august 1978, s. 6-8.

Jesus gav selv udtryk for at han brugte det guddommelige navn. For eksempel sagde han i en bøn til sin Fader: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. . . . jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det.“ (Joh. 17:6, 26) Desuden lærte Jesus sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ (Matt. 6:9) Hvorfor skulle Jesus sige dette, medmindre han selv brugte Guds navn?

Det guddommelige navn var således i brug i Guds nyudvalgte folk, det åndelige Israel, den kristne menighed. (Gal. 6:16) Af den grund indeholder visse oversættelser af De kristne græske Skrifter („Det nye Testamente“) også Jehovas navn. Det gælder for eksempel De græske Skrifter på hebraisk, oversat af Franz Delitzsch (1877); The Emphatic Diaglott af Benjamin Wilson (1864); The Christian’s Bible — New Testament af George N. LeFevre (1928), Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter (1974) samt flere andre. I modsætning hertil har langt de fleste oversættelser fulgt den jødiske tradition og udeladt Guds navn.

Kort efter Jesu tid begyndte det forudsagte frafald at fordærve den sande kristne lære og ånd. (2 Tess. 2:3; 2 Pet. 2:1-3) Den mørke middelalders lange nat begyndte, og det guddommelige navn gik efterhånden af brug.b I århundreder var kundskaben om Guds navn hovedsagelig begrænset til klostrene — kun tilgængelig for sådanne forskere som munkene.

Hvordan gik det til at det guddommelige navn blev verdenskendt, som det er i dag?

[Fodnoter]