Guds navn i nyere tid

AT det guddommelige navn blev brugt i fortiden er hævet over enhver tvivl. Men hvordan ser det ud i nyere tid? Hvorfor har visse bibeloversættelser udeladt navnet? Og hvilken betydning har navnet for os?

Navnet „Jehova“ bliver almindeligt kendt

Den første der gengav det guddommelige navn som „Jehova“ var interessant nok en spansk dominikanermunk, Raymundus Martini. Han benyttede denne form af navnet i sin bog Pugeo Fidei, som blev udgivet i 1270 — for over 700 år siden.

Efterhånden som der opstod reformbevægelser både inden for og uden for den katolske kirke, blev Bibelen gjort tilgængelig for folk i almindelighed, og navnet „Jehova“ blev mere almindeligt kendt. I 1611 blev King James-oversættelsen, den engelske autoriserede oversættelse, udgivet. Den benytter navnet Jehova fire gange. (2 Mos. 6:3; Sl. 83:18 [v. 19 i da. overs.]; Es. 12:2; 26:4) Siden er Bibelen blevet oversat igen og igen. Nogle oversættelser følger King James-Bibelens eksempel og benytter kun det guddommelige navn få steder i teksten.

I denne kategori falder An American Translation (af Smith og Goodspeed), dog med den lille afvigelse at den benytter „Jahve“ i stedet for „Jehova“. Man kunne imidlertid spørge: „Hvorfor har oversætterne gjort dette? Hvis det er forkert at bruge ’Jehova’ eller ’Jahve’, hvorfor så overhovedet gøre det? Og hvis det er rigtigt, hvorfor så ikke være konsekvent og bruge det hver gang det forekommer i bibelteksten?“

Lad os, med navnets historiske baggrund i tanke, se hvilket svar oversætterne giver.

Oversætternes svar

I forordet til An American Translation står der: „I denne oversættelse har vi fulgt den ortodokse jødiske tradition og indsat ’Herren’ for navnet ’Jahve’.“ Men har oversætterne, da de fulgte „den ortodokse jødiske tradition“, erkendt hvor farligt det kan være at tilsidesætte Guds klare beslutning om at ’hans navn skal forkyndes på hele jorden’? Jesus fordømte menneskers tradition der gjorde Guds ord ugyldigt. — 2 Mos. 9:16; Mark. 7:5-9.

I forordet til en anden bibeloversættelse, Revised Standard Version, står der: „Den nye reviderede oversættelse vender tilbage til King James-oversættelsens fremgangsmåde og følger . . . den ældgamle skik der holdtes i hævd under oplæsningen af De hebraiske Skrifter i synagogen. . . . Af to grunde er komiteen vendt tilbage til King James-oversættelsens velkendte udtryk: 1) Ordet ’Jehova’ repræsenterer ikke nøjagtigt nogen form af navnet som blev brugt på hebraisk. 2) Brugen af ethvert egennavn for den eneste Gud, som var der andre guder han måtte skelnes fra, ophørte i jødedommen før den kristne tidsalder og er aldeles upassende for den kristne kirkes almindelige tro.“ (Kursiveret af os)

Oversætterne begik en stor fejl da de fulgte King James-oversættelsens eksempel og den jødiske tradition. Troede de virkelig at det er Guds vilje at hans navn skal holdes i baggrunden? Er Guds navn noget at skamme sig over, så det bør udelades af Bibelen?

Religiøs fordom?

Det er interessant at American Standard Version, der blev udgivet i 1901, benytter Jehovas navn hele vejen gennem De hebraiske Skrifter, hvorimod Revised Standard Version, som blev udgivet i 1952, kun har en meget kort henvisning til tetragrammet i en fodnote (til Anden Mosebog 3:15). I den mellemliggende periode forkyndte Jehovas Vidner Guds navn i hele verden. Kunne det tænkes at udeladelsen af det guddommelige navn i visse oversættelser skyldes fordom mod Jehovas Vidners forkyndelse?

At der i visse tilfælde kan være noget om sagen, fremgår af følgende udtalelse i Katholische Bildepost, et katolsk blad der udkommer i Tyskland: „Guds navn, som de [Jehovas Vidner] har ændret til ’Jehova’, er derimod blot en af sektens opfindelser.“ (24. august 1969) Denne udtalelse smager af religiøs fordom. Den vidner også om mangelfuld oplysning, for som allerede nævnt var den første der benyttede ordet „Jehova“ på skrift en katolsk munk — og han var selvsagt ikke et af Jehovas Vidner!

Dobbeltmoral

„Ordet ’Jehova’ repræsenterer ikke nøjagtigt nogen form af navnet som blev brugt på hebraisk,“ stod der i forordet til Revised Standard Version. Men hvilket ord ’repræsenterer nøjagtigt’ det guddommelige navn på hebraisk? Nogle foretrækker „Jahve“, andre „Jehvah“, andre igen „Jave“, og så videre. Problemet er som tidligere nævnt at oldtidens hebraisk udelukkende blev skrevet med konsonanter, og selv eksperter indrømmer at man kun kan gætte på hvilke vokaler der blev brugt i navnet.

Man kunne også spørge dem der gør indsigelse mod formen „Jehova“ hvorfor de ikke gør indsigelse mod andre navne, som for eksempel „Jesus“ eller „Peter“. Hvorfor insisterer de ikke på at bruge de oprindelige græske former af disse navne (Iesoús og Petros)? Viser de ikke en dobbeltmoral når de forkaster formen „Jehova“?

Andre oversættelser

Mange oversættelser bruger dog navnet „Jehova“ eller „Jahve“ eller en anden gengivelse af tetragrammet i De hebraiske Skrifter. Desuden findes der omkring 40 oversættelser af De kristne græske Skrifter („Det nye Testamente“) som benytter en lokal form af navnet, såsom Iehova (hawaiiansk) eller uJehova (zulu).

I forordet til The Bible in Living English, der benytter navnet hele vejen gennem De hebraiske Skrifter, siger Steven T. Byington: „Stavemåden og udtalen er ikke det der betyder mest. Det der har størst betydning, er at man gør sig klart at det er et egennavn.“ Ja, navnet på den mest ophøjede Person i universet er enestående, uforligneligt.

Hvad betyder dette uforlignelige navn?

For at svare på dette må vi tage et historisk tilbageblik. Da Moses blev udpeget til at føre israelitterne ud af Ægypten, sagde han til den sande Gud: „Sæt jeg nu kommer til Israels sønner og siger til dem: ’Jeres forfædres Gud har sendt mig til jer,’ og de så siger til mig: ’Hvad er hans navn?’ hvad skal jeg da sige til dem?“ Gud svarede Moses: „JEG VIL VISE MIG AT VÆRE DET SOM JEG VIL VISE MIG AT VÆRE.“ Og han tilføjede: „Sådan skal du sige til Israels sønner: ’JEG VIL VISE MIG AT VÆRE har sendt mig til jer.’“ (2 Mos. 3:13, 14, NW) Det betød at Jehova ville gennemføre sin egen storslåede hensigt for således at hævde sit navn og fastslå sin suverænitet. Dette hjælper os til at forstå det navn han ifølge vers 15 ville huskes ved fra generation til generation. (NW) Ifølge den hebraiske rod i navnet betyder det sandsynligvis „Han lader blive“ (eller „viser sig at være“) i forbindelse med sig selv. For den der tænker over tingene, ligger der altså en særlig betydning i Guds navn. Navnet åbenbarer at han er den der med usvigelig sikkerhed opfylder det han lover og er herre over enhver situation der måtte opstå.

Det guddommelige navn har således dyb og hellig betydning. Det er et glorværdigt navn, det største navn i universet. I sammenligning hermed er udtrykket „Herren“ vagt og upræcist. Jesus elskede og respekterede sin Faders navn og sagde engang til ham: „Fader, herliggør dit navn.“ Beretningen fortsætter: „Så kom der en stemme fra himmelen: ’Jeg har herliggjort det og vil igen herliggøre det.’“ — Joh. 12:28.

Hvis Jesus havde været bibeloversætter i dag, ville han så have udeladt sin Faders navn af de nye oversættelser? Næppe. Af alle mennesker havde Jesus uden tvivl den rette indstilling til den almægtige Gud og hans navn. Bør vi da ikke have den samme indstilling?

[Ramme på side 11]

Hvorfor „Herren“ i „Davids Salmer“?

I 1977 udgav Det danske Bibelselskab Salmerne i ny oversættelse under titlen „Davids Salmer“. Heri er Guds navn gengivet med „Herren“, skønt det var „hensigten at gennemføre oversættelsen med anvendelse af det jødisk-hebraiske gudsnavn, Jahve“, som det hedder i bogens forord. Hvad er grunden til at man har valgt „Herren“ i stedet for „Jahve“? Oversætterne svarer: „Brugen af navnet Jahve er stødt på indvendinger, der i alt væsentligt er begrundet ud fra hensynet til dansk bibeltradition og forholdet til Det nye Testamente, og forsøget blev derfor opgivet.“