Hvor kan man søge hen når de religiøse systemer går til grunde?
Læseren vil finde det gavnligt at læse Jeremias’ bog, kapitlerne 40 til 49, før studiet af denne og den følgende artikel.
„Forbandet er den der udfører Jehovas gerning forsømmeligt; og forbandet den der holder sit sværd tilbage fra blod!“ — Jer. 48:10, NW.
1. Hvilket problem vil opstå for dem der overlever ødelæggelsen af de religiøse systemer?
„VERDENS religiøse systemer er faldet!“ Noget i den retning kan vi forvente at de der hader al religion hoverende vil udbryde når vor tids religiøse systemer rammes af en pludselig ødelæggelse. Hvor vil de der overlever denne næsten ufattelige begivenhed, søge hen? Hvad er der de vil kunne vende sig til? Vi stiller disse spørgsmål i fuldt alvor.
2. Hvad var reaktionen på det Jeremias profeterede, og hvor befandt Jeremias sig efter at have profeteret i næsten 40 år?
2 De der hidtil har holdt sig til en eller anden traditionel kirke eller trosretning, vil måske spørge i vantro: ’Vil himmelens og jordens Skaber tillade at noget sådant sker?’ Dette spørgsmål får os til at tænke på den vantro hvormed en jøde af præsteslægt, den unge profet Jeremias i Anatot i mellemøsten, blev mødt med for omkring 2625 år siden. Jeremias blev sendt for at profetere mod den form for gudsdyrkelse som hans egne landsmænd øvede på det tidspunkt. Ifølge Jeremias skulle deres tempel — det eneste der havde ret til at bestå ifølge religiøs lov — brændes ned til grunden. Den by hvori templet lå, Jerusalem, skulle reduceres til en grusdynge. De selv skulle føres i landflygtighed til det land der havde besejret dem, og der skulle de blive i 70 år. Jeremias’ forudsigelse af disse ulykker rejste en storm af protester. Efter at have profeteret i næsten 40 år befandt Jeremias sig under bevogtning i Jerusalem. Det var under Zedekias, den sidste af kongerne i Davids slægt der kom til at sidde på tronen.
3. Hvad var det Jehova udslettede da han tillod denne religiøse ulykke, og hvad udslettede han ikke?
3 Den Gud hvis navn var nævnet over Jerusalems tempel tillod virkelig at denne religiøse katastrofe indtraf. Byen fik endda budskabet om dommen direkte fra denne Gud, Jehova, selv. Men vil det sige at han ville udslette den gudsdyrkelse han selv havde etableret, dyrkelsen af ham selv som den sande Gud? Nej, ingenlunde! Han havde simpelt hen i tanke at ødelægge den besmittede, forkvaklede form for gudsdyrkelse der dengang foregik i det tempel der bar hans navn, en tilbedelse der vanærede dette hellige navn. Jehovas ord ved Jeremias’ mund gik i opfyldelse. De der stædigt opponerede imod det, gik til grunde. I sommermåneden ab, den femte måned efter deres kalender, på den syvende til den tiende dag i måneden, blev templet revet ned, og den medtagne, hungerramte by Jerusalem blev udslettet. Forinden var kong Zedekias blevet fanget under et flugtforsøg, og tusinder af udhungrede overlevende jøder blevet ført af sted som fanger. De kunne se frem til at leve i trælsom landflygtighed i Babylon, der nu var verdens herskerinde.
4. Har disse begivenheder i fortiden betydning og interesse for os?
4 Men har alle disse begivenheder i fortiden virkelig betydning for os? Ja! Hvorfor? Fordi de er profetiske. De måtte derfor skrives ned og bevares i Bibelen på mange levende sprog op til vor tid. En mand der foretog et grundigt studium af denne del af oldtidshistorien, en jøde hvis folk var direkte impliceret i disse sørgelige begivenheder, fremhævede deres betydning da han skrev følgende i det første århundrede efter vor tidsregning: „Disse ting skete fortsat for dem, som eksempler, og de blev skrevet til advarsel for os til hvem enden på tingenes ordninger er kommet.“ — 1 Kor. 10:11.
5. Hvilken religiøs ulykke indtraf cirka 15 år efter at Paulus skrev Første Korinterbrev 10:11, og hvorfor vil noget tilsvarende ikke gentage sig?
5 Disse ildevarslende ord blev skrevet af den kristne apostel Paulus omkring 15 år før det genopførte Jerusalem tillige med sit tempel blev ødelagt i år 70 e.v.t., denne gang af romerske legioner. Noget lignende vil ikke ske for tredje gang, for i dag ligger der intet jødisk tempel på Jerusalems høje. Tre af verdens store religioner gør nu krav på at have en andel i denne historiske by, nemlig kristenhedens religion, islam og jødedommen.
6. Hvilket af de religiøse systemer vil blive udslettet først, og hvad indebærer det hvis nogen tilslutter sig andre af disse systemer?
6 Der findes religioner hvis oprindelse går længere tilbage end kristenhedens. Men efter hvad Jeremias, profeten i det første Jerusalem, antydede, vil kristenheden være det første af de religiøse systemer der bliver ødelagt. Jerusalem var et profetisk billede på kristenheden, for kristenheden hævder at udøve den religion der begyndte i det andet Jerusalem i år 33 e.v.t. Når dette nutidens modstykke til det dødsdømte Jerusalem på Jeremias’ tid er fjernet, bliver spørgsmålet: Hvor vil dets eventuelle overlevende tilhængere søge hen? Vil de slutte sig til en af de ikke-kristne religioner som eventuelt stadig måtte bestå? I så fald ville det betyde at de søgte tilflugt i et andet af de religiøse systemer, som alle er bestemt til udslettelse.
7. Hvor gav babylonierne Jeremias og hans sekretær lov til at bo efter Jerusalems fald, og hvilken højtid nærmede sig på det tidspunkt?
7 Lad os se hvordan dette blev skildret efter at det første Jerusalem var blevet ødelagt i 607 f.v.t., på Jeremias’ tid. Nogle af landets fattige jøder fik lov til at blive tilbage i det besejrede Juda land under Gedalja, som sejrherren kong Nebukadnezar havde udnævnt til statholder over landet. Dette skete i den femte månemåned (ab) i 607 f.v.t. Jeremias og hans sekretær eller skriver Baruk var blevet bevaret i live, og den babyloniske hærfører gav Jeremias lov til at vælge om han ville blive tilbage sammen med de fattige i landet under statholderen Gedalja. Hvad skulle han vælge? Efterårshøsten i den syvende måned (etanim eller tisjri) stod for døren. Det vil sige at den fastsatte tid for indsamlingshøjtiden, eller løvhyttefesten, nærmede sig. Denne fest varede syv dage (15.-21. tisjri). Men ak! der var intet tempel i Jerusalem hvor man kunne holde fest og være glade. — 5 Mos. 16:13-16.
8. Var det for at fejre indsamlingshøjtiden at visse flygtede jøder vendte tilbage til Juda?
8 Bortset fra en afdeling besættelsestropper havde den babyloniske hær forladt landet og ført mange overlevende jøder med som fanger. Jødiske flygtninge der opholdt sig i de tilgrænsende lande, begyndte nu at søge tilbage til Juda land. Vendte de tilbage til deres hjemland for at adlyde deres Lovgiver, Jehova, og fejre løvhyttefesten, eller indsamlingshøjtiden, selv uden Jerusalem og dets tempel? Nej, deres hensigt skulle vise sig at være en anden.
9. Hvorfor var det et spørgsmål hvor de hjemvendte jøder og de fattige i Juda ville søge hen?
9 Hvor ville de hjemvendte jøder og de fattige i landet søge hen? De var ikke forpligtede til at forlade landet, men Jeremias havde forudsagt at landet skulle ligge fuldstændig øde i 70 år, blottet for mennesker og husdyr; det var en ret der tilkom landet. Alligevel sagde Jeremias til dem der opholdt sig i landet at de skulle blive der og leve i fred uden at frygte babylonierne, der var draget bort. Deres statholder, Gedalja, var jøde som de selv, blot var han underkastet kong Nebukadnezar af Babylon. Jehova deres Gud tvang dem altså ikke ud af deres gudgivne land, selv om han havde inspireret Jeremias til at forudsige at Judas land skulle ligge fuldstændig øde i 70 år.
En morder slår til
10. Hvordan var forholdene, religiøst set, for den fattige befolkning dér i Juda?
10 Religiøst set var forholdene sørgelige for den fattige befolkning som blev ladt tilbage i Juda område. (Jer. 40:7) Der var intet tempel i Jerusalem de kunne vende sig imod i bøn til Jehova. Med undtagelse af Jeremias var der ikke en præst, ikke en levit. Der var intet alter de kunne bringe deres ofre på. Og der var ikke en guldbeklædt „pagtens ark“ som to keruber bredte deres vinger over og som ypperstepræsten kunne stænke forsoningsdagens offerblod hen imod den 10. tisjri. Nej, arken var forsvundet, og intet menneske har siden vidst hvor den blev af. — Hos. 3:4.
11. Hvorfor tænkte ammonitterkongen Ba’alis at Jisjmael, Netanjas søn, var den rette mand at sende for at myrde den jødiske statholder Gedalja?
11 Netop dér og da trådte handlingens skurk ind på scenen. Han optrådte i skikkelse af Jisjmael, Netanjas søn. Ammonitterkongen Ba’alis, som Jisjmael havde søgt til da han flygtede for babylonierne, tænkte sandsynligvis at Jisjmael var den rette mand at hverve til at myrde Gedalja, som kong Nebukadnezar havde udnævnt til statholder i provinsen Juda. Hvorfor mente Ba’alis mon det? Fordi Jisjmael var „af kongelig æt“. Gennem sin bedstefader, Elisjama, havde Jisjmael kongeligt blod i årerne, og han var en af „kongens stormænd“. (Jer. 41:1) Følgelig kunne denne embedsmand, en frænde af den afsatte kong Zedekias, føle sig fornærmet over at Gedalja var blevet gjort til statholder til trods for at han ikke var „af kongelig æt“. Ammonitterkongen Ba’alis, der havde frydet sig over at Jerusalem var blevet ødelagt, benyttede derfor Jisjmael som håndlanger og lod ham rydde Gedalja af vejen. — Sl. 83:8, 9; Jer. 40:14.
12. Hvordan udførte Jisjmael sit nedrige hverv, men hvad tvang ham alligevel til sidst til at flygte?
12 På trods af Kareas søn Johanans advarsel indbød Gedalja Jisjmael og de 10 mænd der ledsagede ham, til at nyde et måltid i den nye regeringsby Mizpa, som lå nogle kilometer nord for ruinerne af Jerusalem. Skønt der var babyloniske soldater til stede, rejste Jisjmael og hans ledsagere sig pludselig og dræbte brutalt alle der var forsamlet til måltidet og alle der var i nærheden. (Jer. 41:2, 3) Jisjmael og hans forræderiske skare myrdede desuden mange andre. Dette skete i den syvende månemåned, tisjri, den måned hvor man sædvanligvis fejrede løvhyttefesten i syv dage. Indbyggerne i Mizpa fulgte nu denne kupmager som hans fanger. Men da Johanan, Kareas søn, dukkede op for at kæmpe mod Jisjmael, flygtede Jisjmael og otte af hans mænd til Ammon, som kong Nebukadnezar af Babylon endnu ikke havde underlagt sig. — Jer. 41:10-15; 49:1-5.
13. Hvilket budskab inspirerede Jehova Jeremias til at overbringe Johanan og hans tilhængere på deres egen anmodning? Hvordan reagerede de?
13 Det der var overgået det midlertidige styre som babylonierne havde etableret, gav Johanan og folket en fornemmelse af at de havde grund til at frygte den nye verdensmagt, det babyloniske rige, ved hvilket Jehova Gud lod sine domme eksekvere i mellemøsten. Hvor skulle de nu søge hen? Rent formelt gik Johanan og hærførerne til Jeremias, der havde haft ret da han forudsagde Jerusalems ødelæggelse. De lovede at følge Jehovas bud ved Jeremias, hvad enten de syntes om det eller ej. Ti dage efter at de havde opsøgt Jeremias fik de Jehovas budskab gennem profeten. De skulle ikke frygte men blive i landet og underkaste sig Babylon. Men hvis de i vantro drog sydpå til Ægypten skulle de blive indhentet af sværdet, nemlig den sejrende konge af Babylons sværd, og desuden af hunger og pest. Bortset fra en lille rest skulle de alle forgå i Ægypten, et land der var fordømt af Gud. De skulle ikke vende hjem til provinsen Juda i fred efter det babyloniske verdensriges fald. Adlød Johanan og hans tilhængere dette bud fra Gud? Nej! De stemplede det som falsk og beskyldte Jeremias for at være en løgner. — Jer. 42:1 til 43:3.
14. Hvem holdt ikke deres ord, og hvorfor blev indsamlingshøjtiden ikke fejret i 607 f.v.t.?
14 Hvem var det imidlertid der løj? Var det ikke dem selv? Havde de ikke svoret at ville følge det bud Jeremias bragte dem, hvad enten de syntes om det eller ej? De var allerede på vej sydpå i retning mod Ægypten, og nu var de besluttede på at fortsætte til de havde nået Nilens land. De havde ikke lyst til at underlægge sig det tredje verdensrige, Babylon. Tidligere havde Ægypten været deres forbundsfælle mod verdensriget Babylon, der stadig udvidede sit territorium. Da Juda land nu var kommet under Babylons herredømme, var de derfor besluttede på at ingen skulle blive tilbage i landet og underkaste sig Babylon. De der talte for underkastelse under Babylon, nemlig Jeremias og hans sekretær Baruk, skulle ikke blive tilbage. Nej, disse tjenere for Jehova blev slæbt med. De der modsatte sig Jehovas vilje efterlod landet nøjagtig som Jehova havde forudsagt, blottet for mennesker og husdyr. Uden at de selv havde afpasset tiden, skete det netop omkring det tidspunkt da Juda land skulle fejre indsamlingshøjtiden eller løvhyttefesten og glæde sig, den 15.-21. tisjri 607 f.v.t. — Jer. 43:4-7.
15. Hvilken forbindelse har begivenhederne på Jeremias’ tid med det der sker nu?
15 Ingen kan nogen sinde hindre at den almægtige Guds vilje sker. Ej heller kan nogen med rette hævde at hans profetiske ord er unøjagtigt. Da de opsætsige jøder drog ud af Judas land, begyndte de forudsagte 70 år hvor landet skulle ligge øde hen uden en eneste israelitisk indbygger og uden husdyr. Samtidig begyndte de symbolske „syv tider“ som Jehova lod kong Nebukadnezar drømme om og som Han lod profeten Daniel forklare. Disse „tider“ skulle vare 2520 år. (Dan. 4:13-27; Luk. 21:24) Det var derfor ikke en tilfældighed at den første verdenskrig udbrød i en ellers fredelig verden og markerede afslutningen på disse „syv tider“ i månemåneden tisjri i 1914. Begivenhederne på Jeremias’ tid har virkelig en forbindelse med vor tid. Betydningen af disse begivenheder angår i høj grad os der lever nu!
16. Hvorfor kan vi sige at det ikke var rigtigt af disse vantro jøder at flygte ned til Ægypten, og hvad får disse jøders handlemåde os til at tænke på?
16 Hvordan gik det de jøder der flygtede til Ægypten da deres religion — indført af frafaldne jøder i Jerusalem — gik til grunde i 607 f.v.t.? Undgik de det de nærede en sådan afsky for? Gjorde de det der var bedst, det der var rigtigt? Næppe, i betragtning af at de blev et afskrækkende eksempel på hvad der sker med religiøse mennesker der nægter at adlyde Jehovas ord. Jeremias blev tvunget til at bo i Ægypten, men han holdt ikke op med at profetere dernede. Jehovas ånd bevægede stadig Jeremias til at profetere, ja til at profetere imod de vantro jødiske flygtninge og imod det land de havde valgt at tage ophold i. Hans inspirerede skrifter er blevet bevaret helt op til den nuværende kritiske tid. De tjener til advarsel for nutidens modstykke til disse oprørske jøder på Jeremias’ tid. Hvad kan vi, i betragtning af dette, forvente i tiden der kommer?
17. Hvad kan vi ikke forvente at overlevende øjenvidner til kristenhedens ødelæggelse vil gøre, og hvorfor ikke?
17 Vi må forvente en ødelæggelse af det mest indflydelsesrige af de religiøse systemer, nemlig kristenheden med hele dens forvirring af religiøse sekter og trosretninger. Denne ødelæggelse vil indtræffe til Jehovas fastsatte og uforanderlige tid. Når den indtræffer, er spørgsmålet derfor: Hvor vil alle der bliver vidne til denne overraskende begivenhed stille sig? Ifølge det forbillede vi har fra 607 f.v.t., med Jisjmael og Johanan og deres tilhængere som nægtede at give agt på Jehovas vejledning, kan vi ikke forvente at en talløs skare af sådanne øjenvidner vil vende sig til den sande kristendom — den der udøves af nutidens Jeremias-skare og dens loyale medarbejdere. Den sande kristendom er ensbetydende med tilbedelsen af Jeremias’ Gud, Jehova, der også er Jesu Kristi himmelske Fader. Da Jesus talte til kvinden ved brønden i Samaria, var det tilbedelsen af Jehova han talte om. Han sagde: „Den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen med ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger. Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede med ånd og sandhed.“ — Joh. 4:23, 24.
18. Hvem var Jesus Kristus et vidne for da han var her på jorden, og hvem må i dag være vidner for den samme?
18 Selv en kristen, en Kristi discipel, kan ikke feje tilbedelsen af Jehova Gud til side. Som det fremgår af Åbenbaringen 1:5 omtalte Guds søn sig selv som „Jesus Kristus, ’det trofaste vidne’“. Som menneske på jorden var han jøde, israelit, og ordene i Esajas 43:10 var rettet til hans folk. De lød: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ Jesus beviste at han var et trofast og sandfærdigt vidne for Jehova Gud. En ægte discipel af ham må i lighed med ham være et Jehovas vidne.
19. Vil overlevende øjenvidner til kristenhedens undergang strømme til Jehovas vidner, og hvilket håb har tilbageværende religiøse systemer at byde på?
19 Vi kan ikke henvise til noget profetisk skriftsted der viser at utallige tidligere tilhængere af kristenheden vil vende om og slutte sig til de forfulgte kristne Jehovas vidner når nutidens modstykke til fortidens Jerusalem bliver udslettet i den kommende „store trængsel“. Mange vil jamre over det de har mistet ved ildsødelæggelsen af den materialistiske kristenhed, som købmændene i Åbenbaringen, kapitel 18, der græder og sørger over at Babylon den Store er brændt ned. Deres indbringende forretning er gået tabt sammen med hende. Der vil muligvis være religiøse mennesker som vil strømme til ikke-kristne religioner som måtte overleve kristenheden en kort tid, men i givet fald vil de blot søge til et andet religiøst system der er dømt til udslettelse, for alle disse religiøse systemer hører til Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. Alt hvad dette verdensimperium omfatter, er bestemt til udslettelse!
20. Hvordan kan vi vide hvor de der overlever Babylon den Stores ødelæggelse vil søge hen?
20 Hvor vil overlevende søge hen når Babylon den Store går til grunde? Hvad viser den inspirerede profetiske bibel? Vil de — og kan de — søge til dem der billedligt blev skildret af Jeremias og hans sekretær Baruk? Svaret ligger i de profetiske begivenheder som indtraf i disse Jehovas tjeneres sidste leveår.
[Illustration på side 11]
Lad os ikke være som de frafaldne jøder på Jeremias’ tid