Kampen for at opnå tryghed
HR. OG fru B–– og deres tre halvvoksne børn boede i Afrika. Gennem 20 år havde de oparbejdet deres smukke farm; de havde investeret indtægterne i et hyggeligt hjem, afgrøde, besætning og landbrugsmaskiner. Her var deres lille fæstning, deres tilflugt i sorg og nød, deres fristed efter en dags hårdt arbejde. De følte sig trygge.
Alt ændrede sig imidlertid fra den ene dag til den anden. Visse politiske kræfter havde haft fremgang i nogen tid. Mænd som pønsede på at gennemføre en forandring ved magt, øvede terrorisme og havde lagt landminer i de ujævne jordveje på farmens område. Da hr. B–– vendte hjem i sin landrover efter den ugentlige tur til byen, bragte han en mine til eksplosion og var dræbt på stedet.
Fru B–– følte sig ikke længere tryg nu da hun var alene med børnene. Med den omsiggribende fare for vold på egnen og bekymringen for hvordan hun skulle få farmen passet uden en mand i huset, følte hun sig tvunget til at forlade det sted der før var indbegrebet af tryghed for hende. Familien rejste til et andet land i håb om at finde større tryghed i tilværelsen.
I det nævnte afrikanske land ændrede forholdene sig voldsomt på få år. Farme omgivet af frodig tropevegetation og med velkomstskilt ved indkørselen, blev indhegnet med høje ståltrådsnet forsynet med pigtråd foroven. Omkring husmurene blev der lagt sandsække, og vinduerne blev beskyttet med ståltrådsnet.
Livet i byen ændrede sig også idet flere og flere installerede tyverialarm, fik sat solide porte med låse og kæder op ved indgangene til deres ejendom, og holdt vagthunde for at hindre uønskede personer i at få adgang. Butiksvinduerne blev behandlet med specielle klæbestrimler som skulle hindre at de blev knust. Der blev posteret vagter som skulle visitere de handlende ved indgangen til supermarkederne. Folk der rejste på ferie betalte politiet for at beskytte deres hjem mens de var borte.
Mange steder blev det der før var en fredelig køretur gennem det afrikanske landskab, til en anspændt rejse fra den ene by til den næste. Man rådede de rejsende til at kontakte politiet før de tog af sted, og mange kørte i konvoj beskyttet af pansrede vogne. Militær undtagelsestilstand og udgangsforbud blev noget som folk anså for at høre med til den daglige tilværelse.
Ud over disse sikkerhedsforanstaltninger tog mange der havde mulighed for det, yderligere skridt til at sikre sig personligt. De investerede i guld, sølv, smykker og kunstgenstande eller satte deres penge ind på en konto i en udenlandsk bank for stadig at have nogle værdier hvis forholdene ikke ændrede sig til det bedre.
En sådan udvikling er det omtalte land ikke ene om. Mange andre steder iagttages de samme sikkerhedsforanstaltninger, og folk gør mere og mere ud af at sikre hjemmet og familien. Tilbage står dog spørgsmålet: Giver disse bestræbelser virkelig den fred i sindet og den sikkerhedsfølelse vi alle ønsker?
Er militær styrke løsningen?
Den samme iver efter at skabe sikkerhed giver sig udslag i de forholdsregler som træffes af forskellige regeringer. Mange tager hidtil uhørte skridt til sikring af deres landegrænser eller til beskyttelse af deres diplomater. Da dronningen af England var på besøg i det sydlige Afrika og paven var i Irland måtte der indkaldes hundreder af mænd udelukkende af sikkerhedshensyn. Når skibe, fly eller tropper flyttes til strategisk vigtige steder fortolkes det af nogle lande som en trussel mod deres nationale sikkerhed, og ofte træffes der militære modforholdsregler.
De fleste regeringer deler den generelle opfattelse at deres nationale sikkerhed afhænger af militært beredskab. FNs informationskontor for de nordiske lande oplyste i december sidste år at verdens samlede rustningsomkostninger nu beløber sig til omkring 400 milliarder dollars om året — eller over en milliard dollars (5,5 milliarder kroner) om dagen. Selv om „kun“ 12-13 procent af dette enorme beløb bruges af u-landene, kan man spekulere på om de penge der ofres på militær mon skaber en følelse af virkelig sikkerhed hos mennesker der lever i disse lande, hvor hungersnød og sygdomme overført med inficeret drikkevand daglig kræver tusinder af menneskeliv.
Vi spørger igen: Er militær styrke virkelig ensbetydende med sikkerhed? Enhver kan naturligvis vælge at skubbe sådanne tanker fra sig, men kan man virkelig føle sig tryg når man alvorligt overvejer det faktum at landene i verden råder over så mange våben med sprængstofladninger at de kan dræbe os alle adskillige gange? Eller sagt på en anden måde: Kunne du sove roligt om natten med et maskingevær under sengen vel vidende at din nabo havde et lignende våben rettet mod dit hjem og brændte efter at få lejlighed til at bruge det når han skønnede at han kunne gøre det uden fare for sig selv?
Ønsket om tryghed fælles for alle
Det er kun naturligt at man ønsker at føle sig tryg. Selv dyrene har en medfødt trang til at føle tryghed. Nogle fugle bygger deres rede så ingen dyr eller mennesker kan se den eller nå den. Egern indsamler nødder for at sikre sig føden når kulden sætter ind. Katte som skal føde, undersøger alle skabe i huset for at finde en godt beskyttet krog hvor de kan være med deres killinger.
Spørgsmålet for os alle er: Hvordan opnår vi en tryg og sikker tilværelse? Dyrene søger instinktivt at opnå tryghed ad materiel vej. Men hvad med mennesket? Skal vi også søge det materielle for at opnå tryghed, og derved stille os på linje med dyrene? Afhænger vor tryghed af en god stilling, af ophobet rigdom i form af guld og sølv, eller af en bankkonto? Kan en stærk krigsmagt sikre os en tryg tilværelse? Eller skal trygheden søges under en særlig styreform der viser sig mere stabil end alle andre?
Den vise kong Salomons råd
„Tag vare på snilde og kløgt [kløgt og omtanke, NW], de slippe dig ikke af syne; så bliver de liv for din sjæl og et yndigt smykke til din hals. Da vandrer du trygt din vej, støder ikke imod med din fod; sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din søvn vorde sød; du skal ikke frygte uventet rædsel, uvejret, når det kommer over gudløse; thi [Jehova] skal være din tillid, han vogter din fod, så den ikke hildes.“ — Ordsp. 3:21-26.