Videnskaben stadfæster Bibelens nøjagtighed

MODSIGES Bibelen af videnskabelige opdagelser? Allerførst må vi slå fast at Bibelen ikke er en videnskabelig afhandling. Men hver gang den berører videnskabelige emner, holder den sig til sandheden og støtter ikke menneskers ubeviste teorier og spekulationer. Efterhånden som man har opdaget de love der gælder i universet, har man igen og igen fået stadfæstet at Bibelen er nøjagtig og at den bibelske salmedigter havde ret da han sagde om Gud: „Summen af dit ord er sandhed.“ (Sl. 119:160) Lad os i det følgende se hvordan forskellige videnskaber bekræfter Bibelens nøjagtighed. De videnskaber vi vil komme ind på er astronomi, medicin, botanik, anatomi og fysiologi.

Astronomi

Det er velkendt at de indledende kapitler i Første Mosebog er blevet latterliggjort og har været genstand for særlig skarpe angreb. I dag påstår mange kirkefolk at Første Mosebog blot er en samling digte og myter. I direkte modsætning hertil erklærede den katolske lærde og „kirkefader“ Augustin i det femte århundrede at „beretningen ikke er skrevet i den litterære stil hvor tingene omtales billedligt, . . . men fra begyndelse til slutning skildrer den ting som virkelig er sket, ligesom Kongebøgerne og andre historiske bøger“. (De Genesi ad litteram, VIII, 1, 2) En undersøgelse af det første kapitel i Første Mosebog vil vise at Bibelen var langt forud for de opfattelser der gjorde sig gældende i samtiden.

Længe før Aristoteles (384-322 f.v.t.) forfægtede det synspunkt at stjernerne var slået ind i himmelen ligesom søm, beskrev Første Mosebog (1:6-8) himmelen som „en hvælving“ (da. aut.) eller „et udstrakt rum“ (New World Translation). Andre oversættelser siger „en udstrakt Befæstning“ (1871-oversættelsen) eller „et firmament“ (Douay). Ordet „firmament“ kommer af det latinske firmare, som betyder at gøre noget fast, at give det fast form. Hieronymus, som udarbejdede den latinske Vulgata-oversættelse, benyttede dette ord som en oversættelse af det hebraiske raqia, der imidlertid betyder „udstrakt flade“, „noget der er udstrakt“. T. Moreux, der tidligere var leder af Bourges-observatoriet i Frankrig, siger: „Denne hvælving, som vi kalder himmel, blev i den hebraiske tekst betegnet med et ord der i Septuaginta, under påvirkning af de kosmologiske forestillinger der var gældende på det tidspunkt, blev gengivet med stereoma, firmament, en fast kuppel. Moses formidler ikke en sådan tanke. Det hebraiske ord raqia bibringer kun tanken om udstrækning eller, bedre, noget der er udstrakt.“ Bibelens beskrivelse af himmelen eller atmosfæren over os er altså ganske korrekt.

I Første Mosebog tales der om lyskilder som skinner på jorden „til at skille dag fra nat“. (1 Mos. 1:14-18) Disse ord blev skrevet af Moses i det 16. århundrede før vor tidsregning. Betragt til sammenligning blot én af de fantasifulde forestillinger der dengang rådede om dette emne. Paul Couderc, som er astronom ved observatoriet i Paris, skriver: „Indtil det femte århundrede før vor tidsregning havde man en fejlagtig opfattelse af det grundlæggende spørgsmål vedrørende dag og nat. For mennesker dengang var lys en klar damp, mens mørke var en sort damp der steg op af jorden om aftenen.“ Hvilken modsætning til den korte men videnskabeligt korrekte bemærkning i Bibelen om årsagen til dag og nat på jorden!

De der levede dengang Bibelen blev skrevet, gjorde sig mærkelige forestillinger om jordens form og dens grundvolde. Den oldægyptiske kosmologi gik ud på at „universet er en rektangulær kasse, placeret i nordsydgående retning ligesom Ægypten. I bunden af kassen ligger jorden, som en let konkav slette med Ægypten i midten. . . . Ved de fire verdenshjørner er der nogle meget høje bjergtoppe som holder himmelen oppe. Himmelen er et metallisk låg som er fladt eller buer udad, og som er gennemstukket med huller. Ned fra den hænger stjernerne, ligesom lamper der hænger i ledninger“.

Hvordan så nogle hundrede år senere? Var man da gået bort fra sådanne naive forestillinger? Absolut ikke. Den græske astronom og filosof Anaximander (fra det sjette århundrede f.v.t.) havde denne opfattelse: „Jorden er cylindrisk, tre gange så bred som den er dyb, og det er kun den øverste del der er beboet. Men denne jord er isoleret i rummet, og himmelen er en komplet sfære, midt i hvilken vor cylinder Jorden, befinder sig, uden at være støttet af noget, og lige langt fra alle punkter på himmelen.“ Anaxagoras, som levede 100 år senere, troede at både jorden og månen var flad.

Bibelen var langt forud for datidens „videnskabelige“ opfattelser. I det 15. århundrede f.v.t. nævnte en af bibelskribenterne at Skaberen „ophænger jorden på intet“, og i det ottende århundrede f.v.t. talte en anden bibelskribent om „jordens kreds“ eller „Jordens Bold“. (Job 26:7; Es. 40:22, da. aut.; Lindberg) Er det ikke netop sådan vi ser jorden, når vi ser de billeder astronauterne tog af den fra månen?

Medicin og botanik

Bibelen omtaler også mange planter der voksede i de bibelske lande. For eksempel nævner den, som rigtigt er, at balsam, et stof der blev udvundet af flere stedsegrønne træer, havde en helbredende virkning. I det franske bibelleksikon Dictionnaire encyclopédique de la Bible forklarer C. E. Martin: „Der drypper naturligt små mængder mastiks [harpiks] fra træet, men for at få mere snitter man i stammen på langs, så harpiksen bedre kan strømme ud. . . . Det havde ord for at dulme smerte og helbrede sår; Gileads balsam, et kendt middel mod sår, nævnes i symbolsk betydning af Jeremias (8:22; 46:11; 51:8); det er også gået ind som et billedligt udtryk i flere nutidssprog.“ Dette middel, balsam, nævnes også af flere romerske og græske historieskrivere, som for eksempel Plinius den Ældre og Diodoros fra Sicilien.

Ifølge den bibelske beretning blev den hebraiske profet Jonas i det niende århundrede f.v.t. sendt til Nineve, Assyriens hovedstad. Som følge af hans forkyndelse „troede folkene i Nineve på Gud“. (Jon. 3:5) Derefter slog Jonas sig ned øst for byen, og for at beskytte ham mod solen lod Gud fra den ene dag til den anden en flaskegræskarplante skyde op og skygge over hans hoved. (Jon. 4:6, 10, 11, NW) Er det sandt at flaskegræskarplanten (Cucurbita lagenaria) vokser så hurtigt? I det franske værk Dictionnaire de la Bible, som er udgivet under ledelse af F. Vigouroux, står der: „Det vides at græskarplanten vokser meget hurtigt i de varme lande og at man bruger den til at dække husmure og læskærme, som den klynger sig til ligesom vildvin og yder beskyttelse mod varmen med sine store blade. . . . I de symbolske billeder i katakomberne som bygger på beretningen om Jonas, er det altid denne plante der skildres.“ Det stemmer således udmærket med kendsgerningerne at Jehova på en enkelt nat mirakuløst lod en græskarplante, der normalt vokser meget hurtigt, skyde op for at beskytte Jonas mod solens hede.

I en beskrivelse af hvordan det vil gå de folkeslag der sætter sig op imod Guds suveræne herredømme, siger Bibelen at de vil blive „som steppeløbere [hebraisk: galgal] for stormvejret“. (Es. 17:13, NW) I opslagsværket Encyclopædia Judaica står der: „Den bibelske galgal har en enestående måde at sprede sine frø på. Ved sommerens slutning løsnes den fra jorden, og dens tornede blade, der ligner sejl, flyver for vinden og spreder frøene.“ Nogah Hareuveni, forfatter af hæftet Ecologie dans la Bible (Økologi i Bibelen), omtaler denne tidselplante, galgal, idet han siger: „Planten af dette navn begynder sin hurtige vækst i marts. . . . På få uger bliver denne tilsyneladende harmløse galgal til et pigget uhyre, idet dens blade og blomster fyldes med spidse torne. Om sommeren begynder planten at tørre ind, men den sidder tilsyneladende så fast på roden og virker så truende at det synes umuligt at få den udryddet. Når planten er fuldt udviklet sker der noget mærkeligt under jordoverfladen mellem stængelen og roden: mellem stængelen og roden finder der en celleadskillelse sted, og der skal ikke mere end sommerens sidste vindpust til at blæse hele planten væk.“ Ja, ligesom denne tidselplante, der virker frygtindgydende men som let fejes bort af vinden, vil de der sætter sig op imod Guds suverænitet blive fejet bort. Bibelen er rammende og nøjagtig når den sammenligner dem med „steppeløbere“.

Anatomi og fysiologi

Hvis Bibelen stammer fra menneskets Skaber, må vi på dens blade kunne finde afgørende beviser for at den ikke er et produkt af menneskers visdom. Som vi allerede har set, havde folk i oldtiden nogle fantastiske forestillinger om menneskets oprindelse. Og lægelitteraturen fra oldtidens Ægypten røber stor uvidenhed. I modsætning hertil skrev Moses, skønt han var „oplært i al ægypternes visdom“, at mennesket var dannet — ikke af Ras tårer, men — „af agerjordens muld“. (1 Mos. 2:7; Apg. 7:22) Har den moderne lægevidenskab bekræftet at mennesket består af mineraler fra jorden?

I deres fælles værk Les oligoéléments (Sporelementerne) forklarer Andrée Goudot og medlem af det franske landbrugsakademi, Didier Bertrand: „I alle levende organismer man har studeret har man, foruden kulstof, ilt, brint, kvælstof, fosfor, kalcium, svovl, klor, magnesium, kalium og natrium, fastslået tilstedeværelsen af følgende grundstoffer: seks ikke-metalliske grundstoffer: fluor, brom, jod, bor, arsen og silicium; et grundstof på grænsen mellem metaller og ikke-metaller: vanadium; og tretten metaller: jern, zink, mangan, kobber, nikkel, kobolt, lithium, rubidium, cæsium, aluminium, titan, krom, molybdæn og sandsynligvis også tin, bly, sølv, gallium, strontium og barium.“ Alle disse stoffer findes i jordens skorpe, hvilket understreger at mennesket er dannet af jorden, sådan som Bibelen siger.

I mange hundrede år har der i Bibelen stået at en skabnings blod repræsenterer dets liv eller sjæl. „Om alt køds sjæl gælder det, at dets blod er dets sjæl.“ (3 Mos. 17:14) Kan denne udtalelse stå for en lægevidenskabelig prøve? Det er videnskabeligt fastslået at blodet har meget nær forbindelse med livsprocesserne. Desuden har man inden for de senere år fundet ud af at hvert enkelt menneskes blod er specielt og enestående for dette menneske. Léone Bourdel, som er professor ved antropobiologihøjskolen i Frankrig, skriver: „De genetiske kombinationer der finder sted ved forplantningen bevirker at vort blod er enestående. Det er hverken identisk med vore forældres eller vore børns. Og vi fremstiller dette samme blod hele livet igennem. Uanset hvor mange transfusioner vi måtte få, vil vi aldrig få den slags blod donoren har givet os; det er altid vort eget blod der får overtaget og som bestandig bliver fornyet i samme sammensætning som hidtil.“

Grunde til at tro på Bibelen

Hensigten med denne behandling af spørgsmålet: „Kan man tro på Bibelen?“ har været — for at omskrive Aldous Huxleys ord — at ’finde gode grunde for hvad vi tror på formedelst andre lige så gode grunde’.

Først har vi set at Bibelen selv ikke opfordrer os til at udvise blind tro. Den opfordrer os til at bruge vor fornuft og at bedømme eller vurdere tingene. (Rom. 12:1, 2; 1 Tess. 5:21) Vi har set at arkæologien underbygger Bibelens historiske nøjagtighed. Desuden har vi fået nogle enkelte eksempler på at den bibelske beretning, selv i de mindste detaljer, er videnskabeligt holdbar.

Dette er ’gode grunde’ til at tro på Bibelen. Men der findes ’andre lige så gode grunde’ — ja endda bedre grunde, for det står ganske klart at troen på Gud og tilliden til hans ord ikke udelukkende kan bygge på arkæologiske opdagelser og videnskabelige undersøgelser. Bibelen har også stor værdi som moralvejledning, og desuden er det den eneste bog der giver os en åbenbaring af Guds vilje og hensigt med menneskene. Ja, denne guddommeligt inspirerede bøgernes Bog giver os en virkelig grund til at nære håb for jordens og menneskenes fremtid. Dette vil blive nærmere belyst i næste nummer af Vagttårnet.

[Illustration på side 9]

Det ægyptiske verdensbillede

[Illustration på side 10]

Tidselplanten „galgal“