Vejen til helbredelse åbnet af Gud
„Din helbredelse vil hastigt spire frem.“ — Es. 58:8, NW.
Før man læser de tre følgende artikler vil det være klogt at gøre sig bekendt med det stof de er bygget over, nemlig Esajas’ profeti, kapitlerne 58 og 59
1. Hvordan fremgår det af menneskehedens almene helbredstilstand at den har behov for helbredelse?
HAR hele menneskeheden behov for helbredelse? De der ved hjælp af alle de moderne nyhedsmedier holder sig informeret om hvad der sker rundt om i verden, vil næppe tøve med at svare ja. Spørgsmålet er: Hvem af os kan udvirke den helbredelse som er så hårdt tiltrængt? De der er optaget af humanitært arbejde prøver stadig at hjælpe, i håb om at deres indsats må lykkes, men ingen af deres oprigtige bestræbelser har kunnet forhindre at der socialt, moralsk, økonomisk og familiemæssigt er sket en forværring af menneskehedens helbredstilstand. Klageråbet fra den lidende menneskehed lyder højere og højere!
2, 3. (a) Hvem har mere grund end menneskene til at klage over at menneskeheden er faldet så dybt? (b) Hvordan beskrives menneskehedens faldne tilstand i Romerbrevet 3:9-18?
2 Hvis vi almindelige små mennesker synes at vi har gode grunde til at klage, hvor meget mere må universets overmenneskelige Skaber da ikke synes at han har det! Det er indlysende at han ikke ville bringe sin stilling som Skaber i vanry ved at give menneskene en start under så rodede forhold som dem vi nu lever under. Han forklarer os tydeligt at det altsammen skyldes at synden kom ind i verden. For 1900 år siden viste han hvor langt menneskene var kommet fra den oprindelige fuldkomne tilstand, idet han inspirerede en af Bibelens skribenter til at nedfælde disse ord:
3 „Hvad da? Er vi bedre stillet? Slet ikke! For ovenfor har vi anklaget såvel jøder som grækere for alle at være under synd, sådan som der står skrevet: ’Der er ingen retfærdig, end ikke én; der er ingen som har indsigt, ingen som søger Gud. Alle mennesker er bøjet af fra vejen, alle sammen er de blevet uduelige; der er ingen som øver venlighed, ikke så meget som én.’ ’Deres strube er en åbnet grav, med deres tunger har de øvet svig.’ ’Slangegift er under deres læber.’ ’Og deres mund er fuld af banden og bitterhed.’ ’De er hurtige på fødderne til at udgyde blod.’ ’Ødelæggelse og elendighed er på deres veje, og de har ikke kendt fredens vej.’ ’Der er ikke gudsfrygt for deres øjne.’“ — Rom. 3:9-18.
4. (a) Hvor citerede Paulus fra da han skrev dette? (b) Hvordan er forholdene i verden i dag, 1900 år efter?
4 I dette uddrag af brevet til den kristne menighed i det gamle Rom, citerede apostelen Paulus fra De hebraiske Skrifter, som alle blev skrevet under inspiration mere end 450 år før Paulus skrev sit brev omkring år 56. Paulus citerede for eksempel fra Esajas 59:7-20, hvoraf det fremgår at situationen allerede var temmelig alvorlig på Esajas’ tid, ikke blot for menneskeheden i al almindelighed, men især for dem der hævdede at være Jehova Guds folk, nemlig jøderne eller israelitterne. Hvad kan vi der lever i dag, mere end 1900 år efter at Paulus skrev til den kristne menighed i den romerske hovedstad, da forvente med hensyn til den moralske og religiøse tilstand i verden, og navnlig i den del af verden der kaldes kristenheden? De mange oplysninger om forholdene i verden der tilflyder os gennem aviser og blade, er chokerende, ja forfærdende.
5, 6. (a) Hvilken adfærd burde de lande der udgør kristenheden lægge for dagen, i betragtning af at kristenheden fører sit navn tilbage til Kristus? (b) Hvilken større opfyldelse bør vi have i tanke når vi læser Esajas’ profetier til Israel?
5 Eftersom kristenheden fører sit navn tilbage til Kristus Jesus, burde den efterligne ham og leve op til hans lære. De lande der udgør kristenheden burde vide hvordan man gør dette. I disse såkaldt kristne lande findes der millioner af bibler og bibeldele, navnlig den del der kaldes „Det nye Testamente“, på alle de sprog der tales i de pågældende lande. De fleste kan læse disse inspirerede skrifter og således lære hvad det indebærer at være kristen. Eftersom kristenheden knytter sig til Kristus og hævder at være hans menighed, stempler den sig selv som hyklerisk når den forsømmer at følge Kristi eksempel. Dens sociale, moralske og religiøse tilstand minder om den der rådede blandt Jehova Guds udvalgte folk på profeten Esajas’ tid, 800 år før kristendommen viste sig på verdensskuepladsen.
6 Ja, kristenhedens bedrøvelige tilstand danner en parallel til forholdene i Israel på Esajas’ tid, for kristenheden hævder at have afløst Israel som Guds udvalgte folk. Når vi læser visse profetier i Esajas’ bog bør vi derfor have i tanke at de får en større opfyldelse på kristenheden. Betragtede Jehova Gud Israel på profeten Esajas’ tid som et folk der var hyklerisk og som trængte til åndelig helbredelse? Lad os høre hvilken dom Jehova Gud afsagde over sit folk!
Israels religiøse hykleri
7. Hvad skulle profeten, ifølge Esajas 58:1, forkynde for Jehovas udvalgte folk?
7 Guds befaling til Esajas lød således: „Råb af fuld hals; hold ikke igen. Opløft din røst som et horn, og fortæl mit folk om dets oprør, og Jakobs hus om dets synder.“ — Es. 58:1,NW.
8. Hvor højt skulle Esajas’ forkyndelse af Jehovas budskab lyde, og hvorfor skulle han føle det som en nødvendighed at profetere?
8 Ifølge denne befaling havde Jehova Gud fundet Israel skyldig i oprør og andre ikke nærmere specificerede synder. Han benyttede Esajas som sit talerør til at bekendtgøre resultatet af den undersøgelse han havde foretaget af sit folks tilstand, og profeten fik at vide at han af fuld hals og med en røst som „et horn“ skulle udråbe Guds anklager mod Israel. Ordene „hold ikke igen“ har muligvis fået Esajas til at føle ligesom profeten Amos, der på et tidligere tidspunkt havde sagt: „Løven brøler, hvo frygter da ej? Den Herre [Jehova] taler, hvo profeterer da ej?“ — Amos 3:8.
9. I hvilken udstrækning bør Jehovas hårde budskab forkyndes i dag? Og hvad bør det hjælpe dem der hører det til at gøre?
9 I dag bør Jehovas indviede, døbte tjenere føle på samme måde. De bør føle sig tilskyndet til at tage det budskab op som Gud ønsker forkyndt for verden i dag, og højlydt forkynde det vidt omkring. Som Jehovas vidner bør de fortælle om den verdensomfattende oprørskhed mod universets suveræne Herre, som kræver at hans tjenere er loyale mod ham og undgår verdens synder. Det er grunden til at dette hårde budskab forkyndes overalt på jorden. Ved at give agt på det kan folk blive hjulpet til at opnå helbredelse.
10, 11. Hvilken adfærd lagde israelitterne for dagen, samtidig med at de ved at faste og spæge deres sjæl gav det udseende af at de fandt behag i Jehova?
10 I det budskab Esajas fik befaling til at forkynde for „Jakobs hus“, med høj røst, afslørede han dets hykleri idet han sagde:
11 „Dog, mig søger de dag efter dag, og kundskab om mine veje udtrykker de behag i; som om de er en nation der gør hvad der er retfærdigt og som ikke har forladt sin Guds lovbud, bliver de ved med at bede mig om retfærdige lovbud og holde sig nær til Gud, som de har behag i [idet de siger]: ’Hvorfor har vi fastet og du så det ikke, spæget vor sjæl og du lagde ikke mærke til det?’ Se, på dagen for jeres faste finder I hvad der behager jer selv, og alle som slider for jer bliver I ved med at drive til arbejdet. Se, for at strides og kæmpe faster I, og for at slå med ugudeligheds knytnæve.
12. Var den fastedag der var velbehagelig for Jehova, en tid hvor man skiltede med sin fromhed og med at man spægede sin sjæl?
12 Faster I ikke som var det en dag da I skulle lade jeres stemme høre i det høje? Skulle den faste jeg foretrækker, være som denne, en dag da mennesket spæger sin sjæl? Da han bøjer sit hoved som et siv og breder sæk og aske ud som leje? Kalder du dét en faste og en dag der er velbehagelig for Jehova?“ — Es. 58:2-5, NW.
13. Hvad sagde Jesus i sin bjergprædiken om Guds folks måde at faste på?
13 Jesus Kristus fastede i 40 dage efter at han var blevet salvet med Jehovas ånd, men det var i Judæas ørken og uden at han blev set af mennesker. Det var således uden hykleri at han senere, i sin bjergprædiken, kunne sige: „Hold op med når I faster at se bedrøvede ud ligesom hyklerne, for de fordrejer deres ansigt så mennesker kan se på dem at de faster. Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning. Men når du faster, så indgnid dit hoved med olie og vask dit ansigt, så at ikke mennesker, men derimod din Fader som er i det skjulte, kan se på dig at du faster; så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ — Matt. 6:16-18.
14. (a) Hvem har forordnet kristenhedens religiøse faster, og hvorfor kan vi sige det? (b) Hvad kunne formelle faster og spægelse af sjælen i det gamle Israel ikke tjene som et dække for?
14 Kristi disciple fik ikke påbud om at faste; det er en frivillig sag om man vil faste. I kristenheden har man visse obligatoriske fastedage, men de er blot påbudt af mennesker. Hvis der havde ligget den rette tanke og det rette motiv bag de faster som „Jakobs hus“ pålagde sig selv på profeten Esajas’ tid, ville der måske ikke have været noget at indvende mod dem. Men lad os huske hvad der foregik i „Jakobs hus“, samtidig med eller før og efter at man fastede: Man stredes og sloges, råbte efter hinanden med skinger stemme og slog andre „med ugudeligheds knytnæve“. Israelitternes formelle fasten og selvvalgte spægen af sjælen kunne aldrig tjene som et dække for al denne slethed, der ikke undgik Jehova Guds opmærksomhed. Ikke så mærkeligt at han lod som om han ikke så eller lagde mærke til deres fasten!
15. (a) Hvilken behandling af de hårdtarbejdende stod som en modsætning til den ydre fromhed og afholdenhed der blev lagt for dagen i Israel? (b) Hvem forholder det sig på samme måde med i dag, og hvorfor er det en forkert indstilling?
15 For at tage sig fromme ud bøjede de formalistiske jøder hovedet, ligesom toppen af et siv, og bredte sæk og aske ud under sig, som om de sørgede dybt. Men en sådan adfærd var ikke et ægte tegn på at de angrede deres synder og deres oprørskhed mod Gud og deres urette og uordentlige livsførelse. Hvis deres faste var af den rette slags, en afholdenhed fra noget der med rette tilkom dem, hvorfor blev de så samtidig ved med hjerteløst at drive dem der ’sled for dem’, deres egne brødre, til arbejdet, og således plage og undertrykke dem? Det var i sandhed hyklerisk når arbejdsgivere der optrådte som slavepiskere over for dem som sled for dem, formelt viste afholdenhed på visse fastedage. De kunne ikke behage Gud eller opnå hans gunst eller godkendelse ved denne handlemåde. Det gælder også kristenheden og dens faster i dag, for den hævder at tilbede den selv samme Gud som inspirerede Esajas til offentligt at afsløre Guds udvalgte folks oprør og synder.
16. Hvilken handlemåde fra israelitternes side ville gøre et bedre indtryk på Gud end deres formelle faster?
16 Hvilken slags faste, hvilken form for afholdenhed, er da acceptabel i Esajas’ Guds øjne, den Gud som kristenheden giver sig ud for at tilbede? Det kan vi finde ud af ved at læse de ord Jehova lod Esajas nedskrive. Til gavn for dem der føler behovet for at blive åndeligt styrket eller som ønsker at forbedre deres forhold til Bibelens Gud, siger han: „Er dette ikke den faste jeg foretrækker: At løse ugudeligheds fodlænker, at løsne ågets bånd og sende de undertvungne bort som frie, og at I brækker hvert åg i stykker? Er det ikke at du deler dit brød med den sultne og at du bringer de hjemløse nødstedte ind i dit hus? At du klæder den nøgne når du ser ham, og at du ikke skjuler dig for nogen af dit eget kød?“ — Es. 58:6, 7, NW.
17. Hvad gik for sig i Israel, ifølge ordene i Esajas 58:6, 7, og hvad trængte folket derfor til at blive helbredt for?
17 Af disse manende ord fra Jehova fremgår det indirekte at nogle israelitter på ondsindet og uretfærdig vis var blevet lagt i fodlænker. Andre måtte bære åg som var de lastdyr. Atter andre blev knust eller undertvunget ved at en tung arbejdsbyrde blev lagt på dem. Nødstedte israelitter fik lov at sulte og havde intet sted at bo. De der havde midler til at yde hjælp, lod som om de ikke var klar over deres landsmænds ynkværdige tilstand. Åh jo, de overholdt pligtskyldigst formaliteterne i forbindelse med en national faste, men de havde ikke tilstrækkelig broderkærlighed til at befri nogle som var af deres eget kød og blod, for uretfærdigheder og undertrykkelse. Det at de fastede kunne ikke råde bod på en sådan hjerteløs adfærd, som heller ikke var i overensstemmelse med Guds bud: „Du skal elske din næste som dig selv. Jeg er [Jehova]!“ (3 Mos. 19:18) Var der noget disse israelitter trængte til, så var det at blive helbredt for en åndelig sygdom der betød den visse død for deres forhold til Gud!
18. Hvorfor er det ingen overdrivelse at sige at israelitternes religiøse sygdom kunne betyde døden for deres forhold til Jehova?
18 Det er ingen overdrivelse at sige sådan, for i det århundrede der fulgte efter nedskrivningen af Esajas’ profeti, mistede Israels folk sit fædreland og blev så at sige begravet i Babylonien, fra 607 til 537 f.v.t. (Ez. 37:1-11) Selv om folket, ved Jehovas ufortjente godhed, atter vendte tilbage til sit eget land, blev dets pagtsforhold til Jehova Gud ophævet 569 år senere, i år 33. I år 70 ødelagde romerne under general Titus det oprørske Jerusalem, og det jødiske folk blev spredt for alle vinde og gjort til genstand for verdens hån og spot. Alt dette står som en advarsel til kristenheden, der åndeligt set lider af en dødbringende sygdom.
De der er slået ind på vejen til helbredelse
19. Led Esajas selv af samme åndelige sygdom som sine landsmænd, og hvad viser de af hans ord der citeres i Hebræerbrevet?
19 Ingen må få den opfattelse at profeten Esajas selv var åndeligt syg og angrebet af det religiøse hykleri der prægede hans folk. Den mand som Jehova Gud brugte til at afsløre et sådant hykleri, måtte have et sundt forhold til Ham. Esajas gav udtryk for sin og sin families åndelige sundhed, idet han sagde: „Se, jeg og de børn, [Jehova] gav mig, er varsler og tegn i Israel fra Hærskarers [Jehova], som bor på Zions bjerg.“ (Es. 8:18) Den kristne apostel Paulus citerer disse ord i sit brev til hebræerne og anvender dem på Jesus Kristus og hans salvede, åndsavlede disciple med følgende ord: „Han siger: ’Jeg vil forkynde dit navn for mine brødre; i menighedens midte vil jeg prise dig med sang.’ Og videre: ’Jeg vil stole på ham.’ Og yderligere: ’Se! Jeg og de børn som Jehova gav mig.’“ — Hebr. 2:12, 13.
20. Hvem var de første af de „børn“ som Jehova gav den større Esajas, Jesus Kristus?
20 De „børn“ som Jehova Gud gav Jesus Kristus på pinsedagen år 33, var mænd og kvinder der tilhørte det jødiske system der havde sin hovedstad i Jerusalem. Før de på Pinsedagen var blevet salvet med Guds ånd, havde de været tilknyttet den åndeligt syge tingenes ordning der omfattede dem som Jesus Kristus kaldte „de bortkomne får af Israels hus“. (Matt. 10:6; 15:24) Men fra og med Pinsedagen tilhørte de ikke længere det religiøse system for hvem profeten Esajas havde skullet forkynde Jehovas dadlende ord. Under Jesu Kristi ledelse var de slået ind på den vej til helbredelse som Jehova, ifølge Esajas 58:8, havde lovet at anvise dem. De forlod det system der blandt sine medlemmer talte de selvretfærdige farisæere som, når de bad i templet, pralende sagde: „Jeg faster to gange om ugen.“ — Luk. 18:11, 12.
21. Hvilke velsignelser er i Esajas 58:8 profetisk lovet Kristi disciple, fordi de har skilt sig ud fra nutidens modstykke til det utro Israel?
21 På samme måde har indviede, døbte Jehovas vidner i vor tid skilt sig ud fra de forskellige sekter og kirkesamfund inden for kristenheden, nutidens modstykke til det israelitiske folk på Esajas’ tid og på Kristi tid. Som belønning fordi de har skilt sig ud fra den åndeligt syge, formørkede kristenhed, er det profetiske løfte i Esajas 58:8 blevet opfyldt på dem. Det lyder: „Da vil dit lys bryde frem som daggryet, og din helbredelse vil hastigt spire frem. Og foran dig skal din retfærdighed vandre; Jehovas herlighed vil være din bagtrop.“ — NW.
22. Hvornår begyndte den lovede „helbredelse“ at ’spire frem’ for disse disciple?
22 I efterkrigsåret 1919 begyndte denne profeti straks at blive opfyldt på Jehovas kristne vidner, som da fuldstændig skilte sig ud fra den dogmefyldte, traditionsbundne og gejstligt styrede kristenhed. For disse udfriede kristne begyndte lyset fra Bibelens sandheder og profetier at bryde frem „som daggryet“. Deres „helbredelse“ i retning af at opnå et godt åndeligt forhold til Jehova Gud gennem Kristus, ’spirede hastigt frem’. Ligesom Esajas i templet blev de renset så de kunne tjene som Jehovas vidner. — Es. 6:1-10; 43:10-12.
23. Hvilken fortrop og bagtrop har de haft, selv under den anden verdenskrig?
23 Retfærdighed, og ikke kristenhedens falskhed og hykleri, er vandret foran dem for at lede dem på de veje der er rette i Jehovas øjne. For at beskytte dem har Jehova virket som deres „bagtrop“. Derved er de blevet bevaret i hans gunst og er blevet beskyttet mod den udslettelse som deres fjender truede dem med under den anden verdenskrig fra 1939 til 1945. — Matt. 24:9-14.
● „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste. Før mig blev en gud ej dannet, og efter mig kommer der ingen; jeg, jeg alene er [Jehova], uden mig er der ingen frelser.“ — Es. 43:10, 11.