Guds ord er levende
Han blev forfulgt som barn
HVIS du er ung, synes du sikkert det kan være svært at være en sand kristen i dag. Du bliver måske drillet fordi du ikke vil ryge eller tage stoffer. Eller du bliver forfulgt fordi du ikke vil være med til ceremonier, fester eller højtider der strider mod Bibelens principper. Dette minder os om Isak, Abrahams og hans elskede hustru Saras lille søn. Han blev også forfulgt.
I Isaks tilfælde blev sagen sat på spidsen under en fest som Abraham holdt den dag Isak blev vænnet fra. På det tidspunkt var Isak omkring fem år gammel. Mødrene ammede deres børn meget længere dengang end de gør i dag. Under festen begyndte Ismael, den halvvoksne søn Abraham havde med sin ægyptiske trælkvinde Hagar, at gøre nar af sin yngre halvbroder. Det var ikke bare en uskyldig strid mellem børn. Den lille Isak blev ondsindet hånet af sin storebroder. Bibelen siger at Ismael i virkeligheden „begyndte at forfølge“ Isak. — Gal. 4:29.
Sara så hvad der foregik, og hun brød sig ikke om det. Åbenbart havde Ismaels hånende ord til Isak noget at gøre med hvem der skulle arve det Abraham havde modtaget. Derfor gik Sara til Abraham og sagde: ’Sig til Hagar og hendes søn at de skal rejse. Han skal ikke arve sammen med min søn, Isak.’
Det var Abraham ikke glad for at høre. Han havde ikke lyst til at sende Ismael bort, for det var jo også hans søn. Men Gud sagde til Abraham at han skulle høre på sin hustru Sara. Så gav Abraham Hagar og Ismael de nødvendige forsyninger til rejsen og sendte dem af sted. — 1 Mos. 21:8-14.
Hvis man bliver forfulgt kan man hente trøst i denne bibelske beretning om Isak. Hvorfor? Fordi der med tiden blev sat en stopper for Ismaels hån. Jehova Gud sørgede for at Abraham greb ind og fjernede problemets årsag fra sin husstand. På samme måde vil Gud i dag aldrig tillade at du lider mere end du kan bære. Han vil give dig styrke til at holde ud, eller han vil sørge for at problemets årsag til sidst bliver fjernet. — 1 Kor. 10:13.