Spørgsmål fra læserne

● Skal Jesu ord i Mattæus 18:18-20 forstås sådan at himmelen er bundet af afgørelser der træffes af mennesker på jorden?

Disse vers lyder således: „Jeg skal sige jer en sandhed: Hvad I end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet i himmelen, og hvad I end måtte løse på jorden vil være noget som er løst i himmelen. Igen siger jeg jer en sandhed: Hvis to af jer her på jorden er enige om et eller andet vigtigt at bede om, så vil min Fader som er i himlene lade det ske for dem. For hvor der er to eller tre forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“

Som Ny Verden-oversættelsen (der er citeret her) og visse andre oversættelser viser, er det der ’bindes’ eller ’løses’ på jorden, noget der allerede er blevet „bundet“ eller „løst“ i himmelen. De græske ord der anvendes her betyder bogstaveligt „er blevet bundet“ og „er blevet løst“, hvilket er passiv førnutid. Udsagnsordenes form antyder altså at den pågældende handling allerede er blevet besluttet i himmelen og derefter blot afspejler sig i de beslutninger der træffes på jorden af dem der ønsker at lægge „visdommen ovenfra“ for dagen. (Jak. 3:17, 18) „Bundet“ vil her sige at blive fundet skyldig til straf, og „løst“ vil sige at blive fundet uskyldig.

Disse ord af Jesus følger umiddelbart efter hans beskrivelse af den fremgangsmåde en Guds tjener burde følge hvis han havde et alvorligt udestående med sin broder. (Versene 15-17) Det kunne komme så vidt at anklagen blev behandlet af „menigheden“, idet sagen blev forelagt menighedens ansvarshavende brødre til behandling og afsigelse af dom. Hvis det viste sig at anklagen var sand og tilstrækkelig alvorlig, og den pågældende ikke viste tegn på sindsændring, ville resultatet blive at vedkommende blev betragtet „som en fra nationerne og som en skatteopkræver“. Han ville blive udstødt. Alt dette ville naturligvis kræve overvejelser. Og det er disse overvejelser Jesus hentydede til i versene 18 til 20.

Eftersom den hellige ånd ved Jesu mellemkomst ville blive udgydt over hans disciple fra og med pinsedagen år 33, kunne han med rette sige: „Hvor der er to eller tre forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.“ Alle som samledes for at behandle sagen, måtte være vågne for at følge Jehovas ånds ledelse. Især måtte de bedømme sagen omhyggeligt i lyset af Jehovas ord, herunder også den lære Jesus fremsatte, for at se hvordan Jehova betragtede den påståede adfærd og hvad der skulle gøres hvis det viste sig at anklagen var sand og den pågældende ikke ændrede sind. Naturligvis kunne det også ske at de der upartisk behandlede sagen, fandt den anklagede uskyldig, eller fandt at der ikke var tilstrækkeligt med beviser i sagen.

I det første århundrede erfarede de kristne undertiden Jehovas hellige ånds mirakuløse indgriben når nogle havde begået en alvorlig overtrædelse, som for eksempel i tilfældet med Ananias og Safira. (Apg. 5:1-11; 1 Kor. 12:4-11) Efter at åndens mirakuløse gaver er hørt op med apostlenes død, har de kristne ikke længere forventet at få direkte mirakuløse tilkendegivelser fra himmelen af hvordan visse sager skal behandles. (1 Kor. 13:8-13) Imidlertid har vi stadig Jehovas ord, og vi kan se hvad dette ord siger om en ret adfærd og om hvordan sager skal afgøres. Derved kan vi i virkeligheden træffe afgørelser der allerede er blevet truffet i himmelen. Det skal dog indrømmes at der, på grund af den menneskelige ufuldkommenhed, undertiden sker fejlbedømmelser i sådanne sager, men det understreger blot endnu mere hvor vigtigt det er at holde sig nøje til vejledningen i Jehovas ord ved behandlingen af den slags sager, så man sikrer sig at den afgørelse man træffer, er en afgørelse der allerede er blevet truffet i himmelen.