Hvor virkelig er Gud for dig?

DA EN amerikansk rabbiner engang spurgte Einstein: „Tror De på Gud?“ svarede han: „Jeg tror på Spinozas Gud, som åbenbarer sig i ordenen og harmonien i det der findes.“

Men hvilken gudsopfattelse havde denne jødisk-hollandske filosof der levede i det 17. århundrede? Den gik kort sagt ud på at „alt hvad der findes er en del af Gud, og Gud er i alt hvad der findes“. Spinoza mente at „vi i Gud ganske bogstaveligt lever og bevæger os og er til“. Men hvor virkelig kan en sådan Gud have været for Spinoza og Einstein?

Han kan i bedste fald kun have været en panteistisk gud. En panteistisk gud? Ja, for udtrykket „panteisme“, der kommer af to rodord som betyder henholdsvis „alt“ og „gud“, betegner „den anskuelse at Gud er et med naturen“.

Der kan ikke være nogen tvivl om at universet, også kaldet „naturens bog“, åbenbarer meget om Gud. Men for at Gud skal være virkelig for os, må vi kende ham langt bedre end vi har mulighed for ved at betragte universet. Gud må på en eller anden måde åbenbare sig for os. Det er som vi læser et sted: ’Hvordan kan man få tro på Gud uden først at høre om ham?’ (Rom. 10:14) I sin kærlighed, visdom og retfærdighed har Gud netop givet os en sådan åbenbaring gennem sit ord, Bibelen. Deri får vi ikke alene at vide at han er den store Førsteårsag, men vi lærer også hans egenskaber at kende: at han er ubegrænset i magt og visdom, at han er helt igennem retskaffen og retfærdig, og at han er selve den personificerede kærlighed. Desuden fortæller Bibelen os om hans hensigter. — 1 Mos. 18:14; 5 Mos. 32:4; Es. 45:23, 24; Rom. 11:33-35; 1 Joh. 4:8.

Har han et legeme?

Ved at lære at Gud er allestedsnærværende har kristenhedens kirker forvirret begreberne og gjort det vanskeligere for folk at få et virkeligt forhold til Gud. Hvordan kan Gud være alle steder på én gang? Gud er en person, men han er samtidig en ånd, hvilket vil sige at han ikke har et fysisk men et åndeligt legeme. Et åndeligt legeme? Ja, ånder har et legeme, for vi læser: „Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt.“ (1 Kor. 15:44; Joh. 4:24) Eftersom Gud er en personlig Gud med et åndeligt legeme, opholder han sig et bestemt sted, og han kan følgelig ikke være andre steder samtidig. Vi læser således i Første Kongebog 8:43 at Gud ’bor i himmelen’. Og i Hebræerbrevet 9:24 står der at „Kristus gik . . . ind i selve himmelen for nu at møde frem for Guds person for os“.

Desuden fik disciplen Stefanus og apostelen Johannes hver et syn af himmelen hvori de så både Gud og Jesus Kristus. Jehova Gud må derfor være en person lige så vel som Jesus Kristus er en person. (Apg. 7:56; Åb. 5:1, 9) De kristne der har håb om at komme i himmelen, forsikres om at de vil få Gud at se og blive som han, hvilket bekræfter at Jehova Gud er en person og har et legeme samt et bestemt sted hvor han opholder sig. — 1 Joh. 3:2.

Nogle er måske blevet forvirrede i deres gudsopfattelse fordi de ved at Gud ser alt og at hans magt kan føles alle vegne. (2 Krøn. 16:9) Vi kan imidlertid illustrere dette forhold ved at sammenligne Gud med et kraftværk. Kraftværket ligger et bestemt sted i en by, men strømmen derfra sendes ud over hele byen og benyttes til belysning og som kraftkilde. På samme måde er det med Jehova Gud. Han bor et sted i de højeste himle, men hans virksomme kraft, hans hellige ånd, tjener til oplysning, og dens kraft føles overalt, i hele universet.

Ingen på jorden har set Guds skikkelse, og de der tilbeder ham advares gang på gang om ikke at driste sig til at fremstille et afbillede af ham og bøje sig for dette afbillede og tilbede det. Imidlertid benytter Bibelen ofte det der kaldes antropomorfismer; det vil sige at den tilskriver Gud menneskelige træk. Den taler for eksempel om Guds ansigt, hans øjne og ører, hans næsebor og mund, hans arme og fødder. (5 Mos. 4:15-20; Sl. 27:8; 1 Pet. 3:12; Sl. 18:15, NW; Es. 1:20; 5 Mos. 33:27; Es. 41:2) Sådanne beskrivende udtryk betyder naturligvis ikke at Guds åndelige legeme har samme slags legemsdele som et menneskelegeme har. De er imidlertid en hjælp for os, fordi Jehova Gud derved bliver mere virkelig for os.

Ja, Guds ord viser at Gud er en person, at han har følelser, at han kan behages eller mishages, at han kan le eller blive vred, at han er medfølende og barmhjertig. Han er personligt interesseret i hvert eneste medlem af menneskeslægten. Han elskede endda menneskehedens verden så meget at han sendte sin enestefødte søn til jorden for at denne skulle dø som et offer for at enhver som tror på ham kan opnå evigt liv. — Sl. 2:4, 12; Joh. 3:16; Hebr. 10:38; Jak. 5:11; 1 Pet. 5:7.

Hvorfor frygte ham?

Hvis Gud er virkelig for os, vil hans egenskaber få os til at frygte for at mishage ham. Bibelen siger at „[Jehovas] frygt er visdoms begyndelse“ og at „[Jehovas] frygt er had til det onde“. (Sl. 111:10; Ordsp. 8:13) Vil det sige at vi blot skal have ærefrygt for Jehova? Vil det sige at vi blot skal nære en sund respekt for Gud? Vi kan have ærefrygt for dem der er udnævnt til at varetage ansvarsfulde opgaver i den kristne menighed, og vi kan nære sund respekt for alle ærlige og retskafne mennesker. Men at frygte Jehova indebærer langt mere. Apostelen Paulus skriver: „Måtte vi . . . fortsat have ufortjent godhed, ved hvilken vi på velbehagelig måde kan yde Gud hellig tjeneste med gudsfrygt og ærefrygt. For vor Gud er også en fortærende ild.“ Dette skulle i sandhed få os til at vogte os for at pådrage os Guds mishag, for det kunne betyde at vi blev fortæret af ham! — Hebr. 12:28, 29.

Vi kan illustrere frygten for Gud på denne måde: En mindreårig søn har grund til at frygte for at mishage sin fader. Hvorfor? Fordi hans fader er meget virkelig for ham. Han kan se sin fader, høre hans stemme, og han ved at faderen er den stærkeste af de to. Desuden sørger faderen kærligt for alt hvad sønnen har brug for i materiel henseende — føde, klæder og husly, og dækker samtidig hans mentale og åndelige behov, foruden hans behov for adspredelse. Sønnen har altså både fornuftgrunde og en moralsk forpligtelse til at adlyde sin fader, til ikke at gøre noget som faderen ikke ville bryde sig om. En klog søn vil passe på at han ikke pådrager sig faderens mishag, og i samme grad som han påskønner alt hvad hans fader gør for ham, i samme grad vil han virkelig ønske at behage sin fader.

Det er sådan det bør være for alle der henvender sig til Gud i bønnen Fadervor og tiltaler ham som „vor Fader i himlene“. (Matt. 6:9) Alle gode gaver kommer fra ham. (Jak. 1:17) At de der har et virkelighedsnært forhold til Gud, vil nære en sund frygt for at mishage ham, ses af en hændelse i patriarken Jakobs søn Josefs liv. Mens den smukke og unge Josef tjente som træl i den ægyptiske hofmand Potifars hus, søgte Potifars hustru at forføre ham. Men Josef modstod hendes tilnærmelser. Hvordan kunne han modstå den store fristelse? Jo, Gud var i allerhøjeste grad virkelig for ham, som det fremgår af hans ord til Potifars hustru: „Hvor skulle jeg da kunne øve denne store misgerning og synde mod Gud!“ Der er ingen tvivl om at Josef havde et nært gudsforhold. Hvis Gud er lige så virkelig for os, kan dette også hjælpe os til at modstå fristelser. — 1 Mos. 39:9.

Lad os vende tilbage til billedet med faderen og sønnen: Lad os sige at faderen på grund af sit arbejde i perioder må være bortrejst fra sin familie. Han vil naturligvis stadig sørge materielt for familien, og uden tvivl vil han også sende breve hjem, også til sønnen. Sønnen vil ivrigt læse disse breve, som vil overbevise ham om at faderen stadig er interesseret i ham. Men fordi faderen er så langt borte, kan der være en tendens til at sønnen ikke længere er så opmærksom på ikke at pådrage sig sin faders mishag. Imidlertid vil brevene bestandig minde ham om hans forpligtelse over for faderen.

Dette billede passer på en måde på de kristne i dag. Vor Fader er også langt borte, idet han bor i himlenes himle. Men som han har lovet, giver han os alt hvad vi behøver, og han har sendt breve til os i form af Bibelens 66 bøger. Hvis vi virkelig elsker vor himmelske Fader og påskønner alt hvad han har gjort, gør og vil gøre for os, vil vi sætte meget stor pris på disse inspirerede breve. Vi vil gennemlæse dem omhyggeligt og med alvor, ikke én men mange gange. Disse inspirerede breve skulle kunne hjælpe os til at være på vagt så vi ikke handler forkert, så vi ikke gør noget der kunne nedkalde Guds vrede over os.

Til slut skal det bemærkes at der også er mange andre måder hvorpå vi kan vise at Gud er virkelig for os, for eksempel ved ofte at tale med ham i bøn og ved at fortælle andre om hans vidunderlige egenskaber. På den måde kan Gud blive endnu mere virkelig for os, mens vi samtidig er årsag til at han bliver virkelig for andre.