Alle har brug for håb

„I MENNESKETS natur og sjæl er håbet evigt grundet,“ sagde den engelske digter Alexander Pope i sit essay „Om mennesket“. To tusind år tidligere formede den græske digter Theokrit et ordsprog der siden er citeret sådan: „Så længe der er liv, er der håb.“ Og endnu tidligere skrev den jødiske vismand Salomon: „For den, der hører til de levendes flok, er der håb; thi levende hund er bedre faren end død løve.“ — Præd. 9:4.

Ja, alle har brug for håb, både høj og lav — og sådan har det altid været. I dag vil millioner sige at håbet om en bedre verden kun kan opfyldes gennem en politisk ideologi, for eksempel kommunismen. Mange mener at kun en revolution kan skaffe bedre kår for masserne. Den franske kommunistiske martyr Gabriel Péri sagde således at kommende slægter, takket være kommunismen, ville opleve „lykkelige morgendage“. Ganske vist er mange blevet skuffet ved at se hvor lidt man har opnået i de lande der følger marxismen, men for millioner af andre er kommunismen stadig et „håb“ i deres stræben efter social retfærdighed.

Islams 500 millioner tilhængere har ifølge Koranen håb om at opleve den evige salighed i en liflig have, hvortil de troende får en legemlig opstandelse for at leve i ubekymret luksus. Mange muslimer håber også på et tusindårigt fredsrige på jorden før dommedag. De der forkastes af Allah bliver udsat for evig pine i muslimernes helvede.

De mange hundrede millioner hinduer og buddhister ser hen til nirvana. Hinduerne anser dette for at være livsflammens udslukkelse, idet mennesket optages i brahman, den ubevidste verdenssjæl. For buddhisterne er nirvana den fuldendte salighedstilstand der opnås ved udslukkelsen af personlighedens individuelle eksistens og ved sjælens optagelse i den højeste ånd.

For de mange hundrede millioner der kalder sig kristne er håbet en af ’teologiens tre dyder’; de to andre er tro og kærlighed. Om disse tre dyder fortæller M’Clintock og Strongs Cyclopædia: „På den kristne tilværelses træ er troen træets rod, kærligheden den frugtbærende stamme, og håbet er trækronen der når til himmelen.“

Dette protestantiske værk antyder altså at kirkernes medlemmer skal i himmelen. Heri samstemmer det katolske værk The Catholic Encyclopedia, der under „Håb“ siger: „[Håb] defineres som en guddommelig dyd i kraft af hvilken vi tillidsfuldt forventer, med Guds hjælp, at opnå den evige salighed . . . Alt dette er kun forståeligt ud fra den forudsætning, der her tages for givet, at der findes en overnaturlig orden, og at menneskets eneste opnåelige skæbne inden for Guds nuværende forsyn ligger i denne orden. . . . håbet knytter sig fremfor alt til foreningen med Gud i himmelen.“ (Kursiveret af os)

„Den evige salighed . . . i himmelen“ er altså, for katolikkerne og de fleste protestanter, det eneste håb der fremholdes. Hvis dette svigter er der intet andet håb. Den katolske ordbog A Catholic Dictionary siger: „De fordømte i helvede har intet håb, da der ikke gælder nogen forventning om frelse for dem.“ Nej, her gælder det som digteren Dante forestillede sig at der stod indskrevet over porten til helvede: „Her lades håbet ude.“

Men er det da sandt at håbet for alle der tror på Gud og Kristus kun er enten „den evige salighed“ i himmelen, eller den evige pine i „helvede“? Og eftersom kristenheden hævder at bygge sin tro på Bibelen, hvordan defineres det kristne håb da i Bibelen? Siger Bibelen også noget om en eventuel straf?

Millioner af kommunister føler sig åbenbart ikke lokket af kirkernes løfter om „himmelsk salighed“; men kunne det tænkes at Bibelen giver det samme håb som disse mener at have fundet i kommunismen, nemlig håbet om en verden hvor der er „social og økonomisk lighed for alle“ i et „klasseløst samfund“ — og at denne tilværelse vil kunne nydes til evig tid, ikke blot i en ganske kort levetid?

Kan Bibelen tilbyde de mange millioner muslimer et håb der svarer til håbet om liv i en paradisisk have, som Koranen tilbyder dem, men uden fare for at komme i det helvede islam også taler om?

Og hvad med de mange hundrede millioner der holder sig til østens religioner og har lært at al fysisk eksistens er en lidelse og at livet på jorden derfor er et onde? Ville alle disse stadig stræbe efter opløsningen af deres individuelle eksistens i nirvana, hvis de kunne overbevise sig selv om at hensigten med livet på jorden ikke er at det skal være en lidelse? Kunne Bibelen ændre deres syn på livet og give dem et håb der svarer mere til de længsler der er naturlige for mennesker?

Lad os med disse spørgsmål i tanke se hvad Bibelen og religionernes historie fortæller os, for at se om det eneste håb menneskeheden har er at „komme i himmelen“. Bibelen fortæller at menneskeheden fik et håb allerede før kristendommen blev grundlagt. Vi vil derfor søge tilbage og se hvilket håb fortidens jøder havde.