Oprindelsen til håbet om tusindårsriget

DER er ikke megen forskel på hvad katolikker, protestanter og jøder i dag håber eller eventuelt frygter. De tror næsten alle på menneskesjælens iboende udødelighed og på udsigten til evig salighed i himmelen eller evig pine i en eller anden form for „helvede“.

Kristenhedens kirker hævder at deres tro har sin oprindelse i jødernes monoteisme, og de antager jødernes hellige skrifter som inspirerede af Gud. Det vil derfor være interessant at se om det håb som nutidens jøder og de kristne kirker har, svarer til det håb som Bibelens hebraiske Skrifter fremholder og som fortidens jøder nærede.

Det messianske håb

Hvad gik jødernes håb ud på, rent konkret? Hvilke forventninger nærede de, på grundlag af skriftsteder som Første Mosebog 3:15; 22:15-18; 49:10 og Femte Mosebog 18:18 — for kun at nævne fire af de 456 steder fra De hebraiske Skrifter der af Den jødiske Synagoge i fortiden regnedes for at henvise til Messias?

Et autoritativt jødisk opslagsværk giver følgende oplysninger: „. . . tanken om en personlig Messias går hele vejen igennem Det gamle Testamente. Det er det naturlige mål for det profetiske fremtidshåb. Den første profet der gav et detaljeret billede af fremtidens idealkonge var Esajas (ix. 1-6 [v. 2-7 i ikke-jødiske bibler], xi. 1-10, xxxii. 1-5). . . . Den idealkonge Esajas ser hen til, skal være et skud af Isajs stamme, og på ham skal Guds ånd hvile som en visdoms, mods og tros ånd, og han skal herske i gudsfrygt med lænderne omgjordet med retfærdighed og trofasthed. (xi. 1-3a, 5). Han skal ikke deltage i krig eller erobre lande; alle krigens redskaber vil blive ødelagt (ix. 4 [5]); han vil udelukkende beskæftige sig med at grundfæste retfærd blandt sit folk (ix. 6b [7b]; xi. 3b, 4). Frugten af denne retfærdige regering vil blive fred og orden i hele landet. Lammet skal ikke frygte ulven, og leoparden skal ikke skade kiddet (xi. 8 [6]); dette betyder, som det følgende vers forklarer, at der ikke længere vil forekomme tyranni og vold på Guds hellige bjerg, for landet vil være lige så fuldt af Guds kundskab som vandet dækker havets bund (jvf. xxxii. 1, 2, 16). Folket vil ikke stræbe efter politisk storhed, men leve i landlig fred (xxxii. 18, 20). Under disse ideelle forhold kan landet ikke undgå at opleve fremgang, og det behøver ikke at frygte angreb fra andre nationer (ix. 6a [7a], xxxii. 15). Så snart Isajs rodskud er fremstået, vil han træde frem som en fakkel for andre folkeslag, og de vil komme til ham for at han kan vejlede dem og dømme dem imellem. (xi. 10) Han skal med rette kaldes ’Underfuld-Rådgiver’, ’Vældig-Gud’, ’Evigheds-Fader’, ’Fredsfyrste’ (ix. 5 [6]).

Dette fremtidsbillede svarer fuldt ud til Esajas’ opfattelse: at dommen vil føre til en åndelig genfødelse og indføre en tilstand af moralsk og religiøs fuldkommenhed.“ — The Jewish Encyclopedia, bind 8, side 506.

Så vidt det messianske håb der blev fremholdt for jøderne i De hellige Skrifter. Der var ikke noget specielt „himmelsk“ ved dette! Men hvad fortæller jødernes ikke-bibelske skrifter fra gammel tid? Det samme opslagsværk siger lidt længere fremme: „I den rabbinske apokalyptiske litteratur er det tanken om en jordisk Messias der er den fremherskende opfattelse, og fra slutningen af det første århundrede efter vor tidsregning er det også denne opfattelse der officielt accepteres af jødedommen.“ — Side 510.

Et jordisk håb

Jøderne nærede altså oprindelig et jordisk håb. Der findes intet bibelsk vidnesbyrd om at jødernes trofaste forfædre Abraham, Isak og Jakob nærede noget håb om at komme i himmelen. Den lov der blev givet gennem Moses fremholdt heller ikke et sådant håb. Det samme kan siges om De hebraiske Skrifters poetiske bøger, og om Profeterne.

Herom siger det autoritative værk Dictionnaire de Théologie Catholique: „Læg i Det gamle Testamente mærke til al den timelige velstand den troende nærede håb om at få, på grundlag af Guds løfter til ham, hans slægt og hans land. Foruden dette havde han også håbet om åndelige og moralske gaver, håbet om Messias’ komme og om hans rige.“ (Kursiveret af os)

Dette bekræftes i det protestantiske værk Dictionnaire Encyclopédique de la Bible: „De forhåbninger der fremholdtes i Det gamle Testamente udfoldede sig gradvis. De begynder med jordiske goder, politisk genrejsning og indbyggernes tilbagevenden. . . . Dette håb udvidedes og blev universelt. Jehova er verdens Herre. . . . ’Herrens tjener’ vil komme; ved sin lidelse og sin ydmygelse vil han frelse sit folk. Esajas 42:1-4 viser at det er verden der sætter sit håb til hans lære. Derefter kommer Herrens tjeners herlighed, Messiastiden og en fornyet menneskeslægt.“ (Kursiveret af os)

Dette jordiske håb som jøderne nærede, beskrives kort og godt i The Jewish Encyclopedia, på følgende måde: „. . . Profeterne forklarede yderligere håbet om den ideelle fremtid under Messias, under et styre der udøvedes af en søn af Davids hus — guldalderen med paradisisk lykke . . . Den skulle komme i form af en verden med fuldendt fred og harmoni blandt alle skabninger, den englelignende tilstand mennesket havde før syndefaldet (Es. xi. 1-10, lxv. 17-25: ’nye himle og en ny jord’). . . . ’alle skabningers omvendelse til at blive en forenet flok der gør Guds vilje’ er det ypperste mål for Israels messianske forhåbning; men fjernelsen af ’voldens herredømme’ må komme forud for Guds riges oprettelse. . . . I den jødiske eskatologi [læren om menneskehedens og verdens endelige skæbne] blev det persisk-babyloniske verdensår på tolv årtusinder imidlertid ændret til en verdensuge på syv årtusinder, svarende til skabelsesugen, idet verset ’Tusind år er i dine øjne som dagen i går’ (Sl. xc. 5 [4]) antyder den tanke at den nuværende verden med slid og møje (’olam ha-zeh’) skal efterfølges af et sabbatsårtusind, ’den kommende verden’ (’olam ha-baʹ’ . . .).“ — Bind 5, siderne 209-211. (Kursiveret af os)

Opstandelse — ikke iboende udødelighed

I mange hundrede år delte jøderne ikke den hedenske opfattelse at menneskesjælen er udødelig. Jøderne kunne både læse og skrive, og de var i stand til at læse i snesevis af skriftsteder i De hebraiske Skrifter der ganske utvetydigt sagde at „sjælen“ (hebraisk: neʹfesj) kan dø. Her er nogle få af dem: Første Mosebog 19:19, 20, NW; Fjerde Mosebog 23:10; Josua 2:13, 14, NW; Salme 22:30; Ezekiel 18:4, 20.

Jødernes oprindelige håb om et liv på jorden i et paradis der er genoprettet af Messias, hvilede derfor på troen på en opstandelse, ikke troen på iboende udødelighed. I The Jewish Encyclopedia bekræftes det med disse ord: „Opstandelsen udgjorde en del af det messianske håb (Es. xxvi. 19; Dan. xii. 2). . . . I begyndelsen blev opstandelsen betragtet som en mirakuløs gave der kun blev givet de retfærdige . . ., men senere blev den regnet for at være altomfattende, og den blev forbundet med den sidste dom . . . Hvorvidt legemets gendannelse ved opstandelsen sker på samme måde som ved fødselen, er et spørgsmål der debatteres hilletterne og shammaitterne imellem.“ — Bind 5, side 216.

Hvordan forholder det sig da med det såkaldte „helvede“? Under det tilsvarende begreb („Gehenna“) siger ovennævnte autoritative jødiske værk: „Der er ikke i Skrifterne noget grundlag for at tro på at sjælen straffes efter døden; dette blev tilføjet af babylonierne og perserne, og det fik et jødisk skær ved hjælp af ordet ’gehinnom’ (Hinnoms dal), der blev gjort afskyelig ved Manasses brændofre til Molok (II Kong. xxiii. 10).“ — Ibid., side 217.

Hvordan er det da gået til at de fleste jødiske teologer i dag går ind for læren om iboende udødelighed og læren om evig pine? I bogen Supplément au Dictionnaire de la Bible får vi følgende oplysning: „[Blandt jøderne] tænkte man i begyndelsen at frelsen skulle finde sted på jorden . . .; hvor lysende Messiashåbet end var, og hvor lang denne fremtidige regeringstid end skulle være — ja, nogle mente åbenbart at den endda skulle vare evigt — så var denne kommende religiøse tidsalders nationale og jordiske natur fundamental. Men så begyndte en ny udsigt at gøre sig gældende: ’opdagelsen’ af en lykkelig tilværelse efter døden.“ (Kursiveret af os)

Hvordan gik det til at jøderne ’opdagede’ at mennesket havde en „sjæl“ der skulle leve videre efter legemets død? Endnu en gang kan vi hente nogle afgørende oplysninger i et autoritativt opslagsværk. I The Jewish Encyclopedia læser vi: „Det var udelukkende ved jødernes kontakt med persisk og græsk tankegang at det lykkedes ideen om en sjæl der var frigjort fra legemet, en sjæl med individuel eksistens, at slå rod i jødedommen.“ Dette bekræftes af Dictionnaire Encyclopédique de la Bible, som fortæller os: „Begrebet udødelighed er et produkt af græsk tankegang, mens håbet om en opstandelse hører til jødisk tankegang. . . . Efter Alexanders erobringer blev græske opfattelser efterhånden optaget i jødedommen.“

Hvis nogen tvivler på at jøderne oprindelig ikke troede på sjælens udødelighed, behøver vi kun at henvise til at dette spørgsmål så sent som i det første århundrede e.v.t. var stærkt omdiskuteret blandt jøderne, hvilket fremgår af at farisæerne troede på udødeligheden, mens saddukæerne ikke gjorde det. — Se Josefus: Jødernes Oldtidshistorie, bog 18, kapitel 1, afsnit 3, 4; samt Jødernes Krig mod Romerne, bog 2, kapitel 8, afsnit 14; se også Apostelgerninger 23:8.

Man ændrer Messiashåbet

Ligesom jøderne efterhånden gik bort fra håbet om et fremtidigt liv i kraft af en opstandelse og antog den hedenske tanke om en sjæl der var adskilt fra legemet og havde iboende udødelighed, sådan ændrede de også det Messiashåb de oprindelig havde haft. I det første århundrede e.v.t. var jødernes Messiashåb blevet til et nationalistisk håb af politisk karakter.

Også dette bekræftes i The Jewish Encyclopedia: „Først efter makkabæerdynastiets fald, da Herodes den Stores og hans slægts despotiske styre og romerrigets voksende tyranni havde gjort jødernes levevilkår mere og mere utålelige, søgte de tilflugt i håbet om en personlig Messias. De længtes efter den lovede befrier fra Davids hus, den der ville befri dem for den fremmede magtraners forhadte åg.“

I sin bog Life and Times of Jesus the Messiah skriver Alfred Edersheim: „Det eneste Israel håbede på var national genrejsning og herlighed. Alt andet var blot et middel i denne hensigt; Messias selv var blot det store redskab til opnåelsen af målet. . . . Rabbinernes messiasideal var ikke at han skulle være ’et lys for hedningerne og sit folk Israels herlighed’ — at han skulle tilfredsstille menneskehedens behov.“

Alfred Edersheim peger yderligere på at de jødiske religiøse ledere i det første århundrede e.v.t. ikke længere nærede nogen forhåbning om at der skulle komme en Messias som genløser. Han siger: „For så vidt deres skrifter giver os indtryk af deres opfattelser, så holdt de gamle rabbinere ikke fast ved de vigtige lærepunkter om arvesynden og om vor syndige natur i det hele taget. . . . Da følelsen af behovet for udfrielsen fra synd ikke længere var til stede, kan vi forstå hvorfor den rabbinske tradition ikke fandt noget rum for en Messias med præstelig funktion, og hvorfor man endda lader hans påstand om at være sit folks store profet blive næsten helt overskygget af hans fremtræden som deres konge og befrier. Det var dette ønske der altid pressede sig på hos dem, og det så meget desto mere som Israels lidelser som nation syntes næsten ubegribelige.“

Sådan gik det til at jødernes oprindelige håb efterhånden blev tabt af syne. Håbet om en Messiaskonge der ikke alene skulle herske over jøderne men også skulle være „en fakkel for andre folkeslag“, veg pladsen for det fanatiske håb om en folkeførers komme, en der kunne gå i spidsen for dem og sejre over deres politiske og religiøse fjender. Håbet om et „sabbatsårtusind“ på jorden, under hvilket Messias skulle indføre ’en guldalder med paradisisk lykke’ „en verden med fuldendt fred og harmoni blandt alle skabninger“, blev erstattet af et uklart håb om liv i himmelen, baseret på en tanke om iboende udødelighed som man havde lånt fra babylonierne, perserne og grækerne.

Årene gik. Og man så ikke noget til en sådan politisk Messias der skulle befri jøderne, eller — efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 — genindsamle dem og atter give dem bolig i deres land. Således mistede selv dette forvanskede Messiashåb efterhånden sin betydning i jødernes hjerter. Alfred Edersheim siger: „Hvorfor er Israels forløsning og Messias’ komme blevet forsinket så uforklarligt længe? Her befinder Synagogen sig ved et uforklarligt mysterium. Det må indrømmes at de forklaringer der gives kun er gætterier, eller måske snarere forsøg på at undvige det egentlige spørgsmål. Det eneste der står tilbage at gøre, er myndigt at forlange tavshed i alle disse spørgsmål — en tavshed der, som de ville sige, udtrykker dyb, beklagende underkastelse under det uforklarlige, . . . den stadigt tilbagevendende skuffelses og fortvivlelses tavshed. Synagogens store håb har således stået skrevet som et epitaf på en sønderbrudt gravsten, kun for at blive sagt igen og igen af de tusinder der, i disse lange århundreders løb, forgæves har badet helligdommens ruiner med deres tårer.“

Lykkeligvis kan rettænkende jøder stadig vende sig til det oprindelige håb om et jordisk paradis der skal genrejses under Messias’ herredømme, og nogle har allerede fået dette håb og vendt deres sorg til glæde. Men for mange af vore øvrige læsere står endnu dette spørgsmål tilbage: Hvad betød Jesu Kristi komme som Messias for håbet om et „sabbatsårtusind“ med „fred og harmoni blandt alle skabninger“ på jorden? Og hvis Jesus har bekræftet dette håb, hvordan kan det da være at næsten ingen protestanter eller katolikker nærer det?

[Illustration på side 5]

Kommunisternes „lykkelige morgendage“? Hinduernes og buddhisternes nirvana? Katolikkernes og protestanternes „himmelske salighed“? Hvilket håb giver Bibelen?