Vis livreddende næstekærlighed

DET var i 1559. Prins Vilhelm af Oranien og kong Henrik II af Frankrig deltog i en jagtudflugt i udkanten af Paris. De to mænd blev skilt fra det øvrige selskab, og kong Henrik talte åbent til prinsen om at kong Filip II af Spanien havde i sinde at dræbe alle protestanter i Nederlandene og i Frankrig. I Nederlandene skulle de spanske tropper der var stationeret der, udføre planen.

Dette var chokerende nyheder for Vilhelm, der var statholder i Nederlandene og ikke havde haft den fjerneste anelse om en sådan plan.a Skønt han selv var vokset op som katolik (med en luthersk baggrund), havde han medlidenhed med alle de protestanter der efter planen skulle udryddes. Men da han hørte om denne morderiske plan viste han ikke noget tegn på overraskelse eller røbede nogen anden følelse, hvorfor han siden blev kendt som „Vilhelm den Tavse“.

Før han vendte tilbage til Nederlandene, modtog han specifikke ordrer om sin medvirken i denne frygtelige sammensværgelse. Men så snart han kom tilbage til sit hjemland, rejste han den offentlige stemning mod de spanske tropper for at få dem ud af landet. Han gjorde alt hvad han kunne for at forhindre den onde plan i at komme til udførelse — hvilket i øvrigt var medvirkende til at han senere blev hyldet som „fædrelandets fader“.

Vilhelm havde specielt fået oplyst navnene på visse „fortræffelige personer som man formodede hørte til den nye tro“, med besked om at forhindre disse i at flygte. Men i stedet for at gøre som han havde fået besked om, advarede han disse „fortræffelige personer“ og hjalp dem således til at slippe væk. Som han selv senere udtrykte det, ’mente han at det var vigtigere at adlyde Gud end mennesker’. I alt dette viste Vilhelm virkelig livreddende næstekærlighed.b

En advarsel der lyder i dag

I dag findes der en gruppe mennesker, Jehovas kristne vidner, som ledes af de samme motiver. De advarer så mange som muligt om den frygtelige skæbne der venter dem i nær fremtid. Men den skæbne der i dag venter en stor del af menneskeheden, skyldes ikke forblindede menneskers religiøse intolerance. Nu er det himmelens og jordens retfærdige Gud der snart vil gribe ind over for alle der bringer skam over hans navn og ødelægger jorden. Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at „den fastsatte tid“ hastigt nærmer sig hvor Jehova Gud vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åb. 11:18) Ja, tiden nærmer sig hvor den største trængsel der nogen sinde er set, vil indtræffe. — Matt. 24:21.

Fordi denne katastrofale begivenhed nærmer sig, lader Jehovas vidner engelens advarsel lyde til alle inden for den falske religions verdensimperium som elsker sandhed og retfærdighed: „Gå ud fra hende, . . . for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ (Åb. 18:2, 4) Det er selvfølgelig ikke nok at disse oprigtige mennesker skiller sig ud fra al organiseret falsk religion. De må også flygte i sikkerhed til Guds rige. Derfor bliver Jehovas vidner ved med at forkynde „denne gode nyhed om riget“ på hele jorden. — Matt. 24:14.

Det er også derfor Jehovas vidner sætter alle deres bestræbelser ind på at hjælpe oprigtige, sandhedssøgende mennesker til at adlyde befalingen i Zefanias’ bog: „Søg [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ (Zef. 2:3) Jehovas vidner adlyder således Jesu Kristi sidste befaling til sine disciple: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Matt. 28:19, 20.

Forkyndelse og undervisning fra hus til hus

Fordi Jehovas domsdag er så nær, finder Jehovas vidner at det haster med at henlede sandhedselskende menneskers opmærksomhed på Guds rige som deres eneste redning. Da livet er meget værdifuldt, er det i sandhed at vise næstekærlighed at hjælpe mennesker på denne måde.

Rapporter viser at en god kristen opførsel har hjulpet nogle til at slå ind på vejen der fører til liv. Som en russisk journalist der overværede et af Jehovas vidners stævner i Tyskland, sagde: „Jeres opførsel er jeres bedste prædiken.“ Det er Jehovas vidners erfaring at det at stå på gadehjørner og tilbyde bibelske blade til dem der kommer forbi, er en virkningsfuld måde at forkynde ’den gode nyhed’ på. De er også vågne for at finde eller skabe muligheder for at forkynde den gode nyhed om Guds rige for folk de møder i forretningslivet og på rejser, eller at forkynde for dem de arbejder sammen med. Det har vist sig at alt dette har båret frugt.

Men det er tydeligt at hvis Jehovas folk begrænsede deres vidnearbejde til dette, ville de overse mange der elsker sandhed og retfærdighed og som fortjener at høre det advarende budskab såvel som den gode nyhed om Riget. Derfor har de taget hus-til-hus-forkyndelsen op. De har endda været så flittige brugere af denne forkyndelsesmetode at den så at sige er blevet deres varemærke. I en dansk film hørte man engang den kvindelige hovedperson spørge en smilende og velklædt herre der bankede på: „Er det fra Jehovas Vidner?“

Jehovas Vidners arbejde blev for ikke så længe siden forbudt i et mellemamerikansk land. Da de appellerede afgørelsen sagde den regeringsembedsmand der behandlede appellen: ’Andre religiøse grupper går ikke fra hus til hus, sådan som I Jehovas vidner gør. Er det en del af jeres gudsdyrkelse?’ Han fik at vide at det ikke bare var en del af deres gudsdyrkelse men at det var noget af det allermest væsentlige i deres gudsdyrkelse. Det førte til at forbudet blev hævet.

Jehovas vidner har gode bibelske fortilfælde for at benytte hus-til-hus-metoden. Da Jesus sendte sine disciple ud sagde han at de skulle besøge folk i deres hjem med budskabet. (Matt. 10:7, 12, 13, 42; Luk. 10:5, 6) Og til de ældste i menigheden i Efesus sagde Paulus: „I ved god besked med hvordan jeg fra den første dag da jeg kom til provinsen Asien var hos jer hele tiden, . . . mens jeg ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus. Men jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus.“ — Apg. 20:18-21.

Ja, Paulus underviste „fra hus til hus“. Selv om han uden tvivl besøgte dem der allerede var kristne for at styrke og opmuntre dem, kan vi på ingen måde begrænse betydningen af hans ord til en sådan hyrdegerning. Hvorfor ikke? Fordi han sagde at han forkyndte „sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus“ for både jøder og grækere. Dette viser tydeligt at han besøgte nogle som endnu ikke var kristne. At han betragtede dette som et livreddende arbejde kan vi se af hans udtalelse om at han, som følge af sin forkyndelse, var „ren for alles blod“. — Apg. 20:25-27.

Et profetisk mønster

Profetien i Ezekiels bog, kapitel 9, bekræfter det foregående, for her forudskildres det hus-til-hus-arbejde som Jehovas vidner udfører i dag. Der berettes her om et syn som profeten Ezekiel fik for cirka 2500 år siden.

I det foregående kapitel fortæller profeten om et syn han fik af det der foregik i templet i Jerusalem, hvor de frafaldne jøder dyrkede forskellige afguder. I kapitel 9 beretter han derpå om et syn han fik af seks mænd med mordvåben i hænderne og en syvende mand der ikke var bevæbnet men klædt i linned og med et skrivetøj ved lænden. Denne mand skulle gå gennem Jerusalem og ’sætte et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte’. (Vers 4) De seks mænd med mordvåben skulle følge efter ham og hugge alle dem ned der ikke havde mærket, ja, alle der ikke sukkede og jamrede over al den ondskab der blev øvet i byen.

Hvordan skulle manden i linned finde frem til alle der sukkede og jamrede? Vagttårnet for 1. maj 1972 forklarede: „Ikke ved blot at gå derhen hvor folk mødtes, for eksempel på torvet, men ved at besøge folk i deres hjem, ved at gå fra hus til hus. På denne måde kunne han høre dem udtale sig frit af hjertet og afgøre om de skulle mærkes i panden. Det var ikke et arbejde der kunne gøres på et øjeblik, men det krævede at han tålmodigt og samvittighedsfuldt gik fra hus til hus eller fra dør til dør, og at han foretog en grundig inspektion og uden personsanseelse mærkede dem der virkelig sørgede over alle de vederstyggeligheder som andre øvede i den kongelige by. . . . han satte det særlige kendetegn på deres pander, hvor det kunne ses af både ven og fjende.“

Ligesom manden der var klædt i linned måtte gå fra hus til hus og besøge folk for virkelig at kunne udføre den opgave han havde fået med at mærke alle der fortjente at undgå udslettelse, sådan må Jehovas vidner i dag gå fra hus til hus for at finde alle der elsker sandhed og retfærdighed og give dem mulighed for at flygte til Guds rige.

Hvad svarer i dag til det mærke som manden i linned satte på panden af dem der ikke måtte røres? At blive mærket i panden svarer åbenbart til at man opdyrker en kristuslignende personlighed. Kun hvis man ejer en sådan personlighed kan man undgå at blive ramt af Jehovas eksekutionsstyrker i den kommende ’store trængsel’. (Matt. 24:21) En kristuslignende personlighed vil være noget alle kan se, ligesom et mærke i panden vil kunne ses af alle. I Bibelen lægges der mange steder vægt på at vi opdyrker en sådan personlighed. At mærke et menneske på denne måde kræver selvfølgelig både tid, kræfter og penge, men Jehovas vidner er glade for at bringe disse ofre. Derved viser de også livreddende næstekærlighed. — Ef. 4:20-24; Kol. 3:9-11.

Ja, hvor vigtigt dette første skridt — at gå fra hus til hus for at finde dem der elsker sandhed og retfærdighed og som sukker og jamrer over de onde forhold der eksisterer — end er, så er det dog kun det første skridt. For at vise livreddende næstekærlighed må en Jehovas tjener følge det op ved at aflægge genbesøg og lede bibelstudier. De der studerer Bibelen må også lære hvordan man beder, de må komme i den kristne menighed, og de må lære at anvende Bibelens principper i deres liv. Og de må igen selv være med til at fortælle andre om det de har lært. Alt dette skulle gerne føre til at de indvier sig til Jehova Gud for at gøre hans vilje, og lader sig døbe. Man kan sige at alt dette hører med til at blive ’mærket’, at iføre sig en kristuslignende personlighed. Og ved at fortsætte med dette arbejde viser Jehovas vidner virkelig livreddende næstekærlighed.

[Fodnoter]