Hus-til-hus-forkyndelsen — en udfordring
HAN var et af Jehovas vidner og midt i halvfjerdserne. Han gik fra dør til dør. Han humpede en del, men det var ikke så sært, for han havde to træben. Da han havde banket på en dør kom en dame ud. Hun pegede på ham og spurgte vredt: ’Er De et af Jehovas vidner?’
Han holdt en lille pause og sagde så, idet han så kvinden lige i øjnene: ’Jeg prøver på at være det, frue. Det er ikke let. Jeg arbejder på det. Det er en vanskelig opgave. Kan De forestille Dem hvad det vil sige at være et vidne for den Højeste, Jehova, universets Suveræn? Det er en stor opgave. Ja, frue, jeg arbejder på at være det.’
Hvad svarede kvinden? Ikke et ord. Hvad skulle hun sige?
Det kan ikke nægtes. At gå fra hus til hus med den gode nyhed om Jehova Guds rige er en virkelig udfordring. Det er uden tvivl derfor at denne form for evangeliseren er noget særligt for Jehovas Vidner. Ingen anden religiøs gruppe lægger vægt på eller forventer at alle dens medlemmer gør dette. Og det er interessant at de der skarpt kritiserer Jehovas Vidners lære, ikke anklager dem for at udføre et arbejde der ikke har noget fortilfælde i Bibelen. I stedet for at hævde at vidnerne ikke har noget bibelsk grundlag for deres virksomhed, har disse kritikere tværtimod gang på gang på tryk anerkendt at denne form for forkyndelse er bibelsk. Nogle har endda beklaget at deres egen trosretning ikke forventer det samme af sine medlemmer.
Dermed være ikke sagt at Jehovas vidner ikke ville have nogen grund til at gå fra dør til dør hvis der ikke i Guds ord fandtes fortilfælde for det eller en direkte eller udtrykkelig befaling om at gøre det. Kærlighed til Gud og næsten tilskynder dem til at forkynde for så mange som muligt, at fortælle andre om den gode nyhed om Guds rige og advare dem om ’den store trængsel’ der hastigt nærmer sig — og til at gøre det på enhver virkningsfuld måde. På apostlenes tid gik Paulus og andre ind i synagogerne og kunne dér forkynde ’den gode nyhed’ for dem der var forsamlet. (Matt. 24:14, 21; Apg. 13:14-16; 14:1; 17:1, 2, 10, 17; 18:4, 19, 26; 19:8) I dag har Jehovas vidner meget sjældent lejlighed til at tale til en forsamling i en synagoge eller i andre religiøse bygninger. Men selv om de nutidige vidner ikke kan efterligne denne virksomhed, behøver de ikke at afstå fra at benytte andre apostolske forkyndelsesmetoder som er mulige for dem.
Netop det at hus-til-hus-forkyndelsen bliver mødt med så megen modstand er et vidnesbyrd om hvor effektiv den er. Hvis der indføres et totalitært styre, er noget af det første regeringen uvægerlig gør, at forbyde Jehovas vidner at forkynde fra hus til hus. Især førhen har mange religiøse ledere endda påvirket demokratiske regeringsmyndigheder til at gribe ind over for denne forkyndelse, enten ved at misbruge lovene eller ved at udstede love der har haft til hensigt at standse deres hus-til-hus-arbejde. For at fastslå deres juridiske ret til at forkynde fra dør til dør har Jehovas vidner gang på gang appelleret ugunstige retsafgørelser til højere instanser, herunder De forenede Staters højesteret. Denne har næsten hver gang truffet en afgørelse i deres favør, en afgørelse som ikke kun har godtgjort deres juridiske ret til at udføre dette arbejde men som også har vist hvor virkningsfuldt det er. Følgende kendelse er meget typisk:
„Uddeling af religiøse traktater er en ældgammel form for udbredelse af evangeliet — så gammel som bogtrykkerkunstens historie. Den har været en mægtig kraft i forskellige religiøse bevægelser ned gennem tiden. Denne form for udbredelse af evangeliet bliver brugt i dag, i vid udstrækning af forskellige religiøse sekter hvis kolportører bringer evangeliet ud til tusinder og atter tusinder af hjem og søger gennem personlig kontakt at vinde tilhængere for deres tro. . . . Denne form for religiøs virksomhed indtager en lige så fremskudt plads under First Amendment [første tillægsartikel i den amerikanske forfatning] som gudstjenester i kirkerne og forkyndelse fra prædikestole.“
En udfordring
Lad det være sagt: dette at begynde at gå fra hus til hus med Bibelens budskab er noget af det vanskeligste for et almindeligt menneske, hvad enten vedkommende er mand eller kvinde, ung eller gammel. Jehovas vidner der har været heltidsforkyndere i årtier, indrømmer da også nu og da at det selv efter alle disse år i den grad strider mod deres natur, at det kræver en virkelig anstrengelse af dem at komme i gang hver morgen. Det er altid et spørgsmål hvordan man vil blive modtaget ved dørene. Det må indrømmes at ikke så få bliver lidt stødte når nogen kommer til deres dør med Bibelens budskab, og der er jo ingen der bryder sig om at støde andre. For mange sandhedselskende mennesker der har studeret Bibelen med et af Jehovas vidner, har den første reaktion været: ’Jeg kommer aldrig til at gå fra hus til hus.’ Et eksempel med en brandmand i New York viser hvor vanskeligt det kan være. Første gang han gik fra hus til hus fulgtes han med den der havde undervist ham i Bibelen, og han udbrød: „Det er meget værre end at gå ind i en brændende bygning!“ Men inden længe var han glad for hus-til-hus-forkyndelsen.
Nu har en almindelig kirkegænger naturligvis ikke meget der kan tilskynde ham til at gå fra hus til hus. Hvad skulle han sige til folk? Sandsynligvis ved han ikke meget om hvad hans egen kirke lærer; kun nogle almindeligheder baseret på kirkens trosbekendelse. Desuden regnes religion i det store og hele for at være en privatsag. Man har først og fremmest en religion for at frelse sin egen sjæl; gudstjenesten har ikke til formål at oplære og tilskynde tilhørerne til at blive aktive forkyndere. Derfor er det ikke så mærkeligt at hus-til-hus-forkyndelsen er en udfordring der kun sjældent tages op af andre end Jehovas vidner.
Men selv om hus-til-hus-forkyndelsen er en udfordring, overstiger den ikke selv den mest ydmyge kristnes evner. I Mexico var der således engang et Jehovas vidne der var fra landet og simpelt klædt, som bankede på døren til et større palæ. En mand i silkeslåbrok lukkede op og spurgte hvad han ønskede. Vidnet sagde: „Hvis der kom et muldyr til Deres dør med to sække guld, ville De så tage imod det?“ Manden svarede forbavset: „Jeg forstår ikke hvad De mener. Jeg er en kendt ingeniør.“ Vidnet spurgte ham da: „Kender De noget til profetier?“ Manden indrømmede at det gjorde han ikke. Så sagde vidnet: „Det er det jeg gerne vil tale med Dem om. . . . Jeg er muldyret der kommer til Deres dør, og de to sække guld er disse blade, Vagttårnet og Vågn op!“ Dette ydmyge vidnes præsentation gjorde indtryk på manden, og han tog imod bladene. Dette minder os om beretningen i Apostelgerninger 4:8-13.
Det er en udfordring at blive ved
Gang på gang har Jehovas tjenere måttet tage den udfordring op det er at blive ved og holde ud. Et kendt eksempel er Jeremias, der i over 40 år blev ved med at bekendtgøre Jehova Guds budskab under de mest ugunstige omstændigheder. Det er ikke så mærkeligt at han på et tidspunkt havde lyst til at holde op. Men han kunne ikke tie stille, han måtte tale, vidne om sin Gud Jehova og om den egensindighed jøderne viste på hans tid. — Jer. 20:9, NW.
I dag må Jehovas tjenere også blive ved, ja stædigt fortsætte, med at udføre deres gudgivne opgave. Og der er mange grunde til at de gør det. Hver gang de besøger nogen bestræber de sig på at efterlade nogle få sandhedskorn, nogle få dråber åndeligt vand, så at sige, enten mundtligt eller ved hjælp af det trykte ord. Gang på gang har dette vist sig at have en god virkning, ja med tiden har det båret frugt, sådan som også apostelen Paulus sagde: „Jeg plantede, Apollos vandede, hvorimod Gud stadig fik det til at gro.“ — 1 Kor. 3:6.
Der er også andre grunde til at Jehovas vidner bliver ved med deres hus-til-hus-forkyndelse. Det blev engang udtrykt på denne måde i Vagttårnet:
„Det er menneskeliv det drejer sig om. (2 Tim. 4:5) Det vil sige at folk må besøges igen og igen. For det første varierer omstændighederne. Én dag er de hjemme, næste gang ikke. Én dag har de travlt, næste gang ikke. Én dag kommer ét medlem af familien til døren, næste gang et andet medlem af familien; . . . Familiens medlemmer har ikke altid det samme syn på religion, . . . Hertil kommer at folk flytter . . .
Ikke alene varierer omstændighederne, men folks indstilling varierer også fra gang til gang. . . . Af en eller anden grund kan folk være i dårligt humør og slet ikke være oplagt til at tale om religiøse spørgsmål, eller noget spørgsmål i øvrigt, uanset hvem der kom til døren. Men det betyder ikke at de er indstillet ligesådan næste gang forkynderen kommer. Det er heller ikke sikkert at et menneske ikke vil være interesseret i at drøfte religiøse emner næste gang, selv om vedkommende overhovedet ikke var interesseret første gang. Vedkommende kan siden sidst have været ude for en eller anden sindsbevægelse eller kan være kommet til kundskab om et eller andet der har ændret stoltheden til ydmyghed og skabt et åndeligt behov i stedet for den tidligere selvtilfredshed.“
Ja, der er i sandhed mange grunde til at besøge folk igen og igen, at blive ved med at søge efter retsindige mennesker, der sammenlignes med får. — Matt. 25:31-33.
Det gavner forkynderen selv
Når Jehovas vidner går fra hus til hus, er de først og fremmest med til at gøre Jehovas navn kendt. At de gør folk opmærksomme på Skaberens personlige navn kom engang til udtryk i en vittighedstegning i et populært blad i New York. Man så en mand bede ved sin seng og den germanske gud Wotan stå ved den anden side af sengen. Ifølge vittighedstegningen bad manden således: „Jeg er ked af at jeg har forstyrret dig, Wotan. Forstår du, jeg troede bare at når jeg sagde Gud, ville jeg få Jehova.“
Som det fremgår af det foregående sætter forkyndelsen fra hus til hus også Jehovas vidner i stand til at hjælpe mennesker der elsker sandhed og retfærdighed til at komme ind på vejen der fører til liv. Og ved at bekendtgøre Jehovas hævns dag advarer de kærligt alle der ikke elsker sandhed og retfærdighed, men er venner af sanselige nydelser. (2 Tim. 3:1-5) Desuden opnår de selv mange velsignelser, for det bibelske ordsprog siger: „Gavmild sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.“ — Ordsp. 11:25.
Et ældre Jehovas vidne der har været ni år i en tysk koncentrationslejr sagde engang at der ikke er noget der som hus-til-hus-forkyndelsen kan hjælpe en til at opdyrke Guds hellige ånds frugter. Og det er sandt. Ved at være udholdende i dette arbejde lærer man at opdyrke uselvisk kærlighed, at være glad, at stræbe efter fred, at være tålmodig og langmodig, at vise sin tro i praksis og at lægge mildhed, venlighed, godhed og selvbeherskelse for dagen. — Gal. 5:22, 23.
At gå fra hus til hus med den gode nyhed om Riget hjælper også en til at opdyrke ydmyghed. Et stolt menneske er nærtagende, handler selvrådigt og bekymrer sig ikke om at være andre til behag. Men hvis en forkynder skal få noget ud af sin tjeneste må han, ligesom apostelen Paulus, ’blive alt for alle slags mennesker’ for at kunne frelse nogle. — 1 Kor. 9:19-23.
Endnu en velsignelse man opnår ved til stadighed at tage udfordringen i hus-til-hus-forkyndelsen op, er at man bliver mere forstående, mere medfølende. Man lærer at have medynk med mennesker der er blevet åndeligt forblindede af falske hyrder, og man lærer at føle med mennesker når de fortæller om deres problemer: fattigdom, arbejdsløshed, sygdom, familieproblemer, ungdomskriminalitet og så videre. Ligesom på Jesu tid er folk i dag „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. De har brug for Jehovas rige. Jesu ord til sine disciple i det første århundrede om at „høsten er stor, men arbejderne er få“, er endnu mere på sin plads i disse „sidste dage“. Når vi beder om at flere arbejdere må blive sendt ud i høsten, deltager vi da selv nidkært i Rigets arbejde, ja, tager vi virkelig udfordringen i hus-til-hus-forkyndelsen op? — Matt. 9:36-38.
En beskyttelse
Hus-til-hus-arbejdet tjener også til at beskytte os mod verden. Apostelen Johannes siger advarende: „Elsk ikke verden eller det der er i verden. Hvis nogen elsker verden, er Faderens kærlighed ikke i ham; for alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden.“ Alt det der er i verden virker som en fristelse for Jehovas kristne vidner, men hvis de er travlt optaget af at forkynde, vil det gøre fristelsen mindre. — 1 Joh. 2:15, 16.
Dette illustreres godt af en gammel jødisk lignelse. Der fortælles om en retfærdig mand der kom til den onde by Sodoma. Han forkyndte, og blev ved med det selv om ingen gav agt på det han sagde. En af indbyggerne lagde mærke til dette og spurgte ham en dag hvorfor han blev ved med at forkynde når ingen hørte på ham. Hvad svarede han? ’For at folk i Sodoma ikke skal forandre mig.’ Det er meget rigtigt blevet sagt at ’det bedste forsvar er et angreb’. Lige så længe Jehovas vidner ihærdigt søger at forandre folk i verden, vil verden ikke have held til at forandre dem.
Men det er ikke det hele. Ved at adlyde Guds bud om at vidne om hans navn og rige, gør de godt mod andre og samler sig værdier i himmelen, sådan som Jesus opfordrede til i sin bjergprædiken. (Matt. 6:19-21) Ja, ved at bruge deres tid, deres kræfter og deres midler på denne uselviske måde gør de sig selv til Jehova Guds og Jesu Kristi venner. Når så denne onde tingenes ordning bringes til ophør, kan de gøre sig håb om at overleve og komme ind i den nye tingenes ordning efter Harmagedon, ligesom Noa og hans familie overlevede Vandfloden og kom ind i en ny tingenes ordning. — Luk. 16:9.
Der er ingen tvivl. Det er virkelig en stor ære og en udfordring at repræsentere den højeste Gud, Jehova. Der er gode bibelske fortilfælde for at forkynde fra hus til hus, og det er muligt for næsten enhver indviet kristen, uanset hans eller hendes verdslige uddannelse. De der tager udfordringen i hus-til-hus-vidnearbejdet op, kan gøre meget godt for deres medmennesker og opnå Jehova Guds velsignelse.