Det liv du kan vælge

DU HAR mulighed for at vælge et andet liv. Et liv der ikke falmer som træerne eller visner som græsset når efteråret kommer. Et liv der ikke er fyldt med smerte og skuffelse eller præget af lovløshed og kriminalitet, krig og sult, sygdom og død. Dets dage er ikke få, men uden ende, og de er ikke fyldt med problemer, men med en uudsigelig glæde. Det er det liv Jehova Gud oprindelig havde tiltænkt mennesket.

Hvad sigter vi til? Et liv i himmelsk lyksalighed? Nogle forestiller sig himmelen som et sted hvor man ligger henslængt på en sky og klimprer på en harpe mens man svæver rundt i rummet og evigheden. Er det et sådant liv vi kan vælge? Nej! Det var ikke en sådan tom og unyttig tilværelse Gud havde i tanke for menneskene. For at få et tydeligt billede af hvad det liv indebærer som vi har mulighed for at vælge, må vi vende os til Guds ord for at se hvad hans hensigt var da han skabte manden og kvinden.

Dette første menneskepar fik en opgave. Og den drejede sig ikke om noget himmelsk, men om noget jordisk. Gud bød dem: „Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!“ At de skulle herske over jorden ville sige at de skulle passe godt på den og værne om den, ikke ødelægge den. Det fremgår af det hverv Gud gav mennesket i Eden: „Derpå tog Gud [Jehova] Adam og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den [tage sig af den, NW].“ — 1 Mos. 1:28; 2:15.

Efterhånden som den menneskelige familie blev større og Edens have for lille, var det Guds hensigt at den voksende befolkning skulle sprede sig ud over havens grænser og tage frø og stiklinger fra de fuldkomne planter i Edens have med sig, plante dem i nye områder og dyrke og passe disse områder nøjagtig som den første familie havde gjort det i Edens have. Efterhånden som menneskeheden spredtes ud over jorden ville den altså underlægge sig den ved at omdanne den til et paradis, indtil der overalt rådede de samme tilstande som i Eden, og Guds have dækkede hele jorden.

I dette jordomspændende paradis skulle mennesket herske over dyrene med kærlig omsorg og i gensidig tillid, ikke som vor tids dyretæmmere der bruger pisk, heller ikke ved at lukke dem inde i bure i zoologiske haver, eller ved at skyde dem ned med geværer som jægerne. Det var hensigten at den lydige menneskeheds kærlige herredømme over dyrene skulle vare evigt.

Men dette herredømme varede ikke længe. Synden kom ind i verden og forstyrrede de fredelige forhold i Edens have. Jehovas forordning til menneskene havde lydt: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ (1 Mos. 2:16, 17) Det første menneskepar var ulydigt, spiste af frugten og bragte død over sig selv og deres afkom. Jehova forviste dem fra haven og sagde til manden:

„Jorden [skal] være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føde af den alle dit livs dage; torn og tidsel skal den bære dig, og markens urter skal være din føde; i dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ — 1 Mos. 3:17-19.

Jehova Gud gav menneskeheden en fuldkommen start. Det er ikke hans skyld at tilstandene på jorden kun er gået fra ondt til værre. „Han [Jehova] er Klippen, hans Gerning er fuldkommen, thi alle hans Veje er Ret; Gud er Trofasthed og uden Svig; han er retfærdig og oprigtig. Det har fordærvet sig for ham, det er ikke hans Børn, det er deres Skændsel, — en forvendt og vanartet Slægt.“ (5 Mos. 32:4, 5, 1871-oversættelsen) En lignende udtalelse finder vi i Prædikeren 7:29: „Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for.“

I vore dage fortsætter menneskene deres ødelæggende kurs, og det er mere katastrofalt end nogen sinde før. Deres hjerteløse rovdrift på jordens plante- og dyreliv og deres misbrug af ressourcerne og miljøet ødelægger jorden som beboelig planet. Men Jehova vil sætte en stopper for dette, for han har erklæret at han vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. — Åb. 11:18.

Jehovas hensigt vil sejre

Det er Jehovas hensigt at jorden skal stå til evig tid: „Du fæsted jorden på dens grundvolde, aldrig i evighed rokkes den.“ Den vil altid være beboet: „Thi så siger [Jehova], himlens skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos: [Jehova] er jeg ellers ingen.“ — Sl. 104:5; Es. 45:18.

Det var Jehovas oprindelige hensigt at hele jorden skulle blive et paradis og opfyldes af mennesker der var ham hengivne og som ville tage sig af den og dens planter og dyr, og som ville bevare miljøet sundt. Dette er stadig hans hensigt, og han forsikrer os om at den vil blive gennemført: „Så skal det gå med mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 55:11.

De næste to sider vil vise hvilke glæder der vil være forbundet med livet i et jordisk paradis, det liv du har mulighed for at vælge.