Tilbedelsen af den eneste sande Gud ophøjes allerede nu
1, 2. Hvordan nåede tilbedelsen af den eneste sande Gud et lavpunkt under den første verdenskrig, og hvordan blev dette skildret i Mika 3:12?
DEN første verdenskrig var det mørkeste kapitel i menneskehedens historie. Det var som om mørkets magter havde overtaget overalt. Det var som om „verdens hersker“ havde sejret. (Joh. 14:30) Da hans falske religions verdensimperium, der omfatter kristenheden, patriotisk gav sig til at støtte de krigsførende nationer, blev der lagt et umådeligt pres på alle religiøse mennesker. Endog tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud blev undertrykt og kom til at stå meget svagt. De der holdt fast ved den sande tilbedelse blev forfulgt og underlagt begrænsninger, ja i nogle tilfælde indespærret i fængsler. Deres tilstand blev katastrofal, i lighed med den tilstand der beskrives i Mika 3:12:
2 „Zion [skal] pløjes som en mark, Jerusalem blive til grushobe, tempelbjerget til krathøj“ — som en forladt mark der var tilgroet med buskads og ukrudt der efterhånden nåede op i samme højde som træer.
3. Hvad indstillede de der tilbad den sande Gud sig på, men hvad viste profetien at de måtte gøre før „enden“ kom?
3 Det føltes som om enden var kommet — for hele den jordiske tingenes ordning. De der tilbad Bibelens Gud indstillede sig på at dette var tilfældet, idet de blev „genstand for alle nationernes had“. (Matt. 24:9) Men det viste sig at de først lige var begyndt på den periode der kaldes „afslutningen på tingenes ordning“. Der var stadig et stort livredningsarbejde at udføre inden denne periode udløb. Som den store Hersker fra Betlehem havde forudsagt, skulle ’denne gode nyhed om riget forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så ville enden komme’. (Matt. 24:3, 14) Dette stemte med Mikas profeti, som var nedskrevet flere hundrede år tidligere.
4. Hvilken forandring til det bedre forudsagde Mika 4:1-4, til Jehovas ære?
4 Efter at Mika havde beskrevet hvordan babylonierne ville ødelægge Judas land og dets hovedstad Jerusalem (eller Zion), sagde han videre: „Og det skal ske i de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg [tempelbjerget], grundfæstet på [over, NW] bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkeslag strømme og talrige folk komme vandrende: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal han lære sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.’ Da dømmer han mange folkeslag imellem, skifter ret mellem talrige, fjerne folk; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem, så sandt Hærskarers [Jehovas] mund har talet.“ — Mika 4:1-4.
5. Hvilken bygning kroner i dag Jehovas hus’ bjerg, og er dette en opfyldelse af Mika 4:1-4?
5 Under den første verdenskrig blev det jordiske Jerusalem indtaget af de britiske tropper under general Allenby, og i erkendelse af dette gav Folkeforbundet Storbritannien mandat over området indtil 1948. Da mandatet udløb, udbrød der krig mellem jøderne og araberne, og i dag råder staten Israel også over Jerusalems gamle bydel, som er omkranset af mure. Men krones toppen af det bjerg hvor huset for tilbedelsen af Jehova stod indtil år 70, af et tempel for Jehova? Nej, pladsen er optaget af Klippemoskeen, som er viet til tilbedelsen af den muhamedanske gud Allah, og folk fra mange lande besøger den som en turistattraktion. Ingen vil hævde at dette er en opfyldelse af profetien i Mika 4:1-4.
6. Hvorfor kan vi sige at Mika 4:1-4 alligevel er ved at gå i opfyldelse, og hvorfor drejer det sig ikke om det jordiske Jerusalem?
6 Alligevel er denne profeti blevet opfyldt siden efterkrigsåret 1919, men i forbindelse med et højere Jerusalem. Lad os her gå tilbage til nogle begivenheder på Jesu tid. Den 9. nisan år 33 red Jesus Kristus som Herskeren fra Betlehem i triumftog ind i Jerusalem, men han blev ikke modtaget som konge. To dage senere, den 11. nisan, følte han trang til at begræde det jordiske Jerusalem, idet han sagde: „Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus [tempel] overlades til jer selv.“ (Matt. 23:37, 38) Tre dage senere igen, den 14. nisan, led Jesus martyrdøden på Golgata uden for Jerusalem. Da overlod Jehova Gud det jordiske tempel til jøderne selv, skønt det engang var blevet indviet til ham. Han godkendte ikke længere den tilbedelse der fandt sted i det. Det kom tydeligt til udtryk da templet blev ødelagt i år 70!
7. Hvornår blev det himmelske Jerusalem moder til Jesu disciple, og hvordan henviser Paulus til dette?
7 Fyrre dage efter sin opstandelse vendte Jesus tilbage til himmelen, og ti dage senere, på Pinsedagen, udgød han den hellige ånd over en skare af sine disciple som ventede i det jordiske Jerusalem. Ved denne begivenhed blev det Jerusalem der er oventil deres moder. Herom skrev den kristne apostel Paulus i sit brev til menighederne i Galatien: „Det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.“ (Gal. 4:26) Senere skrev den samme apostel imidlertid til de kristne hebræere om endnu et Jerusalem: „Men I er kommet til et Zions bjerg og en by der tilhører den levende Gud, et himmelsk Jerusalem, og titusinder af engle, hele forsamlingen, og menigheden af førstefødte som er blevet indskrevet i himlene, og Gud, alles dommer.“ (Hebr. 12:22, 23; Åb. 21:2) Det er dette himmelske Jerusalem, det ny Jerusalem, som ligger på et åndeligt Zions bjerg, der sigtes til i Mika 4:1-4. Mikas profeti opfyldes i dag på dette åndelige Jerusalem, det messianske rige!
8. Hvor meget er tilbedelsen af den eneste sande Gud blevet ophøjet siden 1914?
8 Siden krigsårene 1914-1918 har tilbedelsen af den Gud der engang blev tilbedt i det „hus“ eller tempel der lå på en af Jerusalems høje, været ophøjet. Ja, tilbedelsen af Jehova er blevet „grundfæstet over bjergenes top“ (NW) — det vil sige over de bjerge hvor der engang stod eller stadig står templer for denne tingenes ordnings falske guder. Tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud er således blevet ’løftet op over højene’.
9. Hvordan blev det efter den første verdenskrig muligt at ophøje tilbedelsen af Jehova, og hvad sagde Mika 2:12, 13 herom?
9 Det var især efter den første verdenskrigs afslutning i efteråret 1918 at tilbedelsen af Jehova som den højeste Gud blev ophøjet. Det var nemlig først i efterkrigstiden at Jehovas tilbedere kunne blive genrejst fra den undertrykte og adsplittede tilstand de befandt sig i, en tilstand som mindede om de landflygtige jøders tilstand i Babylon fra 607 til 537 f.v.t. Mikas profeti havde forudsagt at de åndelige israelitter atter ville blive samlet og at der ville blive banes en vej for dem så de kunne slippe ud af den babyloniske trældom: „Jeg vil samle dig, hele Jakob, opsanke Israels rest, få dem sammen som får i fold, som en hjord i græsgangens midte; af mennesker bliver der en summen. En vejbryder går foran dem; de bryder gennem porten og går ud. Foran dem skrider deres konge og [Jehova] i spidsen for dem.“ — Mika 2:12, 13.
10. Hvem var den „konge“ der blev omtalt i Mikas profeti, og hvordan, hvornår og for hvem banede han en vej?
10 Da israelitterne i 537 f.v.t. drog ud af Babylon som følge af den persiske erobrers, Kyros den Stores, frihedsdekret, var der ingen jordisk konge af Davids hus til at føre dem ud. Zedekias, den sidste davidiske konge der havde hersket i det gamle Jerusalem, var død og lå begravet i Babylon. Det er således tydeligt at Mikas profeti skulle få en åndelig opfyldelse. Hvem er da den „konge“ der omtales? Det er den konge der blev indsat på tronen ved Guds højre hånd i himmelen ved udløbet af „hedningernes tider“ (eller „nationernes fastsatte tider“) i efteråret 1914. (Luk. 21:24, da. aut. , NW; Sl. 110:1, 2) Det var en konge som var større end Babylons erobrer, Kyros den Store. Det var den nyindsatte konge, Jesus Kristus. Det var ham der banede vej for de undertrykte åndelige israelitter, det åndelige Israels eller Jakobs rest. I efterkrigsåret 1919 gik den herliggjorte Jesus Kristus altså som „en vejbryder“ foran sine indviede og døbte disciple, der under den første verdenskrig havde været „genstand for alle nationernes had“ på grund af hans navn. — Matt. 24:9.
11, 12. Hvem gik i virkeligheden i spidsen for „restens“ medlemmer på deres march ud i friheden, og hvilken befaling fra ham adlød de?
11 Disse udfriede disciple var rede til at følge ham som deres konge der var indsat på tronen ved Jehovas højre hånd. Han var ’brudt gennem porten’ for dem og skred nu foran dem og førte dem ud til sand kristen frihed. I virkeligheden gik Jehova „i spidsen for dem“, for det var først og fremmest ham der var årsag til at de nu kunne marchere ud i friheden. Det var ham der havde rettet følgende opfordring til sine tilbedere da de blev holdt fangne i det religiøse Babylon:
12 „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ — Åb. 18:4; Jer. 50:8, 9; Es. 48:20.
Den sande Guds navn bringes i forgrunden
13. Hvad ville den eneste sande Gud nu gøre for sig selv, og hvordan er Vagt-taarnet for februar 1920 et eksempel på dette?
13 Jehova var nu begyndt at skabe sig et navn. Hans navn begyndte med rette at blive bragt i forgrunden, eftersom det er højere end hans herliggjorte søns, Jesu Kristi, navn. For eksempel var der i bladet Vagt-Taarnet og Forkynder af Kristi Nærværelse for februar 1920 en artikel med titlen „Esajas’s Profeti“, hvori der blandt andet stod:
I de første 11 Vers af det 40. Kapitel gives der os tre Billeder af Jehova: I det første skildres han som en Trøster efter langvarige Lidelser. I det andet fremstilles han som den sandrue, som den, hvis Ord forbliver, selv om alt andet slaar Fejl. I det tredje Billede skildres han som Hyrden, der leder sit Folk med faderlig Omhu . . .
Den næste Aarsag til Trøsten ligger i disse Ord: „Dets Skyld er betalt.“ Gud forudsaa i sin Visdom, at de 70 Aars nationale Ydmygelse, som det jødiske Folk led, vilde være en tilstrækkelig Kontrafordring i den guddommelige Retfærdigheds Bøger til at sone for den Tilbøjelighed, som de i Aarhundreder havde haft til Afguderi, til at tilbede andre Guder end Jehova. . . .
. . . Men vi ved, at Jehova aldrig vil tildele nogen uretfærdig Straf. Han kan ikke fornægte sig selv. . . .
. . . Forslag fra fremragende Zionister angaaende et Navn paa [en traktat som Selskabet havde udgivet] henledte vor Opmærksomhed paa den Omstændighed, at det tilsvarende Ord for „Røsten“ paa Jiddish straks af alle Jøder vilde blive opfattet som et Udtryk for et særligt Budskab fra Jehova. . . .
Sikkert behøver en hvilken som helst Klasse, som skal benyttes af Jehova til et saa ophøjet Formaal som Medarveret med Kristus, en hel Del forberedende Erfaringer, før den er „dygtig til at have Del i de helliges Arvelod i Lyset“. . . .
. . . Men som en dobbelt Forsikring om Opfyldelsen af det, der er lovet ovenfor, sætter Jehova paa ny sit Navn under eller endosserer sin egen Check. „Vor Guds Ord staar fast til evig Tid“, uden Hensyn til virkelige eller indbildte Hindringer. — Side 24, paragraf 3; side 25, paragraf 3-5; side 26, paragraf 3; side 27, paragraf 5.
14. Hvordan blev Guds navn sat i forgrunden i bogen Guds Harpe, der blev udgivet på engelsk i 1921?
14 I den første indbundne bog Vagttårnets selskab udgav efter den første verdenskrig, nemlig Guds Harpe, der udkom på engelsk i 1921, stod der i forordets anden paragraf: „Jehova havde inden Verdens Grundlæggelse en storslået Hensigt; men ingen vidste noget derom. I Løbet af de første fire Tusinde Aar af Menneskets Historie blev Guds Hensigt holdt hemmelig.“
15. Hvilken erklæring blev vedtaget syv år senere af stævnedeltagerne i Detroit, Michigan?
15 Og ved det internationale stævne der blev holdt i Detroit i staten Michigan fra 30. juli til 6. august 1928, vedtog en tusindtallig skare enstemmigt resolutionen „En Erklæring imod Satan og for Jehova“, som blev forelagt af den daværende præsident for Vagttårnets selskab. — Se Vagttaarnet for 1. november 1928, side 327.
16. Hvordan nåede denne udvikling et højdepunkt tre år senere, ved det internationale stævne i Columbus, Ohio?
16 Men højdepunktet indtraf i 1931, søndag den 26. juli, da de tusinder der overværede det internationale stævne i Columbus, Ohio, USA, vedtog en resolution med titlen „Et nyt Navn“. Med denne resolution antog disse indviede og døbte tilbedere af den højeste Gud et navn der bygger på Bibelen, nemlig „Jehovas Vidner“. — Es. 43:10, 12.
17. Hvad gjorde stævnedeltagerne ved at de antog dette nye navn? Hvad gjorde menighederne overalt i verden derefter, og hvilket ansvar påtog de sig således?
17 Derved fejede de alle de skændige navne som kristenheden havde hæftet på dem til side, og antog det ærefulde navn som Bibelen viste de rettelig burde bære. Efter stævnet i Columbus blev den samme resolution forelagt alle menigheder af Herren Jesu Kristi indviede og døbte disciple i hele verden, på mange forskellige sprog. Alle de menigheder der vedtog resolutionen indgav beretning herom til Vagttårnsselskabets hovedkontor. Alle enkeltpersoner som var med til at vedtage den påtog sig derved et stort ansvar over for Jehova Gud. Hvis de ikke levede op til det nye navn, ville det få alvorlige følger for dem. Men ærede de det, ville de ophøje Guds navn. — Vagttaarnet, 15. oktober 1931, side 311.
18. Har nogle i kristenheden eller jødedommen taget et lignende skridt? Hvem har Gud således brugt til at opfylde Mika 4:1-4?
18 Kan den verdslige historie siden den første verdenskrig berette om nogen anden religiøs retning inden for enten kristenheden eller jødedommen som har taget et tilsvarende skridt som disse vidner for Jehova? Nej! Det har derfor været ved hjælp af disse vidner at Jehova Gud har opfyldt profetien i Mika 4:1-4. Tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud er tydeligvis blevet „grundfæstet over bjergenes top“, for det har klart vist sig at den er enhver anden form for tilbedelse overlegen. Den er „grundfæstet“ og vil aldrig blive styrtet fra sin ophøjede stilling. Den æres eller ophøjes af Jehovas vidner og er således billedlig talt blevet ’løftet op over højene’.
19. Hvem er tilbedelsen af Gud blevet synlig for, idet den så at sige er blevet ’løftet op over højene’, og hvilket forbløffende foredrag blev i overensstemmelse hermed holdt i 1918 i Los Angeles, Californien?
19 Det at tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud således blev løftet op så den kunne ses på lang afstand, skulle være til gavn for folk af alle nationer og folkeslag. Ved guddommeligt forsyn holdt den daværende præsident for Watch Tower Bible and Tract Society derfor et velaverteret foredrag den 24. februar 1918 i Los Angeles, Californien, hvor han talte over et forbløffende emne som var i overensstemmelse med tidernes betydning, set i Bibelens lys, nemlig: „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø.“ Dette tema byggede på Bibelens lære om at der ville være mennesker som overlevede „den store trængsel“ der skulle gøre ende på den nuværende dødsdømte tingenes ordning. (Åb. 7:9, 14) Disse begunstigede ville komme ind i tusindårsriget under Kristi herredømme, hvor de kunne opnå evigt liv på en jord der blev omdannet til et paradis.
20. Hvilken af Jesu lignelser blev behandlet i et foredrag ved stævnet i Los Angeles i 1923, og hvilken tidsperiode blev lignelsen møntet på?
20 Fem år senere blev der holdt endnu et stævne i Los Angeles. Det var fra 18. til 26. august 1923, og lørdag den 25. august holdt Selskabets præsident et foredrag om Jesu lignelse om de symbolske får og bukke. Eftersom denne lignelse er en del af Jesu profeti om det „tegn“ der skulle markere „afslutningen på tingenes ordning“, påpegede taleren at dens opfyldelse fandt sted i „de sidste dage“, i tiden før tusindårsrigets indførelse. Hvem er så „fårene“ der ifølge lignelsen gør godt mod Kongens åndelige brødre efter hvad de har behov for? Det er ’dem der har Guds velvilje’, dem der opnår den belønning at overleve ødelæggelsen af den nuværende tingenes ordning og få adgang til den tusindårige tingenes ordning under Kristi rige! (Se The Watch Tower, 1. november 1923, side 326; se også Vagttaarnet, december 1923, side 179.) Disse symbolske får er i dag de „folkeslag“ der strømmer til Jehovas åndelige tempel, som repræsenteres ved resten af Kristi „brødre“, de åndelige israelitter. — Mika 4:1; Matt. 24:3; 25:31-46.