En fanges bøn blev hørt

FORTALT AF ISAAC V. ESPELETA

I 1945, efter at de amerikanske styrker havde invaderet Filippinerne, blev 11 kammerater og jeg arresteret af japanerne. Vi blev anbragt i små celler af galvaniseret jern, ikke meget større end hundehuse. Om dagen var der ulideligt hedt derinde, og om natten isnende koldt.

Alle mine kammerater døde under de efterfølgende forhør. Jeg selv blev underkastet indgående forhør i 45 dage og blev udsat for hård tortur tre gange, men uden at indrømme de forbrydelser jeg blev anklaget for. Jeg havde set at de der indrømmede under torturen, straks blev skudt eller stukket ihjel med bajonetter. Jeg tog derfor chancen med torturen.

Mens jeg befandt mig i den trange celle, bad jeg til Jehova Gud og lovede at hvis jeg overlevede, ville jeg søge ham og bruge resten af mit liv til at tjene ham. Men før jeg fortæller mere om min søgen efter Jehova, vil jeg forklare hvorfor jeg blev fængslet og hvad der fik mig til at give Jehova dette løfte.

Påvirkningen i de unge år

Jeg voksede op i en katolsk familie som boede i den lille by Biñan, omkring 30 kilometer syd for Manila. I de unge år var jeg under stærk påvirkning af min farfader. Han var skuffet over den katolske kirke og var blevet interesseret i Bibelen. Han lærte mig den gode vane at læse i Bibelen, og det vil jeg altid være ham taknemmelig for.

Som jeg blev ældre, læste jeg ivrigt alt muligt. Da Filippinerne blev inddraget i den anden verdenskrig, blev det knapt med engelsk læsestof. Så en dag faldt jeg over et eksemplar af bogen Rigdom, trykt af Vagttårnets selskab. Endelig noget at læse! Bogens indhold var meget tankevækkende.

Det der især slog mig, var at Gud havde et personligt navn, Jehova. Jeg så efter i den bibel min farfader havde givet mig. Ja, det stod der sandelig! Guds navn var virkelig Jehova. (2 Mos. 6:3; Sl. 83:19)a Men på grund af krigen kunne jeg ikke med det samme følge min nyvundne kundskab op.

Jeg var blevet gift nogle år i forvejen, i 1936, og under krigen havde jeg tre små børn at forsørge. Som følge af mit verdslige arbejde tog jeg nu og da til det sydlige Luzon for at købe træ til tømmer og brænde. Skjult i skovene dér var der mænd som aktivt modarbejdede den japanske besættelse. De hvervede mig til at uddele blade og løbesedler for dem, og under resten af krigen var jeg kurér for modstandsbevægelsen.

I 1945 fik japanerne mistanke om min virksomhed og arresterede mig. Heldigvis havde vi på det tidspunkt skaffet os af med al undergravende litteratur. Men i de lange timer jeg var alene i den trange celle, blev mine tanker ved med at vende tilbage til den Gud jeg havde læst om — Jehova.

Japanerne kunne ikke bevise min skyld. De løslod mig, og jeg sluttede mig straks til den pro-amerikanske modstandsbevægelse. Men også amerikanerne udsatte mig for lidelser, idet de mistænkte mig for at være japansk spion! Imidlertid hørte den japanske besættelse af Filippinerne op, og dermed også min nationalistiske begejstring. Men jeg glemte ikke det løfte jeg havde givet Gud. Straks begyndte jeg at søge efter Jehova.

Jeg finder Jehovas folk

Sammen med en barndomsven, Pablo Quiohilag, begyndte jeg at komme i forskellige kirker, men ingen af dem lod til at have det rigtige budskab. Så en dag hørte jeg en mand forkynde om Jehova. Jeg bød ham velkommen i mit kvarter i Biñan og sagde at han kunne forkynde dér så længe han havde lyst.

I 1947 hørte en af os en anden forkynde om Jehova. Denne gang var det en canadisk missionær, Vic White, et af Jehovas vidner. Han kom for at tale med vores gruppe, og jeg blev udpeget til at oversætte for ham. Vi erfarede at den mand der havde forkyndt hos os ikke længere var et af Jehovas vidner, men var blevet udstødt allerede før krigen. Denne oplysning fremkaldte en krise i vores lille gruppe.

Omkring det tidspunkt hørte vi om det første kredsstævne som Jehovas Vidner ville holde i Manila efter krigen. Jeg overværede det, og blev af Vic White præsenteret for afdelingstilsynsmanden, Earl K. Stewart. Bagefter forklarede han mig på afdelingskontoret hvad vi måtte gøre for at blive Jehovas vidner. Dette indbefattede naturligvis at vi måtte være med i forkyndelsen fra hus til hus. Efter min hjemkomst til Biñan tog hele gruppen afstand fra den udstødte og besluttede at knytte sig til Jehovas Vidner.

Vi bliver organiseret som sande kristne

Så blev Biñan menighed oprettet. Men der var mange spørgsmål vi stadig ikke havde svar på. For eksempel var de fleste i gruppen, som dengang talte omkring 15 medlemmer, blevet døbt af den udstødte der havde forkyndt for os. Vi spekulerede nu på om vi skulle lade os gendøbe. Nogle mente det ikke, eftersom Bibelen jo taler om „én Herre, én tro, én dåb“. (Ef. 4:5) Vi var jo blevet døbt én gang, så hvorfor blive det igen? Men jeg fremførte at den ’ene dåb’ der nævnes, måtte ske i forbindelse med den ’ene tro’. Eftersom vi nu havde fundet den sande tro, måtte vi lade os gendøbe i samfund med dem der bekendte sig til denne tro. Og det gjorde vi.

Derefter var der spørgsmålet om forkyndelse fra hus til hus. Hvordan skulle vi bære os ad? Ingen af os vidste det. Så gik Pablo Quiohilag og jeg fra dør til dør sammen. Foran hvert hus slog vi plat og krone. Den der tabte skulle forkynde! Jeg er ikke helt sikker på hvad vi sagde, men Jehova har uden tvivl ledet os i vort uerfarne forsøg på at lovprise ham offentligt.

Omsider blev to erfarne brødre fra Betel, Salvador Liwag og Vic Amores, sendt ud for at hjælpe os. De viste os hvordan vi skulle forkynde og afholde møder. Jeg begyndte at overvære tjenestemødet i Santa Ana-menigheden i Manila om torsdagen, for at kunne fremholde det samme program for vores lille gruppe om fredagen.

Travlhed i Jehovas tjeneste

Da vi for nylig var på vej til et områdestævne, sagde min kone pludselig: „Hvordan klarede vi det egentlig?“

„Klarede hvad?“ spurgte jeg.

„Kan du huske dengang hele området her, fra Sucat, Muntinlupa, i Rizal til Cabuyao i Laguna [omkring 40 kilometer], var vores distrikt?“

I disse første år havde vi ingen bil. Vi gik i dagevis for at finde interesserede. Undertiden havde vi en petroleumslampe med så vi kunne holde vagttårnsstudium og offentlige møder efter mørkets frembrud.

„Jeg kunne ikke gøre det i dag,“ sagde min kone.

Det er sikkert rigtigt, for hun lider nu af slidgigt. Men da vi havde ungdommens kræfter i behold, brugte vi dem i Jehovas tjeneste. Dengang stod jeg op klokken fire om morgenen seks dage om ugen for at komme på arbejde i Manila før klokken otte. Om aftenen tog jeg som regel lige fra arbejde ud på mine bibelstudier. Somme tider måtte jeg gå 16 kilometer ud til en interesseret, og 16 kilometer hjem igen. I regntiden kom jeg ofte gennemblødt hjem klokken et om natten, for så igen at måtte op på arbejde tre timer senere.

Dengang havde jeg også den forret at oversætte Vagttårnet til vort lokale sprog, tagalog. Ja, som min kone spurgte: „Hvordan klarede vi det egentlig?“ Det kan kun have ladet sig gøre med Jehovas hjælp. (Fil. 4:13) Men det er en velsignelse at have „rigeligt at gøre i Herrens gerning“. — 1 Kor. 15:58.

Jehova i første række

Vi lod altid Jehova komme først i vort liv. Det betød undertiden at vi måtte bringe ofre, men vi blev aldrig dårligere stillet af den grund. Efter krigen var vort hus i Biñan faktisk ikke andet end en hytte. Vi sparede derfor sammen til at kunne få et bedre hus, og til sidst havde vi samlet 500 pesos sammen (omkring 1500 kroner dengang). Men så kom behovet for en egnet rigssal på tale, og det lod til at jeg var den eneste der rådede over midler. Jeg sagde da til broder Jose Nava: „Gå hen og bed min kone om de 500 pesos.“ Hun gav ham pengene uden beklagelser, og vi byggede en pæn lille rigssal for dem.

Kort efter gjorde Jehova det muligt for os at bygge et hus alligevel, og vi boede komfortabelt der indtil 1954, da huset blev så ødelagt af termitter at det måtte sættes grundigt i stand. Men aldrig så snart havde vi planlagt at gøre dette, før det viste sig at den gamle rigssal var for lille til den voksende menighed. Endnu en gang afleverede min kone uden at klage alle de penge vi havde sparet sammen, og vi skænkede beløbet til den nye sal, der så blev opført ved hovedvejen. Også denne gang kom Jehova os imidlertid til hjælp og gjorde det muligt for os at istandsætte vort hus. Vi mistede intet ved at lade ham komme i første række. — Matt. 6:33.

Da jeg nogle år senere var stærkt engageret i opførelsen af en tredje rigssal, sagde min kone til mig: „Jeg tror du har en af de dyreste hobbyer jeg har hørt om.“

„Hvad er så det?“ spurgte jeg.

„At bygge rigssale,“ sagde hun smilende.

Opdragelsen af vore børn

Da vores sidste søn kom til verden i 1956 havde vi fire drenge og seks piger. Da de var små drøftede vi altid dagens tekst fra Bibelen med dem. Vi indså også behovet for at holde et regelmæssigt familiestudium. Desuden tog vi ture ud i tjenesten sammen. Vi gjorde vort bedste for at opdrage vore børn „i Jehovas tugt og formaning“. — Ef. 6:4.

Der var nogle svære problemer undervejs. Men der var også velsignelser — mange endda! Alle vore børn har været med i pionertjenesten og forkyndt Riget på heltidsbasis. Vores ældste datter var medlem af betelfamilien nogle år før hun giftede sig og fik børn. Vore tre ældste piger hørte med til de første specialpionerer på Filippinerne, og en af dem har tjent trofast i mange år som missionær i Thailand. Og alle vore børn på nær ét holder stadig fast ved troen.

Vores næstældste datter blev udnævnt til specialpioner da hun var 17 år. Da hun var rejst ud til sit distrikt, sendte hun os et brev som jeg stadig får tårer i øjnene af at tænke på. Hun skrev at da hun var yngre, syntes hun at jeg var den grusomste fader der fandtes. Men nu indså hun at hvis det ikke havde været for den faste opdragelse vi som forældre havde givet hende, ville hun aldrig have nydt det vidunderlige privilegium at blive specialpioner (hvilket senere førte til at hun blev missionær i et fremmed land). Som kristne forældre bør vi derfor aldrig forholde vore børn den rette tugt. (Ordsp. 22:6) De har brug for den, og senere vil de påskønne den.

Tjenesteprivilegier

Jeg har nydt mange privilegier sammen med Jehovas folk. For eksempel har det været min forret at organisere de første stævnecafeteriaer på Filippinerne. I mange år havde jeg den dejlige forret at oversætte Vagttårnet til mit eget sprog. I mellemtiden har vi set den oprindelige gruppe på 15 personer vokse til 11 store, aktive menigheder.

En anden tjenesteforret har ført mig ind i statsfængselet, som ligger i nærheden af vort hjem. Fra tid til anden skriver fangerne til Vagttårnets selskab og beder om åndelig hjælp. Deres breve bliver ofte videresendt til mig, og siden 1947 har jeg ledet regelmæssige bibelstudier med interesserede indsatte. Det har i årenes løb medført at omkring 50 personer har taget standpunkt for Jehova og er blevet døbt i fængselet. Ved et områdestævne mødte jeg op med 23 af dem. Efter deres løsladelse er nogle af dem blevet pionerer, ja rejsende tilsynsmænd, og mange tjener nu som ældste.

En jeg aldrig havde regnet med at skulle træffe i fængselet, var den udstødte mand der begyndte at forkynde for mig om Jehova. Han var blevet arresteret for at have samarbejdet med japanerne. (Senere blev han benådet og løsladt.) Mens han opholdt sig i fængselet kom han ydmygt til de møder jeg ledede. Mange år senere, i 1975, var jeg med i et dømmende udvalg der behandlede hans anmodning om genoptagelse. Efter at have været udstødt i næsten 40 år kunne han nu igen frit komme sammen med Guds folk.

I alle disse år har min kone været en utrolig stor hjælp for mig — en loyal støtte i tjenesten for Gud. Vi kan nu begge se tilbage på over 30 år i Jehovas tjeneste. Jeg har søgt Jehova og fundet ham, og jeg opfylder stadig det løfte jeg gav ham for mange år siden i den japanske fangelejr. Hvor er jeg taknemmelig for at jeg fandt Jehova Gud i mine bedste år og har været i stand til at bruge disse år i hans tjeneste!

[Fodnote]