Når ulykken rammer

FAMILIEN hørte øjensynlig ikke til de mest velstående. Alligevel havde den meget at være taknemmelig for. Dens jord var frugtbar, klimaet var behageligt varmt det meste af året, og stedet den boede var ideelt.

Nain, den by familien boede i, var smukt beliggende på den nordvestlige side af Morehøjen på den frugtbare Esdraelonslette. Fra familiens hus kunne man se tværs over en grøn dal til Galilæas smukke skovbevoksede bjerge, blot nogle få kilometer borte. Og dér, knejsende i det fjerne, kunne man se Hermonbjergets sneklædte top og Libanons bjerge. Hvilken glæde var det ikke, når dagen gik på hæld, at sidde ude på husets tag og betragte landskabet — og bare være de tre sammen — manden, hustruen og deres unge søn.

Men en dag ramte ulykken dem — manden døde. Hvor smerteligt! Nu kunne de ikke længere nyde disse fredfyldte aftener sammen. Kvinden fandt imidlertid trøst ved tanken om at hun stadig havde sin søn. Hendes forhåbninger, ønsker og ambitioner kom til at dreje sig om hans fremtid. På denne måde fandt hun igen en mening med og et indhold i livet.

Men endnu en gang ramte ulykken. Sønnen døde. Nu var der ingen hun kunne hente trøst hos. Enkens sorg var stor da hendes søns døde legeme blev beredt til begravelsen.

Måske kender du den følelse af tomhed der opstår når man mister en af sine kære. Man føler sig så modløs og fuldstændig hjælpeløs. Døden er i sandhed en bitter fjende. Ved en sådan lejlighed er man meget optaget af den dødes fremtid. Er der virkelig et håb for den pågældende?

Forestil dig at der kunne komme nogen og tage din kære ved hånden og give ham tilbage til dig, levende og rask som før. Hvor vidunderligt ville det ikke være!

’Men det er umuligt,’ siger du måske. Sandt nok er det aldrig sket i vor levetid. Men det er sket før. Kvinder har fået deres døde tilbage ved en opstandelse.

Hvornår skete det? Hvorfor kan vi tro på det? Hvad betyder det for os der lever i dag?